Restauranter

Jeg tog til Danmarks vildeste middagsselskab og sad til bords med en våbenhandler

Tre dage, syv michelinstjerner, en våbenhandlerske med hang til diamanter. Bøfsandwich og brændende Lamborghiner. Kom med til millionærernes middagsbord i København.

af Lars Bjerregaard; illustrationer af Sofie Kampmark
22 september 2016, 8:31am

Klokken er 6.45, det er fredag, og jeg er lige blevet vækket af mine børn. De vil i skole. Jeg har fået to timers dødemandssøvn, og jeg har tømmermænd fra en anden planet. Min mave og mit hoved er på nippet til at eksplodere. Jeg har krampe i benene, sveder koldsved og skal lige om lidt stå ansigt til ansigt med andre forældre i samme alder som jeg, men i en helt anden forfatning end den sørgeligste af de sørgelige, jeg befinder mig i. Jeg er pissesur på Ambassadøren. Det er hans skyld, det her. Han fik mig lokket ud i det, og jeg skulle aldrig have sagt ja. Der er no way in hell, at jeg kommer levende igennem de næste to dage.

Jeg er midt i Dining Impossible, verdens mest eksklusive middagsselskab. Et tredages spise-ekstravaganza på tre af verdens bedste restauranter i løbet af tre dage. Turen er kommet til København, og jeg er en del af det.

Illustration: Sofie Kampmark

Alle illustrationer af Sofie Kampmark

Et par timer inden jeg vågnede i min bagstive elendighed, stod jeg i en gigantisk brandert på Balthazar, d'Angleterres champagnevædede baglokale. Her sagde jeg farvel til alle de andre medspisere: Ambassadøren, Pokerspilleren, Våbenhandlersken, Bankmanden, Vejle, Hellerupdrengene, Trommeslageren, Internetmillionæren og deres respektive vedhæng. De har skam også borgerlige navne, men forudsætningen for, at jeg kunne skrive denne historie, var, at jeg bevarede deres anonymitet.

Første dag havde været en fest. Et kick-off af legendariske dimensioner. Jeg havde hørt meget om Dining Impossible, forestillet mig endnu mere, og jeg var ikke blevet skuffet. Vi havde været på Geranium, på toppen af Østerbro, i private dining-lokalet (The Inspirational Kitchen, som det hedder sig) og var hele aftenen blevet betjent af Rasmus Kofoed, Bocuse d'or guldvinder og en af verdens største stjernekokke. Det var byens bedste show.

Ambassadøren - The Culinary Ambassador eller The Ambassador of Pleasure, som han i sin tid blev navngivet af en thailandsk industriminister - hedder egentlig Kristian Brask Thomsen. For fire år siden satte han sig for at stable det her vanvid på benene. Han fik at vide, at det var umuligt. Ingen ville kunne skaffe pladser, endsige gæster, og da slet ikke så mange på eksempelvis Geranium, AOC og Noma tre aftener i træk. Det kunne Ambassadøren, og derfor kom arrangementet til at hedde Dining Impossible. Det har været hele verden rundt - Barcelona, San Sebastian, New York, Lima, Hong Kong - og er nu for fjerde gang havnet i København.

Efter en, selv for mine standarder, forbløffende uværdig aflevering af ungerne, prøver jeg at lægge mig igen. Jeg tænker sidste aften igennem. Det er næsten ubærligt i min patetiske tilstand. Vejle var den første, jeg faldt i snak med. Det blev en lynhurtig afhøring.

"Hvad laver du?" spørger Vejle

"Jeg skriver."

"Journalist?"

"En slags."

"Så du skriver løgnehistorier?"

"Jeg skriver det, der sælger."

Jeg kan godt lide Vejle.

Illustration: Sofie Kampmark

Middagen var en opvisning i afslappet perfektionisme. Kofoed er fra en anden planet, når det gælder teknik og præcision. Knivmuslinger med en spiselig skal, så tynd, så fin, så dårende smuk, at jeg bliver dårlig ved tanken om den mængde timer, der går til at kreere dem. Dildstenene på makrel og peberrod, dybgrønne og skinnende som var de strandsten, glatslebne efter millioner af år i bølgerne og netop hevet op af havet. En rund mosaik af kulmule overhældt af en sauce på persillestilke, kærnemælk og finsk kaviar. I alt 22 retter. Med tilhørende vinmenu.

Vi var plakatfulde. En meget beruset gæst fra et andet selskab i restauranten crasher vores fest. Hun hedder Maja. Maja sætter sig i vindueskarmen med ryggen til den vidunderlige udsigt ud over Østerbro, hvor hun når at smadre en af PH's Kogler, før hun elegant, men bestemt, bliver eskorteret ud igen. Skete det virkeligt? Tænker jeg i min svedvåde seng. Min tankestrøm bliver afbrudt af en sms: "Er du i ambassadørform?" Hvad fuck tror du selv? Hurtigt bad, hættetrøje på. Op på cyklen igen.

Kristian er den perfekte vært. Han er en uproblematisk blanding af det formelle og det charmerende. Han er en tsunami af onkel-vittigheder og, når alkoholen gør sin entre ud på de små timer, en veritabel jukebox af slibrige 80'er hits. Han er ulasteligt klædt. Taler affekteret som var han landadel, på trods af sine borgerlige rødder på Mors. Han er mildt forvirret over mangt og meget, men man får ikke indtryk af, at forvirringen stikker dybere end den umiddelbare hovedrysten. En selfmade gourmet spradebasse med hjerte, sjæl, og charmeklud i venstre jakkelomme.

'Er du i ambassadørform?' Hvad fuck tror du selv? Hurtigt bad, hættetrøje på. Op på cyklen igen.

En halv time senere møder jeg ham på Olafur Eliassons cirkelbro foran restauranten No.2. Han står i solen med en drink. Naturligvis. Et par af de andre er også kommet. Det er rart at se, at også de er hårdt ramt. Det er altid hårdest den første morgen, betror Våbenhandlersken mig. Hende og hendes mand har været med flere gange. Jeg ånder lettet op. Sætter mig ved siden af Trommeslageren. Han fløj ind fra New York i går eftermiddags, få timer inden vi ramte Geranium. Han er begejstret og trommer ind i mellem i bordet, uden at han lægger mærke til det. Han er pensioneret nu. Kan ikke høre en skid. Når han er ude med sine trommeslagervenner i New York er de fem mand, som sidder og siger "WHAT?!" hele aftenen.

Vi spiser en burger og drikker et glas kølig hvidvin. Trækker vejret lidt lettere. Vejle ser frygtelig ud. Det var noget med Hong Kong bar sammen med Bankdirektøren.

Vi mødes senere på AOC. Her dufter til forskel fra Geranium af mad. Der er fond i næsen, kål. Jeg mærker noget i maven, jeg beredvilligt forveksler med sult. Vi sidder igen i private dining, som er et smukt lille rum. Jeg får Ambassadøren og Bankdirektøren til bords. Der er ikke kvinder nok, undskylder Ambassadøren. Det gør nu ikke noget. Bankdirektøren fra London er snakkesalig og godt selskab. Han taler om benchmarks. Ambassadøren leverer benchmarks for ham på maden. Det vil han gerne betale for. Det giver god mening, synes jeg. Ingen gider smide guld efter noget, der ikke holder. Derefter fortæller han, at han var med til at restrukturere Grækenlands gæld.

LÆS MERE: Vi mødte hiphop-mogulen der holder gastronomisk grillfest i København

AOC er comfort food. I ordets mest positive forstand. Det er så godt et valg til aften nummer to. Når alle tror, at de skal omkomme i det her vanvittige gastronomiforsøg, så ruller den rare, trygge mad ind. Den lille løgservering med kaviar og hyldeblomst er tæt på genial, det samme er den røgede kartoffel med løjrom og emulsion af brunet smør. Der er vagtel med marv. Der er vilde svampe med revet oksehjerte og cremet emulsion på majs. Der er barbecue skærising på benet, som skal spises med fingrene. Det nægter den ene af Hellerupdrengene. Til gengæld rejser han sig bagefter og fortæller en sjofel historie, og så er der balance i tingene igen.

Alexander er vores tjener og tager sig af os hele aftenen. Han er ikke en dag over 23. Og en fucking stjerne. Vi lægger os fladt ned for ham. Trommeslageren fortæller historier om Stevie Wonder, som han har spillet med flere gang. Det er sådan en aften.

Den omfattende vinmenu sætter sine spor, og det bliver en tidlig aften. I foyeren ud mod Dronningens Tværgade står vi og taler med rygerne. Internetmillionæren fortæller, at han har solgt sin Lamborghini. Den kunne ikke tåle varmen i Dubai. Den brød i brand. Det er et stort problem i Dubai. Brændende Lamborghinier. Han griner. Jeg kigger over på min herrecykel med barnesæde, der står og drypper i regnen op ad Hotel Phoenix på den anden side af gaden.

Illustration: Sofie Kampmark

Lørdag eftermiddag mødes jeg med de andre på Grisen. Den hippeste grillbar i byen ejet af den hippeste tyrker i byen. Umut. De andre har forinden været en tur på Johns Hotdog Deli i Kødbyen til foie-gras-dog. Det havde jeg ikke mave til. Umut har lavet en hotdog med confit-pølse, hamp og kaviar. Naturligvis. Det er helt i Ambassadørens ånd. Jeg indånder den, så god er den. Vejle er med mig. Han kaster sig også over en flæskestegssandwich. Vi er alle i meget bedre form end i går. Vi drikker Fernet til.

Umut sætter en gigantisk flæskestegssandwich overhældt med bearnaise foran mig. Og en ukristelig bunke fritter på siden. Ambassadøren ser bekymret ud, og sikkert med tanke på middagen på Noma få timere senere forbyder han mig at spise det hele. Som om jeg kunne. Så er det godt, at Vejle og Pokerspilleren sidder ved siden af mig. De langer ufortrødent til fadet, velvidende at det nok ikke er store bøffer, vi vil få serveret om aftenen.

Internetmillionæren fortæller, at han har solgt sin Lamborghini. Den kunne ikke tåle varmen i Dubai. Den brød i brand. Det er et stort problem i Dubai. Brændende Lamborghinier. Han griner. Jeg kigger over på min herrecykel med barnesæde.

Vejles kone har taget de andre fruer med ud for at købe pels. Vi diskuterer, om det er rimeligt at tale om udsalg, når det, der dybest set bare er en jakke, er sat ned fra 149.000 til 89.000. Vejle åbner en flaske rødvin og mumler noget om, at han hellere må arbejde over i næste uge.

Jeg følges med Pokerspilleren gennem Nørrebro. Vi taler pædagogik. Med tanke på min optræden i skolen i går morges, er jeg muligvis ikke den bedste samtalepartner til det emne. Men det er pædagogik, der virkeligt interesserer pokerspilleren, og det han beskæftiger sig med til hverdag. Jeg kan mærke mine fordomme blive revet fra hinanden en efter en. Det er ikke nogen rar følelse.

Et par timer senere går jeg over den nye inderhavnsbro. Regntunge skyer hænger over havnen, og Grisen ligger stadig tungt i min mave. Inderhavnsbroen er fantastisk. Fantastisk grim og fantastisk brugbar. Ude på Papirøen sidder folk stuvet sammen for at spise dyr og friteret streetfood. Jeg kan bedre acceptere Nyhavn, som jeg lige er vandret igennem. Jeg kaster blikket op på Nomas førstesal, hvor deres private dining-lokale ligger. Jeg kan se Ambassadøren stå med ryggen til vinduet i sin hvide habitjakke.

LÆS MERE: Da Noma bød på kinesisk mad og Celine Dion

Hvis man skal leve af at skrive om mad, skal man bo i en by som København. Og det er Noma og René Redzepis fortjeneste. Sælknepperen har erobret verden og skabt det her kulinariske mirakel, som København er blevet. At Ambassadøren havde henlagt et arrangement som det her præ-Noma havde været utænkeligt.

Alt dette tænker jeg på med et glas i hånden oppe på førstesalen, mens de andre gæster så småt siver ind. De er i god form alle sammen. Glæder sig, selvom flere af dem er lidt usikre på, hvad der skal ske. De er helt sikkert mere på udebane i aften, end de har været de to første aftener.

Et par nye gæster gør os selskab. En amerikansk venturekapitalist og hendes private kok er fløjet ind fra Comosøen, hvor førstnævnte alligevel var på ferie. Jeg får hende og internetmillionærens kæreste som borddamer. Ingen mand i universet ville være ked af den placering. Jeg har ingen ide om, hvad en venturekapitalist laver. Hun forklarer pædagogisk med stærk californisk accent. Internetmillionærens kæreste fra Essex er storartet selskab. Hun lever the high-life i sus og dus i Dubai, men har en klædelig ironisk distance til sig selv. Hun er fjollet. Det er Internetmillionæren også. Vi har det skideskægt.

Illustration: Sofie Kampmark

Nogle vil påstå, at Noma ikke handler om maden. At Noma er avantgarde. Det er det også, men det er jo aldrig målet i sig selv at være avantgarde. Det er noget, man bliver, fordi man ændrer noget på en måde og på et tidspunkt, ingen anså for muligt. Noma giver mening. På alle planer. Et par af de retter, vi får, er med afstand bedre end noget andet, vi har fået de foregående to aftener. En dessert på fåremælksyoghurt med myre. Kongekrabbe med fermenteret æggeblomme. Små ravioli med reje, lavet med tallerkensmækkere i stedet for pasta.

Med jævne mellemrum kommer kinesiske og japanske turister op på førstesalen på guidet tur. Det er ikke decideret forstyrrende, men vi lægger mærke til det. Senere er det vores tur til at få en rundvisning i testkøkkenet. Det er ligegyldigt, og jeg føler mig som en krydstogtsturist på guidet tur, der skal have sat et flueben.

Vi ender på en natklub i indre by. Champagne flyder om kap med gin. Ambassadøren danser som en teenager med en større flok kvinder og sveder som en hest. Jeg står uden for og taler med Våbenhandlersken, mens vi drikker øl. Hun fortæller om sine jagter og om sin hobby: diamanthandel. Jeg kunne høre på hende for evigt. Første aften beskrev hun sig selv som "a natural born killer". Jeg tror på hende. Hende og manden er forrygende selskab. Ind imellem forstyrres vi af meget fulde kvinder på polterabend. De har alle Mickey Mouse-ører på.

En af Hellerupdrengene kysser med Venturekapitalisten i et hjørne. De andre sludrer, krammer, drikker og smådanser. Det slår mig, at jeg kommer til at savne dem.

Ambassadøren kommer ud og sveder lidt engang imellem. Det er der også andre, der gør. Kommer de til at stå for tæt på Våbenhandlersken, får de det at vide med det samme. Jeg elsker det. Hun tager ørepropper i ørene og går ind efter flere drinks. Hendes mand og jeg taler om hans arbejde i Retsodontologisk Forening. Hvordan de rykker ud til katastrofer, hvor der skal identificeres lig via tandsæt i en vis fart. Hans enorme diamant i reversen på jakken glimter, så det er umuligt at abstrahere fra.

LÆS MERE: En pornoforfatters bekendelser

Musikken er groovy. Men det er vi også. Jeg kigger rundt indenfor. En af Hellerupdrengene kysser med Venturekapitalisten i et hjørne. De andre sludrer, krammer, drikker og smådanser. Det slår mig, at jeg kommer til at savne dem. Det kommer fuldstændigt bag på mig. Jeg har det som om, jeg har været på lejrskole og været igennem så meget med de her mennesker. Jeg tager afsked, inden jeg bliver grådlabil. På vejen hjem gennem København, der ikke kan bestemme sig til om den skal stå op eller gå i seng, nynner jeg "Lady in red". Spillede de overhovedet den?

Søndag aften står jeg foran min køkkenvask og kigger på to kilo muslinger, der skal renses. Jeg overvældes af tristhed over at skulle lave min mad selv. Over at det er slut med michelinstjernerne. At det er slut med Vejle, Bankdirektøren, Våbenhandlersken og deres påhæng. De var jo ikke med, fordi de kunne. Det var aldrig et spørgsmål om penge. Det var fordi, de havde lyst. Det handlede om maden og den bedste kulinariske oplevelse, penge kan købe. Ambassadøren er deres go-to-guy.

Jeg skriver til ham, at jeg føler mig lidt tom indeni. "Det er helt normalt," svarer han. Men jeg vil ikke have normalt. Jeg vil have 60+ retter mad på tre dage. På tre af verdens bedste restauranter. Jeg vil have tre fulde vinmenuer. Plus det løse.

Jeg vil have selskab af en våbenhandlerske, som sælger diamanter i sin fritid.