Annoncering
misbrug

Skal du cutte forbindelsen, hvis en du elsker har et misbrug?

"Jeg er nogens søster. Men i øjeblikket føler jeg mig som enebarn, for min bror er ikke min bror længere."

af Anonym forfatter
26 februar 2018, 12:48am

Illustration af Ashley Goodall

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Jeg havde aldrig troet, at jeg blev nødt til at ringe til politiet for at anmelde min egen bror. Men på det seneste er det blevet et sørgeligt velkendt scenarie, at min bror spyttende og skrigende tvinges ind i ambulancer mod sin vilje.

Når jeg ser tilbage på det, er det svært at pege på, hvornår eksperimenter med stoffer blev til noget dybere og farligere. Det er for alvor eskaleret indenfor det seneste år, men jeg vil gætte på, at det så småt begyndte at gå skævt efter 2010. Han gik i 10. klasse og var flyttet skole, fordi han havde været oppe at slås med en anden elev. Vist nok om nogle småpenge eller en lille smule weed eller måske begge dele.

Hvis jeg har lært noget som helst af min mors karriere - hun underviser i stoffer og misbrug - er det, at afstraffelse af en elev for besiddelse af stoffer gør mere skade end gavn. Vi er meget bevidste om det ironiske i, at min mor underviser om stofmisbrug. Men ens job er ligegyldigt, når det gælder familien. Mine forældre, især min mor, kæmper konstant med at finde en balance mellem det, de ved er det rigtige at gøre i det lange løb, og deres ønske om at holde fast i den søn, de engang havde.

Men han er gledet fra os.

Der var engang kort før hans 18-års fødselsdag, hvor han blev anholdt for at sælge et ulovligt stof. Han blev ikke anklaget - et privilegium, som ikke er alle unge mennesker i vores miljø forundt, og et direkte resultat af min mors kendskab til systemet - men han fik i stedet samfundstjeneste. I en periode så situationen ud til at blive bedre. Han fik et job, som han nød, og han deltog både i familien og i samfundet generelt.

Men så begyndte han at kede sig eller sådan noget - og gik en anden vej.

Illustration af Ashley Goodall

Det er sådan, han er. Han har altid været impulsiv og kaster sig hovedkulds ind i projekter, han kun bliver i kort, inden han dropper det igen. Men meth fungerer ikke helt på sammen måde, som når man maler. Eller dyrker kampsport. Eller spiller et instrument. Eller hvad han ellers har fundet på før i tiden. I hvert fald ikke når man bruger det så ofte, at man bliver afhængig. Det ender med, at afhængigheden bliver tydelig for enhver, fordi man taber sig, bliver paranoid, får dårlig hukommelse - mrn især fordi man bliver aggressiv og voldelig.

Da jeg voksede op, passede min og min brors personligheder godt sammen. Vi komplimenterede hinanden. Efter hans fødsel, da jeg var kommet mig over chokket ved ikke at få al mine forældres opmærksomhed, mærkede jeg hurtigt, at rollen som storesøster passede mig godt. Og det passede ham lige så godt at være lillebror. I de første år af vores liv sammen blev vi en uadskillelig duo. Vi krævede ikke særlig meget. Vores forældre var ikke ligefrem rige, men de fik det til at hænge sammen. Der står et billede på min mors skrivebord fra min første skoledag, hvor min lillebror kravlede ned i min taske og insisterede på, at han skulle med.

Men da han endelig startede i skole, blev det ret hurtigt tydeligt, at han ikke var lige så glad for det som jeg var. Jeg kan huske en dag, hvor han gik i børnehaveklasse, og jeg gik i tredje, og en dreng fra min årgang begyndte at drille og skubbe ham i frikvarteret. Jeg så det fra den anden side af skolegården, og som den gode storesøster sprang jeg straks ned fra klatrestativet for at gå derover og sætte knægten på plads. Det gik ikke helt som planlagt. Før jeg vidste af det, var jeg rodet ind et ret voldsomt slagsmål på jorden bag ved toiletterne. Sådan har jeg altid været: Jeg beskytter dem, jeg holder af og støtter dem stædigt. Især min bror.

Måske er det derfor det tog mig så mange år at komme dertil, hvor jeg er nu. Jeg skulle acceptere, at det var nødvendigt, at jeg holdt afstand til min bror - den person jeg har aller mest lyst til at hjælpe - for at beskytte mine egne følelser og mit mentale helbred. Det har været en lang proces. Alt, jeg har læst (og jeg har læst meget, for det er desværre ikke en unormal situation) undtagen én artikel, fokuserer på, hvordan man bedst kan støtte sin søskende på deres vej fra afhængighed til helbredelse. Men der er ingen, der taler om, hvornår man skal træde et skridt tilbage.

Problemet er, at det ikke er alle misbrugere, der vil være clean. Lige meget hvor mange gange de ender på hospitalet eller på bagsædet af en politibil eller foran en dommer.

I lang tid var jeg overbevist om, at løsningen var at give min bror rigelig kærlighed og støtte. Men det hjalp hverken på hans narkomisbrug eller hans dårlige opførsel, og så blev det tydeligt, at intet kommer til at ændre sig, lige meget hvor forstående jeg er. Det slider også på en selv som pårørende. Det har slidt på mig og mine forældre. De er blevet trætte, sammensunkne udgaver af dem selv.

Når man læser om narkoafhængighed, især i forhold til hvordan det påvirker familien, ser man som oftest to perspektiver. Enten kommer personen sig over misbruget, eller også resignerer man og accepterer, at man har mistet personen - måske til døden. Det kan være meget overvældende, alarmerende og forvirrende at være fanget et sted mellem de to steder -fuldkommen usikker på, hvad det ender med. Jeg er i midten af 20'erne og har én søskende. Men i øjeblikket føles det, som om jeg er enebarn. Min lillebror er ikke min bror længere.

Jeg har ikke set min bror i månedsvis. Faktisk vil jeg næsten sige, at det er flere år siden. Den person, der kravlede ind af mit vindue en morgen, når jeg var på vej på arbejde, og nægtede at skride, indtil jeg ringede til politiet - han er ikke min bror. Min bror er opmærksom, har stærke holdninger, er klog og er ikke god til at sige undskyld. Men udover det med at sige undskyld, så havde den person i min stue stort set intet til fælles med den dreng, jeg voksede op med. Selv hans hud så syg ud. Det er meget skræmmende, når man ikke kan genkende en person, som man engang har kendt som sin egen bukselomme. Det er endnu mere skræmmende, når man ikke ved, om man nogensinde vil genkende ham igen.

Tagged:
METH
familie
stoffer
afhængighed
narkoman
pårørende
søskende