Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig i 2015
Alexandre Dupouy er sex-arkæolog. Den franske samler har brugt hele sit liv på at samle det, han selv definerer som "erotisk og pornografisk ragelse." Hans butik hedder Eros' Tårer og er kun åben efter aftale. Her har han solgt billeder, malerier og sexobjekter i snart et halvt århundrede. Det er nærmest et lille museum, der kortlægger Frankrigs seksualhistorie.
I 1975 fik han et opkald fra en antikvar, som sagde, at en ældre herre var kommet ind for at vise ham "noget helt særligt." Han var kommet i en dyr bil, og bagagerummet var fyldt med sort/hvid-fotografier af nøgne og smilende sexarbejdere fra 1930'erne. Han forklarede, at han tog de fleste billeder på et bordel i Rue Pigalle. Eftersom den gamle mand kunne fornemme, at han nok ikke havde lang tid igen, ville han gerne give billederne videre, så længe han kunne forblive anonym. Den mand blev kendt som "Monsieur X."
Næsten fire årtier senere har Dupouy valgt at genoptrykke den imponerende samling i bogen Bad Girls. Bogen er tilskrevet både Dupouy og Monsieur X, men eftersom fotografen ikke lever længere, besluttede jeg mig for at at tage en snak med Depouy om bogen.
VICE: Kan du beskrive, hvordan en typisk, parisisk prostitueret var i starten af det 20. århundrede?
Alexandre Dupouy: Typisk var det piger, der kom til Paris for at tjene penge, så de kunne forsørge deres familie på landet. Sultne og arbejdsløse endte pigerne tit med at møde en bordelmutter, som tilbød husly og varme. Så endte de sammen med ti eller femten andre piger. Dengang tjente en prostitueret omkring ti gange så meget som en almindelig arbejder. I 1900 tjente en arbejder omkring to franc om dagen, mens en prostitueret fik fem franc per kunde – 20 franc hvis hun arbejdede på bordel.
Hvordan var arbejdsforholdene for kvinderne?
På en måde var det lidt som at dyrke sport. Man kunne gøre det i to til tre uger, og så var man helt smadret. Det var normalt, at de blev syge, og de havde ikke rigtig nogen adgang til behandling. Kondomer eksisterede, men de var ikke obligatoriske. Pigerne vaskede sig med noget, der hed "hygiejniske svampe". De havde selvfølgelig ingen virkning overhovedet.
Der er mange, der siger, at Paris var prostitutionens hovedstad. Er det rigtigt?
Omkring 1920'erne var det faldet lidt til ro. Men i et århundrede inden da var det helt sikkert rigtigt. Lige meget hvor du gik hen i byen, var der et red-light district.
I starten af det 20. århundrede var byen centrum for prostitution. Dengang havde mænd ikke et særligt interessant sexliv med deres koner. Desuden blev man som mand i middelklassen først gift som 35-årig. Så skulle der nok være en kæk onkel, der viste én fornøjelserne ved bordeller, så snart man kom i puberteten.
Hvordan reagerede du, da du så Monsieur X's billeder?
Det var tydeligt med det samme, at jeg havde fundet noget helt unikt, både i forhold til kvalitet og kvantitet. Der var hundredvis af billeder. Når man så dem efter hinanden, fik man et troværdigt indblik i livet på Rue Pigalle.
Hvordan kunne I sortere billederne, når I ikke var i stand til at bekræfte dato, tidspunkt, eller noget som helst?
Når man så på, hvor mange billeder der var, gik jeg ud fra, at de var taget i løbet af et årti. Når man ser på nogle af de biler, der er på billederne, kom jeg frem til, at de var taget mellem 1925 og 1935. Desuden kunne jeg regne ud, at bordellet befandt sig på Rue Jean Baptiste Pigalle nummer 75, fordi nogle af billederne var taget på en meget karakteristisk balkon.
Var det svært at finde ud af mere?
Nej, vi fandt også nogle billeder han havde taget, som slet ikke var erotiske. Fotografier af rige kvinder i smukke hjem. I dag, når hans billeder bliver solgt på auktion, bliver han også kaldt "Monsieur X." Han har helt sikkert fået meget mere respekt som fotograf efter sin død.
Bag på billederne har Monsieur X skrevet navnet på pigen: Mado, Suzette, Gypsi, Mimi, Nono, Pepe, og så videre.
Monsieur X må have haft et tæt forhold til kvinderne, været venner med dem, og været meget gavmild. Det er helt utroligt, hvor afslappede de er på billederne – de ser ud til at have det sjovt. Der er endda udendørsbilleder taget ved floden. Han instruerede også to ti-minutters kortfilm, der var filmet både indendørs og udendørs. De to film udstillede hans største fantasi: To piger sammen. Den ene var en blufærdig pige, mens den anden var stripper.
Der er en del ligheder med Gustave Courbet's The Origin of the World. Han var også meget glad for smukke blottere. Eller E. J. Bellocq, som er en fotograf fra New Orleans, der også var fast gæst på det lokale bordel, hvor han blev så gode venner med pigerne, at han kunne tage de billeder, han havde lyst til.
Var bordellerne lovlige?
Bordeller i Paris var lovlige helt frem til 1946. Men de største steder var allerede lukket omkring 1925. Sphinxen var et typisk bordel fra 1930'erne: Der var en bar og en restaurant, og kvinder var også velkomne. Det var ikke sådan det var i starten. De små, nye bordeller blev kaldt "konsultationshuse" eller "tolerancehuse". Politikere fra begge sider af det politiske spektrum anklagede bordellerne for at samarbejde med tyskerne under besættelsen.
Var det rigtigt?
Det kommer an på så meget. Det sted, der hed 1-2-2 blev frekventeret af tyskerne. Hvis man skal stole på bordelmutterens erindringer, arbejdede Sphinxen til gengæld tættere sammen med modstandsbevægelsen. Det, folk virkelig havde et problem med, var, at tyskerne gav mange bordeller champagne og god mad. Hvis en kvinde tog på, mens alle andre sultede, så vidste man, at hun ikke var så interesseret i befrielsen.
