Annoncering
News

USA's LGBT-miljø er i sorg efter angrebet i Orlando

Et angreb på seksuel orientering eller kønsidentitet er "et angreb på os allesammen," udtaler præsident Barack Obama.

af Tess Owen
13 juni 2016, 9:30am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE News og bringes her med bidrag af Søren Peter Knudsen

LGBT-miljøet i Florida og over hele USA er i sorg efter masseskyderiet, der kostede mindst 50 personer livet natten til søndag.

Angrebet begyndte omkring klokken 02 søndag morgen, da gerningsmanden Omar Siddique Mateen åbnede ild på natklubben Pulse, et populært sted i downtown Orlando, som afholdt en latin-temaaften. Efter en gidseltagning og et timelangt skuddrama, blev Mateen dræbt i en skudveksling med politiet kort før klokken 06.

Mateens far, Mir Siddique, har udtalt til NBC News, at episoden "ikke har noget at gøre med religion," men at han huskede sin søn blive meget vred, da han så to mænd kysse hinanden i Miami for flere måneder siden.

"Vi var i downtown Miami, Bayside, og der blev spillet musik. Da han så to mænd kysse hinanden, sammen med sin kone og barn, blev han meget vred," fortalte Siddique. "De kyssede hinanden og rørte hinanden, og så sagde han, 'Se der. Foran min søn gør de sådan noget.' Da vi var på herretoilettet, var der også mænd, der kyssede hinanden."

Læs også: Sådan reagerede Trump, Clinton og andre amerikanske toppolitikere på angrebet i Orlando

Pulse er ejet af Ron Legler og Barbara Poma, som angiveligt åbnede stedet delvist som en hyldest til sin bor, som døde af AIDS. Poma valgte navnet Pulse efter sin brors hjerteslag, som hun har udtalt, hun ville holde i live ved at åbne klubben. På sin hjemmeside beskrives Pulse som et "sjovt og fantasifuldt sted."

Beau Adams har arbejdet som dørmand på Pulse, og hans kæreste arbejder som barassistent. Adams var ikke til stede på Pulse natten til søndag, men han kommer der ofte. Han vågnede søndag til sms-beskeder og mistede opkald fra bekymrede venner. Adams fortæller, at Orlando er et tætknyttet miljø af homoseksuelle såvel som heteroseksuelle mennesker, og at han og hans kæreste ventede ængsteligt på, at myndighederne skulle offentliggøre navnene på ofrene.

De fleste aftener på Pulse er "mangfoldige, hetero, homo, alle racer, alle mulige stile," fortæller Adams. "Man træder ind af døren og ser glade ansigter. Det her er slet ikke til at forstå."

"Fra jeg vågnede i morges, har jeg kunnet høre helikoptere," fortæller Adams. "Det er uvirkeligt. Det her er Orlando. Man tror aldrig, at det vil ramme én, men i dag gjorde det."

Søndag aften var der en højtidelighed i Orlando, som Adams fortalte, han ville møde op til. Han håber, at miljøet kan "samles og styrkes."

Der vil også blive afholdt mindehøjtideligheder for de 50 ofre over hele USA, blandt andet ved den legendariske bar Stonewall Inn i New York City, som dannede rammen om Stonewall Riots i 1969.

I København vil der være en mindehøjtidelighed foran den amerikanske ambassade klokken 20.30 mandag aften.


President Barack Obama har udtalt, at angrebet var "en terrorhandling" og "et udtryk for had."

"Dette er en særligt hjerteskærende dag for LGBT-miljøet," udtalte Obama og tilføjede, at et angreb på seksuel orientering eller kønsidentitet er "et angreb på os allesammen."

Angrebet sker i en tid, hvor USA fejrer den årlige LGBT Pride month, som har været en tradition siden Stonewall Riots i New York.

Før søndagens angreb i Orlando skete det dødeligste angreb på LGBT-miljøet i 1973 på en bar i New Orleans. Der blev sat ild til baren med flammende kasteskyts. 32 mennesker mistede livet, men ingen blev nogensinde retsforfulgt.

Harvey Milk Foundation, en LGBT-interesseorganisation opkaldt efter en af de første åbent homoseksuelle, der blev valgt til offentligt embede i USA, har offentliggjort en udtalelse, der skriver, at ofrene i Orlando "fik deres fremtid stjålet, deres drømme stjålet – og deres potentielle bidrag til verden er blevet stjålet fra os alle."

"Had og adskillelse forårsager til stadighed for meget sorg og for mange mistede liv verden over," fortsætter udtalelsen. "Vi skal have styrken til at adressere og håndtere rødderne til det had og den vold, som retter sig mod en hvilken som helst minoritetsgruppe over alt i verden."

Andre LGBT-forkæmpere og kendte har udtrykt deres støtte og sympati gennem sociale medier.

Også Danmarks statsminister har udtrykt sin sympati med ofrene på de sociale medier:

Mere fra VICE:

En overlevende fra Bataclan fortæller om livet efter angrebene

En fransk psykoanalytiker forklarer, hvordan terrorangrebene i Paris skaber frygt

Vi snakkede med en af bombemændene bag angrebene på World Trade Center om IS og masseskyderier

Tagged:
VICE News
usa
LGBT+
Florida
orlando
Pulse
terrorisme
Vice Blog
masseskyderier
homoseksuelle
hadforbrydelser
homoseksuelles rettigheder