Annoncering
Fra Cape Town til Casablanca

'Fra Cape Town til Casablanca': De røde læbers hemmelighed

I tredje afsnit af Steffen Stubagers dagbog, rejser han til Zimbabwe. Her får han husly af Bridget, en smuk kvinde med en hård skæbne.

af Steffen Stubager
14 december 2016, 10:30am

Den 29-årige danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejser gennem det afrikanske kontinent fra Cape Town i syd til Casablanca i nord. Hvor længe rejsen varer, ved han ikke endnu, men hjemmefra har han bestemt sig for tre ting: At han kun pakker det, som kan være i en lille rygsæk. At han udelukkende må lave håndskrevne noter – ingen computer. Og at han ikke må flyve mellem sine destinationer – rejsen må udelukkende foregå til lands og til vands. Rejsen skal ende med en bog, hvor han beretter om sine møder med mennesker, steder, situationer og oplevelser, der gør indtryk på ham undervejs. Her kan du læse uddrag fra Steffens dagbog, som han løbende affotograferer og sender til Danmark, når han er i nærheden af en internetforbindelse.

Det her er tredje kapitel i Steffens dagbog fra Afrika.

Kariba, Zimbabwe

Klokken fire er stjernerne de klareste, jeg har set. En enlig lastbil trækker støv efter sig. Og så bliver der dybrødt i øst. Stjernerne forsvinder, og himlen får sit eget mørkeblå lys. Der er noget utroligt over tidlige morgener. Man står op, fordi der er noget man vil. Ikke fordi man skal. Men fordi noget er vigtigere end søvn.

Jeg sætter mig ind på bagsædet af et rugbrød. Det er fyldt. Chaufføren fyrer op for morgenens gospelorkester. En bavian stiger ned i en olietønde og kommer op med en plasticpose, som den splitter ad og løber væk med mellem tænderne. En ny dag begynder. Mod næste land. Gadevekseleren i Zambia giver mig flere penge, end jeg skal have, da han veksler mine dollars til kwacha.

"Du snyder dig selv," siger jeg.

"Det ved jeg," siger han og smiler.

"Men hvorfor," spørger jeg.

"Du skal vide, at Zambia er bedre end Zimbabwe."

Jeg kører videre på tommelfingeren af de bugtende veje, som kineserne har bygget, over gule bjerge, gennem hyttelandsbyer, hvor damerne pumper vand op i dunke.

Da vi kører gennem forstadsindustrikvartererne med bilforhandlere, sengelagere, elektronikgrossister, indkøbscentre og en dreng, der fører sin blinde mor ind mellem bilerne i krydset for at tigge penge, går det op for mig, at alle, jeg har boet hos de senere uger, drømmer om det samme. De vil nordpå. Jeg kører den modsatte vej.

Jeg stikker hovedet ud af vinduet. Den røgede vind blafrer i mine næsebor. Cikaderne summer i ørerne. Jeg lukker øjnene.

Da jeg når Lusaka, er jeg helt baldret. Min vandflaske hæver i varmen. Jeg stinker af sovesved og rejsesved og stinkesved. Skjorten klasker til min ryg. Min nakke er tværet ind i støvsved eller svedstøv, og et karbad koster hundrede dollars i den her by. Jeg må på nettet. Det er den lette flugt fra virkeligheden foran mig. En betjent ved navn Brian følger mig gennem gadehustlerne, over parkeringspladserne, ind mellem rugbrødene og ind i et indkøbscenter, hvor de har net. Jeg siger tak, tak for hjælpen.

"En dollar," siger han.

"For hvad," spørger jeg.

"Jeg hjalp dig med at finde internet," siger han.

Jeg skifter emne og spørger til hans gevær, der hænger lidt fra skulderen.

"Bruger du det tit?" Jeg spørger fordi han siger, at "Zambia er et fredeligt land."

"Ofte," siger han, "mest for at få folk til at danse."

"Hvad mener du," spørger jeg.

"Jeg skyder efter benene. Det er sjovt. Det er ren kontrol."

"Okay, men mange tak for hjælpen," siger jeg.

"Okay, vi ses."

Internettet går ned efter fem-syv minutter, så jeg sætter mig ned med en kvart grillkylling og en halv liter cola. En tyk dame med stritafro sætter sig og spiser en rullekebab, og hun peger på min kniv og min gaffel.

"Hvad med at spise som os zambianere," siger hun.

Jeg forklarer, at maden er for varm til mine fingre.

"Hvor er du fra?"

"Jeg er fra Danmark."

"Danmark. Jeg vil til Canada. Er Danmark ligesom Canada?"

"Danmark er Europas Canada," siger jeg. "Og Canada er Nordamerikas Danmark."

"Ahaaa," siger hun og forklarer, at hun længe har villet rejse, men det kniber med dokumenterne.

"Har du ikke mand og børn?"

"Jeg har tre børn og en mand. Men det her er min drøm. Er der mange racister i Danmark?"

"Hmm. Det ved jeg nu ikke. Hver femte, vil jeg skyde på," flyver det ud af mig, træt i hovedet og uden at tænke på, om jeg har ret.

"Ej, Danmark er et dårligt land for mig."

"Ikke hovedstaden og byerne," fortsætter jeg, "der vil være plads."

"Hmm, okay. Du ved... jeg vil ud og lære noget og vende hjem og blive en stor kvinde. Hvad kan jeg lære fra Danmark?"

"De store ting er bacon, mælk og viden," siger jeg.

"Hvad med tøj? Er tøjet godt i Danmark?"

"Tøj har vi meget af i Danmark, tror jeg."

Okay, så måske kan jeg importere dansk tøj til Afrika."

"Måske," siger jeg.

"Harriet," siger hun og skriver sit nummer på et papir. Hun siger, at jeg bare kan ringe, hvis jeg mangler noget. Og så går hun.

Jeg kan intet hamle op, når hun insisterer. Hun har en stærk stemme; gå i bad, yes, miss.

Jeg tager et stykke kylling op med fingrene og knaser det yderste af knoglerne, så marven glider ind mellem mine tænder. Bagefter går jeg ned for at købe et simkort, så jeg kan ringe til Harriet. Men systemet er nede i forretningen. Desuden er det lørdag, og de ansatte går hjem om lidt. Lørdag. Jeg var sikker på, det var onsdag. Jeg går op til netcafeen. Nettet er stadig nede. Jeg låner en mobil og ringer til Harriet. Hendes mobil må være slukket. Så vader jeg rundt i indkøbscenteret, bare for at se, hvad der sker. Jeg falder i snak med en vagt i jakkesæt. En yngre vagt i rødhvid uniform støder til. Han spørger, om jeg vil ansætte ham.

"Jeg skal op," siger han.

"Jeg kan ikke ansætte nogen, nu hvor jeg selv er nede," siger jeg og placerer min håndflade i knæhøjde.

"Du er ikke nede, mand," siger han og hæver sin håndflade op over hovedhøjde, "du er helt her oppe."

"Men jeg kan ikke tilbyde et job," siger jeg.

"Okay, boss."

Jeg forlader vagterne og spankulerer rundt og funderer over, hvad de store byer gør ved mig. De får mig til at gå i stå. De får et sug frem i mig, et uhyggeligt sug. Ensomhed, måske. Og hvorfor tænker jeg nu på Harriet. Som om hun kan give mig min almindelige størrelse tilbage.

Hun spurgte mig, hvorfor jeg stoler på folk. Jeg sagde: "Kig dig omkring på denne grillbar. Er der en eneste, du ikke vil stole på?"

Hun rystede på hovedet.

"Derfor," sagde jeg. Men nu er jeg holdt op med at stole på mig selv. Jeg sidder bare i en oase, langt væk fra elefanterne og de virkelige mennesker og udfordringerne. Langt væk fra alle dem jeg savner. Og hvor jeg skal sove i aften, ved jeg ikke. Og hvorfor jeg bare sidder her, ved jeg ikke. Der er stadig langt ned til kulkælderen. Der er jeg langtfra. Og jeg har spist og drukket. Det er bare byen, der formindsker mig. Forskrækker mig. Jeg kryber sammen som en tævet kryster. Jeg må ud. Eller også må jeg tage den ind. Det er det, jeg må. Jeg må tage den ind. De store byer skal ikke få mig ned.

Jeg rejser mig og går. Men jeg går bare ind på netcaféen og åbner netmandens telefon og ringer til Harriet igen. No luck. Jeg fortæller, at jeg mangler et sted at bo. En pige med pink læber bryder ind.

"Mit hjem er stort nok til dig," siger hun og forlader butikken, inden vi når at tale.

Læs første afsnit i Steffen Stubagers rejsedagbog fra Afrika: Begyndelsen

Jeg er en vagabond. Har intet hjem. Ingen fast indkomst. Ikke engang en rute, har jeg. Jeg driver rundt på må og få. Og i byerne må jeg se det i øjnene. Jeg må finde ud af, hvorfor de er sådan. Hvorfor jeg er sådan. Der må være andre, der er sådan. Det må jeg finde ud af. Men så må jeg besøge byerne, ikke springe dem over. Jeg sidder og venter på netcafeen, der er brudt sammen. Tænk hvis hun kommer tilbage. Tænk hvis hun mente, at jeg virkelig må overnatte hos hende. Og så glemmer jeg, hvordan hun ser ud. Jeg husker, at hendes trøje var hvid. Og læbestiften. Lidt efter kommer hun forbi igen.

"Mente du det," spørger jeg. Hun griner.

"Det var bare en joke," siger hun, "mente du det?"

"Ja, fuldstændig."

"Du har brug for et hjem?"

"Ja. Bare to-tre dage."

"Og hvad skal du så?"

"Nordpå."

"Hvor er du mærkelig. Hmm."

"Jeg kan fortælle historier og være godt selskab."

"Lad mig tænke." Hun stiller sig bare netcaféens skranke. Jeg venter, mens eftermiddagen går mod aften, og jeg bliver fortvivlet over, hvad jeg gør, hvis hun siger nej.

Pludselig lægger hun en sammenfoldet seddel på cafébordet foran mig. Jeg folder den ud: "Jeg bor i et etværelses hus, og du må gerne bo der, men toilettet og badet er ikke så gode. Stedet er ikke noget særligt."

Jeg skriver ikke noget smart, bare at det lyder perfekt, og at jeg vil være taknemmelig, og så tegner jeg et smilende ansigt og folder sedlen sammen.

Hun henter den, smilende, og går om bag skranken, hvor hun er ude af syne, nøjagtigt så det kilder i maven. Ikke fordi hun er kvinde – sådan ville det normalt være – men af forventningen om at få et sted at sove. Bare sove, på et gulv, inde. Et sted med tag. Et sted med samtaler. En guide. En hjælper. Et menneske. Og nu står hun med mit svar, hun kender mit svar, min underskrift på denne torsdags-kontrakt til et hjem.

Det er nemmere at få mænd til at åbne deres dør. De vil bare have en ven, ligesom mig. Tiden går. En og tyve minutter fra hun gav mig sedlen. Gud hvor jeg dog lugter af bums. Tre og tyve. Jeg tror godt, mange bumser selv er klar over, at de lugter. Fem og tyve. Men hvad skal vi gøre ved det?

Ni og tyve. En halv time.

Måske forsøgte hun at sige nej på en sød måde. Hvad gør jeg så, hvor går jeg hen? Jeg venter videre på hende med de røde løber, som jeg ikke kan se.

Derude bliver det mørkt. Det er nu tre timer siden, hun gav mig sedlen, og rengøringsdamerne svaber marmorgulvene. Det er efter lukketid. Nu stabler hun stole. Hun når snart til den, som jeg sidder på.

Nu er det bare mig og hende og de tunge rulletrapper i et rungende indkøbscenter. Og der kommer hun.

"Åh-åhh," siger hun.

"Hvad så," siger jeg.

"Det er okay. Du må gerne bo hos mig."

Sikke en lettelse. Vi går ned og køber ind, og i supermarkedet aftaler vi, at jeg laver mad og hun vasker op. For er det ikke sådan vi mænd fra moderne lande i nord godt kan lide det? Så jeg vælger et græskar, kyllinger, tomat, løg, oksekød på knogler, der ligner, at det vil falde af, hvis man koger det længe nok.

Hun skubber mine penge væk, da jeg vil betale.

"Du er gæst," siger hun og insisterer.

Jeg siger tak, og vi går gennem det rolige centrum, hvor det er lørdag, selvom jeg troede, det var onsdag. Og markederne og boderne, vi passerer, er dækket med plastik og presenninger. Mændene sidder på hug og råber på de lokales sprog.

"Er han din kæreste?"

"Hvordan kan du være med en hvid mand?"

Hun ignorerer dem, som var de buske.

"Bridget," siger hun. Åh, ja. Det hedder hun. Vi krydser en vejbro, går forbi indernes små aflåste butikker. De sælger i stuen og på over forretningerne. I Bridgets bydel er der både afrikanere og indere, og de siger til hende, at det er afrikanernes land, men at pengene tilhører inderne.

Vi drejer ned ad en gyde og manøvrerer mellem de rå gasbetonsten, der lyses op af løsthængende hvide pærer. Inderst inde i betonlabyrinten bor hun. Hun kunne gå fra mig nu, og jeg ville aldrig finde ud. Men hun går ikke, hun nøjes med at beklage rodet, sådan som ethvert menneske gør, når de får uventet besøg. Hun begynder at feje med en dusk strå, og jeg stiller mine sko i døren.

Værelset roder ikke. Kun en brugt vatpind ligger fremme, ellers er det sådan set nydeligt. Jeg tager plads på sengen. Værelset er både et køkken, en spisestue og et soveværelse. Dobbeltsengen, hendes vigtigste møbel, fylder halvdelen af pladsen. Under sengen står hendes samling af høje hæle, som hun skjuler ved at strække sengetæppet ned til gulvet.

Køleskabet står så tæt på fjernsynet, at døren bare åbner trekvartvejs, men det er rigeligt til at stikke en arm ind og hente en pose mælk ud, som de fleste aftener efter tolvtimersvagterne på netcafeen er det eneste, hun orker at spise. Nu har vi kød, og jeg orker at stege græskar i hendes lille ovn, som ikke duede, da hun anskaffede den, men som hun selv har fikset.

Men jeg kan umuligt skære i det græskar med hendes kniv så sløv, at jeg kommer til at vende den med bagsiden mod offeret først. Også dét fikser hun og sliber bladet mod en grovfil, så jeg gyser.

Ja, nu skærer den, og mens maden laver sig selv, beordrer hun mig i bad. Og hun har ret. Badet er ikke så godt. Det er bare en vandhane, der stikker en halv meter op mellem gasbetonklodser, og alle naboerne deler det. Det er mørkt, så vi tænder et stearinlys. Lyset får tyve eller tredive kakerlakker til at rende op og ned ad væggene.

Gulvet flyder over med gråt badevand, og jerndøren skal sparkes hårdt forneden for at gå i. Jeg fylder en balje i mørket, finder tre betonklodser og lægger mit tøj og hendes håndklæde på den ene og stiller mig med hver af mine bare fødder på de andre. Jeg sæber mig ind i hendes grønne sæbe, og nu bliver jeg så lykkelig, som en nøgen mand næsten kan blive, for jeg har husly og vand og sæbe, og som stod jeg under et vandfald, står jeg her og hører bare vandet brage ned fra den løftede balje over mit hoved. Kakerlakkerne er bare mine venner, og vandet køler, og stearinlyset blafrer og blæser skyggen af en tynd, tynd edderkop i et spind op på betonen. Et menneske har lukket mig ind.

Oksekødet falder ikke af knoglerne, men hæver, og jeg griber et stykke mellem tænderne og jeg flår i knoglen, der går løs i et knæk, men knoglen flyver ud af min hånd og ruller ind under sengen og forsvinder mellem de høje hæle. Jeg bukker mig for at samle knoglen op, mens jeg smasker på kødbidden.

"Bare lad den ligge," siger hun.

"Nej," siger jeg.

"Jo. Vi finder den en anden dag."

Jeg kan intet hamle op, når hun insisterer. Hun har en stærk stemme; gå i bad, yes, miss. Lad den ligge. Ay-captain. Og jeg sidder og gumler på stykket, der smager godt, men jeg må gumle, til jeg enten må spytte det ud eller synke klumpen. Jeg synker tre gange for at få det ned.

Hun er hård og sød, og vi taler om småting, selvom det er tydeligt, at hun bærer på noget dybere, måske noget farligt. Men jeg er træt, og da hun spørger, om hvorfor jeg ikke spørger om, hvad en 30-årig dog bor alene for, siger jeg, at det vil jeg også gerne tale om i morgen. Hun siger, at kun få ved det. Dem, hun har sagt det til, spørger, om hun er luder, så hun siger det ikke længere, hun siger bare, at hun bor med sin bedstemor, som hun hader. Ikke engang dem fra arbejdet eller hendes veninder er klar over det.

Nu gaber vi samtidig, og Bridget tager en T-shirt til natten og går ind og sover hos nabopigen.

Jeg låser mig inde på værelset bag en gitterport af stål, som hun smører med madolie for at få den til at du. Hun siger, at der kan komme nogen og stjæle mig.

På sekunder falder jeg i søvn i hendes dobbeltseng, og først da hun næste morgen stikker armen ind i gitterporten og tapper med fingerspidserne på døren, vågner jeg og låser hende ind. Hun kunne høre mine små søvngrynt og nænnede ikke at vække mig. Men nu er det for sent at nå i kirke.

Hver dag gør hun det samme på den samme måde. Hun vågner af sig selv kort før seks, stryger to eller tre kjoler og vælger den, hun bedst kan lide til dagen. Så bader hun og gør sig parat på knæ foran sminkespejlet, og hun lægger et tykt lag af en eller anden nuance af rød på læberne. Hun går en halv time til arbejde, gennem indernes kvarter og forbi deres små rodebutikker, ind under markedet og ind i tunnelen, over broen, op ad hovedgaden og til venstre ind i indkøbscentret, op af rulletrapperne og ind på netcaféen. Der sidder hun bag skranken i tolv timer, og så går hun hjem, træt af flimrende skærme og nettet der dårligt virker.

Men i dag er det søndag. Det er fridag.For første gang ser hun kontaktlinser, da jeg sætter mine i, og hun tror knap sine egne øjne. Hendes øjne er der intet galt med. Så opdager hun, at skridtet på mine bukser er revnet. Hun flår dem af mig og går ind til en af naboerne med dem. Han er skrædder og har en symaskine. Nu ser jeg Bridgets labyrint i lyset, de grå betongange, de støvede gyder og skraldet, der ligger i et hjørne mellem murene og lugter sødligt.

Og nu er badevandet sunket i eller fordampet, og ved siden af stien, som jeg fulgte for at tage bad, ligger et væltet komfur med åben ovnlåge, og ligesom nabohusene ligner det, at det faldet ned fra oven og landet tilfældigt lige der.

Skrædderen er fra Congo, han sidder foran sin dør med et håndklæde om sig og spiller guitar. Han spiller kun på den tyndeste streng, for han lærer at spille den nedefra og op. Han fikser mine bukser på fem minutter.

Bridget trykker på knappen på fjernsynet, men den uduelige kasse nøjes med at glimte grønt. Tre gange har hun betalt for at få det repareret. Hun mistænker at elektrikeren får det til at gå ud med vilje, så han kan tjene flere penge på at hun hele tiden vender tilbage. Nu sparer hun sammen til et nyt. Hun sætter sig på knæ foran sminkespejlet. Ned af siden på klædeskabet har hun klisteret 42 fotografier af sig selv i kjoler til fødselsdage, bryllupper og begravelser. Tænderne smiler hvidt på hver og et af fotografierne, som varmen bukker og gør bølgede. Hun siger, at de bedste mangler. Dem har venner eller naboer taget.

Nu har hun røde læber, pastelgrønne negle på alle tyve negle. Håret, det indiske menneskehår, glansfuldt og langt. Og nu dukker veninden Mercy op i lilla silkeskjorte og med lilla læber og tunge perler fra ørerne, direkte fra gudstjeneste.

Vi forlader labyrinten og går ned ad gaden under en paraply i skygge for solen og fanger et rugbrød, der kører os til Arcades, et shoppingcenter med et søndagsmarked på parkeringspladsen. Jeg køber en stofpung i mange farver af en dame, der ser træt ud. Det er hun. I nat kom hendes femtenårige søn nøgen hjem og fortalte, at han var blevet kidnappet, fortæller hun. Men han smilede lidt på læben, da han sagde det. Måske var det bare noget, han fortalte, for at undgå tæv.

Arcades er kedeligt, så vi tager til Mandahill og bagefter East Park, men ingen af shoppingcentrene dur i dag, så vi kører ind til byen, forbi en flok mænd, der har fanget en tyv. Nogle holder ham. Andre slår ham med flade hænder i nakken og på issen. Han dukker og bukker sig, men sin straf får han, midt på fortorvet den her glohede stille søndag i Lusaka.

Kvinderne tager mig med på Hungry Lion og køber en kasse friturestegte kyllingebidder og fritter. Gæsterne sidder her i kirketøj, men der er ingen gospel, bare gangsterrap og røde lamper. Mændene i nystrøgede hvide skjorter og spidse laksko folder jakkerne på sæderne og spiser nøjsomt med deres friturefedtede fingre og trækors hængende i lædersnore om halsen og ned til navlen.

På Cream Heaven venter vi længe på vores vanillemilkshakes, for fire varevogne parkerer, og tolv-fjorten burkaklædte kvinder stiger ud og bestiller lige så mange kopper med is og vafler med hver eneste smag i glasmontren. Mændene bliver i bilerne. Damerne trækker stole sammen til en rundkreds og flipper dragten op over ansigtet, når de slikker isen på omgang. Så kommer mændene og henter butikkens største chokomilkshakes, og vi siger farvel til Mercy og kører hjem til Bridget.

"Ah, det er dejligt at være hjemme," siger hun og smider sig på sengen. Det indiske hår spreder sig på lagenet, som mørket derude, og kravler ned mellem væggen og madrassen, da hun strækker sig. Hun vender sig mod mig. Øjnene skinner hvidt i aftenskæret, og de røde læber fortæller.

Kunne hun, ville Bridget blive forfatter. Hun ville skrive, men hun bøvler med det vigtigste. At begynde. Bare komme i gang. Være i stand til at gå i gang, så resten kunne komme af sig selv. Hun ville begynde med de gode år i første kapitel. Hun husker dem sådan her:

Moren var sygeplejerske, faren soldat og Bridget var den næstældste af fire børn. Familien var lykkelig i den lille landsby. Der var tre måltider hver dag og rigeligt til at de, der var ensomme og alene, spiste med. Nogle af dem flyttede ind, husets gulv var belagt med madrasser, og der var altid varme mellem gæsterne.

Hver morgen gik Bridget og holdt sin mor i hånden langs markerne og skoven på vej til skole.

Hvad vil du være når du bliver stor, spurgte moren og klemte den lille hånd.

Soldat. Ligesom far, sagde Bridget.

"Men soldat kan du ikke blive, for soldater er mænd. Du kan blive noget andet. Lige hvad du har lyst til."

"Så vil jeg være læge. Og hjælpe de syge."

"Det er en god idé. Det skulle jeg også være, men så blev jeg sygeplejerske, og det er nu også godt."

Og så gik de videre, hånd i hånd, indtil moderen igen talte.

"Du må bare huske at være modig," sagde hun.

"Uanset hvad livet kommer med, må du være stærk. Du må aldrig være bange, altid løfte hovedet, er du med?"

Bridget nikkede.

"Godt. så skal det nok gå," sagde moderen.

Men da Bridget var ti år, blev moderen syg, kræften begyndte i brystet, og selvom hun var sygeplejerske og kendte gode læger, blev hun sygere. Bridget stod på en skammel og sæbede hende ind med en svamp. Hun begyndte med ansigtet og skuldrene, og så fulgte ryggen og forsiden og de nedre dele. Så hældte hun en balje over hende for at vaske sæben af. Og da hun gjorde det, græd hun.

"Husk, Bridget. Du må være stærk. Du må være modig. Op med panden."

Og det var det sidste. Det var en lørdag. Klokken var syv eller otte, og det var morgen, og da morens familie hørte om skæbnen, kom den selvfølgelig på besøg. Men de gik bare gennem huset og tog halvdelen af husets sager. De tog et vægur, der havde hængt og tikket hele Bridgets liv. Og de tog fjernsynet, og da de nåede sofaerne, diskuterede de, hvilken, der var bedst. Og så tog de den.

Det er det første, Bridget ville skrive, hvis hun kunne. Om sin stærke, men syge mor. Det næste er kort, men hårdt, og det skete to år senere, da faderen fik ondt i maven. To måneder senere gik han bort på hospitalet, hvor moren havde arbejdet. Og da farens familie hørte om skæbnen, kom den selvfølgelig på besøg. Og tog den anden halvdel af tingene. Tæpperne. Gryderne. Højtalerne. Og den dårlige sofa. Det eneste de ikke tog, var de fire søskende. De kom til at bo hos bedstemoren, men hun smed dem ud. Hun sagde, at de intet var værd. At de bare trak hende ned. Bedstefaren, der var skilt fra bedstemoren tog dem ind. Han var den sødeste, der var tilbage syntes Bridget. Men så døde han. Måske skulle dette ske i tredje kapitels sidste sætninger og fjerde skulle begynde med, at den ældste bror, han var fjorten år, flygtede til Lusaka og lod tolvårige Bridget tilbage med de mindste.

Og fra den dag kaldte hun sig selv for 'mor'. Hun løftede panden og huskede, hvad hendes egen mor havde fortalt hende, og selvom hun græd, viste hun aldrig sine tårer. Kun alene græd hun. I mørket i det eneste, de fire børn ejede, familiens gamle hus.

Bridget gik ud af syvende klasse for at sørge for, at de små kunne fortsætte. Hun fandt lejere til forældresoveværelset og klaskede en sød dej sammen og stegte den i olie og solgte den på markedet. Hun holdt møder med skolen og betalte til tiden, men de må blev mobbet. De blev kaldt børnehjemsbørn og fattige, og til et møde fortalte læreren, at de var begyndt at pjække. Faktisk havde de pjækket flere måneder.

Bridget arbejdede hårdt og længe, fra mørke til mørke, og hun skaffede nye gryder og pander, så hun kunne stege flere klumper sød dej. En aften, da lyset havde været borte nogle timer, var hun alene på markedet, og da hun skulle til at gå, kom tre mænd og trak hende ind i en kirke og voldtog hende en efter en, og, før de efterlod hende bar på kirkegulvet, tog de dagens fortjeneste. Hun samlede sig og haltede ud, forbi det sted, hvor de havde fundet hende, og besøgte sin kusine med nyheden. Men kusinen blev vred. Hun ville ikke høre på det.

"Forsvind," råbte hun og pegede mod døren. "I dør, som I er. I klarer jer aldrig. Ud," råbte hun.

Derude indgik hun en pagt med sig selv om aldrig at fortælle om det, der skete i kirken til andre.

Og så gik Bridget. Derude indgik hun en pagt med sig selv om aldrig at fortælle om det, der skete i kirken til andre. Det skulle være en hemmelighed, ligesom tårerne, der kom om aftenen, for hvad ville det nytte at fortælle historien til nogen? Og hvad hjalp det at græde foran de små? Så ville også de græde.

Hun tørrede tårer og snot væk og klaskede vand i ansigtet, før hun gik ind i familiens gamle hus og lavede de grønne blade, som de havde vænnet sig til at spise, men de små råbte, at de var færdige med grønne blade. De ville have kød som engang. Fisk og kylling og kød. Bridget forlod dem den aften og tog med til søen og lyste i vandet og fiskede de små fisk op, der var mindre end hendes lillefinger. Næste dag bredte hun dem ud i solen, og dem de ikke spiste solgte hun på markedet med de sødstegte brød.

Der var hverken tandpasta eller sæbe i huset. De børstede tænder i tørre tandbørster med gule filtrede hår. Indtil Bridget kom på at gå ud til et landsted, hvor de måske kunne bruge hendes hænder. Hun forlod sin landsby i natten, gik halvanden time, ankom ved daggry og bankede på og spurgte, om der var noget, hun kunne gøre for et lille stykke sæbe. Og så vaskede hun tøj og gjorde rent, indtil det blev sent, og hun fik et halvt stykke sæbe som tak for hjælpen. Det halve stykke sæbe var grønt, og hun smilede, da hun forlod landstedet. Men midtvejs mod landsbyen kom regnen. Hun pakkede sæben ind i sin trøje, men dråberne kom som ud af baljer og mellem hendes små sammenknugede hænder opløste regntiden det halve stykke sæbe.

Bridget ville i sin bog springe frem i tiden ved at skrive, at hun holdt de små i skole i nogle år. Hun solgte på markedet, uden at sælge sig selv. Hun ville nå frem til, at hendes hjerte begyndte at flimre, og da hun vågnede op, var hun på hospitalet, fordi hun var besvimet, og nogen heldigvis havde fundet hende.

I hovedstaden stod hun i butik og solgte værktøj, gummistrimler, elgeneratorer, og hun mødte Mercy med de lilla læber. Mercy blev hendes bedste veninde, men ikke engang sin bedste veninde fortalte hun om kirken.

Hun mødte mænd, forlod mænd, blev forladt af mænd, var dårlig til mænd. Kirkehistorien gjorde det svært for hende at åbne sig rigtigt. De færreste stolede hun på. Det var bare noget, hun stoppede med, som hun blev voksen, ligesom hun fortalte sig selv: 'Når mennesker skuffer mig, er det deres eget problem'. Mercy stoppede i forretningen efter tre måneder. Arbejdet var kedeligt, og hun flyttede til Sydafrika for at finde noget bedre. Bridget stoppede først efter tre år, da de fyrede hende for at skære ned.

Bridget afbryder sin historie og siger, at vinden fra blæseren giver hende allergi. Hun lægger sig ned på det glattede betongulv med det skakternede plastikunderlag. Hun ligger på siden med hovedet på armen, hånden stikker op, og nakken og knæene bøjer hun, fordi hun er for lang til det lille stykke mellem det uduelige fjernsyn, elkogepladerne, sengen og bordet. Hvis hun kunne, ville hun skrive om, hvad der skete, da hun mistede sit arbejde og ikke fandt noget nyt. Hun ville skrive, at hun flyttede hjem til en veninde, men veninden fik sin kæreste på besøg, og de dyrkede sex i samme seng, som Bridget lå og delte, så hun flyttede ind hos sin moster, eller rettere ud, for hun boede uden for byen.

Hun lagde sine kufferter og kjolerne og den samling af høje hæle, hun havde skaffet sig, da hun stod i forretningen. Om natten sov hun ved mosteren. Om dagen tog hun ned til Kariba ved grænsen og hentede de små tørrede fisk, som hun solgte på markeder.

Hun mødte en mand, der sagde, at hun var den smukkeste, han havde set. Med de slanke fødder og de lige tæer, de lange glatte ben og den runde strittende bag, den flade mave, de runde faste bryster, timeglasformen og det perfekte unge ansigt med den lille søde næste, og de bløde læber og de små perfekte ører kunne hun blive den næste Miss Zambia, sagde han. Det krævede bare én ting. Hårdt arbejde. Og i måneder arbejdede hun hårdt for ham som model, men da hun aldrig fik løn, stoppede hun, for hun er ikke nogens slave.

Læs andet afsnit af Steffen Stubagers rejsedagbog fra Afrika: Leslys sidste togtur

Og så er der Maria, siger hun og klaser en flad hånd i gulvet. Mosterens datter, Bridgets kusine, der begyndte at snige sig ind og stjæle Bridgets kjoler om natten. Bridget vidste, at hun tog dem, fordi hun en aften lagde kjole frem på gulvet, som om hun lige var trådt ud af den og faldet om af søvn på sengen, men hun holdt sig vågen og opdagede Marias lusken rundt.

Det standsede dog ikke Maria, der nu begyndte at gå rundt i de stjålne kjoler for øjnene af Bridget.

Der måtte være noget, Maria ikke kunne lide ved Bridget, for en dag overhørte hun mellem Maria og hendes veninde en ordveksling, der reddede hende fra at dø.

"Spis dem ikke," sagde Maria.

"Hvorfor ikke?"

Bridget kunne høre låget, der blev lagt på gryden.

"Der er gift i. Rottegift til at dræbe min kusine," sagde Maria.

Og den aften sprang Bridget aftensmaden over, og næste morgen stak hun af sted med en rygsæk, og mens hun gik, tænkte hun på, om det måske ville være bedre, hvis hun havde spist risene. Hun gik ud af byen og fik øje på et bjerg, som hun fik lyst til at gå op på toppen af for at bede til Gud. Deroppefra kunne han måske høre hende.

Nu lægger hun sig op i sengen på en pude, så hendes fødder rører mine.

"Og ved du så, hvad der skete," spørger hun.

Bjerget var fyldt med hjemløse som hende, der havde troet, at de kunne gå op og tale til Gud. De var flyttet derop, en efter en, år efter år, og de sov på de bare klipper. Bridget fandt en stor flad sten og lagde sig i fosterstilling med sin taske mellem maven, benene og armene. Myggene stak hende natten lang, og regnen gjorde hende klam og ulykkelig, men om morgenen kom en ældre kvinde over til den flade sten og satte sig med noget at spise. Hun smilede og sagde, at de kunne sove sammen. Det var nu elleve måneder siden, forretningen havde skilt sig af med Bridget, og nu sad hun på en sten med en gammel hjemløs dame og bad. De lagde sig tæt, skiftedes til at holde om hinanden, men efter fire nætter, gik Bridget ned ad bjerget. Det var myggene, hun var bange for, og havde hendes mor ikke sagt, at hun aldrig måtte være bange?

Og med hævet pande vandrede hun rundt til alle de forretninger, hun kunne finde i centrum af Lusaka, og før mørket faldt på, fandt hun en netcafe, og der stod ejeren og sagde, at hun kunne begynde næste dag, og det gjorde hun, og hun flyttede ind, hvor vi ligger og stirrer på hinanden, og hun hentede sine høje hæle og kjolerne hos mosteren og så aldrig Maria igen.

Hun fik en kæreste, som hun elskede, indtil hun vågnede på hospitalet. Det var en lørdag. Selvom hun havde taget sin medicin, var hun faldet om. Han kom ikke og besøgte hende. Og han slukkede sin telefon, så hun ikke kunne ringe til ham. Hun forstod det ikke, og hun forstod slet ikke det, han gjorde fire dage senere: han forlod hende. En måned senere kom han tilbage, men nu – og Bridget er rasende i sengen, rasende på en rolig måde, hvor hun bevarer sin bløde, lavmælte stemme, men falder over sætningerne – nu var hun færdig med mænd. Nu er hun færdig med mænd. Hvad skal hun med mænd, når de først siger, at de elsker hende, men snart viser deres sande falske ansigt?

Hun har indgået en pagt med sig selv: ingen sex, og ingen børn, ikke flere skuffelser, ikke mere ondskab.

Alt dette ville Bridget skrive, og hun ville skrive, at hun ikke går rundt og smiler med sine røde læber for sjov. Hun er træt af sine røde læber, som hun er nødt til at dække, for underlæben, der altid har været sort, mister farven. Omtrent fra midten indad har den fået samme farve som en håndflade. Og hvad nu? Mere medicin? Det siger en læge, der kommer på netcaféen. Han siger, hun skal købe vitaminer, som hun mangler.

Bridget rejser sig og stiller sig ved fotografierne af sig selv, der hænger i det mørke værelse over sminkebordet.

"Hvorfor stoler du på mig," spørger hun. "Jeg kunne forgifte dig. Eller skære dine fingre af og spise dem. De ligner wienerpølser."

"Fordi du smilede til mig. Jeg stoler på dem, der smiler."

"Jeg smiler, fordi det er nemmere end at forklare."

"Hvorfor stoler du på mig," spørger jeg.

"Fordi du sad og skrev. Jeg stoler på dem, der skriver."

Hun lægger sig. Og vi bliver stille. Jeg opdager, at hun har to smil. Men forskellen er alligevel enorm.

"Vil du vide noget om mine fotografier," spørger hun. Jeg nikker.

"En dag pillede jeg et af dem ned og skrev på bagsiden: 'Jeg gad vide, hvordan mit liv var, hvis mor var i live?'

Jeg får mine rutiner hos Bridget. Jeg sover en halv time længere og læser indtil middag. Så køber jeg ind til aftenen. Bønner. Kylling. Tomater og løg. Kartofler. Mango. En enkelt dag is med smag af banan. Jeg kender kun én strækning i byen. Den mellem Bridgets værelse og netcaféen. Jeg går den hver aften for at hente Bridget. Jeg kommer en time eller halvanden, før hun får fri, for cafeen serverer gratis kaffe, en kaffe så tyk og sort at en småsten kunne flyde ovenpå, så sød og fyldig at kindtænderne rokker.

Jeg går de samme ture og se de samme ansigter, som genkender mig og hilser smilende. De kalder mig mzungu. Jeg går, som om jeg hører til.

Jeg føler mig hjemme hos Bridget. Jeg laver aftensmad. Hun vasker op. Vi ligger på sengen og sludrer. Den lille pige Eletina og naboen Redson besøger os og fortæller røverhistorier.

Den sidste morgen tapper Bridget på jerngitteret klokken fem om morgenen og siger 'knock-knock'. Jeg låser hende ind og kravler tilbage under tæppet. Hun lægger sig ved siden af mig, tæt, men med tæppet mellem vores kroppe.

For to måneder siden, da hun vågnede, lå der en sort klat blod på hendes pude og trængte ind i det hvide betræk.

Hun lægger hovedet på mit bryst og en arm på maven.

Hun fortalte om blodet til præsten, der bad for hende. De kommende uger drømte hun om øgler og slanger, og om hunde der grinede af hende.

"Ved du noget om at tyde drømme," spørger hun

"Ikke rigtig. Dig?"

"Nej, men jeg ville ønske, jeg kunne forstå mig selv." Hun bliver stille, og hun føles som om hun bare stirrer.

"Hvad er der," spørger jeg.

"Det er trist, at du rejser. Jeg går tilbage til mit gamle liv," siger hun og bider i min arm. Biddet efterlader et tandmærke.

"Du må huske mig," siger hun.

Jeg glemmer aldrig Bridget, der som lille hentede vand i metalbaljer på hovedet i sin landsby uden strøm på sine bare fødder, der trådte på en slange, som hun lossede væk, før den nåede at hugge, og nu er en bykvinde, som har mistet evnen til at balancere ting på hovedet, men går i høje hæle og korte kjole og kalder sig selv for 'dronning' og en 'ninjaneger'.

Hun lægger sig ned på gulvet, skubber sin krop halvvejs ind under sengen og læser højt fra biblen. Så lægger hun den fra sig, opslået.

"Hvor modig jeg end er, så er jeg alene. Tak for, at du kom ind i mit liv," siger hun.

"Du er ikke alene," siger jeg.

"Jo, jeg er alene, og jeg er ulykkelig, Steff."

Eletina kommer ind og sætter sig på sengen. Hun drikker mælk af en pose.

"Må jeg spørge dig om noget, jeg har tænkt på," siger Bridget.

"Selvfølgelig."

"Fejrer I jul, der hvor du kommer fra?"

Vi nærmer os jul. Der hænger granguirlander af plastik og julekugler supermarkederne, og juletilbuddene er begyndt.

"Ja. Og vi danser om et grantræ og synger salmer, og bliver det koldt, fryser vandet til is," svarer jeg. "Så kan man gå på vandet. Og vi fyrer fyrværkeri af. Det er ikke til at være nogen steder. Det er sjovt."

Hun rører ved mine to snore, jeg har bundet om håndleddet tæt ved Bridgets tandmærke, som stadig er rødt. En af snorene er mørkebrun og flettet. Den anden er lysebrun og snoet tre gange.

"Hvad er det," spørger hun.

"Det flettede er til at huske min søster, og det tynde lange til min familie."

Hun smiler.

"Jeg kan ikke undvære min mor," siger hun. "Du ved godt, at du kommer til at kede dig, når du rejser videre, ikke? For her er sjovt."

"Her er sjovt," gentager jeg.

Bridgets fætter bestyrer busruter, også en i min retning. Han sørger for en billet og et ledigt sæde til mig.

Afskeden er hurtig, som den bør være, for Bridget er en veninde for livet. En veninde, jeg måske aldrig ser igen.

Op og ned af bussens midtergang går en mand i blåt jakkesæt, med rødt slips og blå charmeklud af silke i lommen og råber en bøn, så blodårerne på halsen kvæler ham som slanger, og sveden farver jakkens ryg og render ned i flippen. Han tørrer sved af med en brun, foldet klud og minder os om, at vi skal spænde selerne. Det er første gang, jeg gør det på min rejse.

Chaufføren skruer op for ABBA. Min sidemand smører hænderne i vaseline. Udenfor vinduet løber en dreng rundt og kaster sten efter sine geder. Træerne er grønnere, græsset er stadig gult, men stråene står længere fra hinanden.

Med lukkede øjne og tandmærker på armen nærmer jeg mig Congo.

Læs mere fra VICE:

Mød danskeren, der besøger samtlige 203 lande i verden uden en eneste flyrejse

Et besøg i det indiske tempel, der huser 20.000 hellige rotter

Intime billeder af kærlighed, smerte og længsel blandt Berlins unge tilflyttere