FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Hvad Hitlers angiveligt deforme pik kan lære os om den måde, vi opfatter ondskab på

Ondskab ville være let at forholde sig til, hvis bare den kunne identificeres ud fra menneskets fysik. Sådan forholder det sig bare ikke.
25.2.16

Hitler foran et fallisk monument

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Adolf Hitler havde en lillebitte, deform penis og kun én testikel. I hvert fald ifølge historikerne Jonathan Mayo og Emma Cragie. Det har skabt overskrifter, men det er svært at gennemskue hvorfor. For du vidste det godt, ikke? Du har altid vidst det. Et eller andet sted i dine bagerste nakkefolder har du båret rundt på visheden om, at Hitler havde en lille pik, som sikkert også så mærkelig ud. Selvfølgelig.

Annoncering

Det er endda i teksten på en gammel marchsang i den britiske hær: "Hitler Has Only Got One Ball". Hvordan kunne de vide det? Havde de set den? Det behøvede de slet ikke, for det er super åbenlyst – overvej lige, hvor mærkelig den fyr var. Det lille pertentlige overskæg, de underlige fagter og de der underlige, posede ridebukser, som han fik alle til at gå med. Nå ja, og hans sindssyge trang til at erobre Europa. Det er altså ikke kendetegn på en mand, som har et medicinsk vidunder mellem benene. Det er egentlig et meget betryggende princip: forstyrrede ideer tilhører forstyrrede mennesker. Verden er i bund og grund et godt sted – bare ikke for mænd med små penisser.

Det gælder selvfølgelig ikke kun Hitler. Alle ved, at Donald Trump har en forsvindende lille diller – det eneste bevis er, at det er en indlysende, logisk sandhed. (Tegneren Eli Valley har indfanget det perfekt.) Hvilken slags menneske er besat af at få bygget en skyskraber med deres navn på i fire-meter høje bogstaver? Man behøver ikke have læst Freud for at gennemskue den slags kompensation. Det er det samme, som når en eller anden idiot med en formue, der er en milliard gange større end din, drøner gennem byen i sin Lamborghini, hvorefter man konkluderer, at han har en tissemand på størrelse med en ostereje.

I 2007 begyndte en liste at florere på nettet, som foregav at være en fortegnelse over en række kendte rapperes penisser, som listens forfatter Karrine Steffans påstod, at hun havde været i seng med. Den gav god mening: Selvfølgelig har Big Boi fra Outkast en, der var "stor og tyk", mens Andre 3000's er "lang og tynd". Man kan lege den samme leg med politikere, hvis man har lyst: Der er ikke urimeligt at antage, at Tony Blairs er elegant, strømlinet og frastødende, at George Bush' har form som en terning, og at David Camerons lugter af stegt bacon. På en måde er det med til at menneskeliggøre dem – ligesom de pornografiske satiretegninger under den franske revolution eller tanken om, at dronningen også går på toilettet ligesom alle andre.

Annoncering

Selvom det er sjovt, så er praksissen ikke ligefrem i overensstemmelse med historisk forskning. En af bogens forfattere – Emma Cragie – har været nødt til at klargøre i et interview med The Independent, at der kun er beviser for, at Hitlers urinrørsåbning var placeret et eller andet sted på penisskaftet og ikke, at selve hans penis nødvendigvis var mindre end normalt. Så vidt vi ved, kunne han lige så vel have haft en ordentlig kleppert. Lidelsen har den medicinske betegnelse hypospadias og er beskrevet som en "sjælden tilstand" i bogen, men den er faktisk relativt udbredt. Én ud af 300 mænd er ramt, og der er jo ikke p.t. millioner af mænd, som forsøger at kuppe den tyske stat og overtage verden. Det lyder alt sammen meget fornuftigt, men det er også et mærkeligt setup: En prisvindende forfatter som offentligt forsvarer Hitler imod beskyldninger om, at han havde en lille pik.

Vi vil virkelig gerne tro på det. Det er også derfor, at cirka alle amerikanske aviser trykte nyheden om Hitlers mikropenis, også selvom den påstand slet ikke var i bogen. Lad os glemme Førerens dadler et øjeblik, mens vi overvejer, hvad den her specifikke fantasi siger om den verden, vi lever i? Der er noget Disney-agtigt over det. I Disneyfilm er skurkene altid skurke, fordi de er deforme – man kan altid spotte skurken på det arrede ansigt eller vorterne på næsen. Hvis Nazismen bare var en følgevirkning af Hitlers lille diller, så glemmer man de tusindvis af helt normale mennesker, som også deltog i masseudryddelsen. (Og det er præcis sådan, et skræmmende stort antal mennesker forstår Det Tredje Riges opståen: Én mand havde hadefulde idéer, som folk blev forblændet af. Nazismen er her frakoblet sine rødder i klassesamfundet og statsformen.) Tillad mig at overanalysere: Som filosoffen Jacques Derrida argumenterede for, så kan man tolke den vestlige metafysiks historie som et udtryk for vedligeholdelsen af en helstøbt enhed, som hænger tæt sammen med penissens fuldenthed. Darridas term for det var derfor "phallogocentrisme". Mikropenissen er derfor en skamfering og en formindskelse af sammenhørigheden eller med andre ord en forstyrrelse af den falliske sammenhængskraft, som derfor afkodes som ondsindet.

Annoncering

Men så enkel er vores verden ikke i dag. Der er ondskab, der spreder sig overalt – ikke bare i (den amerikanske red,) finanssektor og regering. Den mad, du køber, er ond, dit tøj er lavet af børnearbejdere i Bangladesh, og din telefon udløser krige i Afrika og får arbejderne til at hoppe ud fra taget på fabrikkerne. Du er måske selv ond, hvem ved. Der er ingenting, der hænger sammen længere, men Hitlers lille pik hjælper med at løse det problem, for den samler al splittelsen og forvirringen over tilværelsen i et lille, aparte objekt. Verdens kaos er naturligvis let at forholde sig til, når ondskaben kan identificeres på ét fysisk kendetegn. Men i sidste ende er det også ret farligt at tænke sådan, for man ender med at konkludere, at en helstøbt og sund krop er idealet, og at en grim, nedslidt eller deform krop er en kilde til forurening i samfundet, som burde holdes nede. Og hvem var det nu, der havde den slags tanker?

Mere fra VICE:

Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland

Den nazistiske narkobaron, der revolutionerede kokainindustrien

Sådan blev jeg nynazist