Interviews

En ung bedemand fortæller om livet med kister i kælderen og døden som job

Christian Uldahl er 33 år og driver Uldahls Begravelsesforretning i Holte med sin mor og søster. Siden han var barn, har han været med til at sende folk videre til det næste liv.

af Alfred Maddox
08 november 2016, 8:31am

Alle billeder af Sarah Buthmann.

Christian Uldahl er 33 år, bedemand, og driver Uldahls Begravelsesforretning i Holte med sin mor og søster. Han er tredje generation af bedemænd i sin familie, og siden han var barn, har han været med til at sende folk videre til det næste liv. Det her er hans historie som fortalt til Alfred Maddox.

Jeg var omkring 16-17 år, da jeg begyndte at tage med mine forældre ud på plejehjem for at tage imod de afdøde. Det har altid føltes meget naturligt. Jeg har aldrig været tvunget ind i livet som bedemand. Tværtimod har mine forældre altid sagt til mig og mine søskende: "Sørg nu for at få en anden uddannelse, inden I bare vælger forretningen."

I stedet for at få lommepenge for at tømme opvaskemaskine eller gå ud med skraldet, fik jeg penge for at polstre kister

Nede i kælderen havde vi vores kistelager. Når min søster og jeg gik derned for at hente cykler og rulleskøjter, gik vi forbi kisterne fra vores forældres bedemandsforretning. I stedet for at få lommepenge for at tømme opvaskemaskine eller gå ud med skraldet, fik jeg penge for at polstre kister og for at hjælpe min mor og far med at bære blomsterbuketter fra kirken og ud til gravstederne.

En enkelt gang som barn prøvede jeg at ligge mig ned i en af kisterne for at mærke om madrassen var blød at ligge på. Jeg var måske 10-12 år gammel. Men jeg har ikke gjort det siden.

Min farfar døde, da jeg var 7 år gammel. Jeg kan huske, at min far tog en af de hvide kister nede fra kælderen med og kørte afsted med rustvognen. Bagefter kørte vi til hospitalet. Det var første gang, jeg fulgte en bisættelse helt tæt. Og det var en af de første gange, hvor jeg tænkte: Hvad er det egentlig vi laver? Hvad er det egentlig, der sker her?

Som 20-årig var jeg midt i at læse en bankuddannelse på Handelshøjskolen og kom i lære som ejendomsmægler. Først der, da jeg fik et andet arbejde, gik det op for mig, at bedemandsarbejdet, som bare var en helt naturlig del af at være i min familie, faktisk var et ret meningsfuldt og godt arbejde. I en salgsverden som ejendomsmægler, hvor de ikke snakker om andet end salg og optimering hele tiden, kom jeg til at savne følelsen af at hjælpe folk gennem svære perioder.

Det er et specielt job. Det er det jo. Særligt når man eksempelvis som 25-årig skal ud og fungere som bedemand for mennesker, der kunne være ens bedsteforældre. Man bliver hurtigt lidt gammel-ung i det her job. Jeg har da også kunne se, at nogen ind imellem har tænkt: Hvad er der galt med ham? Man kan godt nikke genkendende til et par af fordommene fra Six Feet Under. Der er heller ikke ret mange damer i det. Det er ikke så noget med at man trøster de grædende enker.

En typisk dag møder jeg ind på kontoret klokken 8. Jeg besvarer mails, hvis der er kommet nogen. Så ringer telefonen – det er typisk familier, der har mistet mor eller far i nat og gerne vil have en samtale hernede, meget ofte gerne inden for et par timer samme dag. Selv hvis folk har været forberedt på dødsfaldet, er man ofte stadig totalt uforberedt, når det sker. Det er et vakuum. Hvis der er tale om et langt sygdomsforløb, så gør man jo rigtig meget for at holde modet oppe mentalt. Og det kan være svært at stille sin syge ægtefælle spørgsmålet: "Hvad gør vi den dag du dør?"

Først tager vi det beskidte tøj af, også undertøjet, så vaske vi afdøde med nogle vådservietter – ligesom med babyer – og så kan man barbere afdøde med en skraber og barberskum, rede håret, sørge for, at de ser pæne ud. Har de nogle sår, kan vi sætte plaster på. Så begynder vi stille og roligt at give afdøde nyt tøj på, undertøj, skjorte – det hele, vi klæder dem fint på og ligger dem over i kisten. Hænger der et foto af personen i hjemmet, så kigger jeg lige og ser, om det er en, der er helt glatbarberet og har en fin sideskilning, men ikke er blevet barberet i fem dage, fordi de har ligget syge i sengen, og håret stritter udover det hele. Hvis man er vant til at se sin far nybarberet, så skal han også være nybarberet, når han ligger der i kisten. Det er det sidste billede, man som pårørende har af dem.

Her ses Christians udstyr fra kosmetisk grej – skraber, barberskum, foundation, parfume – til duftlys og en paraply, skulle det begynde at regne på de pårørende til en begravelse.

Mange tror, at vi kan lukke munden, når afdøde ligger i kisten. Men det er faktisk noget af det eneste, vi ikke kan gøre noget ved. I gamle dage bandt man munden lukket ved at tage et viskestykke rundt om hovedet med en knude for oven. I dag har man sådan nogle diskrete hagebøjler, man kan sætte på, indtil dødsstivheden indtræder, men rigtig meget af hjemmeplejepersonalet ved ikke, at det findes. Og på sygehusene er der måske heller ikke altid tid til at gøre noget ved det.

Vi er som mennesker generelt mere distancerede fra døden i dag, end vi var tidligere. Vi har en afdeling i Hornbæk, og der, lidt længere ude på landet, har familien sommetider selv gjort afdøde i stand – de har bevaret de landlige traditioner, hvor man var med til det og godt ved, at munden skal bindes op, fordi man har været med til det før. Men langt de fleste af os forskåner i dag hinanden for at skulle forholde os konkret til døden på den måde.

Det er blevet sådan, at vi skal tage stilling til, om vi har ret til at dø, når vi dør. Min mormor og morfar sidder dybt demente på et plejehjem i Birkerød, og de ved ikke, om det er onsdag eller søndag, sommer eller vinter. Og så skal vi tage stilling til, om de skal genoplives, hvis de dør. Deres kroppe kan der måske godt holdes gang i, men det er jo deres hoveder, der er syge. Og har man lyst til det? At kroppen lever videre, mens man ikke længere er til stede mentalt i noget som helst? Min morfar var en høj, flot mand, en rigtig verdensmand, han kunne det hele. Nu er han lille og grå, og han har han været bundet til en kørestol i 15 år. Han er ikke klar over det nu, men dengang, det begyndte at gå ned af bakke ... tænk at miste sig selv på den måde.

En af de mere voldsomme ting, jeg har oplevet, var da min gode kammerat, som jeg havde kendt siden børnehaven og var vokset op sammen med, omkom i Sverige, et par måneder efter vi var blevet studenter. Det var helt surrealistisk. Vi var unge, havde lige fået hue på, og vores liv skulle først til at begynde, da jeg så lige pludselig fik smækket i hovedet, at min kammerat var død i en tragisk kanoulykke. Pludselig stod jeg og skulle begrave en på min egen alder. Det er noget af det der har formet mig – det her med, at vi kun har det her ene liv og det kan gå galt på et splitsekund.

Der er en grund til, at vi går i den her uniform også og ikke bare har vores almindelige tøj på. Når jeg tager slipset på om morgenen, er det lige så meget for at kunne beskytte mig selv og sige: Nu er jeg i den her rolle. Nu er jeg bedemand. Professionel. Heldigvis bliver jeg aldrig så professionel, at jeg ikke engang i mellem har siddet og grædt i bilen på vej hjem, fordi jeg er blevet rørt eller påvirket af de ting, jeg ser. Det er vigtigt, at der en gang i mellem er nogle ting, der går rent ind – ellers er man ikke i det rigtige job.

Jeg frygter ikke døden, og det tror jeg har meget at gøre med, at jeg er vokset op med døden omkring mig. Jeg frygter til gengæld at komme i en situation hvor man mister sig selv, og mister den man er. Det jeg tænker meget over, når vi for eksempel er ude og hente folk på plejehjem.

En gang imellem tænker jeg på, hvad meningen med det hele er. Hvorfor dør en mor på 32? Hvorfor dør børn? Der er det utroligt vigtigt, at jeg også lige husker på, at jeg har mit eget liv og min egen familie derhjemme, så jeg også kan fungere og rumme de dagligdagsproblemer, jeg møder der. Så når min kone brokker sig over, at opvaskemaskinen ikke er tømt, så er det lige så vigtigt.

Jeg er meget afklaret, når det gælder min egen død. Det skal være en enkel, hvid kiste, og jeg skal ligge nede på et familiegravsted, vi har. Til min begravelse skal der være nogle hvide roser og nogle mørkeblå riddersporer indimellem. Hvilke salmer, der skal synges, afhænger af om det er sommer eller vinter. Vi skal jo ikke sidde og synge Nu falmer skoven trindt om land, hvis jeg dør i maj måned. Det ville måske være lidt underligt. Jeg har valgt nogle forskellige salmer som Du som har tændt millioner af stjerner eller Det dufter lysegrønt af græs, og hvis vi kan få lov af præsten til at snige en enkelt ind fra højskolesangbogen, så vil det også være fint. Og så skal jeg have noget afslappet, pænt tøj på. Nu har jeg gået med skjorte og slips hele mit liv, så jeg orker næsten ikke, at skulle ligge der i det også.

Jeg kan godt sidde juleaften og komme til at tænke, gad vide hvordan den familie nogensinde kom videre.

Det er træls, når man skal ud og tale med familier, der minder om ens egen – når jeg tænker, at det for eksempel lige så godt kunne være min søn eller min kone. Der er nogle sager, som jeg ved, at dem glemmer jeg aldrig nogensinde. Jeg kan godt sidde juleaften og komme til at tænke: Gad vide hvordan den familie nogensinde kom videre. Vi møder jo de her familier, når det er allerværst. Der er det godt at møde dem et par år efter og se, at de faktisk klarede den.

Heldigvis har folk i den her branchen humor, og vi kan godt hygge os og lave lidt sjov med hinanden. Nogle gange, når vi for eksempel er nede på Retsmedicinsk (Institut, red.) for at hente trafikdræbte, står man simpelthen og taler om, hvad man har lavet i weekenden, mens man samler en, der har været ude for et meget slemt uheld. Eller hvis en afdød har ligget meget længe, og det lugter helt forfærdeligt, kan vi også finde på at sige: "Hov, er det dig, der har slået én?" Man er nødt til at have lidt humor, det skal der bare til en gang imellem. Vi har selvfølgelig etikken i orden, og vi står aldrig og siger noget krænkende foran pårørende eller de afdøde.

Det undrer mig, at der er så mange andre emner i vores samfund, der er åbne for debat. Vi taler meget mere åbent om seksualitet, og om hvordan vi lever med andre og så videre, men det her med døden er meget tabuiseret. Alle siger altid: "HVIS jeg dør." og ikke "NÅR jeg dør." Selvom det faktisk er det eneste vi er sikre på her i livet.

Læs mere om døden fra VICE:

Verdens fedeste sted at dø

I BILLEDER: Jeg fotograferede min morfar, mens han mistede sig selv til Alzheimers

Den lille død: at leve og elske som nekrofil