Jeg har betalt menneskesmuglere for at bringe mexicanere ind i USA

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverden, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt med en amerikansk restauratør om de af hans ansatte, der oprindeligt kommer fra Mexico.

Min første forretningspartner—en erfaren kok fra New York—hadede at hyre immigranter fra Mexico.

Han ville kun ansætte dem som opvaskere. "De er her den ene dag og er væk igen den næste," kunne han finde på at sige. "De er ikke pålidelige." Min erfaring er dog helt modsat. Jeg spørger aldrig, om mine ansatte er i landet på lovlig vis. Har de de rette papirer, så er jeg sådan set tilfreds.

En af mine allerbedste ansatte begyndte som opvasker. Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at han havde arbejdet som chef garde manager for en større kæde, så jeg overtalte min partner til at lade ham tilberede salat, en dag da en af vores gringo-kokke ikke dukkede op.

Han arbejdede for mig i syv år—fire på min første restaurant og derefter yderligere tre på min anden. Jeg tror ikke, han på noget tidspunkt meldte sig syg eller kom for sent. Jeg kunne ikke engang tvinge ham til at gå på ferie.

Det endte med, at jeg betalte ham en bonus svarende til en eller to ugers løn, så han kunne tage lidt fri. I løbet af den tid tror jeg kun, han tog en enkelt fridag, den dag hans datter blev født—selvom jeg insisterede på, at han tog mere fri. Han drak ikke bortset fra én gang om året – på sin fødselsdag.

Jeg vil ikke sige, at vi var venner, men vi havde et godt forhold. Han kørte ikke bil, så jeg kørte ham ofte hjem efter arbejde, hvilket gav os tid til at tale om mere personlige ting, i hvert fald så personlige, som mit begrænsede spanske tillod det. En aften forklarede han mig, hvordan han var kommet til USA fra Yucatan. Hans familie, der udgjorde det meste af den lille by, han kom fra, skrabede flere tusind dollar sammen, så han kunne købe de rette papirer og en flybillet. Så fløj han til USA, til min hjemby, hvor han mødtes med en fætter, der allerede havde taget turen. Han blev efterfølgende gift og fik børn her, men en del af hans indkomst bliver stadig sendt tilbage til familien i Mexico, hvor det er svært at få arbejde, og hvor folk er fattige på en måde, fattige amerikanere slet ikke kan relatere til.

Da han så endelig forlod os, var det ikke sådan, at han bare lod være med at komme på arbejde en dag. Det er faktisk meget mere normalt blandt de gringo'er, der arbejder for mig. Han og en af bestyrerne havde et sammenstød, der resulterede i, at han sagde op. Det er den slags, der kan ske på alle slags arbejdspladser. Nu ejer han sin egen lille restaurant, hvor han arbejder 16 timer i døgnet, syv dage om ugen. Jeg ønsker ham kun det bedste. Det er en hård branche, vi er i.

For et par år siden bad en af de mexicanske kvinder, der arbejder for mig om et større forskud—5000 dollar (ca. 33.000 kroner). Sådan et beløb har jeg ikke engang udbetalt til mig selv på én gang før. Så mange penge udbetaler jeg ikke engang til mig selv over en periode på to måneder! Hun skulle godt nok have en god grund, hvis jeg skulle låne hende så mange penge. Og det havde hun. Hun skulle bruge pengene til at bringe sin datter til landet fra Mexico.

Den ti-årige pige havde boet sammen med morens familie i Puebla, siden hun var to år gammel. Min ansatte havde ikke set sin datter i otte år. Det knuste mit hjerte. Moren var kommet hertil i den tro, at hendes ophold ville være midlertidigt, men hendes familie var afhængige af de penge, hun kunne sende tilbage. Og så mødte hun en mand og startede en ny familie.

Jeg ville hjælpe hende med at blive genforenet med datteren. Men da restaurantens bankkonto var tømt godt ud, fordi vi var igang med at åbne restaurant nummer to, lånte jeg pengene selv, lånte dem videre til restauranten og gav hende så forskuddet.

Jeg fik efterfølgende at vide præcis, hvad der skulle ske, og hvad pengene ville gå til. Datteren var sammen med en såkaldt coyote, der smugler mennesker over grænsen for uhyrlige summer. Menneskesmugleren ville blive betalt en sum penge for at smugle hende ind i landet og ville derefter blive betalt yderligere for at lade hende gå, når de var nået sikkert frem. Det var nogle hektiske dage. Da vi fik nyheden om, at hendes datter var kommet ind i landet, var vi alle lettede. Pigens mor fik det at vide, mens hun var på arbejde, og hun brød grædende sammen. Derefter skyndte hun sig til en af grænsestaterne i syd for at hente hende. Hendes datter går nu i skole og har det godt. Min ansatte forlod os, uden at hun havde betalt pengene tilbage til mig. Jeg forsøger at få mine penge tilbage, og hun forsikrer mig om, at hun nok skal betale dem. Men sandheden er, at selvom jeg aldrig nogensinde ser skyggen af de penge igen, og selvom jeg havde vidst på forhånd, at jeg ikke ville få dem igen, så ville jeg stadig have lånt hende pengene. Hun havde ikke set sin datter i otte år, og tre ud af de otte år brugte hun på mig og min restaurant.

Jeg har over 20 mexicanske ansatte. Og sandheden er, at jeg ikke aner, hvem af dem der er her legalt, og hvem af dem der ikke er. Og jeg er egentlig også ligeglad. De er loyale overfor mig, og jeg er loyal overfor dem. Ja, jeg har selvfølgelig været nødsaget til at fyre et par stykker, der ikke levede op til kravene, men de fleste har været ansat hos mig i mindst et par år i en branche, hvor seks måneder det samme sted er nok til, at man bliver anset for at være en veteran. Det er sjældent, jeg har gringo'er ansat i mere end et år, også selvom de for det meste er ansat til at udføre de lettere opgaver udenfor køkkenet.

Jeg har en mexicansk ven, der driver en food truck. Ofte tjener han så lidt som 50 dollar (ca. 330 kroner) om dagen i løbet af en 12 timers arbejdsdag. Og så skal han bruge 30 dollar på benzin. Men så længe han kan betale huslejen, så hans børn kan få en uddannelse her i landet, er det det hele værd for ham.

De mexicanske immigranter er en gave for vores samfund. Vi er heldige, at vi kan nyde godt af deres ambitioner og arbejdsomhed.

Som fortalt til Javier Cabral.