Jeg tog på tabertur med Oslobåden for at tage en selfie i skolegården fra SKAM

Hvorfor sidder vi her, snart 30 år gamle, og leger Noora? Er det for at vise, at vi er seje på de sociale medier? For at mindes teenageårene? Fordi vi ønsker os tilbage til dem?

|
21 oktober 2016, 7:15am

Mandag 16.00 – 02.00:

Dækket gynger under os. Iført trenchcoats og røde læber står vi, væbnet med en dunk rosé og Pall Mall clicks, på Oslobådens øverste dæk. Hornmusik gjalder ud af højtalerne, men ikke højt nok til at overdøve os. "SKÅL," råber jeg og forsøger at tænde endnu en cigaret i den hårde blæst. Min veninde Tinne Instagrammer:

Foto: Tinne Hjersing Knudsen

Et gavekort til en minicruise for fire personer var katalysatoren for vores tur. Og som alle andre Politiken-læsere i tyverne, er vi selvfølgelig helt besatte af den norske ungdomsserie SKAM med dertilhørende William-crush og Noora-envy. 'Player' er en saga blot, i stedet hedder de nederen fyre nu 'føkkboys'. Og hånden på hjertet, så er mange af mine jævnaldrende veninder begyndt at smøre læberne ind i Chanel langt oftere, end før Noora kom ind i vores liv. Derfor kunne vi ikke gøre andet end sætte lighedstegn mellem Oslo og en tur til Hartvig Nissen-skolen i byens centrum.

For at fuldføre vores mission skulle vi selvfølgelig lige krydse Kattegat og Skagerrak med den lavere middelklasses festfærge number one: Oslobåden. Åh, hvilke fordomme jeg dog har haft om denne mastodont inden for maritimturisme: Ølvomme, usanitære spabade, skrigende unger, vandede drinks på DJ Ötzi-diskotek og alt for dyr Heineken. Alle sammen fordomme, der viser sig at holde stik. Den eneste grund til, at jeg kan sige det, er, at jeg pludselig ser mig selv tilhøre en af den værste type gæster på Oslobåden: De fulde damer.

På trods af fordømmende blikke fra store flokke af kinesiske turister, fortsætter vi nemlig ufortrødent vores rosé-bingedrinking, først på dækket og derefter i vores kahyt: Omtrent fem kvadratmeter, der stinker af hårlak, parfume og Holidaydip. Med SKAM-soundtracket på fuld volumen bliver rosé-dunken tømt.

Efter en af de førnævnte alt for dyre øl, som jeg indtager flankeret af et østeuropæisk coverband, befinder jeg mig pludselig på et af diskotekernes dansegulv. Tinne og jeg snurrer rundt om os selv til Bruce Springsteens "Dancing In The Dark", og havde jeg været hovedperson i min egen ungdomsserie, var det her vendepunktet: For hvad fanden laver jeg her? Men jeg er ikke med i en ungdomsserie. Jeg er en 29-årig fuld kvinde på Oslobådens tomme diskotek. Og klokken to den nat falder jeg om i kahyttens underkøje med et halvtomt glas rosé ved min side.

Tirsdag 9.00 – 16.00:

At jeg ikke er 17 og med i nogen som helst ungdomsserie bliver cementeret, da mit næsten-30-årige korpus slæber sig igennem Oslos gader formiddagen derpå. Med åndssvage tømmermænd og helt sindssyg vertigo kejler jeg rundt i de kølige gader, mens jeg klamrer mig til min veninde Amalies arm for ikke at vælte. Efter en burger og lidt shopping befinder vi os på gaden, hvor Eva, Vilde, Sana, Chris og Nooras ungdomseventyr blev til. Vi gør holdt.

Lidt forlegne fisker vi vores røde læbestifter frem. Min hjerne skriger: "Hvad har du gang i?", mens mine hænder ufortrødent og omhyggeligt påfører Mac-læbestift i farven "Dare You". Tør jeg? Ja, jeg tør godt. Tror jeg nok.

Jeg konstaterer, at mit trætte korpus cockblocker mig, så jeg sover videre og vågner først op, da vi lægger til i kajen i Nordhavn.

Der er selvfølgelig frikvarter, og en flok 15-årige stener mistroisk på de fire voksne kvinder, der står og fniser forlegent ovre i skolegårdens ene hjørne. Først da klokken ringer til time tør vi træde ind på de norske teenageres enemærker. Amalie og Tinne tonser rundt og Instagrammer og Snapchatter det bedste, de har lært. Vores fjerdemand Rikke sidder som forstenet på en af bænkene og kan slet ikke overskue situationen. Jeg er i limbo – for jeg vil så pissegerne have den der selfie, der foreviger, at jeg var SÅ stor SKAM-fan, at jeg rent faktisk tog hele vejen til Norge. Men hvor er det dog dumt.

Jeg hanker op i mig selv, frisker læbestiften op og får taget billedet, der selvfølgelig straks kommer på Instagram og bliver uploadet som nyt profilbillede på både Facebook og Tinder. Sara, din skide, næsten-30-årige taber.

Foto: Sara Elisabeth Nedergaard

Tirsdag 16.00 – 03.00:

Tilbage på Oslobåden beslutter vi os for skaldyrsbuffet. Tømmermænd går ikke videre hånd i hånd med krebsehaler og chablis, og efter at have fyldt mit fjæs med havets frugter (og virkelig meget dårlig kage) melder søsygen sig. Efter et mislykket forsøg på en øl og en cigaret på dækket, må jeg kapitulere. To søsygetabletter senere ligger jeg i den stadigt ildelugtende kahyt, med en underlig uro i sjælen. For hvorfor sidder vi egentlig her, snart 30 år gamle, og leger Noora? Er det for at vise, at vi er seje på de sociale medier? For at mindes teenageårene? Fordi vi ønsker os tilbage til dem? Før svaret kommer til mig, bliver jeg overmandet af træthed.

Min dybe pilledøs bliver afbrudt klokken tre om natten, da Tinne kommer væltende ned i kahytten og forsøger at få liv i mig, fordi båden er fyldt med norske, gamle forretningsmænd, der hælder Möet på hende og Amalie og vil vise dem deres fancy balkon-kahyt. Men tabletterne har gjort mig helt skæv, som jeg ikke har været det siden, jeg nærmest slugte en joint til en koncert på Loppen for flere år tilbage. Jeg konstaterer, at mit trætte korpus cockblocker mig, så jeg sover videre og vågner først op, da vi lægger til i kajen i Nordhavn.

Onsdag 9.00:

Hurtige kindkys til pigerne, og så op på cyklen. Turen fra Nordhavn og hjem til Nørrebro er sært skamfuld. På turen til Norge opførte jeg mig som en uregerlig teenager. På turen hjem betalte min voksne krop prisen. Og så var der dét, vi faktisk tog af sted for: En SKAM-sightseeing, hvor vi inden vores indtog i de HELT voksnes rækker kan få os et lille nostalgitrip og savne teenageårene. What the fuck?

Da jeg låser mig ind i min lejlighed trøster jeg mig med, at jeg ikke er alene: De fleste i min omgangskreds er jo besatte af at følge med i de opdigtede norske teenageres liv. At en 16-årig pige skal minde os om, at rød læbestift er fucking lækkert, er ikke verdens undergang. Og mit tabereventyr var et sidste hurra til mit eget 16-årige jeg, som jeg til gengæld lod sidde tilbage på bænken i Oslo.

Læs mere fra VICE:

SKAM får mig til at tænke på den ungdom, jeg aldrig fik

Tre ting, jeg har lært af at blive single, lige inden min 30-års fødselsdag

Folk fortæller om det øjeblik, de vidste, deres date var dødsdømt