Tidligere Death Row Records-fotograf fortæller historierne bag sine billeder​

FYI.

This story is over 5 years old.

Sande legender

Tidligere Death Row Records-fotograf fortæller historierne bag sine billeder​

Simone Greens bog ‘Time Served: My Days and Nights on Death Row Records’ dokumenterer pladeselskabets tidlige år.​

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Da HBO var på jagt efter billedmateriale til The Defiant Ones, en dokumentarserie i fire dele, der fortæller historien om Dr. Dre og Jimme Iovine og havde premiere tidligere i år, kontaktede de Death Rows tidligere fotograf, Simone Green, der har skrevet bogen Time Served: My Days and Nights on Death Row Records om den tid, hvor hun arbejdede for det legendariske pladeselskab. Den rutinerede fotograf, der har taget billeder af folk som Muhammad Ali, Sugar Ray Leonard, Barry White, Luther Vandross og Stevie Wonder for Soul Train i 80'erne, mødte Suge Knight, mens han var stikirenddreng på Solar Records.

Annoncering

Men i 1991, da han stiftede Death Row sammen med Dr. Dre, ansatte Suge Green, der allerede var en erfaren fotograf dengang, til at dokumentere pladeselskabets leben, mens det var i opstartsfasen. Da Green begyndte at tage billeder for Death Row, havde hun ingen anelse om, at de 25 år senere skulle blive så berømte, som de er. Hun vidste ikke, at hun stod midt i en scene, der skulle blive fast inventar i hiphop-mytologien, hvor hun tog billeder af folk, der skulle blive nogle af popkulturens største legender. For nylig fik Noisey Green til at kommentere på nogle af de ikoniske billeder, der fangede West Coast gangsterrappens fødsel i form af Death Row.

Dre og Suge var tight dengang. De var bedste venner. Dre sagde: "Mit firma skal være større end alt andet." Det arbejdede han på musikalsk. Men hvad de fleste ikke ved er, at Dre tog æren for alle sangene. Han var en dygtig musiker, men han skrev ikke det hele. De betalte overhovedet ikke andre sangskrivere. Det var lidt som Motown om igen. Men Motown med ekstra krydderi, for der var trods alt ingen, der fik tæsk på Motown.

Dre og jeg arbejdede tit sammen om natten, når vi optog videoer for eksempel. Dre betalte godt. Med Dre vidste man først, at man var fyret, når man skulle hente sin lønseddel, og der så ikke var nogen. I stedet for at ringe og sige, at du var fyret, så lod han bare være med at betale. Så vidste man ligesom, hvad klokken var slået.

Annoncering

Det var den sidste Jack the Rapper-koncert i Florida, og drengene stod i køkkenet på hotellet og ventede på, at scenefolkene skulle blive færdig, så de kunne lave lydprøve. Det er Dogg Pound-hvalpene, der spiller terninger med Snoop. Snoop var vild med mig, fordi jeg er fra Detroit. Det kan godt være, at han var gangster, men det så vi aldrig. Han gik i kirke som barn, og han var en fin fyr, og det har aldrig ændret sig. Hvis Snoop er i byen, siger han altid: "Find Simone. Jeg vil se Simone." Engang sad jeg i bilen, mens Snoop var inde på et hotel, og han bad mig om at komme op. Han har altid været meget høflig.

Jeg synes, det var flot af Michel'le at fortælle sin historie. Hun ventede bare alt for længe med at gøre det. Hun ventede 23 år. Jeg havde fandeme råbt op, mens det stod på. Jeg har aldrig set Dre slå hende. Jeg har aldrig set Dre slå nogen. Han var altid sød ved mig. Han var lidt som en søn. Han ville altid have mig til at lave buffalo wings. Dem var han vild med. Det var Tupac i øvrigt også. Han elskede wings. Michel'le havde også et forhold til Suge på samme tid. Jeg tog dem engang på fersk gerning på kontoret. Michel'le er kun om sig på den måde, fordi hun har mange af Dres fjender på sin side. De synes ikke, Dre udlagde hele sandheden. Det udvandede Straight Outta Compton.

De holdt en picnic med Death Row Records. De havde alle sammen rødt tøj på. Bedstemødre, børnebørn – de var alle sammen klædt i rødt. Da vi ankom til parken, havde politiet allerede omringet den. Der var en masse gamle Cadillacs, og Suge bad mig tage billeder af dem. Jeg var ikke klar over det, men grøn er også en farve, der er tilknyttet banden Bloods. Hvis det ikke var rød, så var det grøn. Jeg skulle lave fem kopier af hvert billeder, så Suge kunne lave fotoalbums og sende dem til sine venner i fængslet. Det var hans måde at holde dem opdateret om Death Row på. Han sendte dem pakker med ting og sager i fængslet. Han var meget loyal over for dem.

Annoncering

Man vidste altid, om folk var fulde af lort eller ej, fordi dem, der var gode til at kysse røv, aldrig rodede sig ud i problemer. Dem, der ikke kyssede røv, fik enten tæsk eller blev dræbt. Det ene eller det andet. Jeg er ikke god til at kysse røv, og jeg er ikke bange for en skid. Da jeg gik ind til Death Row Records, var jeg ikke bange for Suge. Det var til min fordel, at han vidste, jeg ikke frygtede ham. De flest folk, der møder Suge, er bange for ham. Han har ry for at være barsk.

Det er til Death Rows julefest, omkring den tid de signede Mary J. Blige. Det var julefrokosten. Death Row var gode til at arrangere fester. De holdt aldrig igen med noget. Jeg prøvede altid at fange stemningen, når jeg tog billeder. Jeg troede aldrig, de skulle gå over i historien som noget særlig relevant. Dengang, hvis man hørte, at Suge kom til festen, så vidste man, at det blev vildt. Hvis man havde en kæreste, og han var sur på en, var han den type, der kunne finde på at score hende bare for at træde på dig.

Alle på billedet, udover Suge, er døde i dag. Jake blev dræbt i Atlanta. Den anden fyr, Buntry, blev dræbt, mens han sad i Suges bil på en tankstation. Suge er den eneste, der er overlevet. Det var hans slæng. Det er de eneste folk, der kunne fortælle, hvem der dræbte Tupac og Biggie. De kendte sandheden, og det er derfor, de ikke er her længere.

På et tidspunkt holdt Suge helt op med at drikke og ryge pot. Han traf først dårlige beslutninger, da han begyndte med det. Han røg bare de der klamme cigarer dengang. Men da han begyndte at ryge pot, gik det ned af bakke. Han kunne ikke se forskel på skidt og kanel længere. Han købte biler til alle, der arbejdede på Death Row. Det gjorde firmaet. Så hvis han blev vred, forsvandt din bil pludselig. Suge ved godt, hvorfor han sidder i fængsel. Han sidder ikke bare inde, fordi han kørte en fyr ned. Han sidder inde, på grund af alt det lort han har lavet.

Annoncering

Suge konkurrerede altid med Dre. Hvis Dre fik en pose æbler, så skulle Suge også have en. Og det skulle være en pose, der var helt magen til, fordi han ville altid fremstå, som om han var Dre ligeværdig, og det var han faktisk ikke. Dre var den kreative drivkraft. Suge var råstyrken, men han var ikke en producer. Han kunne ikke finde ud af at producere. Lige meget, hvor meget han prøvede, så lykkedes det bare ikke. Han lod, som om han havde produceret en plade, men vi vidste alle sammen bedre. Jeg er glad for alt det, jeg har lært i min tid på Death Row. Jeg tjener stadigvæk penge på mit arbejde der. Men hvis man ikke forstår musikbranchen, så bliver man pimpet ud som en gadeluder. Vi havde rene linjer. Han var min chef, og sådan var det bare.

Jeg havde ingen anelse om, at Suge havde arrangeret et overfald på mig på Death Row, før det skete. Det var i 1995 lige før Super Bowl. Han ringede til min personsøger hele tiden, og da jeg endelig nåede frem til kontoret, var jeg sådan lidt: "Hva' så?" Suge kunne ikke lide stikkere, men hvis han var på den anden side af sagen, ville han altid have dig til at stikke andre. Han spurgte mig, hvem der havde været i studiet en aften, og jeg sagde, at jeg ikke vidste det. Han er snedig. Han har altid gang i et eller andet, uden man ved af det.

Han spurgte mig, hvad jeg havde i hånden. Det var en blyant. Han bad mig give ham blyanten, og i det jeg giver ham den, springer en kvinde ud og slår mig. Jeg falder med det samme. Så rejste jeg mig, sparkede Suge i klunkerne og løb ud på badeværelset. Sekretæren fra Interscope stod derude. Hun gik helt i panik. "Oh my God!" Hun kunne høre Suge og David Kenner banke på døren. Så sagde hun: "Bare vær stille. Når jeg går ud, siger jeg, at jeg var alene herinde." Jeg gemte mig på badeværelset og sneg mig så et par etager ned af trappen og tog elevatoren til parkeringskælderen, så jeg kunne flygte.

Der stod en fyr og ventede på mig dernede. Han sagde, at jeg havde fem minutter til at forlade grunden, ellers ville jeg blive slået ihjel. Jeg skyndte mig afsted. Hvis min far stadig havde været i live, så havde Suge ikke siddet i spjældet. Så havde han været død. Jeg skrev bogen, fordi jeg ville ud med min historie, om hvad der skete. Jeg vidste, at det ville påvirke mig negativt, hvis jeg holdt det inde. Jeg har selvudgivet min bog, og jeg ved, at folk i fængselssystemet har købt den. Det er slet ikke til at tro. Vi får masser af bestillinger fra folk, der sidder i fængsel. Det går rigtig godt med salget.

Tjek Simone Greens website ud for at se flere af hendes billeder.