Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Når det kommer til samfundets attitude overfor udfoldelsen af vores seksualitet, så var 90'erne en meget definerende epoke. David Friends nye bog, The Naughty Nineties, er fantastisk dybdegående og dykker dybt, dybt ned i alt sexrelateret kultur fra 90'ernes USA – lige fra Baywatch og Bill Clinton til Sex and the City og udbredelsen af digitalt smuds. Her deler vi et uddrag fra hans bog, der specifikt fokuserer på bordelmutteren Heidi Fleiss fra Hollywood, hendes fascinerende succes og efterfølgende fald fra tinderne.
"Tjek det – det er mit liv," siger hun. "Jeg har været helt på toppen. Jeg har tilbragt en aften med Prinsesse Diana. Jeg har spist middag med Nancy Reagan. Jeg har også brugt en del af 1997 i isolationsfængsling i Californien."
Jeg står ved Heidi Fleiss' hacienda i ørkenen. Hun blev landskendt, efter hun blev anholdt under stor mediebevågenhed i 1993, hvor hun blev anklaget for at stå bag de rige og berømtes prostitutionsring. Det var her hun fik navnet "Hollywoods bordelmutter". People Magazine beskrev hende som "stjernernes sex-pusher". Kid Rock sang om hende ("Start an escort service… find Heidi Fleiss."). Faktisk var hendes forretning så uomgængelig, når de mest magtfulde skulle synde, at hun hver aften havde "Heidi-piger" på mindst tre kontinenter, og det var ikke unormalt, at de var ombord på et privatfly.
Chez Fleiss ligger midt ude i ingenting i Pahrump, Nevada, og er omringet af kaktus, buskads og trøstesløshed. Det består af to store vogne, som er lavet om til et rummeligt hus. For at komme derhen, har jeg kørt en time langs den knastørre grænse til Death Valley uden at se en levende sjæl. Men så dukker noget op - som et varsel fra en Castaneda-roman, ser jeg noget. En stripklub. På det store skilt ved siden af, står der: "Tidligere Hollywood-bordelmutter Heidi Fleiss' bog 'Pandering' sælges signeret hos stripklubben Kingdom." Det lød fristende, men jeg fortsatte alligevel mod mit mål.
Fleiss' ejendom i udkanten af Pahrump dukker endelig op for enden af en snoet grusvej. Her bliver jeg mødt af nye skilte: "Ingen adgang," "Indkørsel forbudt." Jeg parkerer og Heidi Fless dukker op med en papegøje på skulderen. "Det er mit Robinson Crusoe-hus," siger hun grinende, da hun kommer mig i møde. Hun genner mig indenfor til en danskvand. Der er araer og andre eksotiske fugle i alle farver – mindst 20 – sidder på stænger og bjælker rundt omkring. Der er også en del klatter på gulvet.
Det er ikke nemt at få øje på hendes tidligere pragt. Hun ser bleg ud, og hendes ansigt er indsunket. Hun er netop stoppet med at tage crystal meth – "white trash-stoffet," som hun kalder det. Hun har også været med i TV-programmet Celebrity Rehab with Dr. Drew. (Den offentlige ydmygelse, mener hun rent faktisk var terapeutisk.)
Faktisk har hun reality-TV i blodet. Hendes fætter Mike Fleiss er en af genrens giganter, der har stået bag kæmpe succeser som The Bachelor og The Bachelorette. Heidi har også selv været med i en række programmer (blandt andet Celebrity Big Brother). Hun er en kvinde, som er splittet mellem to disharmoniske liv: Et, der hænger sammen med her og nu, og som er ren facade; og et andet, der er tæt forbundet med afhængighed og kriminalitet, en seksuel fantasi.
Samtidig er hun sjov og kæk. Hun spytter sine holdninger ud. Hun er kæphøj og koket, men alligevel smerteligt selvbevidst. Hun er også tryllebindende på en mørk måde, med en næsten ulveagtig aura. "Charles Manson (amerikansk massemorder og kultleder red.) blev fanget en halv time herfra," siger hun, i håbet om, at det vil skræmme mig.
I dag er Heidi Fleiss iført grå joggingbukser, sutsko med lyserød pels og en blå sweatshirt plettet med papegøje-lort. Hendes to husholdersker er "skredet" to dage før. Hun anerkender sin egen tilstand ved at nedgøre sig selv: "Jeg render rundt i joggingbukser og tørrer fuglelort op." Men hun er alligevel optimistisk. "Mit liv er i fin balance lige nu. Ja, det er et meget unormalt og dysfunktionelt liv jeg har, sammen med fuglene. Men på en måde får jeg det til at fungere."
Oprindeligt var Fleiss flyttet til Nevada (hvor prostitution er mere eller mindre lovligt) i håbet om at åbne et bordel kun med mænd, som henvendte sig til kvinder. Men "Heidis Stutteri" røg ud på et sidespor, da hun mødte modstand fra de lokale, havde nogle juridiske komplikationer, og da hun blev optaget af noget andet. Fleiss mødte nemlig Marianne Erikson – en ældre, sengeliggende nabo. Erikson var også tidligere bordelmutter og var tidligere leder af den eksotiske fugleafdeling på Tropicana Hotel i Las Vegas, og da hun gik på pension, opretholdt hun et menageri i hendes trailer. "Jeg tog på besøg hos hende," fortæller Fleis. "Hun havde alle sine fugle i bure med kæmpestore Frankenstein-agtige låse, og fuglene skræppede op og fik låsene til at rasle."
I 2006 da Erikson lå for døden, ringede Fleiss til ambulancen. "Hendes sidste ord var 'tag dig af mine fugle.' Jeg sagde nej. Men nu er jeg her. Jeg forelskede mig i fuglene og mistede næsten interessen i sexbranchen. Dem vil jeg ikke overlade til sig selv." For det meste er hun alene i sit hus på grænsen til ørkenen. "Om aftenen flyver de rundt omkring. Jeg klipper ikke deres vinger, og jeg vil ikke have dem i bur."
Jeg bliver introduceret til Paulina, Paul, Rodin, Freddie og Simon. Golly plejede at holde til i en møbelbutik, og kan kun lide at sige "halv pris!" Suzy taler spansk, to andre taler Mandarin. Heidi insisterer på, at Reggie er homoseksuel. Hun fortæller, hvordan han godt kan lide at hakke lidt på de andre hanner, og af og til finder hun dem i fuld gang: "Han vender den anden fugl på hovedet, og har gang i en 69'er." Engang imellem bryder hendes fjerklædte venner ud i samtaler, og deres lyde bliver til en slags kakofonisk, græsk kor.
__________
Mellem 1991 og 1993 var Heidi Fleiss leder af en eksklusiv gruppe af piger, der talte omkring 500 sexarbejdere. De tog op mod 1500 dollars (cirka 10.000 kroner red.) for en nat. (Fleiss fortæller, at hun fik 40 procent.) Klienterne var alt fra de rigeste direktører til amoralske rich-kids og de kongelige, fra rockstjerner til filmproducenter, der kastede om sig med penge. Den typiske "Heidi-pige" var "pæn og perfekt. "Jeg ville gerne have, at mændene fik det indtryk, at pigerne var vokset op i Beverly Hills og var pæne, amerikanske piger, men at de ville kneppe dem som Jenna Jameson (pornoskuespillerinde red.), når de fik dem med hjem. Hun er den frækkeste tøs på jorden. Hun hiver andre piger med ind og gør hvad som helst i sengen. Sådan en pige."
Alligevel fastholder Fleiss, at selve akten sjældent var super kinky. "Når man er på det niveau og har den slags penge," siger hun, "så er der ikke tid til den slags – altså sådan noget, hvor folk bliver kvalt og dør. Der var ingen undertrykkelse eller nedgørelse, som nogen dagen efter ville skamme sig over eller fortryde. Hvis stoffer eller alkohol var involveret, så havde folk lige pludselig lyst til noget uventet, og pludselig vil de gerne sutte pik eller sådan noget. Eller lige pludselig har de lyst til analsex. En tennisketsjer, ja tak, men hvilken ende skal vi bruge? Den slags ting. Man kommer aldrig til at forstå, hvorfor en milliardær har lyst til at spankulere rundt i dameundertøj. Og hvad så?"
Hendes storhedstid var, ligesom døgnfluen, ganske kort. Da hun var i starten af 20'erne begyndte hun at arbejde for den legendariske Madam Alex. "Jeg ville ønske, jeg var en bedre luder," griner hun. "Jeg kunne slet ikke hamle op med de andre piger." Det gik hurtigt op for hende, at hendes evner ikke var i den direkte fysiske kontakt med klienterne, men i servicebranchen. Det varede ikke længe, før hun styrede forretningen, og kort efter startede hun sin egen virksomhed, og i to eller tre vanvittige år stod hun bag LA's fornemmeste sex-handel.
Hun påstår, at hendes oprindelige mål var at tjene penge nok til at skifte karriere (hun ville gerne være ejendomsmægler), ligesom mange andre unge entreprenører. Men hun blev afhængig af glamour, adrenalin og magt. Hun begyndte at hænge ud med "den rigeste én procent i verden. "Jeg kan huske en klient, der betalte 10.000 dollars i 500 dollars-sedler. En bunke sølvbarer dukkede op hjemme hos mig en dag, og de vejede 3,5 kilo hver. Jeg brugte dem som dørstopper. Jeg havde en pige på coveret af Seventeen magazine og en på Harper's Bazaar—de arbejdede alle sammen for mig."
Hun kan huske, hvordan hun sendte sine tropper i felten under Clintons indsættelse i 1993, sendte dem til Argentina under polosæsonen, sendte dem til Acapulco og Monte Carlo. Hun havde fire telefonlinjer i sit hus i Benedict Canyon. Lækre damer, der solede sig ved poolen. Masser af stoffer. Til hendes retssag fortalte en kendt ejendomsmægler, hvordan han fløj hendes glædespiger frem og tilbage med sit privatfly. Selv statsledere ringede direkte til hende. "Hvis jeg virkelig åbnede op," sagde hun til Lynn Hirschberg fra Vanity Fair, "så kunne jeg have sat en stopper for NAFTA (handelsaftale mellem USA, Canada og Mexico red.)."
I dag taler Fleiss om dengang med en vis forundring. "Det føles som en anden virkelighed. Jeg var en del af en verden, der slet ikke var realistisk. Jeg mener, der er ikke mange 25-årige, som bare køber et mansion til mange millioner i Beverly Hills så let som ingenting og har den livsstil. Mine naboer var Bruce Springsteen og Jay Leno."
Hun skifter fra datid til nutid, mens hun fortæller, måske for at genopleve suset. "Det bliver bedre og bedre, bølgen bryder aldrig. Jeg kan huske nogle dage – selvom jeg ikke kan lide at sætte tal på – men hvor jeg tænkte 'okay, lad mig se om jeg kan tjene 200.000 dollars (1,3 millioner kroner) inden ugen er omme.' Og så gik det op for mig, at jeg havde rundet 300.000 (1,9 millioner kroner). Jeg var inde i et flow. Alt var sjovt. Altså, pigerne blev jo betalt for at have sex med Charlie Sheen."
Og festerne. "De havde ikke sex for penge, når vi var hjemme hos mig, men de kom og hang ud. Det var socialt. Der kom folk som Jack Nicholson og Mick Jagger og festede hjemme his mig," -uden det skal lyde som om nogle af dem benyttede hendes service. "Jeg kan huske, at jeg engang kom hjem, og så stod Prince og dansede i min stue."
Der havde selvfølgelig været hudsælgere, der henvendte sig til eliten, før. Men Fleiss tilhørte en helt ny type. Hun var i 20'erne. Hun holdt sig langt fra i det skjulte, hun kørte rundt i en moderne Corvette eller en Mustang fra '67. Hun var personificeringen af den smarte call-girl i en tid, hvor prostituerede fik positiv opmærksomhed i film som Pretty Woman og i mode og rap. Bare et par måneder efter hun havde betalt kaution, grundlagde hun sin egen tøjkollektion — Heidi Ware. Hun kom med bud på ugens film. Hun stillede op til interviews. Hun poserede med sin bil (i sorte støvler og hendes velkendte solbriller) for Annie Leibovitz. Hun troppede op i Dolce & Gabbana, når hun skulle i retten.
Hun skillede sig også ud på en anden måde. I den kvindeverden, hun var en del af, var diskretion en æressag. Men Fleiss kunne slet ikke lade være, og hun havde et ego, der skulle passes. I sidste ende var det grunden til, at det hele faldt sammen, for hun var 27 år gammel, og et billede på den tid, hun levede i: Hun holdt aldrig munden lukket i en periode, hvor alle blærede sig.
I december 1992 kæftede hun op til Los Angeles Times: "Jeg ved godt, at Madam Alex var dygtig til sit job, men det tog hende mange år at opbygge det, som jeg skabte på et år. Eliten er eliten, og der er ingen, der er højere oppe end mig. I den her branche er der ingen, der stjæler klienter – der er bare bedre service." Hendes praleri gjorde med det samme politiet interesseret i hende, og hun endte med at komme i fængsel, for ikke at betale skat og for hvidvaskning af penge."
"Jeg sank min egen båd – det gjorde jeg," indrømmer hun nu og bebrejder ingen andre end sig selv. "Jeg var en idiot. Og det er jeg nødt til at tage ansvaret for. Vi vidste alle sammen, hvad vi havde gang i. Pigerne vidste, at det var ulovligt. Mændene vidste, at det var ulovligt. Jeg vidste, at det var ulovligt. Jeg regnede ikke med, at jeg ville ryge i fængsel. For sex? Men det var, hvad der skete. De kan sige, at det handlede om skatteundragelse, men det handlede alt sammen om sex."
Fleiss gik ikke ned uden en kamp. Hun slog igen, da pressen og retten sloges om hendes notesbøger. Hun slog igen, da tidligere kærester eller medlemmer af hendes harem prøvede at hyppe deres egne kartofler, ved at afsløre hemmeligheder til tabloidaviserne og TV.
Hovedgrunden til, at hun blev berømt fra den ene dag til den anden, er, at hun henvendte sig til kendisser. Og hvis nogen personificerede den åbenlyst seksuelle tid i 90'erne, var det hendes klient Charlie Sheen. I en vidneforklaring indrømmede han, at han på et år havde brugt 53.000 dollars (cirka 350.000 kroner) i Heidis butik – hvilket var fordelt på omkring tolv ture. (Selvom Sheen var reddet på en bølge af berømthed fra 80'erne med film som Platoon og Wall Street, blev han en 90'er-karikatur på selvudslettende opførsel. Han var kendt for, med egne ord, at "høvle syv gram", og Sheen fortalte engang Maxim, at da han nåede til år 2000, havde han haft 5000 seksualpartnere. Femten år senere annoncerede han, at han var HIV-smittet.)
"Han er min mest kendte klient," siger Fleiss, "fordi hans rejsechecks lå i min pung, da jeg blev anholdt. Ellers ville der ikke være nogen grund til at afsløre ham. Jeg havde andre klienter, som brugte langt flere penge hos mig."
Folk, der havde begået lignende forbrydelser, kunne måske slippe lettere. Men Heidi Fleiss var ikke så heldig. Hun fik tre år uden nåde. Og hun overlevede ifølge hende selv ved at tilpasse sig til sit miljø. Fængslet beskriver hun som "et lesbisk helvede. Jeg havde en kæreste" – en flymekaniker, som var inde for narkoforbrydelser. "Nu har hun et kæmpe firma, der er millioner af dollars værd. Jeg foretrækker dog mænd, men når der ikke er andet at vælge imellem, så må man tage, hvad man kan få."
Det hun tog med sig fra årtiet – som kvinde, der har haft sin egen virksomhed, som seksuelt væsen, og som stærk individualist – er, at perioden gav kvinder en helt anden magt. "Verden har forandret sig i forhold til kvinder, uafhængighed og penge. I 90'erne boede jeg sammen med Victoria Sellers i mit hus i Beverly Hills, og vi sagde ting som: 'Har du lyst til en blond eller en brunette i aften?' Og der mente vi altså mænd. Jeg begyndte at sige 'jeg er ligeglad, bare de ikke ringer til mig bagefter. Jeg har meget, jeg skal nå i morgen.' Tiden ændrede sig, så vi levede i en verden, hvor kvinder ikke følte sig pressede til at gifte sig med den første fyr, de mødte. Jeg ved ikke, om det var en mere afslappet eller mere realistisk tilgang til tingene."
Hun holder fast på, at det er umuligt for mænd at være tro. "Mænd vil kneppe mudder," som hun siger det. Men i 80'erne og 90'erne blev kvinder mere pragmatiske omkring det mellemmenneskelige hykleri, der tidligere mest havde været mændenes domæne. "Kvinder fik mere selvtillid. En kvinde følte, hun kunne 'lade sig styre af hendes følelser'." Hun tillægger en enkelt rollemodel meget af æren for den nye følelse af autoritet og ejerskab. "Madonna har betydet rigtig meget. Der var 'Like a Virgin', alle hendes sange – jeg tror, Madonna er en katalysator, en naturkraft, der lærer kvinder, at de skal være sig selv, gøre hvad de har lyst til, og udtrykke sig."
Fleiss bliver eftertænksom. "Jeg har meget dårlig selvtillid. Jeg lytter til alle. Men i sidste ende tager jeg mine egne beslutninger lige meget hvad. Mit image i dag er, at jeg er forbundet til noget dårligt, noget ulovligt. Så jeg er brændemærket på den måde. Det er jeg klar over, og det går mig ikke på. Jeg er ligeglad med, hvad folk synes. Hvis du går alt for meget op, i hvad andre synes, så er du fanget. Dit liv er slut."
Nu hvor forbrydelse og straf ligger bag hende, spørger jeg, hvilket eftermæle hun har, både i forhold til årtiet og kulturen?
Hun forklarer, at hun har formået at lette presset på den amerikanske samvittighed – de millioner af mennesker, som kæmpede med angst og betænkeligheder omkring deres utroskab. "Alle har noget, de har gjort," mener hun, "en skandale et sted. Det har alle. Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man bliver opdaget eller ej. Det er i menneskets natur. Vi kan ikke lade være. Da jeg var aktiv i 90'erne, og folk fandt ud af, hvad jeg lavede, trak de alle sammen vejret lidt lettere. 'Pyha, så er det ikke bare mig.' Så følte de ikke længere, at de havde deres lille hemmelighed. Alle mænd er utro. Og det er kvinderne også."
Desuden mener hun, at hendes egne skandaler har været med til at skabe og definere et marked, hvor man kan afsløre de kendtes mest beskidte hemmeligheder – om det så er godt eller skidt. "De store sladderblade dukkede op dengang, og jeg var altid med i dem. Alle vil gerne være kendte. Så alle kunne påstå alt muligt om mig. Og det var der også mange, der gjorde – og fik penge for det. Nogle af historierne var sande, andre var ikke. Jeg er ligeglad nu – jeg kan kun grine af det." Men når hun ser tilbage på det, betragter hun sig selv som en slags prøveballon for tabloidpressen. "Det var en mærkelig tid at være kendt i. Jeg var i fængsel fra 1997 og frem til årtusindskiftet. Jeg befandt mig lige på grænsen til en eksplosion i medierne. Det var deromkring, at internettet kom. Paris Hilton. The Bachelor—som min fætter lavede. Meget af det realityhalløj er baseret på ting, der skete, da jeg blev anholdt – og det samme med tabloidkulturen, som jeg bestemt ikke er stolt af. Jeg har været med til at skabe den her hjernedøde TV-ting."
"Filmstjerne," skræpper Gina, en af de mange papegøjer, som om hun lytter med.
"Jeg elsker Gina," siger Heidi og ryster på hovedet. "Jeg aner ikke, hvordan jeg endte her. I Death Valley. Med tyve papegøjer. Jeg forstår det simpelthen ikke."