DystopiUtopi

Verden bliver ved med at være et lortested, indtil en eller andens barn tager fat og får styr på det

Er det forsvarligt at få børn, når jorden er ved at gå under? Svaret er ikke så enkelt, som du tror.

af Andreas Thorsen; illustrationer af Hedda Rysstad
28 maj 2018, 11:19am

Essayet er også med i det nye VICE Magazine - Dystopi & Utopi. Få information om releasefesten her.

Verden er et lortested, det ved vi, og hvis vi ikke ved det, får vi det at vide. Den er et lortested, fordi den plages af krig, og fordi den er overophedet, den er et lortested, fordi Donald Trump er præsident i Amerika, og fordi populister og autokrater i det hele taget vinder frem, den er et lortested, fordi den europæiske normaltilstand er blevet slået ihjel af Brexit, og fordi antallet af velfungerende demokratier ifølge et årligt indeks er nede på 19. Verden er et lortested. Det står i nyhederne.

Jorden er ved at gå under, den kan ikke følge med. Menneskeheden er blevet for stor, for omsiggribende, der er for mange af os, og vi kræver alle at kunne eje mange, mange ting, som skal produceres hurtigt og billigt og dernæst transporteres lige til døren. Det er ikke bæredygtigt. Dele af planeten vil i løbet af de næste århundreder blive umulig for mennesker at bo på. Det står også i nyhederne. Det hele er meget nedslående.

Nå. Og så kan det være, man ser alt dette og så tænker, at det var det. At menneskeheden har udspillet sin rolle, at det er ved at være nok med os, for disse problemer, uoverstigelige som de kan synes, er menneskeskabte, det er os, der laver krig og klimaforandringer, det er os, der flyver for meget og køber for mange ligegyldige ting, og metoden, hvormed man gør noget ved problemer, er som bekendt at fjerne deres rod. I dette tilfælde altså os.

Løsningen kan være ikke at få børn. Måske er det at få børn faktisk noget så dramatisk som etisk uforsvarligt, både over for planeten, men også over for børnene, for hvilken verden vil de arve, hvilke liv vil de få? Har vi ikke et ansvar for ikke at udsætte fremtidige generationer for de katastrofer, vi åbenbart ikke kan finde ud af at afværge? Der er dem, der taler om, at selve det at blive født er at blive udsat for et overgreb, at mennesket aldrig bør formere sig, fordi det er værre at eksistere end ikke at gøre det, og det er vel den filosofi, der er på spil, bare mange gange forstørret på grund af alt det med, at verden for tiden er et lortested. Filosofien hedder antinatalisme, og den er langt fra ny. I den græske dramatiker Sofokles’ ‘Ødipus i Kolonos’ fra år minus 401 synger koret, at “ikke at blive født efter alt at dømme er bedst,” og så er det pludselig, man indser, at en af de tidligste originale idéer, mennesket har formuleret og populariseret, går på, at vi ikke bør eksistere. Tungt stof.

Idéen næres, også hos mig. Netop på grund af vores planets potentielt forfærdelige situation, har jeg selv tænkt, at jeg måske bør droppe nogen som helst ambitioner om afkom. Det er som sådan ikke, fordi jeg har noget imod børn eller tanken om at få dem, altså selve det at have dem ville med stor sandsynlighed være både sjovt og givende, måske ville det endda bringe mig nærmere en eller anden forståelse af, hvorfor jeg var til. Men ville det med tanke på planetens usikre fremtid være et godt liv, jeg gav disse børn og deres børn? Ville jeg gøre dem en tjeneste ved at skabe dem? Det er spørgsmålet.

Jeg er ikke alene om at stille det, både filosoffer og professorer har i mange år været på sagen, og det er jo fedt, når man som jeg er forvirret, ude af stand til at træffe en bare halvvejs oplyst beslutning. Jeg har forsøgt at finde svar hos nogle af dem. Det er ikke gået vildt godt. Et par eksempler:

Den sydafrikanske filosof David Benetar mener i sin bog ‘Better Never to Have Been’, at den første og største fejl, forældre begår, er at tro, at det at eksistere er en god ting, for de fleste liv, siger han, er værre end ingenting. Han står for denne her antinatalisme, jeg netop var omkring, og det er jo helt hardcore. Jeg køber den ikke, mest af alt fordi ingen ved, hvordan det er ikke at eksistere, vi kan ikke vide, om det er hverken bedre eller værre end at leve. Selvom verden er et lortested, kan det i sagens natur godt være, den er bedre end alternativet. Alternativet kan være mere lortet.

En anden tænker, den amerikanske økonomiprofessor Bryan Caplan, lægger sig i sin bog, ‘Selfish Reasons to Have More Kids’, i den anden vejbane og mener, at alt er fedt, og at mennesker har en tendens til ikke at kunne se, hvor godt de har det. Det er der nok noget om, i hvert fald forfalder jeg nok selv til at være pessimistisk, i hvert fald nogle gange. Her den anden dag læste jeg, at kriminaliteten falder, at færre faktisk dør i terrorangreb nu, end de gjorde før 11. september 2001, verden har på mange måder aldrig været et federe sted at leve, men alligevel tror folk, at det går ad helvede til. Det har noget at gøre med, læste jeg, at vi elsker forfaldshistorier. Vi er pessimister. Og det kan godt være, at det går bedre lige med kriminalitet og terrorisme, men det bliver klimaet, grunden til min skepsis, jo ikke meget bedre af. Det er det, jeg siger. Pessimister.

Flere mener altså flere ting, det hele er meget rodet, og tilbage står man med en følelse af, at man ikke er blevet meget klogere. Jeg gør i hvert fald. Det er besværligt. Imens kværner klimaet videre. I 2007 stod der i en rapport fra en britisk tænketank, at det var skidt for klimaet at få mere end to børn. Nu virker det skidt overhovedet at få nogen.

Noget, der dog står klart, er, at min og andres frygt for klimakrisen afhænger af, at vi ikke regner med, at vi kan gøre noget ved den, altså at vi ikke tror på, at menneskeheden en dag finder på en løsning. Præmissen for at fravælge børn kræver med andre ord, at vi tror, vi kan forudsige fremtiden. Dette er som bekendt svært. Dette er vigtigt.

Her for nogle måneder siden læste jeg en historie, som meget fint viser netop det. Den handlede om en engelsk økonom, Thomas Malthus, som i 1798 forudså, at der på et tidspunkt uundgåeligt ville findes så mange mennesker på planeten, at vores produktion af mad ikke ville kunne følge med. Hans løsning var den samme som den, der er på spil her, vi skulle stoppe med at lave flere mennesker, og kondomet blev ikke sådan rigtig en ting før midten af 1800-tallet, så total afholdenhed måtte være sagen.

Thomas Malthus havde ret, men han havde også virkelig uret. Han havde ret i, at planeten med den daværende befolkningstilvækst og fødevareproduktion ikke kunne opretholde liv for evigt, men han ignorerede eller tænkte ikke over, at menneskeheden i hans fremtid ville skabe teknologiske udviklinger, som ville gøre den i stand til at udnytte jorden bedre. Gødning, eksempelvis. Landbrugsmaskiner. Efter Thomas Malthus’ død begyndte vi at producere mere mad på mindre jord, han kunne kun forudsige noget af fremtiden, ikke den hele. Vi blev mange flere mennesker. Men vi blev også meget bedre mennesker.

En anden historie, denne fra 1890’erne, kan noget af det samme. Verden over stod man dengang med et stort og også meget konkret problem, nemlig at hestene, der trak vogne fulde af folk rundt i gaderne, sked i de samme gader, og det gjorde de i en sådan grad, at der simpelthen var lort over det hele. Ingen havde nogle idéer til, hvad man kunne gøre af alt det lort, og man frygtede de sygdomme, det bragte med sig. “Om 50 år,” skrev The London Times, “vil hver eneste gade i London være begravet under tre meter gødning.” Få årtier senere kørte alle rundt i biler. Endnu en fremtid kunne ikke, viste det sig, forudses.

Så. Ja. Pointen er egentlig den simple, at vi skal passe på med at konkludere på fremtiden uden at forstå fremtidens natur. Uden at forstå, hvad fremtiden er. Fremtiden er ukendt. Vi ved, at jorden kommer til at gå under, hvis tingene fortsætter, som de kører nu, vi ved, at den vil gå nedenom og hjem, hvis ikke verdens lande samler sig i en fælles front i stedet for konstant at positionere sig selv i forhold til hinanden, men vi ved ikke, om tingene fortsætter, som de kører nu. Vi ved ikke, at verdens ledere fortsat vil være nogle idioter. Det kan vi umuligt vide.

Alene det må skabe et håb. Ligesom fortidens generationer stod for de fremskridt, der sørgede for, at vi ikke døde af sult, og vores gader ikke druknede i lort, kan fremtidige generationer stå for de fremskridt, som reparerer ozonlaget og støvsuger atmosfæren for drivhusgasser. Der er ingen tvivl om, at selve det at få børn er en etisk handling, den er ikke kun personlig. Børnene kan bidrage til overbefolkningen og klimakrisen, de kan blive en del af problemet, men de kan også fjerne det. Egentlig taler vores fortid for, at det er sådan, mennesker gør. Vi er og skaber problemer, og så løser vi dem.

Måske løser vi også dem, vi står overfor nu, og måske bliver det endda mine børn, der gør det, hvem ved. Ej. Det bliver det nok ikke, mine gener lægger ikke ligefrem op til, at mit afkom bliver forskere i noget, der helt umiddelbart kan redde planeten. Men så bliver det måske nogen andres børn, der tager fat og får styr på det hele.

Sådan at verden ikke længere skal være et lortested.

Tagged:
VICE Magazine
essay
fremtiden?!?!
forplantning
familieforøgelse