Kultur

Vilde historier om at feste med Warhol og Bowie i 70'erne

Maleren Duncan Hannah mindes det mest udsyrede årti i New York og deler nogle eksklusive billeder fra dengang.

af Miss Rosen
20 marts 2018, 7:30am

Alle billeder udlånt af Knopf Doubleday Publishing Group

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Da Duncan Hannah flyttede til New York i 1971, var han som trådt direkte ud af siderne i Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray. Med sine store øjne og høje kindben tiltrak Hannahs androgyne skønhed både byens prominente kvinder og de bøsser, som ikke så hans stædige heteroseksualitet som en hindring.

Som håbefuld ung kunstner i en mytisk tid, hvor glam-rock, punk og new wave forandrede undergrunden, stod Hannah midt i det hele og dyrkede sin umættelige appetit efter de gode ting i livet: Sex, stoffer, alkohol, fester og kunst. Om han festede med Television på CBGB, stirrede på Amos Poes undergrundsfilm Unmade Beds eller fungerede som muse for Patti Smith, var Hannah altid blandet ind i det, der foregik.

Gennem hele forløbet skrev han dagbog i hånden, og den er fyldt med navne som David Bowie, Iggy Pop, Richard Hell, Debbie Harry, Andy Warhol, David Hockney, Nico og Lou Reed. Siderne, der er ved at sprænges med rå, stemningsfulde minder fra 70'erne, er samlet i Hannahs nye bog Twentieth Century Boy: Notebooks of the 1970s.

VICE bad Hannah tage os med gennem New Yorks mest udsyrede årti - en tid hvor punk blev katalysator for en kulturel revolution.

Duncan Hannah med sit maleri My Funny Valentine, 1981

VICE: Du fortæller, at du ikke havde læst i dagbøgerne, før du satte dig ned for at transkribere dem. Hvordan var det at gå dit arkiv igennem over 40 år senere?
Hannah: Da jeg læste dem igen, blev jeg begejstret og fjollet og flov og temmelig forbløffet over, at jeg stadig er i live. Da årtiet var ved at være slut, tænkte jeg: "Hvordan klarede du dig igennem?" Det må have været lige på kanten, for der var mange af mine venner, der ikke overlevede.

Opdagede du nogle historier, der ikke var ligesom du huskede dem?
Ja da - for eksempel Lou Reed-historien, som jeg har fortalt mange gange, fordi den var med i bogen Please Kill Me for 20 år siden. Jeg drak tequila med Lou i en bås på Max's, og vi sad og snakkede om Raymond Chandler. Derfra stak det af, og han begyndte at spørge, om jeg ville være "hans lille David Cassidy,” og om jeg kunne tænke mig at skide ham i ansigtet.

Der var flere detaljer ved det møde, som jeg ikke kunne huske, selvom det er en af mine bedste historier. "Walk on the Wild Side" begyndte at spille på jukeboxen, mens vi snakkede, og korpigerne sang “doop-dee-doop.” Jeg sagde: “Hey Lou, lad os synge den sammen!” Han sagde: "Hvad?" Jeg sagde: "Kom nu, lad os gøre det." Og det gjorde vi så.

Den del af det havde jeg fuldstændig glemt. Det eneste, jeg kunne huske, var, hvor klam han var, fordi det hele endte med at blive så frastødende. Vi havde haft det sjovt, og han blev lidt legesyg, hvilket ellers ikke er særlig Lou Reed-agtigt. Jeg vidste med det samme, at jeg havde en helt unik oplevelse med ham.

The Talking Heads, Andy Warhol og Duncan Hannah (nummer to fra højre) på The Factory. Foto af Lance Loud, 1976

70'erne er en periode i kulturhistorien som så mange andre. Hvordan påvirkede DIY-tankegangen kreativiteten?
Hvis man ville have noget til at ske, så gjorde man det bare. Da jeg kom dertil, var der ikke en stor ungdomskultur: Der var CBGB’s, Max’s, og et par enkelte andre lurvede rockbarer. Hvis man ville finde sammen, skulle man følge de forskelllige bands. Publikum til New York Dolls koncerter var lige så fantastiske som bandet.

Jeg plejede at læse Interview på Bard College og tænke: "Jeg må bare ind i den verden!" Da først jeg kom ind, var det stadig svært at komme rigtigt ind - selv backstage på Max's var der ikke adgang. Man kiggede ind, og der sad Alice Cooper, Lou Reed og Warhol. Du måtte vente til en bekendt vinkede dig ind, og så prøvede man at blive hængende, så længe man kunne.



Forstod du, hvor betydningsfuld æraen var, mens det skete?
Jeg havde aldrig troet, at musikken ville blive så populær, som den blev, fordi det var inspireret af ting som Velvet Underground, the Stooges og Syd Barrett, og intet af det var særlig populært endnu i starten af 70'erne. Der var bands som Talking Heads og Blondie, som tydeligvis var inspireret af den slags. De var virkelig gode, men hvordan skal man konkurrere mod Pink Floyds Dark Side of the Moon?

Især Ramones. Jeg tænkte slet ikke, at de havde en chance for at blive store. Selv da jeg så Bowie i '72 og '73 - det var formidabelt godt, men det var også meget mærkeligt. Måske kan man ikke se, hvor stort det er, når man er for tæt på.

[EKSKLUSIVT] Billede af David Bowie med autograf, fra Bowies debut i New York i Carnegie Hall, 1972

Der var ikke så mange mennesker, der var en del af miljøet, så jeg kan godt forstå, hvis du ikke regnede med, at det blev stort.
Perioden mellem undergrund og mainstream var ret lang - måske fem år. Medierne, internettet og penge forandrede alting. Det, vi lavede, handlede ikke om penge.

Selv i kunstverdenen var der da nogle få berømte kunstnere, men hvis man ville være kunstner... Jeg havde et billede i mit hoved af en kold lejlighed, bare murstensvægge, stearinlys i Chianti-flasker, Beatnik-piger i sorte heldragter og bongomusik. Jeg tænkte aldrig på Picasso, der bor på en stor vingård. Jeg tænkte bare: "La vie boheme! Det er ikke alle, der kan klare det, men det kommer til at passe perfekt til mig." Jeg ville bare ikke have et arbejde. Jeg ville skrabe bunden. Hvis jeg kunne holde røven oven vande, ville jeg være en succes.

I 70'erne havde i alle fordelene ved den seksuelle frigørelse: "Fri Kærlighed", kvindernes befrielse, p-pillen og homoseksuelles rettigheder.
Det var en del af den omvæltning, der skete. Jeg elskede, at når vi dykkede ned i Eros' verden, var det som at træde ind i en anden dimension, hvor man kunne opleve en helt anden side af en person. Eller, ikke altid. Vi har alle haft sex med den forkerte person og fundet ud af, at der var ingen kemi. Men når der så er, er det som en slags rus, er det ikke?

I 70'erne havde de pæne piger også sex. De tog alle sammen p-piller, og de var trætte af at spille den passive rolle, hvor de ventede på, hvem der mon ville invitere dem ud. De tænkte: "Jeg er en selvstændig kvinde, og jeg kan være sammen med den, jeg har lyst til."

70'erne var meget polyseksuelle. Bøsserne var nok dem, der havde det sjovest. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Det er sgu ærgerligt, at jeg ikke tænder på mænd overhovedet, for det er tydeligvis der, festen foregår." Der var mange forskellige mænd, der lagde an på mig. Det var okay, men nogle gange var de for insisterende, og det gik fra, at de flirtede, til at de var truende.

[EKSKLUSIVT] Duncan Hannah i Venedig, 1978

Jeg var imponeret over, at du fortalte historierne om, hvordan mændene behandlede dig, og du delte både de verbale og de fysiske overgreb. Heteroseksuelle mænd holder ofte den slags historier til dem selv.
Jeg hadede det ikke, da det skete. Jeg tænkte bare: "Sådan er livet." Der er en grum scene i bogen, hvor jeg næsten bliver voldtaget. Det var meget skræmmende, men det var mærkeligt nok ikke traumatiserende. Jeg tænkte: "Sådan går det, når man lever det vilde liv." Det er farligt. Jeg overvejede aldrig at kontakte politiet, selvom ham fyren sagde, at han ville slå mig ihjel.

Den scene var uhyggelig. Det kan gå virkelig galt.
Lige præcis. Men lige meget hvad der sker, må man klare sig igennem. Meget af min kunst er centreret omkring den forestilling, jeg havde af verden, da jeg var ti år gammel, og hvordan det ville være at blive voksen. Da jeg blev voksen, var verden ikke frygtelig, men den var heller ikke. som jeg troede. Jeg tænkte: "Du havde ikke ret, men den måde, du tog fejl på, er ret interessant, fordi den er fyldt med lyst og fri fantasi."

Det vil jeg aldrig miste. Jeg er selvfølgelig ikke så uskyldig længere, men jeg vil ikke ignorere den del af mig. Det gjorde jeg næsten. Affærer, der gik galt, og en syndflod af stoffer og alkohol er ikke så godt for den del af en. Men man kan ikke dræbe håbet.

Max's Kansas City, 1973

Der er øjeblikke i bogen, hvor det ser ud. som om du er på vej ud over kanten, men i stedet for at ryge i afgrunden, får du hugget bremserne i i sidste øjeblik.
Bogen ender lykkeligt. Jeg bliver clean i bogen, men det tog yderligere fire år, før jeg var i stand til at forblive ædru.

Jeg troede, at et ekstremt liv med stoffer, alkohol og sex ville gøre mig til et bedre menneske og en bedre kunstner. Der kommer et punkt, hvor man tænker: "Jeg bruger mere tid på det, end jeg gør på at arbejde, og der opstår ikke noget nyt af det."

David Hockney fortalte mig: "Du skal ikke sætte dit lys under en skæppe i et forsøg på at være moderne. Det skal du ikke bekymre dig om. Det kommer af sig selv. Hvis du arbejder hårdt, skal du nok udvikle dig til dig selv helt naturligt. Du skal ikke vælge, hvem du vil være - du skal blive til den, du skal være, gennem hårdt arbejde. Det hele vil åbenbare sig."

Til venstre: Forsiden på Hannahs nye bog, Twentieth Century Boy. Til højre: Wayne County og Duncan Hannah i Rock Scene magazine, 1974

Jeg kommer til at tænke på det stykke, hvor du nævner, at Artforum erklærede, at maleriet var dødt i 70'erne. Havde du nogen bevidsthed omkring kunstverdenen dengang?
Ikke det mindste. Jeg bryder mig ikke om at læse om at male. Jeg kan bare godt lide at kigge på det. Jeg kan godt lide at læse en malers biografi, men jeg er ikke interesseret i tankerne bag. Mine malerier opstår ud af kærlighed. Jeg følger min passion. Jeg tænkte, at jeg nok ville regne ud, hvordan man gør på et tidspunkt, og det gjorde jeg også.

E.M. Forester sagde: “Forbindelse er alt,” og det, synes jeg, er en virkelig god filosofi. Man behøver ikke gøre alt rigtigt. Man behøver ikke at nå sit mål. Det eneste, man skal gøre, er at kaste sig ud i det og se, hvor man ender, og hvem man møder på vejen. Man skal reagere, når der sker noget: begå fejl, reagere på de fejltagelser, løse problemerne og så videre. Til sidst i dit liv kan du se tilbage og sige: "Det var det, det gik ud på. Jeg forstår det nu."

Tagged:
New York
punk
Glam
Historie
stoffer
70'erne
duncan hannah