Ny Musik

Janelle Monáes to nye sange er knivskarpe

"Make Me Feel" og "Django Jane" er de første to udspil fra Monáes kommende plade, der har fået titlen ‘Dirty Computer’.
Lauren O'Neill
London, GB
23.2.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Tidligere på ugen offentliggjorde Janelle Monáe en teaservideo for sit kommende album, Dirty Computer, der efter planen også skal ledsages af en film. Nu har vi så fået hele to nye sange fra pladen, ”Make Me Feel” og ”Django Jane”.

”Make Me Feel” havde premiere på Zane Lowes Beats 1 som dagens World Record og i den anledning troppede Monáe selv op til et interview, hvor hun blandt andet fortalte, at sangen er indspillet i hendes studie i Atlanta, Georgia (”Vi måtte jo gøre den, du ved, sådan lidt funky,” bemærker hun), og at den fanger ”al det sjov, vi havde med at optage den”. Det er dybest set Prince filtreret gennem moderne pop, og man kan let høre hyldesten til den ikoniske ”Kiss”-single i nummeret. Det er svært ikke omgående at trykke play igen, når man først har hørt den én gang. Du kan selv tjekke den ud herover ledsaget af en flot, retroagtig musikvideo med Monáe og Tessa Thompson i hovedrollerne (vi gætter på, at sidstnævnte dukker op igen i Dirty Computer-filmen).

”Django Jane” adskiller sig markant fra det første track, og det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, når man tænker på, hvor alsidig en kunstner Monáe er. På nummeret rapper hun over et midttempo beat og maler det ene levende billede efter det andet med kaskader af træfsikker tekst. I videoen ses hun siddende på en trone, hvor hun er omgivet af kvindelige dansere, som er iført spraglede buksedragter, og sangeren leverer endnu en gang den grad af storhed, som vi efterhånden forventer af hende. Lyt til tracket herunder.

Begge sange er naturligvis helt fantastiske, men som par fungerer de også i tandem og som forsikring om, at 2018 bliver Janelle Monáes år.