Derfor dokumenterer en dansk fotograf Londons 'food banks'

FYI.

This story is over 5 years old.

fattigdom

Derfor dokumenterer en dansk fotograf Londons 'food banks'

”Nogle mennesker vil rigtig gerne snakke om alt det uretfærdige, de er blevet udsat for. De er godt klar over, at det sker over det hele, og de synes ikke, det er i orden.”

Den her artikel er oprindelig udgivet af MUNCHIES UK og bringes her med bidrag fra MUNCHIES Danmark.

Der skal ikke meget til, før man kan ende på bunden af samfundet. Hvis man ikke er i stand til at arbejde på grund af sygdom, rammes af kontanthjælpsloftet, eller en tragisk begivenhed sætter gang i et misbrug, kan man stå i en situation, hvor selv det at skaffe mad kan være en udfordring. UNICEF vurderer, at der fra 2008 til 2012 blev 13.000 flere danske børn, der lever i fattigdom, og i 2016 ansøgte rekordmange danskere om julehjælp. Nedskæringer i velfærden er kun med til at skubbe flere ud over kanten.

Annoncering

I Storbritannien er antallet af donationer fra såkaldte food banks – organisationer drevet af frivillige, der uddeler dagligvarer til de allermest trængende – stigende. Sidste år blev der i Storbritannien uddelt 1.182.954 nødrationer med mad til tre dage. Det er 70.000 flere gange end sidste år.

Den danske fotograf Kristian Buus bor i London, og gennem sine billeder vil han gerne give folk, der gør brug af food banks, mulighed for at fortæller deres historier. Hans seneste multimedieprojekt Voices from the Vault er en serie af portrætter og interviews med nogle af de mennesker, der har måtte søge til food banks i Hackney, en bydel kendt for sit blomstrende kulturliv og gentrificering, men som stadig har en af de højeste andele af fattige i den britiske hovedstad.

Ved siden af centeret, hvor maden blev uddelt, skabte Kristian et rum, hvor han kunne snakke med alle, der havde lyst til at fortælle deres historie, og tage billeder af dem. Blandt de mennesker, han mødte, var en mand, som havde 20 kroner tilbage at leve for, og en mor, der forsøgte at klare sig for 700 kroner om ugen efter at være skredet fra et voldeligt forhold.

Miss D blev af helbredsmæssige grunde tvunget til at stoppe med at arbejde i 2014. Alle billeder og tilhørende tekster af Kristian Buus.

Vi tog fat i Kristian for at høre mere om de mennesker, han mødte, og hvad Voices from the Vault kan lære os om moderne fattigdom. MUNCHIES: Hej Kristian. Hvorfor har du valgt at fokusere på food banks i Hackney?
Kristian Buus: Jeg har boet i Hackney i 20 år. Jeg har set, hvordan Hackney har forandret sig i løbet af årene. Bydelen er blevet en del mere velstående end tidligere, og det er selvfølgelig en god ting, men jeg har altid været bevidst om, at den udvikling ikke kommer alle til gode. Der er en stor del af indbyggerne i Hackney, som er fanget i tidligere tiders fattigdom.

Annoncering

Der bliver talt så meget om food banks, men vi hører ikke så meget fra dem, der modtager den. Jeg vidste, at der var centre i Hackney som uddelte mad, så jeg besluttede mig for at kigge nærmere på det. Jeg ville gerne høre, hvorfor folk havde behov for hjælp, og fortælle deres historier til resten af verden.

Jeg har arbejdet on and off på projektet de seneste fem år. Eftersom det er mit eget projekt, skulle jeg finde tiden til det og samtidig finde de mennesker, der havde lyst til at dele deres historie.

Robert har fået to hjertetransplantationer og lider af epilepsi. Han har for nylig fået trukket sin bistand.

Hvordan fik du fat i folks historier?
Jeg anrettede et mobilt studie ved to af de fire food banks, vi har i Hackney. Det var kirker, så de havde de ting, jeg skulle bruge. Jeg stillede alting op inde i kirken, mens uddelingen af mad foregik i tilbygningen ved siden af. Så hang jeg ud derinde, hvor folk fik uddelt mad og kunne tale med de frivillige, som behandlede deres sag. Jeg havde mit kamera om halsen, så det var tydeligt for enhver, at jeg var fotograf. Jeg begyndte bare at snakke med folk, hvis jeg synes, de lignede nogen, man kunne snakke med. Dem, som så ud til at have det rigtig skidt, lod jeg være i fred.

Paula Couch og hendes søn. Efter en prøve hos sundhedsmyndighederne blev hun ikke godkendt til at få bistand, og hun har derfor ikke modtaget økonomisk hjælp i et par måneder.

Hvordan reagerede folk, når du snakkede med dem?
Det var rigtig nemt at få folk til at tale, men sværere at få dem til at gøre det til et kamera. Der var nogen, som ikke havde lyst til, at den del af deres liv skulle dokumenteres, og frygtede, at det blev set af fremtidige arbejdsgivere eller den slags. Der er mange forskellige grunde til, at folk beder om at få uddelt mad, og det er alle gode grunde. Det var den historie, jeg gerne ville fortælle. Men det er også den historie, der er sværest at give videre.

Annoncering

De mennesker, som ikke havde noget problem med at stå foran et kamera, synes det var en virkelig vigtig historie. Nogle af dem ville meget gerne snakke om alt det uretfærdige, de var blevet udsat for. De er godt klar over, at det sker over det hele, og de synes ikke, det er i orden.

Tom har lidt af depression i årevis på grund af en voldelig opvækst. Han er homoseksuel og kan ikke fortælle sin familie om det, fordi han frygter en voldelig reaktion.

Din udstilling indebærer både foto og video – hvorfor har du valgt begge dele?
Det startede som et portrætprojekt, men jeg ville egentlig gerne høre historien bag portrætterne, så jeg besluttede mig for at filme det, så historierne både fungerede på en skærm og i print. I stedet for bare at have nogle talende ansigter og optagelser af uddelingen af mad, besluttede jeg mig for at filme foran en green screen, så jeg kunne lægge klip af maden ind bag dem. Jeg ville vise den mad, de fik. De frivillige gør, hvad de kan for at skaffe det bedst mulige mad og efterkomme ernæringsbehov, men det er stadig dåsemad og andre ting, der ikke kan blive for gammelt. De er begrænset af de forhold, de arbejder under.

Chetna er mor til fire og blev tvunget til at gå fra et voldeligt forhold. For øjeblikket sover hun på forskellige venners sofaer og har svært ved at få det til at hænge sammen, fordi hun kun har 700 kroner om ugen og intet hjem.

Hvad vil du gerne opnå med projektet? Har din målsætning ændret sig undervejs?
Jeg tror, det er endt med at være større, end jeg oprindeligt havde tænkt. Jeg mødte og talte med rigtig mange mennesker, som ikke er blevet en del af det endelige projekt, så jeg har lært meget undervejs. Mit projekt er et slags mikrokosmos og dermed et billede på, at folk falder gennem det sociale sikkerhedsnet. Nogle gange er det virkelig svært at udpege, hvad der gik galt, men som oftest er det systemet, der er problemet. Det er som om, det er indrettet, så folk skal falde igennem. Rigtig mange mennesker synes, at de har gjort deres bedste, men at der var omstændigheder, de ikke kunne styre. Hele systemet er i stykker og skaber et behov for food banks, som slet ikke burde være der. Selve centrene råber ret højt op om, at de ikke skal være løsningen på problemet.

Danny arbejder en dag om ugen i et callcenter og leder efter arbejde som skuespiller. Med hans indkomst kan selv små økonomiske udsving smadre budgettet.

Hvilken effekt tror du, projektet vil have?
Først og fremmest kunne jeg mærke, at de mennesker, der var med, synes, det var rart at snakke om deres problemer. På et højere plan repræsenterer de mennesker mere end blot sig selv. Jo mere eksponering jo bedre, for jeg håber, at projektet kan være med til at skabe større forståelse for food banks og de dertilhørende sociale problemer. Jeg håber, projektet kan sprede sig til andre steder i landet og vise, hvad der foregår i de lokale områder, skabe større sympati for de sociale uligheder, food banks repræsenterer, og være med til for at skabe et mere humant system. Lad os håbe, det kommer til at ske. Tak for snakken, Kristian.

Du kan følge Kristians projekt Voices from the Vault her