Spørg en klog person

Hvordan slipper så mange afsted med (næsten) at kopiere hits?

Både Pharrell og Childish Gambino er anklaget for at plagiere, så vi spurgte fire eksperter, hvor grænsen går mellem imitation og inspiration.
11.7.18
Childish Gambino (v) af Ibra Ake via PR; Jase Harley via AP Music Group

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Det hele begyndte, som så mange nichehistorier begynder i dag, på Reddit. En to uger gammel post på r/hiphopheads påpeger ligheden mellem Childish Gambinos monsterhit "This Is America" og den meget mindre kendte New Jersey-rapper Jase Harleys "American Pharoah". Hvad er så problemet? Det faktum, at Harleys single udkom i marts 2016. Reddit-tråden blev hurtigt en varm kartoffel på Twitter, og beskyldningerne om plagiat begyndte at flyve. Men så postede Gambinos manager, Fam Udeorji, et tweet, som siden er blevet slettet: "'This Is America' er tre år gammel, og vi har ProTools-filerne til at bevise det, så fuck jer og jeres mødre." Punktum.

Annoncering

Det, at de subtile ligheder mellem sangene har fået så meget opmærksomhed, er en historie i sig selv. Folk elsker en god historie om en underdog, der bliver trynet af en stor spiller, men der lader også til at komme mere og mere opmærksomhed blandt folk uden for musikindustrien på, hvad der tæller som plagiat, og hvad der ikke gør. Højt profilerede sager skaber mere opmærksomhed, og det sætter også fokus på, hvor kompliceret problemet ofte er – det mest omtalte eksempel er formodentlig Marvin Gayes bo mod Robin Thicke og Pharrells "Blurred Lines". Men sagerne forekommer faktisk langt hyppigere, end man lige tror. Du kender sikkert allerede et berømt eksempel. Tv-reklamer, der lyder i retning af kendte hits – en Whites Stripes' "Seven Nation Army", som reklamerer for en spilletjeneste, hvor det bare ikke helt lyder som Jack White bag guitaren for eksempel.

Inden for sync-verden – den del af musikbranchen, der beskæftiger sig med at sætte musik til levende billeder – oplever man tit kunder, som har forelsket sig i et bestemt track, men ikke har råd til at bruge det. Derfor beder de om et stykke musik, der minder om det. Lyder-som-sange (sange, der aktiv forsøger at efterabe nøgleelementerne ved et hit) er særligt risikable. Eminem lagde sag an – og vandt – mod New Zealands National Party sidste år, fordi de plagierede "Lose Yourself" i en kampagnevideo. Efter Kanye West havde udgivet kæmpesuccesen Yeezus i 2013, blev spørgsmålet, "Har I noget, der lyder som 'Black Skinhead'?" så almindeligt, at det blev en intern vittighed i branchen. Sidste sæson opkaldte det britiske sync-fællesskab deres Fantasy Football-liga efter det.

Annoncering

Jeg har talt med fire personer i sync-branchen for at få deres perspektiv på sagen og finde ud af, hvordan de holder sig oppe på beatet med trends i musikverden og samtidig undgår at plagiere andre kunstneres værker.

Phil Stubbs – salgs- og marketingdirektør for BMG Production Music UK

Det er en svær balancegang at lade sig inspirere af noget og samtidig undgå at plagiere det, fordi vi i vores branche laver musik til produktioner og ikke til hitlisten. Nogle medieproducere og redaktører er godt inde i musikken, men flertallet er ikke nødvendigvis særligt musikalske. Når de forsøger at beskrive et track, så siger de ikke nødvendigvis: "Jeg vil have en 4/4-takt her og et crescendo der." Man forsøger at fange en følelse eller en fornemmelse, og den letteste måde at beskrive den på er ved at sige: "Jeg vil have noget i stil med den her sang," fordi den har det tempo, den stemning og atmosfære, som man leder efter. Vi prøver aktivt at undgå at lave en kopier, fordi det ikke nødvendigvis er det track, de vil have, men den stemning, nummeret fanger. Hvis en klient ønsker en særlig genre, så må vi skabe en original version af det. Så bruger vi den samme instrumentering og produktionsteknik, som folk fra den scene gør. Man løber selvfølgelig den risiko, at det lyder som andre kunstnere fra scenen, men det er ikke derfor, man skriver musikken. Eminem-sagen var ret dum – når man lytter til musikken fra kampagnevideoen, er det tydeligt, at de har stjålet ideen.

Annoncering

Den gennemsnitlige person på gaden hører måske, at to numre lyder ens, men hvis man analyserer dem nærmere, afviger de fra hinanden i forhold til toneleje og progression, hvilket gør, at de juridisk set er på det rene. Der findes meget få eksperter på området, men de har altid travlt, fordi der altid er nogen, som sagsøger andre for brud på intellektuel ophavsret. "Blurred Lines" satte for alvor fokus på problemet i den brede offentlighed. Det har sådan set altid eksisteret, men det får mere omtale i dag.

Sabrina Di Giulio – tidligere leder for kreativ udvikling på Massive Music

Når man skal undgå at plagiere andre, handler det tit om at uddanne og give klienter et realistisk indtryk af, hvad de kan forvente, når de beder om en lyd baseret på et helt bestemt track. Jo bedre man er til det, jo mindre risiko er der for, at du ender med et resultat, der ligger for tæt på originalen. Det er altid en god idé at påpege over for klienten, at der er mange mindre tydelige aspekter, som også kendetegner et track – ting som BPM, instrumentering og de følelser, musikken vækker – frem for melodistykker og specifikke musikalske elementer, der kan få komponisten i fedtefadet. Jeg har ikke oplevet, at folk er mere forsigtige i kølvandet på de store retssager, men jeg kan godt forestille mig, at producerne tænker sig om en ekstra gang, inden de trykker på send-knappen.

Vin McCreith – komponist

De anvisninger, jeg modtager fra kunder, lyder som regel noget i retning af: "Referencerne er kun til inspiration – det skal ikke lyde præcis sådan her,” skrevet med store bogstaver. Vores opgave er at få et brand til at se godt ud, og plagiat ser bestemt ikke godt ud. Kreativt set er jeg heller ikke interesseret i at kopiere noget, der allerede er lavet, og jeg vil hellere at mit pitch er 'helt forkert' end lige præcis det, som de forventer. Det er måske ikke den bedste forretningsstrategi på kort sigt, men som komponist er det min pligt at kæmpe for musikken, og på den lange bane er det dét, både jeg og kunden er bedst tjente med. Jeg tager gerne BPM fra tempo-tracket og lader mig inspirere af det, men efter det lytter jeg sjældent mere til referencerne. Fremtiden for de her sager – især i lys af "Blurred Lines" og "Thinking Out Loud" – er jævnligt noget, folk spørger om, men enhver, som kender til musik, kan spotte et plagiat, og det var ikke tilfældet i de sager. Det er bare et hold ivrige advokater, som forsøger at generere flere penge for deres klienter.

Da jeg var yngre, var jeg helt besat af ikke at lyde som andre. På et tidspunkt finder man sit eget musikalske sprog og begynder at producere unik musik, som ingen har hørt før, og så indser man, at det er, fordi ingen har villet høre det! Når ens unikke touch og ens inspirationskilder er i perfekt harmoni, har man fundet sin egen stemme. Musik opstår ikke bare ud af den blå luft. Det bygger på fortiden fra folk til blues til rock til disco, punk og så videre. Som komponist er man summen af alle genrer, stemninger og grooves og al den musik, man har lyttet til, siden man var barn. Man gør det så godt, man kan, og håber på, at det kommer til at påvirke fremtidige generationer.

Craig Beck – tidligere produktionsleder ved Universal Production Music

Det har stået på i årevis. Jeg mixede i reklamebranchen i mange år, og dengang fandt det også sted. Nu og da blev jeg bedt om at lave noget, der lød som Black Keys eller noget andet, men det havde jeg aldrig lyst til. Jeg vil ikke smides under bussen, bare fordi en kunde ikke har pengene til at betale for det rigtige nummer, men reklamebureauerne er ligeglade. De tænker kun på kunderne. Dengang handlede det meget om at løbe risikoen og satse på, at det ikke blev opdaget. I dag har man software til at opspore plagiat. Hvis man laver noget, der minder for meget om noget andet, kræver det ikke andet end et program og et par øre for at regne ud: "Hov, der er ikke nogen sync-deal på den her."

Vi afholdt en konference for nogle år siden, hvor en musikekspert kom og fortalte os, hvor grænsen går. Hans konklusion var stort set, at hvis en sag ender i retten foran et nævningeting, som ikke forstår musik, tænker de næsten altid: "Jeps, det lyder som det samme stykke musik," hvis man afspiller to numre for dem. Jeg har tit fået til opgave at lytte tracks efter for at vurdere, om de lød for meget som kendte hits, men hvis der er nogen som helst tvivl, skal man få en ekspertvurdering. Det er svært med musik. Hvis man fjerner teksten fra ligningen og kun ser på melodien, så er det ikke det samme som at kopiere en tekst ord for ord. Man kan ikke tage patent på en bestemt stemning eller musikalsk atmosfære.