Mens verden brænder, sidder David Byrne på sit kontor og griner
Illustration af Adam Mignanelli
Interview

Mens verden brænder, sidder David Byrne på sit kontor og griner

Med 'American Utopia' vender den legendariske musiker tilbage med en soloplade efter 14 års tavshed. Vi har talt med ham om Trump, New York, hvad han frygter, og hvordan man bevarer optimismen.
13.3.18

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

David Byrnes proppede reoler fortsætter i en uendelighed. De er fyldt med bøger og nipsting og flere bøger og flere nipsting og flere bøger og så videre. Når man sidder på musikerens kontor i downtown Manhattan, har man en følelse af, at man sidder inde i hans hjerne. Det er et overflødighedshorn af sanseindtryk, farver og kreativitet, og så står der en cykel i hjørnet. På den anden side af skrivebordet sidder Byrne og drikker kaffe, mens han fortæller mig om tilblivelsen af sin første soloplade i 14 år og det, han har kaldt sit mest ambitiøse live-setup siden Stop Making Sense-turneen i 1984 (en udtalelse han siden har fortrudt, efter pressen virkelig har drevet rov på den, men alligevel mener er sand). Jeg kan ikke engang se manden i øjnene. I stedet for sidder jeg og stirrer henover hans glatte, gråhårede hoved på en ting, der står på hylden bag ham. Det er en pakke toiletpapir med påskriften: ”Hvis bare holdninger var lige så nyttige.”

Annoncering

Jeg har ikke tænkt mig at bruge toiletpapiret som en gennemgående metafor i det her interview, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvor godt et billede det er på Byrnes tilgang til sin kunst og livet generelt. Vi har med en mand at gøre, som har skrevet noget af det mest indflydelsesrige musik nogensinde, men han har altid leveret sine værker med et blink i øjet. Han er på mange måder den mystiske onkel, der juleaften holder lange, vanvittige og dog fuldstændig velargumenterede taler om, hvordan vi bør generere strøm til vores fjernsyn ved hjælp af vores cykler. Hans karriere, der begyndte med Talking Heads i 1975 og mundede ud i en succesfuld solokarriere i starten af 90’erne, er bygget på en oprigtig nysgerrighed, der samtidig er fyldt med humor og indsigt.

I dag er Byrne 65, og han har viet sit liv til forskellige kunstneriske projekter – han har skrevet adskillige romaner, to musicals, indspillet musik med Brian Eno og St. Vincent, lavet film (gør dig selv en tjeneste og se True Stories), forfattet artikler til New York Times og meget mere. Han mangler kun at vinde en Emmy for at kunne skrive EGOT (når man har vundet en Emmy, Grammy, Oscar og Tony-pris) på cv’et, og hvis man opholder sig i New York i mere end et par uger, er der gode muligheder for at støde på ham, når han kommer sin cykel gennem byen.

Byrnes nye album, American Utopia (der er ude på Nonesuch Records), falder i tråd med hans øvrige diskografi. Det er en plade, der bevæger sig fremad gennem hans meget kendetegnende brug af harmonier og den flydende kvalitet, som lydbilledet har. Til tider ser han i sine tekster verden gennem øjnene på en hund i himlen (”Dog’s Mind”) andre gange mediterer han over, om noget er ”this” eller ”that” (”This Is That”), hvad det så ellers skal betyde. Grundlaget for pladen blev udtænkt igennem en række emails med Brian Eno, som leverede trommetracks programmeret med en algoritme (selvfølgelig). Byrne skrev teksterne ”i en fart”, og projektet udviklede sig hurtigt til at blive hans helt eget.

Annoncering

”I begyndelsen var det mere sådan 50/50, men så følte Brian, at det blev mere min plade end hans,” fortæller Byrne. ”Han blev muligvis lidt skuffet, men han var meget gavmild alligevel. Han var helt klart en del af udgangspunktet for pladen.” Byrne fandt hurtigt andre samarbejdspartnere på projektet – Sampha, Oneohtrix Point Never og mange andre (dog ingen kvinder, hvad han allerede har undskyldt) – og skabte en plade, der analyserer USA, både som nationen er, men også som den kunne være.

Albummets titel taget i betragtning, så er der selvfølgelig politiske undertoner i sangene, men de er ikke åbenlyse. I løbet af interviewet nævner han kun Donald Trump en enkelt gang, men han er tydeligt frustreret over det politiske klima i USA og sammenligner splittelsen, der præger den offentlige diskussion, med tiden under Vietnam-krigen.

”Det her er et land, der skal bearbejde nogle ting,” siger han. ”Lige nu kigger omverden på USA og tænker, ’Hvad fanden er det I laver? Vi bliver nødt til at finde nogle andre rollemodeller, for hvordan man skaber vækst og politisk fremgang nu.’”

Som en del af lanceringen af det nye album har Byrne sat sig for at promovere nogle af de positive ting, der sker i verden, og som har udviklet sig på organisk vis. I en foredragsrække, der har fået titlen Reasons To Be Cheerful, fremhæver musikeren små, lokale udviklinger blandt andet inden for klima, transport og økonomi. ”Det startede helt sikkert som et forsøg på at overbevise mig selv om, at verdenen ikke er på vej i lokummet,” siger han. Men Byrne forklarer også, at han ikke prøver at overbevise nogen om noget. Han vil bare give ideer, der virker, en platform. Ved et foredrag jeg selv var til i januar i New York, spurgte en publikummer, om han overvejede at stille op til borgmestervalget – Byrnes latter var svar nok.

Annoncering

Nåh, ja. Hans latter. Det bedste ved at tale med David Byrne er, at han tit og ofte bryder ud i latter, lige meget hvad sammenhængen er. I den time vi tilbringer sammen, griner han af alvorlige vittigheder. Han griner af middelmådige vittigheder. Han griner, da jeg beder om vand i stedet for kaffe. Han griner, da vi snakker om, hvordan New York var, da han flyttede til byen sammenlignet med i dag. Til tider virker det, som om han er pisseligeglad, men det er, fordi han hele tiden er et skridt foran i tankerne.

Noisey: Hvordan har du det med den her plade?
David Byrne: [Griner.] Jeg lytter ikke til den hele tiden. Hvis jeg en gang imellem lytter til den, tænker jeg, at det lyder meget godt indimellem. Der er andre gange, hvor man bliver færdig med et projekt, og tvivlen straks melder sig, og man tænker, det er kejserens nye klæder. Jeg håber bare ikke, der er nogen, der gennemskuer det. [Griner.]

Som et kreativt menneske er det forfriskende at høre dig sige sådan. Tvivlen forsvinder aldrig?
Nej, det gør den ikke. Man arbejder i årevis på et projekt, og når man så er færdig, er man sådan lidt: "Hmm, jeg ved ikke rigtig, om det holder… Jeg håber, jeg har det bedre med det i morgen" [griner].

Det er din første soloplade i mange år.
Ja, det er længe siden… Jeg elsker at arbejde sammen med andre på projekter. Jeg har også masser af folk inde over den her plade, men det er selvfølgelig mest mit projekt. For det meste er det mig, der har taget de vigtige beslutninger. Jeg har skrevet to musicals – sådan rigtige musicals – i mellemtiden, og der skriver man ud fra forskellige synsvinkler. Det her album er på mange måder mig. Der er sange, som byder på andre karakterer, men ellers er det set fra min synsvinkel. Og mit perspektiv er jo radikalt anderledes sammenlignet med for eksempel Jeanne d’Arc… hvis nu hun var popstjerne. [Griner.]

Annoncering

Hvordan føles det at vende tilbage til den kreative brønd? Er du nogensinde bange for at løbe tør for ideer? Hvordan bliver du ved med at udvikle dig?
Ja. De spørgsmål stiller jeg også mig selv. Gentager jeg bare mig selv? Er jeg løbet tør for ideer? Vader jeg bare rundt i klicheer? [Griner.] Whatever! Nogle gange kan jeg godt genkende mig selv, i ting jeg laver. Der er stadigvæk sange, som er set gennem øjnene på antropologen fra Mars, og det er en rød tråd i min karriere.

Jeg er blevet bedre som sangskriver i den forstand, at jeg har lært, hvordan jeg leverer teksten på en måde, hvor samspillet med melodien genererer ny betydning. Den måde… [griner] den måde, som melodien, der hænger sammen teksten “brain of a chicken and dick of a donkey”, virker på, er virkelig smuk! Det er meget rørende. Og betydningen havde været en hel anden, hvis det ikke var den melodi. Jeg indså, at jeg havde nogle nye redskaber til rådighed, som jeg kunne bruge til at forstørre det budskab, jeg prøver at formidle ved at se anderledes på den verden, jeg skaber. Så jeg tænkte: "Okay, det er meget anvendeligt." Jeg hælder ikke bare gammel vin på nye flasker.

Pladen hedder American Utopia, så der er selvfølgelig en politisk dimension. Fra dit synspunkt bør unge mennesker så frygte fremtiden lige så meget, som vi gør? Eller er det bare sådan, verdenen er?
Ja. Står vi virkelig i lort til halsen, eller er det her bare en fase, der skal overstås? [Griner.] Hmm. [Griner.] Wow. Jeg tror, ligesom mange andre, at splittelsen i samfundet – som man ser reflekteret i det politiske landskab – er mere ekstrem end nogensinde før. Jeg kan ikke huske, at det har været så slemt i hvert fald. Men jeg kan også huske, at vi har oplevet en lignende splittelse – måske ikke direkte mellem republikanere og demokrater på samme måde – med Vietnam-krigen. Jeg er gammel nok til at huske, hvordan folk begyndte at demonstrere dengang. Det skabte splid helt ind i familien. Børn flyttede hjemmefra, fordi de ikke kunne blive enige med deres forældre. Man kan forestille sig, hvor slemt det var på nationalt plan, når spliden var så stor i familien. Man var enten for eller imod. Der var ingen mellemvej.

Annoncering

Så på en måde har jeg se landet være splittet før, og dengang lykkedes det også i nogen grad at hele såret igen. Og da stormen først var ovre, var der ikke nogen, der gik og spurgte: ”Var du for eller imod krigen?” Der var ikke noget nag. Det var mere sådan: ”Okay, vi er enige om at leve sammen i fred nu”. Man må håbe, det samme bliver tilfældet nu. [Griner.]

Lad mig lige vende tilbage til Vietnam igen. Lidt på samme måde som i dag var det også en krig, der ændrede en hel generation af unge menneskers syn på USA. De så det ikke længere som et sted med frihed og retfærdighed, men bare som endnu et fucked up land i verden. Vi kan ikke længere holde det op som et ideal. Men som jeg sagde om splittelsen, så tror jeg, man kan udbedre noget af det, hele såret og genvinde respekten.

Det håber jeg på. Men jeg ved nu ikke. Det er en bizar situation.
Jeg håber også. Ofte har jeg dog svært ved at finde håb. Der er mange unge mennesker, som er vågnet op til en verden og bare tænker: ”Whoa. Hvor er jeg? Hvad sker der? Det her vil jeg ikke være med til.”

Jeg deltog ved dit Reasons To Be Cheerful-foredrag i New York. Hvad inspirerede dig til det projekt? Prøver du bare at overbevise dig selv?
Jeg er opmærksom på de små ting – ofte på helt lokalt niveau, ofte i andre lande eller små samfund rundt omkring – på ideer, som lader til at fungere, og som også kan fungere andre steder. Så tænkte jeg: "Okay, jeg noterer mig lige de positive udviklinger, så jeg ikke bare synker ned i hul af sortsind."

Annoncering

Mørket forsvinder selvfølgelig aldrig helt, heller ikke vreden og indignationen, men det afhjælper det – en lille smule ad gangen gør også en forskel.

Hvordan har reaktionen været?
Den har i overvejende grad været positiv.

Det kan også virke lidt hyklerisk.
Ja, det er klart. ”Ja tak, det er let nok for en succesfuld musiker at være positiv stemt.” [Griner.] Sommetider reagerer folk ved at spørge: ”Okay, hvad gør vi så nu?” Men jeg har ikke nogen løsning. En gang imellem opfordrer jeg folk til at arbejde sammen ved arrangementerne. I København var der en publikummer, der rejste sig og sagde: ”Jeg kører en organisation, der bla bla bla, tjek os ud online, hvis du er interesseret.”

Jeg lyttede til et gammelt interview med dig, hvor du talte om din oplevelse af New York, da du først flyttede til byen. Du sagde noget ret sjovt om, at du var chokeret over ”alle de folk fra Californien her”. Hvordan tror du, fremtiden for kreative mennesker i New York ser ud?
Det overrasker mig altid lidt, at unge, kreative mennesker bliver ved med at lave ting. Sommetider spørger jeg mig selv: ”Hvordan regner de med at leve af det her?” Men folk gør det alligevel. Musikere bliver ved med at skrive, optræde og optage musik, og jeg tænker bare: ”Du ved godt, at vi næsten ikke kan tjene penge på det i dag, ikke?” [Griner].

Men de fortsætter ufortrødent. Der er ingen tvivl om, at det er sværere for folk med lav indkomst at overleve her i byen og samtidig arbejde på deres kreative projekter. Min datter og hendes kæreste er flyttet på landet. Jeg har mange musikervenner, som er flyttet til L.A. Det er ikke bare på grund af det gode vejr, men også fordi huslejen er billigere derude, og der er rigeligt med plads. Det er lidt af en udvikling. Jeg havde egentlig regnet med, at når økonomien sejlede, ville folk holde op med at producere kunst. Men der tog jeg fejl. Folk bliver ved at udtrykke sig. Deres økonomiske overlevelse er en proces i udvikling. Jeg ved ikke, hvordan det ender.

Annoncering

Det er skræmmende. Tror du, at byen kan rumme unge mennesker i den kreative branche?
Jeg kan huske, at da jeg flyttede hertil, arbejdede jeg på deltid i en biograf. Jeg tjente ikke mange penge, men jeg tjente nok til at betale min del af huslejen, hvor jeg boede sammen med mine bandkammerater. Så vi havde masser af tid til at øve. Sommetider kunne vi spille jobs ude i byen. I dag er det svært at overleve i New York med et deltidsjob. Der er meget, man skal finde ud af. Men folk finder måder at tilpasse sig på.

Jeg har hørt andre musikere fra din årgang bruge mottoet 'modstå trangen til nostalgi'. Hvorfor er folk fra din tid så modvillige over for at se tilbage i tiden efter inspiration?
Når bands eller fans er nostalgiske efter en bestemt tid, som de enten ikke selv har oplevet, eller som de oplevede og er blevet formet af, og der opstår en forventning om, at musikere skal genskabe den stemning, så ender det altid i skuffelse. Man opnår aldrig det, man egentlig gerne vil opnå, og det er aldrig fedt. Men altså, jeg optræder også stadig med Talking Heads-sange, og vi prøver altid at finde en måde at gøre dem relevante på, så de også passer til det nye materiale. Der er sikkert nogle kunstnere, hvor man må gøre en undtagelse. For nogle år siden var jeg til en Pixies-reunion. De fik aldrig den anerkendelse, de fortjente i deres storhedstid, så de fortjener at få den nu! Der findes sikkert flere eksempler. Men så er der også dem, der fik rigelig med anerkendelse, hvor man bare tænker: "Nej, I behøver ikke vende tilbage."

Annoncering

Hvilket råd vil du give til dit 19-årige jeg?
Hmm, det er et godt spørgsmål. For et par dage siden fik jeg et link fra en ung musiker, der sikkert er omkring 19. Det var et Soundcloud-link. [Griner]. Og jeg tænkte: "Okay, hvis det er godt, har jeg så et råd at give ham?" Det er svært at sige. Verdenen har ændret sig meget. Man skal i hvert fald sætte sig ind i, hvordan branchen fungerer, så man ikke bliver fucked over. Man skal stole på sin intuition og ikke altid gå ud fra, at andre ved mere, end man selv gør.

Jeg kan godt lide den sidste del der.
Meget tidligt i min karriere blev jeg klar over, at jeg ikke ville sættes i bås som en kunstner med én særlig lyd. Jeg var klar over, at jeg blev nødt til at bruge forskellige stilarter i min musik og heller ikke begrænse mig til bare at være musiker. Det har givet mig plads til udvikling. Selv når én ting bliver rigtig populær, så kan den sagtens forsvinde hurtigt igen, så man bliver nødt at male med flere farver på én gang.

Føler du dig misforstået på nogen områder?
Jeg er godt klar over, at man ser mig som en kynisk og opportunistisk kunstner. Altså ikke ligesom Ed Sheeran. Det er ren opportunisme. [Griner.] Eller bare det faktum at jeg har et meget analyserende forhold til min musik: Hvorfor fungerer lige præcis den her sang? Hvorfor kan jeg lide den? Hvad handler det om? Det ødelægger ikke den sanselige dimension for mig at prøve at forstå, hvorfor noget virker. Jeg ved godt, at nogle folk synes, jeg virker for analytisk og distanceret. Jeg har indtryk af, at det ikke er så slemt, som det har været. Jeg forstår det sådan set godt. Men jeg har erfaret, at jeg er, som jeg er, og jeg vil ikke fornægte min natur. Der er masser af følelser i min musik, og det skal folk nok fornemme. Hvis det ikke er tilfældet, så har jeg fejlet.

Er du bange for at fejle?
Ja. Jeg vil gerne have succes ligesom alle andre kunstnere i verden. Jeg vil gerne have et bredt publikum, men jeg vil ikke gå på kompromis med mig selv for at opnå det. Jeg vil gerne lave musik, der let at relatere til, men som også er ukonventionelt. Min drøm er, at begge dele kan lade sig gøre. Noget, der både udfordrer lytteren, så man kan udvikle sig kunstnerisk, men som samtidig ligger på popspektret.

Det giver god mening, at andre kunstnere har været ivrige efter at arbejde sammen med dig på det nye album.
Ja, jeg tror, vi deler det samme udgangspunkt. At man i en ideel verden både kan være fri og kreativ og samtidig nå et bredt publikum.

Hvordan er den kreative proces mellem dig og Brian Eno?
Det er forskelligt fra gang til gang. Vi har altid kontakt til hinanden. Sidste gang, jeg så ham, var, mens jeg lavede interviews og holdt foredrag i Europa. Han fortalte om en gruppe, han er meget interesseret i – ikke et band. Det er en gruppe, der hedder Forensic Architecture, der egentlig er mere ligesom en teknologivirksomhed. De analyserer ulykker og skaber virtuelle versioner af ulykkesstedet og bearbejder den data, de finder frem til.

Det lyder meget Brian Eno-agtigt.
Ja, gør det ikke? [Griner]. Det er ikke hans ting, men har er meget interesseret i det.

Et sidste spørgsmål. Titlen på pladen er American Utopia. Hvad betyder USA for dig i dag?
Der var en republikaner, som sagde noget ret indsigtsfuldt, efter Trump kom med sin ”shithole”-kommentar. Jeg kan ikke huske, hvem det var, men han sagde: ”USA er ikke et bestemt folk. Det er en idé, hr. præsident.” Det kan jeg godt stå inde for. For mange af os er det stadig sådan. Det er en idé, der er værd at holde fast i.