Den ultimative guide til at blive vild med David Byrne
Illustration: Laura Backeberg
Noisey Guide Til

Den ultimative guide til at blive vild med David Byrne

Fra hit-maskinen til art-punkeren: Den tidligere Talking Heads-frontmand transcenderer genre, så vi hjælper dig med at navigere gennem Byrne-junglen.
LB
illustrationer af Laura Backeberg

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

David Byrnes musik er ikke lige så tung og alvorlig, som du måske tror. Man kommer ikke udenom, at den tidligere Talking Heads-sanger er den eftertænksomme type, men hvis man overanalyserer hans musik, ender man tit med at overse den fundamentale, livsbekræftende glæde, hans kunst udstråler.

Når det er sagt, gjorde Byrne og hans kreative kompagnon, produceren Brian Eno, ikke dem selv en tjeneste, da de i 1980 forud for udgivelsen af Talking Heads’ fjerde studiealbum – mesterværket Remain In Light – sendte en litteraturliste ud til anmelderne med værker om kunst og arkitektur samt John Miller Chernoffs akademisk lydende African Rhythm and African Sensibility: Aesthetics and Social Action in African Musical Idioms i håb om, at journalisterne ville læse bøgerne og stille dem mere interessante spørgsmål under interviews. Udover popmusik har hans nysgerrighed også ført ham på en rejse gennem avantgardeteater, film, fotografi, design, soundtracks, anerkendte bøger om musik og psykogeografisk cykling, kunst og en masse andre områder – han har arbejdet med flere genrer, end man kan tælle på otte hænder. Time magazine udnævnte ham ikke i 1986 til "Rockens renæssancemand" for ingenting.

Annoncering

Byrne, som er af skotsk afstamning og født i Dumbarton, emigrerede sammen med resten af sin familie til Ontario i Canada, da han var to år gammel, men flyttede så til Arbutus i Maryland, som ligger i nærheden af Baltimore, hvor han tilbragte sine formative år. Han dannede Talking Heads sammen med Tina Weymouth og Chris Frantz i midten af 70’erne i New York, og bandet blev hurtigt fast inventar på CBGB’s (deres første koncert i 1975 var som opvarmning for The Ramones). Jerry Harrison, der på daværende tidspunkt var trådt ud af Modern Lovers, sluttede sig til senere. Talking Heads blev udvidet til et ni-mandsensemble, da de spillede live i 80’erne, hvor de blandt andre optrådte med keyboardspilleren Bernie Worrell fra Parliament-Funkadelic. Men på ordre fra Byrne holdt bandet op med at turnere og skrællede lineuppet ned til de grundlæggende elementer, hvilket i sidste ende førte til, at gruppen gik i opløsning.

Der er mange fans, som sondrer skarpt mellem Byrnes eklektiske solomateriale og hans virke med Talking Heads, men det hele er gennemsyret af en livlig, nysgerrig ånd, og Byrnes trang til at udforske verden er ikke blevet mindre med årene. Ligesom alle store kunstnere udforsker han vores syn på verden ved at vende den på vrangen – lige fra den punkede begyndelse til nutidens avantgarde-version. Derfor giver det også god mening at se hans musik som et samlet værk. Læs mere om en af musikverdens mest interessante kreative kræfter.

Annoncering

Du vil gerne høre: hitmaskinen David Byrne

Hvis du googler David Byrne, er et af de første resultater, der dukker op: "david byrne big suit". Det store jakkesæt refererer til hans kostume i slutningen af Stop Making Sense, en stilet konceptkoncertvideo fra 1984, der fanger Talking Heads på deres karrieres absolutte højdepunkt. Sangeren går ud på scenen henimod slutningen iført store skulderpuder og ærmer og bukseben på størrelse med et cirkustelt. Det er grotesk og sjovt på samme tid, men samtidig et billede, der påmindede datidens publikum om de meget virkelige politiske og økonomiske omstændigheder, der herskede i store dele af verden. Jakkesættet er efter sigende inspireret af Kabuki-teater.

Der findes en helt grundlæggende samling Talking Heads-numre, som de fleste kunne synge med på i 80’erne, der indeholdt idiosynkratiske sange om bygninger ("Burning Down The House"), evangeliske prædikanter ("Once In A Lifetime") og LSD-trip ("And She Was"), der alle kravlede højt op ad hitlisterne. Sangene var tit lagret med ironi, som det brede flertal måske overså. For eksempel er "(Nothing But) Flowers" en parodisk hyldest til kapitalismen, hvor fortælleren begræder indkøbscentrenes fald og miljøaktivisternes sejr. På lignende vis var "Road To Nowhere", "And She Was" og "Wild Wild Life" stærke popsingler, der formåede at dække over de interne stridigheder, der voksede i bandet.

Efter Talking Heads-tiden tørrede hitkilden ud, selv om det er let at forestille sig, at Byrne i virkeligheden altid har været ret ligeglad med mainstream-succes. Det er dog muligt, at hans karrieres største hit kom i form af samarbejdet med den britiske, elektroniske duo X-Press 2 i 2002 og nummeret "Lazy", en rigtig dansegulvsbasker med en vokal, som er optaget på den anden side af Atlanten og sendt via e-mail. Den nåede en andenplads på hitlisten i Storbritannien og lå nummer et på den amerikanske Club-hitliste. Sangen blev også en åbenbaring for Byrne, som indså, at lo-fi-hjemmeoptagelser ikke var noget problem under indspilningsprocessen. Det var en teknik, han senere skulle komme til at mestre.

Annoncering

Playliste: “Take Me To The River” / “Life During Wartime” / “Once In A Lifetime” / “Burning Down the House” / “Road to Nowhere” / “And She Was” / “Wild Wild Life” / “(Nothing But) Flowers” / “Sax and Violins” / “Lazy” (with X-Press 2)

Spotify | Apple

Du vil gerne høre: David Byrne, den musikalske polygamist

"Online musikmagasinet Pitchfork har engang skrevet, at jeg er villig til at arbejde med alt og alle for en pose chips," skrev Byrne i sin bog How Music Works fra 2012. "Det var ikke ment som et kompliment – selv om det ærlig talt ikke er langt fra sandheden." Det samme år, som How Music Works udkom, peakede Byrnes musikalske flerkoneri – han udgav en anmelderrost album sammen med St. Vincent, optog et liveshow på Carnegie Hall, hvor han optrådte sammen med den brasilianske musiker Caetano Veloso og optog en fantastisk og meget overset sang ved navn "Eyes” sammen med avantgardekunstneren Jherek Bischoff.

Over årene har han kastet sig ud i højttravende kunstneriske projekter sammen med Robert Wilson, Twyla Thar, and Philip Glass og sågar lavet musik sammen med Fatboy Slim. Han har heller ikke været for fin til at skrive en musical sammen med Norman Cook. Here Lies Love handler om Filippinernes ekstravagante tidligere førstedame Imelda Marcos. Duoen arbejdede sammen med et håndfuld store sangere herunder Sharon Jones, Santigold og Cyndi Lauper, og det hele bindes på eminent vis sammen af Florence Welch på titeltracket. Byrne er lige så rutineret, når han optager en fransk libretto af Bizet med Rufus Wainwright, som når han lægger vokal på et De La Soul-track.

Annoncering

Playliste: “Miss America” (with Morcheeba) / “The People Tree” (with N.A.S.A.) / “Knotty Pine” (with the Dirty Projectors) / “Here Lies Love” (with Fatboy Slim and Florence Welch) / “Au fond du temple saint” (with Rufus Wainwright) / “Who” (with St Vincent) / “Eyes” (with Jherek Bischoff) / “Dreamworld: Marco de Canaveses” (with Caetano Veloso) / “Strange Weather” (with Anna Calvi) / “Toe Jam” (with the BPA and Dizzee Rascal) / “Snoopies” (with De La Soul)

Spotify | Apple

Du vil gerne høre: art-punkeren David Byrne

I begyndelsen slog Talking Heads sig op på at skære lydbilledet ned til de grundlæggende komponenter. De optrådte med almindelig belysning og gjorde op med rock’n'roll-klicheer. Deres særegne tilgang til punken manifesterede sig æstetisk i deres atypiske polotrøjer – et sobert look, der clashede med tidsånden. Musikken var oprindeligt nedbarberet og kan bedst beskrives som en hvirvelvind af garagerock og paniske riffs akkompagneret af Byrnes snævre tenorvokal. Teksterne var også aparte, hvad der især kommer til udtryk på det tidlige hit "Psycho Killer". Punken var måske båret af en DIY-ånd, hvor alle kunne være med, men Talking Heads’ koncepter var alt andet en lige til. Byrne, som var droppet ud af kunstakademiet, havde mødt Tina og Chris på Rhode Island School of Design (Jerry Harrison læste kunst på Harvard), og Talking Heads blev hurtigt spydspidser i art-punk-genren.

Annoncering

Byrne strippede hele ensemblet ned igen efter livealbummet i 1984 og udgivelsen af Stop Making Sense, og hans perfektionisme blev på den måde afslutningen på Talking Heads’ karriere som turnerende band. Byrnes kunne ikke regne ud, hvordan han skulle overgå den bedste koncertfilm nogensinde, og det skabte stor splid internt, da resten af bandet var ivrige efter at komme ud og spille igen. Som solokunstner har han også flere gange skåret det overflødige fedt fra sin lyd. Soloalbummet Uh-Oh fra 1992 stod i skarp kontrast til hans tropicalia-eksperiment på Rei Momo, hvor en sang som "Angels" er lige så inspireret af Lou Reed, som den er af grungebevægelsen. Look Into the Eyeball fra 2001 bød på en lang liste af musikere, men det var i virkeligheden Byrnes forsøg på at vise, at han kunne arrangere enkle popnumre helt selv – også uden en pose chips i betaling.

Playliste: “Love -> Building on Fire” / “Psycho Killer” / “New Feeling” / “Thank You For Sending Me An Angel” / “Found A Job” / “Heaven” / “Television Man” / “She’s Mad” / “Angels” / “The Moment of Conception” / “Like Humans Do”

Spotify| Apple

Du vil gerne høre: Eno-assisteret eksperimenterende David Byrne

Vi har allerede været inde på kollaborationerne, men man kan ikke lave en definitiv guide til David Byrne uden at nævne Brian Eno. Byrne og Eno fandt sammen over en delt interesse for cybernetic management-teori ifølge Sytze Steenstras imponerende David Byrne-biografi, Song and Circumstance. Det skulle vise sig at blive et særdeles frugtbart samarbejde. Ligesom David Bowie, der også har arbejdet med Eno, så var David Byrne utroligt åben for alle muligheder og tilfældige ideer i forbindelse med musikken, og derfor fik Brian Eno frie hænder til at bruge studiet som et stort instrument.

Annoncering

Eno producerede Talking Heads’ andet album, More Songs About Buildings And Food, men tingene blev først for alvor interessante på den følgende plade, Fear of Music, et album, som Jonathan Lethems 33/3-bog om udgivelsen kalder "punkens mest modernistiske tekst. Den prøver at forstå sig selv, men det lykkedes ikke helt." (Citatet kommer faktisk fra Jonathan Lethems "sparringspartner" John Hilgart). Enos rumklang, feedback loops og noise-æstetik er overalt på "Memories Can’t Wait", mens "Drugs" blev dekonstrueret og reduceret i omfang for at give den dens kendetegnende dynamik. Byrnes vokal er kun med på to af trackets i alt fem minutter, og den hjemsøgende, forpustede aflevering – som muligvis er inspireret af Enos Strategies – er opnået ved at lade sangeren løbe på stedet.

Deres eksperimenter gik skridtet videre på My Life In The Bush of Ghosts, et album, der blev færdiggjort før (og inspirerede) Remain in Light, men blev udgivet på samme tid. Bush of Ghosts fortsatte i samme spor med zouk-rytmer, som Eno havde udforsket tidligere sammen med Bowie på Lodger, efter Bowie havde været på rejse i Kenya, men Eno og Byrne gik endnu længere ved at låne stort set alt til pladen. Ingen af dem lægger vokal på numrene – musikken består af stjålne lyde fra trommedrevet nigeriansk afro-rock ("Help Me Somebody"), eksorcismeritualer ("The Jezebel Spirit") og arabisk messen ("Regiment"). Man kan diskutere, hvorvidt to hvide, privilegerede mænd her fungerer som etnografer eller kulturtyve, men lige meget hvor man står i forhold til musikalsk kolonialisme, så har pladen efterladt et varigt aftryk på amerikansk urbanmusik og ses af mange som en milepæl i hiphoppens spæde år.

Annoncering

I 2008 fandt Byrne og Eno sammen igen på den overraskende ikke-ambiente Everything That Happens Will Happen Today, og den tidligere Roxy Music-musiker dukker også op på Byrnes seneste album American Utopia. Et af de nye numre, det fremragende "Everybody’s Coming To My House", lyder fuldstændigt som LCD Soundsystem, men det siger heller ikke så meget, når man tager i betragtning, at James Murphy skylder alt til Talking Heads.

Playliste: “Memories Can’t Wait” / “Air” / “Animals” / “Drugs” / “Regiment” / “The Jezebel Spirit” / “Help Me Somebody” / “Two Soldiers” / “Strange Overtones” / “Everybody’s Coming To My House”

Spotify | Apple

Du vil gerne høre: funky dadaistisk David Byrne

Da dadaisme-bevægelsen udfoldede sig via skøre kabaretforestillinger i Zürich i 1916, var det en reaktion på Første Verdenskrigs rædsler. Byrnes dadaistiske erklæring "I Zimbra", der åbner Fear of Music og byder på nonsenssætninger fra Hugo Balls dadaistiske manifest, er et mindre alvorstynget opråb end det, der kom fra surrealismens ophavsmænd. Det introducerede dog verden for en ny "herky jerky funk", som Byrne beskriver det, og det er alvorligt ment, når han kaster den hvide punk fra sig og omfavner den sorte funk. Med opfølgeren Remain In Light skrev bandet musik, der var mindre præget af angst og mere præget af en trang "til at overgive sig til ekstasen og det transcendentale" ifølge Byrnes How Music Works. En stor del af trommekompositionen på Remain In Light er dubbet over af bandets kerne i studiet, men for at opføre det live var de tvunget til at indlemme en ekstra bassist og adskillige perkussionister i bandet. "Girlfriend is Better", den sang, som bandet spiller, da Byrne vender tilbage til scenen i det store jakkesæt i Stop Making Sense er inkluderet her, fordi den live har langt mere dybde, end den har på pladen.

Bandets femte studiealbum Speaking In Tongues fortsætter i samme tråd som Remain In Light. Efter den kommercielt succesfulde funk-ekskursion vendte de tilbage til de pulveriserende grooves på deres sidste album – det svært undervurderede Naked. Med et multikulturelt hold sat sammen i Paris gør Naked noget helt særligt i kraft af blandingen af så alsidige elementer som Latin og steelguitar og får på en eller anden måde det hele til at lyde, som om det altid har hørt sammen ("Totally Nude"). Hvis Byrnes efterfølgende solotur gennem tropicaliaens fagre verden ikke inspirerer andet end en pavlovsk hunger efter sydamerikansk mad, når du hører den, så er det, fordi han kom til at tage det hele lidt for alvorligt. Han glemte at tilføje lidt dada.

Playliste: “I Zimbra” / “Cities” / “Born Under Punches (The Heat Goes On)” / “Crosseyed and Painless” / “Making Flippy Floppy” / “My Big Hands (Falling Through The Cracks)” / “Girlfriend is Better” [Live] / “Blind” / “Totally Nude” / “A Million Miles Away”

Spotify | Apple