De 2500 mennesker, der stod i kø for at komme ind til ølfestivalen Copenhagen Beer Celebration, var en overraskende høflig forsamling i betragtning af, at de ventede på at smage noget af det mest potente øl i verden. Mens både Creedence og YMCA flød ud af højtalerne udenfor Øksnehallen, stillede de tørstige gæster sig flittigt op i lange køer, med uddelte smagsglas i hænderne og iført armbånd der indikerede, at de var blandt de få heldige, der havde sikret sig adgang til en af verdens mest formidable ølfestivaler.
Copenhagen Beer Celebration (CBC) blev startet af bryggeriet Mikkeller for fem år siden og har udviklet sig til at være et obligatorisk ritual for alle aspirerende ølnørder, der tager deres hobby seriøst: et to-dages event, der byder på de fineste kreationer fra verdens bedste mikrobryggerier, krydret med ekstra tilbehør bestående af texansk barbecue, guldbladebelagte hotdogs og eksklusive spiritusdestillerier. I år bevægede festivalen sig fra Sparta Hallen på Østerbro til de noget større omgivelser på Vesterbro, men det ændrede ikke ved at billetterne, akkurat som de foregående år, blev revet væk. De mest dedikerede ølentusiaster investerede i lyserøde armbånd, der gav dem adgang til de hellige jagtmarker henover en hel weekend; festivalen mere end fordoblede sin størrelse i forhold til sidste år, med 2500 gæster til hver af de fire fire-timers sessions, der fandt sted.
Selvfølgelig er der rigeligt med skæg og tatoveringer, men de deltagende gæster på CBC er en mangfoldig skare. Fra ekstreme ølnørder til et kærestepar fra Stockholm, der var taget til Danmark, fordi hun havde givet ham billetter i gave.
Men hvordan udnytter man bedst tiden, når man har fire timer i selskab med 80 af de bedste bryggerier i verden? Hvor begynder man? Starter man ud med en diæt bestående af sur øl? Eller krævende stouts? Stiller man sig i kø til det hippe skidt, mens man lader som om, man rent faktisk mener, at øllet smager en smule af fermenterede nåletræsskud og sprinklervæske?
Til syvende og sidst er det faktisk meningsløst at lade som om, man har en plan. Vi besluttede os for at gøre som de fleste andre: starte ambitiøst og så ellers ende med at drikke de øl, man kender og elsker. Efter et par timer ændrer mange bryggerier alligevel udvalget til mere tradtionelle fornøjelser. "Når de her sessioner nærmer sig deres afslutning," fortæller Andreas Skytt Larsen fra det danske bryggeri AleFarm, "så vil folk helst bare drikke IPA."
Men de mest dedikerede ølnørder bøjer sig ikke til CBC. De samler sig ved klapsammenborde og bænke i midten af hallen, hvorfra de sender hinanden rundt som kurerer for at indsamle favnfulde af smagsprøver fra de mange stande. Ved et af disse borde sad tre studievenner fra Skåne og nedfældede deres noter og karakterer på et stykke papir, som om de var i færd med at markere deres numre i et spil banko. Daniel, iført rød Pabst Blue Ribbon t-shirt ("Den er kun en smule sarkastisk"), fortalte, at de hver især vil have smagt på cirka 400 øl, når weekenden var omme. Deres taktik: at indtage små mængder ad gangen. "Det handler om fokus," fortalte Daniel. "Efter de første 50 øl bliver det kun sværere og sværere. Tricket er at tage små tåre. Vi henter to øl hver, og så deler vi dem. Og så starter vi forfra. Efterfølgende anmelder vi øllene via app'en Untapped. Vi forsøger bare at nå så mange som muligt."
Da de blev tilbudt snus, svenskernes allemands last uanset om man er idrætstjerne eller bare glad for øl, afviste Daniel og vennerne resolut. "Nej tak," sagde Daniel. "Vi kan ikke smage ordentligt på øllet med det der stads i munden."
Bryggen med den højeste score på deres ølskema denne eftermiddag var hverken en sur gueuze eller en tung tripel. Det var Grand Cru Berry, en dyb-rød bærsød mjød fra Arizona-bryggeriet Superstition (Daniel gav den 4.7 ud af 5 på deres interne rangliste). Mikkel Borg Bjergsø, manden bag Mikkeller og CBC, instruerede os inden festivalens begyndelse i at være på udkig efter mjødbryggerierne. "Jeg drikker ikke kun øl," fortalte han. "Jeg drikker masser af vin, mjød og cider, og det er godt, at vi også kan vise den slags frem under festivalen. Jeg tror, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden."
En anden af mjødproducenterne på CBC var Brad Dahlhofer, der sammen med sin kone driver B.Nektar i Detroit. De startede med at brygge mjød som et hobbyprojekt, men da finanskrisen bed sig fast i Michigan og bilindustrien, mistede de begge deres arbejde. Der var ikke penge til at åbne et bryghus, så i stedet valgte de at fokusere på mjød. I 2013 blev B.Nektar det første mjødbryggeri til at opnå en placering på ratebeer.com's prestigefyldte liste over de 100 mest indflydelsesrige bryggerier. I dag driver de to - sammen med vennen Paul Zimmerman - en profitabel forretning, og her på CBC stod de i side om side med verdens bryggekonger.
Smager man B.Nektars 12% mango/habanero mjød, er man ikke tvunget til at svinge drikken rundt i glasset, lave mærkelige gurglelyde mens man lader den hvile på tungen, eller lukke øjnene og anstrenge hver eneste smagsløg for at identificere enten mango eller habanero. Slet ikke. Den brændende chili og mangoens eksotiske sødme rammer en skarpt på tungen og fortsætter derefter med at udvikle sig med hver eneste efterfølgende tår. Små chok af sødt, surt, salt og bittert. Og et ordentligt læs alkoholprocenter. "Jeg er inspireret af en buddhistisk tilgang til mad," fortæller Brad. "Det handler om at balancere alle smagene. Ikke fordi at jeg er praktiserende eller for den sags skyld ikke-praktiserende buddhist. Det er bare en måde at anskue tingene på."
Mikkel Borg Bjergsø bytter roller med tatovørerne fra Crooked Moon.
Mjøden laves med fermenteret honning fra appelsinblomster, som ifølge Brad får strejf af citrus til at til at matche den tropiske mangosmag. Kvaliteten og smagen af honningen er vital for at sikre kvaliteten af det endelige produkt, fortæller han. "Vi vil ikke købe honningen engros. Vi vil købe ublandet og ikke-pasteuriseret honning, og det ønske fører sine helt egne problemer med sig. Man ender med at få både voks og hele bier med i honningkrukkerne, men honningen er bare så meget mere kompleks, rig og dyb."
Mjød reflekterede på mange måder det nye sort ved CBC. Sammenligner man med forrige udgaver af festivalen, virkede det som om, at en del bryggere så bort fra de tunge, fadlagrede stouts for istedet at fokusere på lettere bryg. Som for eksempel Hill Farmstead's fremragende Florence, en hvede saison der serveredes af brygmester Shaun Hill, en mand der ærligt talt så ud som om, han mest af alt ville være alle andre steder end i selskab med 2500 tørstige skandinaviske ølnørder.
Belgiske Brouwerij Boon, der om nogen mestrer det sure og det funky, havde taget vintage lambics fra 1985 og 1997 med sig til København. En ting skal siges, når det handler om de belgiske bryggeriers nonchalance: De har deres metode, og den har de brugt i meget lang tid. Kan du lide den, så er det fint. Men hvis ikke, så fuck af. Så er det dig, der har et problem.
Det svenske bryggeri Omnipollo var også et trækplaster på festivalen. De har skabt sig en stor fanskare ved at sælge en særegen kombination af intens smag og psykedeliske etiketter. Alle, der endnu ikke har fjernet dem fra listen over "talentfulde svenske bryggere" for i stedet at placere dem på listen over "seje skandinaviske magtfaktorer", bør gøre det, toute suite.
Omnipollo har markeret sig igennem længere tid, også på tidligere udgaver af CBC. Men dette års udgave anerkendte den enorme udvikling de skandinaviske bryggerier gennemgår i disse år. Et område af hallen kaldet "Scandinavian Bar" var etableret for at give små, fremadstormende nordiske bryggerier mulighed for at vise sig frem i øllenes superliga. "Vi får mange amerikanske gæster, der meget gerne vil smage det lokale øl," fortalte Borg Bjergsø. "Derfor udvalgte vi i år de nordiske bryggerier, vi synes særligt godt om, og som producerer øl af en virkelig høj kvalitet. Det er også for at motivere de lokale bryggerier. Man kan ikke vise sig til sådan et arrangement som det her og servere noget lort. De er nødt til at højne niveauet."
Andreas Skytt Larsen fra Alefarm.
Andreas Skytt Larsens bryggeri Alefarm er et af dem med rigtigt højt niveau. Så snart Andreas dimitterede som bibliotekar, skrottede han bøgerne og begyndte at arbejde som bartender på Mikkeller & Friends, hvor han lærte fra de bedste i branchen, samtidig med at han begyndte sine egne bryg. Hans lyse, sure farmhouse øl, der rent faktisk bliver til på en gård ved Køge mellem marker med grise og gylle, tiltrak lange køer på CBC.
"Jeg havde slet ikke forventet det her," sagde Andreas. "To gange i dag har der været kø ved vores stand. Det er som om, at ordet bare har spredt sig. Jeg var selv beer geek, inden jeg startede mit bryggeri. Så jeg kender alt til at stå i kø efter de mest efterspurgte øl. Det er bare så fedt, når man kommer derfra, pludselig at stå på den anden side. Det er en kæmpe drøm."
Andreas havde ret i sin tidligere spådom. Efter mere end tre timer i humlehimlen, er IPA stort set det eneste, man har lyst til. Og en snak. Præcis som de forrige år på CBC, var der ikke noget bedre sted at sikre sig begge end i selskab med The Kernel Brewery fra London. Deres øl er aldrig for skøre, og det lader til, at de ikke har fået "alle skal lave yuzu"-memoet. Og det gør dem kun endnu bedre. Afdæmpede, selvsikre, gode øl. Og fine fyre.
Deres Mosaic Citra IPA var alt man havde brug for på det tidspunkt. Skarp, frisk og godt opdraget.
Lige som de fleste af deltagerne ved CBC.