Noiseys 100 bedste album 2018
Illustration: Alex Gamsu Jenkins
Noisey

De ti bedste album fra 2018

Her er Noisey-redaktionens favoritter fra det forgangne år.
12.12.18

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

1543941035614-10-american-pleasure-club-a-whole-fucking-lifetime-of-this

Den Baltimore-baserede indiehelt Sam Ray har udgivet helt ufatteligt meget fed musik i 2018, hvor han har vekslet mellem ambient-eksperimenter som Ricky Eat Acid og EDM-agtig ”cheerleader-musik” som den ene halvdel af The Pom-Poms i samarbejde med sin kone, Kitty. Der er små juveler over alt i hans produktioner, men A Whole Fucking Lifetime of This, det første album under nyt navn fra projektet tidligere kendt som Teen Suicide er det mest helstøbte og bemærkelsesværdige af dem alle. Det byder på rå akustisk nerve, ømme samples, panisk post-hardcore og flimrende housebeats. Det hele bliver holdt sammen af et tekstunivers, der på mange måder kan læses som en impressionistisk novellesamling.

Annoncering

Fortiden spøger stadig i kulissen. Den luksuriøse "This Is Heaven and I'd Die For It" er så besat af sin egen drømmeverden, at den virker beruset, og ”New Year’s Eve” emmer af glæde og er pakket med soli. De to sange er opbygget som rocknumre – vers-omkvæd-vers, "I get weak when you call me / Don't wanna go to the party" – men det er også undtagelsen, der bekræfter reglen. Nøglen til at forstå pladen er mere abstrakt. På "Let's Move to the Desert", et fredfyldt nummer med en opløsende stemning, som er drejet over muterede samples fra Frank Oceans ”At Your Best You Are Love”-cover, dagdrømmer Ray højt: "Every day / Falling in love / It's not so easy / To be so sad / When you can always touch the sun."

Den følges op af "There Was a Time When I Needed It", en udmattet sang om at blive hjemsøgt af afhængighed: “I know it's gonna hurt / I'm sweating through my sheets / I haven't slept in weeks / My head is pounding / There's vomit on my shirt.” Ray fokuserer intenst på de små øjeblikke. En drøm om at flygte ud i ingenting og et øjebliksbillede i form af et flashback til afvænningsprogrammet bliver til et udtryk for de samme ting: totalitet, begær, frygt, knusende medfølelse.

Pladen springer fra et æstetisk udtryk til et andet uden varsel, og derfor er det de lyriske tråde, der formfuldender Fucking Lifetime. Ray udpeger Raymond Carver og Will Oldham, to forfattere, der altid har haft øje for hverdagens små detaljer, som inspirationskilder. Men for Ray er grænserne udviskede – hvor ender afhængigheden, og hvor starter den altopslugende kærlighed til et andet menneske? Hvordan adskiller man de to, når begge har præget ens liv så markant? "When I first tried it / It changed me," synger han i begyndelsen af ”Eating Cherries”. Kort tid efter følger: "Baby, you changed me / I'm not over it".

Annoncering

Ray har mere end nogen anden gjort alsidighed til et kendetegn for sin kunst, men hans tidligere materiale gjorde også den æstetik lettere at arbejde med. De sidste par Teen Suicide-plader var omfattende nok til at rumme det fulde spektrum; gruppens svanesang fra 2016, It's the Big Joyous Celebration, Let's Stir the Honeypot, var et 70 minutter langt opus fordelt på 26 tracks. Fucking Lifetime udspiller sig over bare 35 minutter. Og fordi den er så forsigtigt komponeret og arrangeret, så fuld af sine egne realiserede følelser, lader den til at være endeløs. –Alex Robert Ross

1543941050697-9-dj-koze-knock-knock

“Music on My Teeth” fra DJ Kozes første album i fem år åbner med et citat fra den britiske filosof Alan Watts. ”Tid er en social institution og ikke en fysisk realitet,” hører vi ham sige i et forvrænget toneleje over et par ømme guitarakkorder. Havde den tyske producer Stefan Kozalla inddraget en længere bid, ville vi høre forfatteren til The Way of Zen forklare, at selv om tiden ikke eksisterer for egern og firben eller have og bjerge, ”så har alting en rytme – en tidevandsrytme, en biologiens udviklingsrytme. Der er rytme, og der er bevægelse.”

Man kan på mange måder læse citatet som en metafor for den overvældende oplevelse, når man træder ind på en klub, der peaker, og mærker four-on-the-floor-beatet vibrere op gennem fødderne – en lyd, der opstod i samspil med den mekaniske summen i industribyer som Detroit og Chicago, men det er den gengivelsen af hjerterytmen, der gør musikken så inderlig og rørende.

Annoncering

Henover årene og de mange album, mix og remix han har udgivet som Koze, har grundlæggeren af Pampa Records vist sig at være meget opmærksom på lighederne mellem elektronisk musik og rytmerne i menneskers krop og sind, faktisk i en grad hvor det egentlig er en reducerende betegnelse at kalde ham ”klub”-producer i ordets traditionelle forstand. De fleste tracks på Knock Knock passer bedre til det øjeblik, hvor man kravler ned i sin seng efter lang nat i byen, og ”Music on My Teeth” er dybest set én lang guitarsolo med søvndyssende vokal leveret af den svensk-argentinske sanger José González.

Om han sampler Gladys Knight, en melismatisk fløjtemelodi, Bon Ivers Justin Vernon eller en mor, der synger “He’s Got the Whole World In His Hands” for sit barn, formår Kozalla hver gang at udstyre samtlige byggeklodser i nummeret med musikalsk varme. Det er på mange måder hans signaturlyd, men på Knock Knock er det tilmed et organiserende princip, hvor de glidende kontraster mellem forskellige genrer og perioder (70’er-soul, Laurel Canyon-rock, Dilla-agtige samples, gamle kendingsmelodier fra tv-serier) står i anden række bag den overordnede stemning. Det er den samme følelse, man oplever, når tager en bid af et hjemmelavet måltid og øjeblikkeligt transporteres tilbage til en mindre kompliceret tid i ens liv, og man indser, hvor stærk forbindelsen mellem hukommelsen og sanseerfaringer er. Og det er en oplevelse, der har en vis melankolsk eftersmag – du får aldrig de øjeblikke igen – men du skal til gengæld ikke bruge en tidsmaskine for at genopleve dem. Det er det, musik handler om, og Knock Knock er en stærk påmindelse. –Emilie Friedlander

Annoncering
1543941065303-8-the-armed-only-love

Den store hemmelighed ved Only Love er, at det er en popplade, der udgiver sig for at være et hardcore-album. Det første, der rammer dig, når du trykker play, er The Armeds desorienterende kaos, men musikken har også en mærkeligt fordækt kvalitet, som om en videnskabsmand har dryppet Dillinger Escape Plan-DNA ned i en kolbe fuld af Top 40-hits. Pladen er tætpakket med tweakende synthesizere og multifacetteret anarki. Det er svært at beskrive lyden præcist, men det kommer heller ikke som nogen overraskelse, når man tænker på, hvor svært bandet er at sætte ord på. Det Detroit-baserede kollektiv har været meget gådefulde omkring, hvem de er, og hvor de kommer fra. Flere fans taler endda om, at bandet i virkeligheden er et projekt orkestreret i hemmelighed af Converge-guitarist Kurt Ballou.

Live er The Armed kendt for at medbringe en mindre hær af guitarister på scenen og have en mand i en kamuflagedragt og en selfie-besat kvinde med, der stille og roligt drikker vin og spiser muslinger ved et picnicbord midt i pitten, mens kaosset udfolder sig omkring dem. The Armeds musikvideoer er ikke mindre forvirrende – kortfilm om enmandskaraokebands, en elegant danseoptræden, der udvikler sig til en anarkistisk voldsscene og Tommy Wiseau fra The Room, der lytter til Only Love, mens han er iført føromtalte kamuflagedragt.

I det hele taget er Only Love ikke så meget et afgrænset stykke musik så meget, som det er et omfattende stykke konceptkunst. Og hvad handler det om? Hvem ved. Det er ikke sikkert, The Armed ved det – hvem end de er. Under alle omstændigheder formår pladen at gøre noget helt unikt ved at tage hardcore, en genre, der ikke har udviklet sig i årevis, og vende op og ned på den og vise, at der fortsat er plads til udvikling for folk, der growler. –Dan Ozzi

Annoncering
1543941076904-7-travis-scott-astroworld

ASTROWORLD er lyden af lige nu og her. Travis Scotts opus, der har været i støbeskeen i tre år, har ikke så meget på hjerte i løbet af sine 17 tracks, men det er 2018, og det er kun tabere og gamle mennesker, der bruger det argument som en sviner. Næsten hvert eneste nummer, lige fra albumåbneren ”STARGAZING”, skifter beat mindst en gang undervejs. Tematisk giver det god mening; det er Scotts rejsedagbog, hvor hver instrumental mutation repræsenterer et nyt bump, sving eller loop i på rapperens store livsrutsjebane. Og i dag er der heller ikke nogen, der har tålmodighed til at lytte til et enkelt beat i mere end to minutter ad gangen.

“STOP TRYING TO BE GOD” er en buffet af soniske ideer. I den ene ende finder du funklende synthesizere og trap-lilletrommen, mens den anden byder på Kid Cudi, Phillip Bailey, James Blake og Stevie Wonder, uden at det virker som et virvar. “NO BYSTANDERS” med JUICE WRLD og Sheck Wes’ ”BITCH!”-adlibs er et nummer, der er bygget til at moshe til. Det er en utrolig tyngde, som sangen på en eller anden måde formår at bære uden at briste under sin egen vægt. Et sted imellem godterne præsenteres man også for Kevin Parker fra Tame Impalas evner som producer og selvfølgelig den titaniske Drake-feature ”SICKO MODE”. ASTROWORLDs hensigt er at lyde cool og bruge cool folk, og det lykkedes albummet med på begge fronter. Det er i sandhed en plade for den nye generation. –Jabbari Weekes

Annoncering
1543941088879-6-robyn-honey

Man kan med rette sige, at otte år er lang tid. Det er lang nok tid til at få at barn og se det vokse op. Man kan nå at skifte job, finde nyt sted at bo og skifte kæreste adskillige gange. Man kan genopfinde sig selv fuldstændigt på otte år. Men på den anden side er otte år ikke lang tid. Tiden flyver af sted. Hvis man lukker øjnene, kan man smage måltider, man har spist, se sit gamle yndlingsoutfit for sig, mærke et kys fra den, man elskede. Det hele føles, som om det skete i går. Robyns ottende album, Honey, udkom otte år efter det sidste, og samtlige bemeldte følelser gør sig gældende, når det handler om hendes kunst. Albummet lyder som otte års liv: romantik, hjertesorger og livskriser set gennem natklubbens bittersøde linse.

Robyn har også ændret sig. Honey er sød og glødende, en sirupagtig sødme præger hele pladen, mens Robyn selv udviser en anderledes og meget mere afslappet energi. “I just want you to be able to be yourself,” sukker hun på albumlukkeren ”Ever Again,” og hendes ord er fulde af varme og empati. “There's nothing to worry about / How 'bout we stop arguing and do something else?”

Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der gør Honey så exceptionel, men det er sikkert det samme, som gør alle hendes plader exceptionelle, nemlig at hendes sange altid er i stand til at gøre to ting på én gang: de minder dig om dine egne dybfølte sorger, samtidigt med at de indgyder en følelse af taknemmelighed, og tit endda ekstase, over at være i live og i stand til at opleve dem. –Daisy Jones

Annoncering
1543941107507-5-janelle-monae-dirty-computer

Janelle Monáe åbner det stærkeste track ”Crazy, Classic, Life” med at erklære sig selv for “young, black, wild, and free”. Det er ikke en kombination af personlighedstræk, der altid har været mulig at have for sorte i USA – heller ikke for Monáe, der først med Dirty Computer har lagt sit robotagtige alter ego bag sig. Når hun synger: “I am not America’s nightmare / I am the American Dream,” så er det tegn på, at hun nøje har overvejet sin outsiderstatus som sort queerkvinde i USA.

Dirty Computer er et pop-paradis, der bearbejder sangerindens politiske overbevisninger, identitet og seksualitet. Flere steder på albummet slår hun over i rap og bruger det til at understrege sine mest markante pointer, som da hun fik at vide, at hun var ”too black” (“Crazy, Classic, Life”) og ”too mannish” (“Django Jane”). Hendes mening om kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe er krystalklar, når hun siger: “If you try to grab my pussy / This pussy grab you back,” og ladet med seksuelle referencer på ”Screwed,” hvor hun sætter lighedstegn mellem sex og magt. Monáe har aldrig været så direkte i sine tekster, og det skyldes hendes karakterdrevne måde at skrive sange på. Hvor vi på tidligere album er blevet holdt en armslængde fra sangeren, er Dirty Computer en invitation til at træde indenfor.

For første gang elsker Monáe uden frygt. For ti år siden sammenlignede hun sig selv med en outlaw for at forelske sig i et menneske – en forbrydelse for en robot. I dag tøver hun ikke i sin kærlighed. “If I’m gon’ sin it’s with you,” synger hun på ”Don’t Judge Me”. De mure, hun har bygget, falder langsomt fra hinanden. Med sine ømme R'n'B-øjeblikke, den tyggegummipoppede stemning og sin perfekte eksekvering er Dirty Computer et album, der fremviser alle Monáes største kvaliteter. På ”Django Jane,” som er det eneste nummer, hvor hun udelukkende rapper, spørger Monáe: “If she the GOAT now would anybody doubt it?” Janelle Monáe er modnet som kunstner, og det kan ikke benægtes. –Kristin Corry

Annoncering
1543941121074-4-snail-mail-lush

Da St. Vincent i 2014 optrådte med ”Cheerleader” til Pitchfork Music Festival, var der et videoklip fra koncerten, der gik viralt – ikke på grund af kunstneren, men på grund af en person i publikum. I et par sekunder af klippet ser man en ung kvinde, som står klinet op mod barrieren og skriger af fuld hals med på sangens omkvæd: “I, I, I, I, I don’t wanna be your cheerleader no more”. Hun ser så begejstret ud, som man kun gør, når man står forrest til en koncert med sin yndlingskunstner, mens de spiller ens yndlingssang. Det er surrealistisk at se klippet i dag, ikke fordi det ikke stadig er sjovt og smukt, men mest fordi pigen viste sig at være en 15-årig Lindsey Jordan: guitarekvilibristen, der i en alder af 19 i år har udgivet sin debutplade, Lush, der er et album, der byder på samme ekstase og kraft, som der var i vores første introduktion til musikeren.

Lushs akse er de tre numre “Pristine,” “Heat Wave” og “Full Control,” som resten af pladen er centreret sig omkring. Alle tre numre er tilsyneladende kærlighedssange. Men derudover er pladens fokus Jordans kamp for selvbeherskelse. Det er sange, der handler om at være bevidst om sin egen styrke, når man konfronteres med vægelsindede kærester og fjender. Når hun skriger: “I know myself and I’ll never love anyone else,” på “Pristine” eller “I’m in full control / I’m not lost / Even when it’s love / Even when it’s not,” på “Full Control”, er budskabet lyslevende og galvaniserende. Lush fremkalder ungdommens ild på et dybt, nærmest molekylært, niveau. Det er musik, man skriger med til, når man er den eneste i verden, der forstår sandheden. Man kunne forestille sig, at Jordan ville tjene kassen på at udgive en karaokeversion af Lush, fordi albummet deler DNA med følelserne-uden-på-tøjet-emobands som Paramore og Jimmy Eat World på et åndeligt niveau, hvis ikke helt på et æstetisk.

Annoncering

Man kan på ingen måde kalde Lush for en DIY- eller lo-fi-plade – Jordan har spillet guitar, siden hun var fem, og det fremgår tydeligt af hendes komplicerede fraseringer. Pladen er produceret med varme og klarhed, men vælger sjældent den sikre vej. Orgeltonerne udstyrer ”Speaking Terms” med en hjemsøgende atmosfære, og den sørgmodige guitarsolo på ”Deep Sea” er hjerteskærende. Jordan er lige så god med lyde, som hun er med sit sprog, og selv uden vokal er Lush en dybfølt oplevelse.

Når man lytter til Lush, kan man slet ikke lade være med at se billedet af den 15-årige ekstatiske Jordan for sit indre øje, mens hun rocker ud til sit store idol. Det her er på samme måde et album, der inspirer til samme type tilbedelse. Det er tydeligt, at den her plade også kommer til at inspirere en anden 15-årig et sted ud i verden til at finde guitaren frem og skrive et mesterværk. —Shaad D’Souza

1543941139890-3-ariana-grande-sweetener

Henover de sidste par uger har Ariana Grande præsteret at ramme førstepladsen på Billboard Hot 100 for første gang, have et skænderi med Piers Morgan på internettet (som hun selvfølgelig vandt) og høre sit eget nummer blive spillet af Storbritanniens største rockband på nuværende tidspunkt samt afføde et populært meme. Der er ingen, der personificerer tidsånden som Ariana Grande, fordi ingen i popkulturen er lige så højt elsket, som hun er.

Der er god grund til, at folk ikke kan få nok af Grande. Udover at hun er et af de mest oprigtigt talentfulde mennesker i popindustrien, så har hun også oplevet nogle store personlige tragedier over de seneste år, men fortsætter med at udgive musik med bred appel. I august fortsatte hun sit triumftog med Sweetener, hendes første plade siden koncerten i Manchester i 2017, som var udsat for et bombeangreb, hvor 23 af hendes fans omkom. Pladen åbner med “raindrops (an angel cried)”, et Four Seasons-cover, hvor Grande stiller skarpt på tragedien og hylder ofrene. Resten af pladen har en livsbekræftende kvalitet, som ligger i forlængelse af hovedsinglen “no tears left to cry”, hvor hun synger: “I’m loving, I’m living, I’m picking it up”.

Annoncering

Mellem radiohits – hvor mange gange har du ikke hørt ”god is a woman” i år? – og de mere bizarre øjeblikke som titeltracket, der lyder, som om gulvet bevæger sig under dig, så er der masser at fejre her. Grande, der selv synger backingvokal og lægger harmonier, har en stemme, man har lyst til at flytte ind i, men viser sig også som en dygtig lytter, hvilket man ikke kan sige om mange popstjerner. Sweeteners to covers, “raindrops (an angel cried)” og især “goodnight n go” af Imogen Heap, er begge smukke i Grandes udsmykning, og hun formår at gøre den sidste (der allerede er ikonisk for sin optræden i The OC) til et varmt trap-pop-nummer, der lige så godt kunne være skrevet til hende specifikt.

Det er Grandes særlige stil – sød, men altid meget direkte ligesom sangeren selv – der gør Sweetener til en stor oplevelse. Hendes personlighed er virkelig indlejret i pladen, og fordi hun er en af de mest feterede figurer i dansk pop, lå det i kortene, at hun ville udgive en af årets største plader. Den behøvede ikke engang at være så god, som den er, men med hendes bløde stemme, features med blandt andre Missy Ellitt og popsange som “breathin’” og “everytimes” har Ariana Grande og Sweetener alt det, man kunne ønske sig. –Lauren O’Neill

1543941152912-2-kacey-musgraves-golden-hour

Det her er lyden af Kacey Musgrave, der mestrer sin kunst. Golden Hour er varm, fyldig og psykedelisk – den repræsenterer det brud med countrymusikkens konventioner, som hun tidligere har varslet. Det er et album, der handler om alle kærlighedens afskygninger – den romantiske, den platoniske, den sympatiske, den stofomtågede, den smertefulde – men næsten samtlige numre på pladen er opfyldt af en åbenhed og en naiv forundring over verden. "Bursting with empathy / I'm feeling everything," synger hun på ”Mother”, selv om det lige så godt kunne have været en fodnote til samtlige sange. Musgraves har skabt et album fyldt med ærefrygt – en plade, der får det velkendte til at lyde nyt og friskt.

Annoncering

Der er aldrig nogen, som har stillet spørgsmålstegn ved hendes evner som sangskriver, men inden Golden Hour udkom, var der mange, der pegede på, at hendes potentiale var begrænset enten af hendes egen formåen eller af countryindustriens kedelige normer for kvindelige kunstnere. Debuten, Same Trailer, Different Park, fra 2013 viste en lovende og charmerende sanger med et øre for onelinere, en forkærlighed for joints og en fandenivoldsk attitude over for tilværelsen. Men på Pageant Material, Musgraves andet album, der udkom i 2015, brugte hun alt for meget tid på at insistere på, at hun stadig bare er en no-bullshit-pige fra Golden, Texas.

I dag er det et fjernt minde. Golden Hour åbner med en ode til sætte farten ned i livet (”Slow Burn”), sørger over ensomheden (”Lonely Weekend”) og bygger så op til den sødeste country-pop-sang, vi har hørt de sidste fem år (”Butterflies”). Der er lige akkurat nok Neil Young-tendenser til at distrahere lytteren fra det faktum, at ingen af sangene teknisk set er country. De er præget af en kosmisk melankoli fremfor de rustbrune, whiskeyskingre hjertesorger, der normalt præger genren. Melodierne er æteriske og flyver ud af højtalerne som små hallucinationer.

Der er ét nummer, som især bryder med konventionerne. ”High Horse”, en funklende, Stetson-beklædt discosang, er lige så sjov, som den er ligefrem ("Darlin', you take the high horse and I'll take the high road / If you're too good for us, you'll be good riding solo"). Den fortjener al den ros, den har fået som single, men det utrolige er, at den passer ind perfekt her – mellem den tvetydige ”Wonder Woman” og det kærlighedstunge titeltrack. Lyrisk set er numrene del af den store helhed, der er en en meget virkelig og kompleks identitet, som Musgrave nu kan formidle uden at skulle kæmpe for at gøre opmærksom på den.

Noget af det skyldes den omhyggelige produktion, der præger Golden Hour. Musgraves har for nylig sagt, at hun er kendt som ”the axeman” i studiet. Et kælenavn, der hentyder til hendes nådesløse redigering af sin egen lyd under arbejdsprocessen. Det er en af hendes største styrker. Det havde været så let at pakke den her plade med en lysergisk tåge, som Musgraves så skulle kæmpe sig igennem. Med i stedet stikker Golden Hour ud på grund af præcis de ting, som man ikke hører på pladen. Den er smuk i al sin kompositoriske enkelhed – en kærlighedserklæring til sangerens mand og familie og blomster, universet, cannabis og alt andet mellem himmel og jord. –Alex Robert Ross

1543941168211-1-Tierra-Whack-Whack-World

Tierra Whack tænker meget på fordøjelse. Hun har skrevet en hel sang om, hvor vigtigt det er at drikke vand og spise masser af fibre, og en anden sang om kyllingevinger. Hendes fordøjelsessystem har også været et tilbagevendende emne, som har undret pressen i forbindelse med hendes debut Whack World. En coverhistorie for The FADER – et magasin, der bliver taget gravalvorligt af mere karriereorienterede kunstnere – åbner med hendes højtråbende hyldest til lugten på festivaltoiletter. I et andet interview beskriver hun, hvordan hun altid tømmer tarmene inden sine koncerter.

Den her bizarre fascination kan forklare, til dels i hvert fald, hvorfor hendes debutplade består af 15 numre, der alle sammen varer 60 sekunder. Pointen er tydeligvis, at den skal være letfordøjelig. Vi lever i en tid, hvor streaming-algoritmer har gjort, at et gennemsnitligt rapalbum i dag har samme længde som en arthousefilm. Men til trods for det, er der ingen, som har tålmodighed til episke plader længere. Verden straffer os mennesker for ikke at have forvaltet dens ressourcer ordentligt. Vi er alle sammen konstant distraherede og bekymrede, og de fem roligste minutter, vi har i hverdagen, er dem, vi bruger på at trawle igennem vores venners Insta-stories. Whack World er en unik refleksion over det fænomen. Det virker i hvert fald som en plade, hvor samtlige numre er designet til at passe ind i et IG-grid.

Tierras skriver i et nærmest imagistisk sprog og tager udgangspunkt i tilsyneladende ubetydelige detaljer, som hvor syreholdig en specifik danskvand er, hvordan kulhydrater og grøntsager overlapper på hendes tallerken, eller hvor effektivt et særligt mærke myggespray er. Teksterne bliver med jævne mellemrum uforståelige, men på en pointillistisk facon, hvor alle de små vignetter sammen giver et slående helhedsindtryk. Hun har hjertesorger, er forvirret, overvældet og ekstatisk – ofte rulles følelserne ud på samme tid. Det har på samme tid en selvmodsigende effekt, at hun strukturerer pladen som et medley af forskellige farverige komponenter. Det er på en eller anden måde et godt billede af det kaotiske liv i 2018, det uendelige scrolls tidsalder, men på samme tid er det farverigt og festligt nok til at skære igennem larmen.

Whack World er fyldigt, men kommer i små surrealistiske bidder. Jo mere tid du tilbringer i selskab med det, jo mere påfaldende bliver kompleksiteten i Tierras værk. ”Fruit Salad” er et raptrack, der handler om at spise sine grøntsager, som leveres med sukkerdryppende og elastiske toner. På ”4 Wings” bliver Whacks yndlingskylling (gennemstegt, salt, peber, ketchup og chilisauce) en metafor for hendes egen livsfilosofi (hårdkogt, men åben over for ny indslag). Der er også en bitter, autotunet pseudo-countrysang på pladen, der lyder som følelsen af at tage en bid af en citron. Men på en eller anden måde spiller det hele. Whack kan fordøje samtlige ingredienser. Når hun så har bearbejdet det, kommer det op igen – stinkende, farverigt og fyldt med liv. —Colin Joyce

Du kan læse Noiseys fulde liste med de bedste 100 album fra 2018 på engelsk her.