FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Opryddere på gerningssteder fortæller, hvordan arbejdet med døden hver dag påvirker dem

"Der er ingen ord for lugten. Den trænger ind i dig, og når den først er oppe i næsen på dig, så er den der for evigt – du glemmer den aldrig."
Donna Nayler i sin gasmaske. (Foto via Donna Nayler).

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Rengøring. Det er ikke for alle, men personligt kan jeg ret godt lide det. Jeg er et af de der irriterende mennesker, som opnår en helt særlig tilfredsstillelse ved lyden af sand, der risler op gennem støvsugerrøret eller ved at tørre en klistret masse af køkkenbordet.

Det er næsten terapeutisk for mig, hvilket formentlig er grunden til, at jeg elskede TV-serien Spotless fra Equire Network så højt. Den følger en flot franskmand, der ejer et rengøringsfirma, der specialiserer sig i gerningssteder. Der er masser af scener med ham, der bruger en vatpind til at tørre en lille plet blod af, eller nænsomt tørre et dørhåndtag af og metodisk bruge en lygte til at tjekke gulvet for menneskerester. Hans hold har til opgave at rydde det hele op, og det er helt orgasmisk at se på for en rengøringsfreak som mig.

Annoncering

Men det er TV: Planlagt, strømlinet og overstået ret hurtigt. Hvordan er det i virkeligheden? Hvordan er det rent faktisk at skulle tørre blod af et gulvtæppe? Og præcis hvordan lugter et to uger gammelt lig? Jeg talte med to kvinder for at finde ud af det.

46-årige Leanne Elliot er matriarken i et familieejet rengøringsfirma for gerningsteder. Sammen med sin mand har hun drevet det meget passende døbte Traumatic Clean Ups i over to år. Hendes søn, stedsøn og nevø er også ansat til at udføre det arbejde, som mange andre formentligt ville rynke på næsen af – det være sig selvmord, trafikulykker eller ekstreme samleres hjem.

"Da jeg første gang var hjemme hos samlere, kastede jeg op inde i min maske," fortæller hun mig, da jeg taler med hende over telefonen. "Den her fyr havde samlet på mælk i halvandet år, og det tog os fire dage at rydde huset. Det var usandsynligt ulækkert – det lignede sort sirup."

Leanne Elliott i den særlige beskyttelsesdragt, der er påkrævet på gerningssteder. (Foto via Leanne Elliot).

Mens det er gennemført ubehageligt at skulle håndtere fordærvet mælk, så er det ikke den slags opgaver, der sætter sig fast hos hende. Det er en anderledes stressende affære at arbejde med trafikulykker. Der er oftest adskillige andre mennesker på stedet, og det er svært ikke at føle sig presset i sådan et offentligt rum. "Man skal virkelig koncentrere sig og have skarpe øjne, for man skal ikke efterlade et lille stykke kropsfedt kilet ned i asfalten," siger Elliot. "Du er nødt til at identificere, hvilken slags ulykke det var. Og hvis det er en halshugning, så skal du finde ud af, om hovedet ramte noget andet, og om der er blod andre steder."

Annoncering

Men Elliot indrømmer, at hun ikke længere udfører den slags opgaver. "Jeg har ikke været på en trafikulykke siden en, hvor et barn blev dræbt af en lastbil i et fodgængerfelt. Efter vi var færdige, begik jeg den fejl, at jeg så nyhedsdækningen af sagen. Jeg hørte barnets navn, hvem han havde været sammen med, da ulykken skete, og hvordan folk forsøgte at redde ham. Det var for meget for mig; jeg kunne ikke mere efter det. Man er nødt til at tænke på det som kun et job og ikke mere, men når det er rigtig slemt, er det umuligt."

Jeg spørger Elliot om andre bemærkelsesværdige opgaver, hun har haft. "Der var en forleden dag, jeg tog min søn med til," husker hun. "En mand var død, men var først blevet fundet død efter 18 uger, og varmen havde været tændt i al den tid. Fire andre firmaer var også blevet tilkaldt, og hele ejendommen var blevet ryddet, men lugten var der stadig, og alle var helt ude af den."

Donna Nayler i sin arbejdsuniform. (Foto via Donna Nayler).

Elliot har svært ved at beskrive lugten, men fortæller, at det er måden, den infiltrerer din krop på, som er det mest forstyrrende ved det. "Hvis den er skarp, så rammer den dig med det samme, og du har en næsten fysisk reaktion, men med det her var det en slow burner. Når man gik rundt derinde, kunne man mærke det krybe ned i halsen og trænge ind i huden."

Og lykkedes det dem at løse mysteriet ved lugten? "Ja, der var et betongulv, der var porøst. Vi konkluderede, at ligvæsken var sivet ned i betonen og anbefalede, at det hele blev revet op." Endnu en dag på kontoret.

Annoncering

Den 30-årige australier Donna Nayler er 1.50 meter høj og deltidsfrisør, og har arbejdet med rengøring af gerningssteder i syv år. Inspireret af det amerikanske realityprogram How Clean is Your Crime Scene? blev Donna ansat hos et rengøringsfirma for gerningsteder og blev dermed en del af et hold, der primært bestod af midaldrende mænd. Men hun får ikke de nemme opgaver, siger hun.

Blodet var dryppet gennem gulvbrædderne og ned på gulvet i underetagen.

"Jeg kan huske hvert eneste gerningssted, jeg har rengjort, men der er et, der skiller sig ud. Jeg blev kaldt ud til en opgave i Brisbane. En mand var kommet hjem fra arbejde og havde fundet noget olie på sin køkkenbænk, så han tørrede det op og gik i seng. Da han vågnede næste morgen, var køkkenbænken dækket med blod, som dryppede ned fra loftet ovenover.

"Jeg kunne lugte det, før jeg overhovedet var kommet ovenpå, og da jeg åbnede døren, kunne jeg næsten ikke tro det – jeg havde aldrig set noget lignende i mit liv. Der var ligvæske i en 20-meters radius, som var sivet fra sofaen, ud i køkkenet og ned ad gangen. Det var sivet ned i revnerne i gulvet og dryppet ned i lejligheden nedenunder. Fyren var død af en overdosis crack og havde ligget der i over to uger."

Og præcis hvordan lugter det? "Der er ingen ord for det. Den trænger ind dig, og når den først er oppe i næsen på dig, så er den der for evigt – du glemmer den aldrig."

Der har også været opgaver, der har chokeret Nayler – ikke på grund af selve rengøringsopgaven, men i kraft af de situationer, hun bliver tvunget til at håndtere. "Jeg var ude til et selvmord med et jagtgevær – det var en mor, der havde skudt sig selv i hovedet i soveværelset ovenpå, mens hendes to børn på to og fire år var nedenunder. Blodet var dryppet gennem gulvbrædderne og ned på gulvet i underetagen. De to piger havde fundet hende og dækket blodet med papir. Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set."

Annoncering

Nayler fortæller om et gerningssted, der gjorde et helt særligt indtryk på hende. "En pige var blevet tævet ihjel af sin kæreste, og så havde han knaldet hendes hoved gennem en væg. Jeg havde aldrig set så meget blod. Ofret havde samme alder, samme højde og samme bygning som mig. Det tog mig noget tid, før jeg kunne tænke på noget andet, for at være ærlig."

Foto via Donna Nayler

Begge kvinder fortæller, at deres jobs har påvirket deres måde at se verden på – dog uden nødvendigvis at være til det værre. De er mere bevidste om, hvor udbredt og hvor ødelæggende ensomhed kan være, men gør også begge noget aktivt for at bekæmpe det. "Der har været sager, hvor en person er død på sit værelse, og der er gået en hel uge, før bofællerne har opdaget det," fortæller Nayer. "Jeg sørger for at smile til fremmede og ringe ofte til mine venner, for det kræver ikke så meget lige at sige hej."

Elliot har gennemført et kursus i neurologisk lingvistisk programmering (NLP), så hun kan arbejde på tomandshånd med samlerne, hun møder, og hjælpe dem med kernen i deres problemer. Lige nu træner hun også til et sponsoreret cykelløb, der skal rejse penge til et hospice. "Jeg vil gerne sikre mig, at de her mennesker får den støtte, de har brug for. Folk skal ikke vare være overladt til sig selv og dø alene i deres hjem."

Mere fra VICE:

Sådan faker du din egen død

De her kager er det sygeste shit, du har set

Vi talte med en paranormal efterforsker om uhyggelige fænomener