FYI.

This story is over 5 years old.

IS

Sådan fik unge europæere Winner Taco-isen tilbage i kioskerne

Men vi mangler stadig at få den på plakaten i Danmark.
Choco Taco, som er den amerikanske version af Winner Taco. Billede via Flick-bruger Chris Makarsky.

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA og er her bragt med bidrag fra MUNCHIES Danmark.

Snack-nostalgi kan ændre verden. Sommetider er længslen efter smagen af vores svundne barndom så stærk, at vi helt glemmer, hvor ringe vores yndlingssnacks i virkeligheden var (hvem husker ikke Urge). Men nogle gange samler en hel generation sig under banneret for en glemt snack for at få den genoplivet og mindes bedre tider. De tigger og plager producenterne på Twitter og starter underskriftsindsamlinger som en regulær græsrodsbevægelse.

Annoncering

Og det er ikke kun i USA, at generation Y er besatte af nostalgi. Det er genoplivelsen af en meget særlig is i Europa et fremragende eksempel på.

Winner Taco er en europæisk udgave af den elskede amerikanske is Choco Taco, som blev opfundet af en isbilchauffør i Philadelphia tilbage i 1984. Isens enorme popularitet i USA op gennem 90’erne gav producenterne blod på tanden i forhold til at introducere det europæiske marked for den sprøde, chokoladeovertrukne blanding af vaffelis og tacoskal. Den blev tilgængelig i Italien og Sverige i henholdsvis 1998 og 1999 under det nye navn Winner Taco.

Der gik ikke lang tid før børn og unge havde taget snacken til sig i en tid, hvor amerikansk popkultur var allestedsnærværende på den vestlige halvkugle. Folk, som er vokset op i Europa i starten af 00’erne, husker reklamerne, hvor en rask ung mand tager en ordentlig bid af tacoen, hvorefter den liflige kombination af vanilje- og karamelis transformerer ham til en kæmpe Hulk-agtig isbjørn.

I Danmark havde Frisko den på kortet fra 1998, hvor den blev lanceret som en nyhed, til 2000, men derefter er der ikke noget spor af Winner Taco i danske iskiosker.

For en dag var Winner Tacoen ingen steder at finde, og med sig havde den taget al glæde og lykke fra det spæde 21. århundrede. I 2000 holdt isens europæiske distributør helt op med at sælge den. Winner Tacoens korte feberdrøm var ovre.

Men i takt med at unge fra dengang – den første internetgeneration som kommunikerer i memes og taler sociale medier, som var det deres modersmål – er blevet voksne, har de organiseret sig og i samlet flok krævet, at isguderne endnu engang beriger vores liv med Winner Tacoen. I 2013 dukkede der på Facebook og Twitter grupper op, som hyldede Winner Tacoen. Her kunne folk dele deres gode minder med isen og lægge en plan for, hvordan man skulle få Friskos italienske pendant Algida til at genoplive den. De unge isrebeller gjorde selvfølgelig det, som unge mennesker gør bedst, nemlig at trolle firmaet med Winner Taco-memes, hvilket til sidst irriterede Algidas PR-afdeling så voldsomt, at man bøjede sig for kravet. Tusinder meldte sig under fanerne, og Algida blev nådesløst bombarderet med tweets.

Annoncering

I januar 2014 annoncerede Algida så endelig, at Winner Tacoen var på vej tilbage til europæiske frysediske. En måned senere dukkede den delikate snack op i handlen igen i Italien.

La guerra es finite,” skrev en af arrangørerne bag aktionen på den italienske Facebook-gruppe dedikeret til sagen. ”Vores mission er lykkedes,” skrev de og poserede som sejrherrer med Winner Tacoer i hænderne på gruppens billeder. For de som kæmpede for Winner Tacoens comeback, var krigen endelig omme. Og sejren var i den grad sød.

I Danmark har der også kørt en kampagne for at bringe Winner Tacoen tilbage (her er der i hvert fald otte mennesker, der har sluttet sig til den gode sag), men Frisko har endnu ikke valgt at genintroducere isen herhjemme.

"Det er ikke til at sige, om den kommer til Denmark for indeværende," skriver en forbrugerkontakt for Unilever, som ejer Frisko, til Munchies. "Men det er klart, at vi altid lytter til folk, som efterspørger udgåede eller helt nye produkter."

Måske kræver det bare en større græsrodsbevægelse, før de tør op.