Travel

Derfor var min luksustur til Singapore den værste rejse, jeg nogensinde har været på

Jeg havde fået at vide, at minibaren ville være gratis.

af Casper Fauerholdt
30 november 2016, 9:00am

Alle billeder af skribenten


Jeg bruger mit dankort for sidste gang i en uge, da jeg betaler for en cappuccino hos Lagkagehuset i Købehavns Lufthavn. Jeg står og vurderer, at jeg ikke også har råd til mad, og jeg får den obligatoriske dårlige samvittighed, da jeg beslutter mig for at købe noget alligevel.

På det her tidspunkt aner jeg ikke, at min rejseleder om lidt vil tilbyde mig hvad som helst fra Lagkagehuset, og jeg kan ikke forestille mig, hvor irriteret jeg vil være på mig selv, fordi jeg så har spildt 60 kroner.

På det her tidspunkt tænker jeg, at jeg i løbet af den næste uge nok på et eller andet tidspunkt skal komme til at bevæge mig rundt selv, blive sulten selv og tørstig selv.

Men så møder jeg den gruppe, jeg skal tilbringe den næste uge sammen med.

Af Singapore Airlines og Singapores turistbureau er jeg sammen med en anden dansk journalist og tre svenske journalister inviteret på en såkaldt 'ludertur' til Singapore. Selvom jeg er jomfru i lige netop den her sammenhæng, ved jeg, at en ludertur i journalistterminologi ikke handler om, at man sender en bunke pressefolk til et eksotisk sted for at knalde med lokale prostituerede. Men virkeligheden er kun marginalt mindre problematisk. Konceptet er, at et rejseselskab, turistselskab eller flyselskab betaler hele turen og så regner med, at der falder lidt positiv omtale af i en avis eller i et magasin.

To uger før afrejse skrev en redaktør til mig for at spørge, om jeg havde lyst til at tage til Singapore. Vi talte om de udfordringer, der er ved sådan en tur. At det er lidt en særlig journalistisk disciplin, som jeg aldrig før havde prøvet eller haft lyst til. Det er ofte freelancejournalister – som mig – man hyrer til sådan en opgave, som per definition er elendigt aflønnet, og som i branchen ikke er forbundet med særlig stor prestige eller respekt. Jeg flyver, spiser, drikker på Singapore Airlines og turistbureauets regning, og det ville have været helt i orden, hvis det ikke var, fordi en journalists eksistensgrundlag er at være uafhængig og kritisk. En ludertur er ikke noget, man sådan går rundt og blærer sig med. Men så hørte jeg, at minibaren ville være gratis.

Her er den. Minibaren, jeg har solgt min journalistiske sjæl for. (Alle billeder af skribenten)

Vi lander i Singapore, og på vej ud af lufthavnen spørger jeg vores mand fra Singapore Airlines, om vi skal med toget ind til hotellet. Han hæver øjenbrynene og fortæller, at vi da bliver hentet af en bus. 12 timer tidligere vadede vi direkte ind foran alle, der ventede på at boarde i København, og vi var de første ombord på flyet. Og nu vader vi ud i en sort minibus, der venter på os. Jeg er flankeret af de fire andre journalister, manden fra Singapore Airlines, kvinden fra Singapores turistbureau og guiden, der hele tiden smiler og siger "okay, guys" hurtigt, hver gang han vil have vores opmærksomhed.

Om aftenen – som er vores første i Singapore – skal vi spise på en fransk restaurant. Den er ny og hip, får vi at vide, og vi bestiller en masse mad, som vi kan dele, og som ingen må spise, før alle tallerkener er foreviget på en telefon og et spejlreflekskamera. Det gør man åbenbart på den her tur. Noget andet, man gør, er, at man får fat i køkkenchefen, som tropper op ved vores bord for at hilse på os – eller også er det omvendt. I København kom jeg til at sige til de tre svenske journalister, at jeg kunne forstå svensk, og nu går det op for mig, at det kan jeg ikke. Det er et problem. Nu har jeg vist spurgt dem alle, om de har været i Singapore før, og om det ikke er ret varmt. Fyren fra Singapore Airlines spørger mig hele tiden, hvad jeg synes om stedet. Og for ikke at ødelægge den – stadig forholdsvis – gode stemning, siger jeg noget positivt. Efter nogle dage vurderer jeg, at jeg aldrig har sagt "yeah, it's beautiful" eller "wow, yes!" så mange gange før. Det er et forfærdeligt dilemma. Jeg har interviewet flere forfattere eksempelvis, som lige inden vores samtale spørger, hvad jeg synes om deres nye bog. Hvis jeg svarer ærligt og for eksempel siger, at jeg synes, at den her erotiske novellesamling er det sygeste, jeg nogensinde har læst, ved jeg, at det bliver det længste og mest smertefulde interview, jeg nogensinde vil skulle gennemføre. Den logik bruger jeg også i Singapore. Så jeg forsøger at holde lav profil og accepterer, at på en ludertur er alt nice, alt er beautiful, og alt smager fantastic. Og det er, som om ens nedre grænse for, hvad der er fedt og interessant, løbende rykkes endnu længere ned. Jeg står og kigger på en blomstret rød og limegrøn dragt, jeg rører ved den, jeg får hele dens baggrundshistorie at vide, og jeg nikker anerkendende og siger, at det er spændende. Hvis en vil have mig til at gengive bare hovedpointerne i historien, vil jeg være i problemer. Jeg hverken tager noter eller billeder af dragten.

På Singapores rene, mennesketomme og kameraovervågede gader går det bagefter op for mig, at jeg er på arbejde. Det ligger implicit i invitationen, at jeg skal skrive et eller andet (nice, beautiful og/eller fantastic), når jeg kommer hjem. I en avis skal der stå mit navn, og så skal der være en artikel, hvor jeg anbefaler læserne at tage til Singapore og opleve et eller andet, men det er der ikke tid til at spekulere over, for nu skal vi spise frokost på et madmarked. Vores guide har fortalt, at det her hedder hawker centres (pga. hans kinesisk-engelsk tror jeg, han siger hooker centres, altså ludercentre, og jeg tænker et kort øjeblik, at nu giver hele turen mening). Det er rart at slippe for Michelin-mad. I min kommende rejsereportage i avisen vil det her være et oplagt sted at beskrive. Jeg vil anbefale læserne, at de skal tage herhen på dette autentiske sted og få den her autentiske ret med ris og kylling, fordi det smager fantastisk. Altså lige præcis hér. Der er ingen, som behøver at vide, at det er det eneste madmarked, jeg har besøgt. Jeg aner ikke, om der ligger et bedre sted rundt om hjørnet.

Står i kø for at få ris og kylling på ved det madmarked, jeg vil anbefale læserne at besøge, når de tager til Singapore. Det eneste madmarked jeg har besøgt.

Vi har ventet på gaden i et halvt minut. Den sorte minibus kommer rullende op foran os, og det gør den, uanset hvor vi er, og hvornår vi er der. Én gang tager vi metroen. Vi bliver kørt hen til en station, vi tager undergrundsbanen to stop, og vi står af igen. Så fik vi også set Singapores fine metrosystem. Vi er mandsopdækket hele tiden – pånær et par timer om dagen, hvor det længste, vi kan nå væk fra hotellet, er ned på den berømte shoppinggade Orchard Road, som jeg farer vild på, fordi alle butikkerne – altså Burberry-, Dior-, D&G-, Louis Vuitton- og Prada-butikkerne – ligner hinanden.

Før jeg tog afsted, var flere venner og kolleger misundelige over det luksus- og serviceniveau, jeg ville komme til at opleve. På afstand er det også lækkert, det indrømmer jeg, og i begyndelsen er det også sjovt, men når man står midt i det – når alle, jeg møder, samler hænderne foran ansigtet, lukker øjnene, bukker dybt og kalder mig sir, når vi køber en masse drinks bare for at nippe til dem, eller når jeg ikke kan gå 200 meter ud til en færge, fordi personalet absolut vil køre mig, og alle andre passagerer skal vente på, at jeg er kommet på plads – har jeg faktisk lyst at brække mig ud over hele konceptet. Men det er det Singapore, vi ser. Jeg kigger af og til rundt på de andre journalister. Enten har de opgivet nogle vigtige journalistiske principper, eller også er de mestre i at holde masken. Kvinden fra turistbureauet nævner på et tidspunkt, hvor mange mennesker der besøger Singapore (over otte millioner i de første seks måneder af i år) , og jeg overhører, at en af de svenske journalister siger til hende, at 'det tal skal vi nok få op'.

Kigger på tøj og tager billeder af min ryg i spejlet, fordi gab.

Der trænger ikke meget virkelighed ind gennem minibussens små vinduer. På et tidspunkt spørger jeg vores guide, hvad vores chauffør laver, efter han sætter os af, og før han henter os. Han sover, siger han og smiler. Han smiler altid. Indtil jeg den sidste aften i kommer til at bryde luderturens uskrevne regler. Om formiddagen fortæller han noget, jeg først tror, er en røverhistorie. En 17-årig dreng fra Singapore er blevet anholdt for at have kritiseret kristne og muslimer på sin Youtube-kanal. Jeg bruger dagen på at læse om det og vurderer, at det er det mest interessante, jeg har hørt hele ugen. Om aftenen viser jeg guiden artiklen fra The Independent og spørger, om det var det her, han talte om. "Yes," siger han. Jeg spørger, om der ikke er ytringsfrihed her. Han siger, der er "freedom of speech with responsibility", og at det betyder, at man skal 'kunne dokumentere, hvad man siger'. Jeg tænker, at så er der ikke vildt meget ytringsfrihed, og så spørger jeg, hvad der ville ske, hvis – altså HVIS – jeg siger, at jeg synes, at regeringen i Singapore er nogle idioter.

Endelig en bid af virkelighed. Set fra indersiden af en bus.

"Idiots!?" gentager guiden, og jeg fornemmer, at jeg går langt ud over formålet for en ludertur nu. Det er ikke meningen, at ytringsfrihed og menneskerettigheder skal diskuteres mellem indisk middag og drinks på toppen af kunstmuset. Jeg bliver pludselig paranoid og bange for Singapores retssystem, som for eksempel stadig har det med at benytte sig af dødsstraffen, når det handler om narkokriminalitet, og det er vist også noget med, at man slår hårdt ned på tyggegummikast.

Efter lidt tænketid siger guiden, at der nok ikke sker mig noget, hvis jeg synes, regeringen er idioter, og jeg peger op på et højhus og siger, "it's beautiful".

Ægte hund. Ægte tis.

Ifølge progammet skal vi videre til Bintan dagen efter. En indonesisk ferieø en times sejllads og en times tidszone væk fra Singapore. På færgen har vi businessclass-billetter, og på øen bor vi på et ressort, hvor der om aftenen er en enorm stor buffet på stranden. Om dagen besøger vi nybyggede hoteller, fredelige og postkortagtige strande og en golfbane med en grotesk havudsigt og mange rige kinesere, og jeg – den hvide mand – stiller op til billede med nogle asiatiske turister (hvis I ser billedet derude, er jeg meget interesseret i det). Og så, pludselig, er der hul til virkeligheden. Vores nye Bintan-guide – der fortæller, at han elsker at synge Michael Learns To Rock-sange på karaoke-barerne – går med til, at vi forlader det lukkede og sikrede turistområde for at besøge en fiskerlandsby en times kørsel sydpå. Kostbar tid i det tætpakkede program. Da vi når frem, stiger vi ud af bilen, og det føles, som om det er første gang i en uge, at nogen ikke har forberedt vores ankomst. Byens beboere kigger på os, og børnene samles og vinker, selv om vi kun står et par meter fra dem. En hund tisser og vader igennem pølen bagefter. En abe klør sig. Og så når vi ikke mere. Det er tid til at komme tilbage til bilen. Vi har en middag, vi skal nå.

Mere fra VICE:

Folk fortæller om svindelnumre, de er faldet for i udlandet

Jeg tog til Thailand og kom hjem til et bordel i min lejlighed

Sådan rejser du uden at være en douchebag