FYI.

This story is over 5 years old.

landbrug

Illegale svinefarme er på vej tilbage i Cairos ‘skraldeby’

Takket være en svineinfluenza for fem år siden gjorde Mubaraks regering kål på de fleste grise i Egypten, men selvom det stadig er ulovligt, er der modige landmænd, der forsøger at få produktionen op at køre.

Efter at have forceret et bjerg af pap og skrald kunne jeg se ind over et metalhegn og ned i indhegningen, der lå på den anden side. Omkring to dusin grise flygtede hen i skyggen, før de langsomt vendte tilbage til appelsinskal og andet madaffald, de havde været i fuld gang med at tygge sig igennem.

"Velkommen til Skraldebyen!" råber en mand, inden han fortsætter med at presse og pakke brugte papstykker. "Kan du lide grisene?"

Annoncering
pigs-in-garbage

Billede: Grise hænger ud på et bjerg af skrald

Manshiyet Nasser, eller 'Skraldebyen' som den også bliver kaldt, breder sig for foden af Mokattam-bjergene, cirka otte kilometer fra Cairos centrum, og er primært beboet af Koptiske kristne. Størstedelen af Skraldebyens indbyggere er beskæftiget i bydelens uorganiserede affaldsbranche, og der er nok at lave. 4.200 tons skrald, svarende til 30 procent af Cairos daglige produktion af affald, ender i Skraldebyen, og de 60.000 indbyggere har derfor fået tilnavnet Zabaleen (der direkte oversat betyder skraldefolket). Går man rundt i bydelens labyrint af gader, støder man af og til på mindre pladser med interimistiske forbrændingsovne. Her bliver man mødt af en mur af varme og en konstant metallisk summen. Her lugter, som man kan forestille sig, ikke særligt godt. Madrester og andet organisk materiale rådner under solens bagende stråler, hvilket resulterer i en lugt, der nærmest svitser ens næsehår af. Det tager dog kun kroppen et kvarters tid at vende sig til det, og med tiden bliver man immun over for den bidende lugt.

Skraldebyen er hjemsted for den højeste koncentration af grise i Egypten – i 2014 var der omkring 50.000. Det var en fordobling i forhold til året før og en eksplosion i forhold til bare fem år forinden, da regeringen rensede ud i Egyptens svinebestand, mens frygten for svineinfluenza var på sit højeste.

Den 29. april 2009 beordrede daværende præsident Mubarak, i et anfald af H1N1-paranoia, at alle svin i Egypten omgående skulle slagtes. På det tidspunkt anslog det egyptiske landbrugsministerium, at landets svinebestand bestod af cirka 250.000 grise.

Annoncering
Pig-farmer.jpg?crop=1xw:0.84457478005865xh;*,*&resize=400:*

Billede: Ovenfor, en spiritusforhandler sælger importerede tyske svineprodukter

På trods af at ingen af de Egyptiske grise havde fået konstateret H1N1, og at WHO gentagne gange havde understreget, at virussen ikke kunne overføres til mennesker, så længe kødet blev ordentligt tilberedt, blev ordren udført. Ifølge regeringen handlede tvangsslagtningen ikke så meget om, at man ville undgå svineinfluenza. Det var mere et spørgsmål om at værne om folkesundheden. Så godt som alle grise i Egypten blev kørt til slagtehuset eller i andre tilfælde, jeg ikke kan tåle at tænke på, overhældt med syre eller begravet levende.

Svinefarmerne i Skraldebyen fortalte mig, at det i dag er lovligt at eje og opdrætte grise men ulovligt at slagte dem med henblik på salg. Det er derfor så godt som umuligt at drive en lovlig grisefarm. Men nogle entreprenante egyptere var hurtige til at se forretningsmuligheder i forbuddets helt store smuthul. Kort efter kunne man derfor købe importeret svinekød i de rige og udlændingevenlige bydele Zamalek og Maadi – kød som var slagtet og forarbejdet i udlandet.

På en sidevej til en af Zamaleks trafikale knudepunkter ligger en lille spiritusforhandler, som også sælger udvalgte svinekødsudskæringer importeret fra Tyskland. Så snart man kommer ind, bliver man mødt af et større udvalg af foie gras, mortadella, bacon, svinekoteletter og meget andet.

"Virkeligt lækkert svinekød fra Tyskland", fortæller Atalah, en af butikkens ansatte. Da jeg spørger ham, hvor meget de sælger i løbet af en enkelt måned, vurderer han det til at være over 100 kg. "Der bor en masse udlændinge her i området, og de er glade for gris." Han forsikrer mig om, at det hele er lovligt og understreger, at han aldrig kunne finde på at ryge i fængsel på grund af noget så trivielt som svinekød. Så sænker han tonelejet og hvisker: "Hvis du har lyst, kan jeg skaffe dig noget rigtig god sprut. Alle de europæiske produkter. Øl, vin, vodka, whisky. Jeg har det hele. Men hold det for dig selv. Det er nemlig ulovligt."

Annoncering

Tilbage i Manshiyet Nasser fortæller svinefarmerne om de problemer, de stod over for efter masseslagtningen i 2009. "Jeg havde omkring 1500 grise, før Mubarak besluttede sig for at slagte dem, " fortæller Rezek, der er en af Skraldebyens indbyggere. "Så kom de og tog alle grisene med sig; jeg må have mistet værdier for i omegnen af 70.000 egyptiske pund [svarende til ca. 60.000 kr]".

"Men det var ikke bare penge, vi mistede," fortæller en ældre grisefarmer ved navn Bekhit. "Det gik ud over vores måde at leve på: vores månedlige indkomst, penge til at afholde bryllupper for, for ikke at nævne god mad til at brødføde vores familier med – du ved, 'barbecue pork'." Barbecue pork er en umådelig populær spise i Skraldebyen, og alle jeg hilste på havde helt styr på lige præcis dét engelske udtryk. "Grisene er også vitale for os, da de spiser alt det organiske materiale, vi ellers ikke kan komme af med," tilføjer Rezek. "Plastik og den slags kan vi sagtens genbruge, men overskydende madrester får ellers bare lov til at ligge og rådne."

På en fortovscafé, der også optog en betydelig del af gaden, sad en større gruppe mænd og diskuterede hændelsen i 2009 og dens eftervirkninger. "En af de første konsekvenser var, at prisen på svinekød steg. De der stadigvæk havde deres svinebestand holdt på grisene, eller solgte dem til en pris, der var meget højere end hvad folk kunne betale," fortæller Bekhit. "Før Mubarak kunne man købe svinekød hos den lokale slagter for omkring 25 egyptiske pund (22 kr). Nu er prisen fordoblet."

Annoncering

Det gik ud over måden vi levede på: vores månedlige indkomst, penge til at afholde bryllupper for, for ikke at nævne god mad til at brødføde vores familier med – du ved, 'barbecue pork'"

Raafat er en af områdets erfarne slagtere. Han anslår, at han er én ud af seks eller syv slagtere i området, der stadigvæk slagter og tilbereder svinekød. "Jeg var faktisk nødt til at sælge kyllinger i tiden umiddelbart efter udrensningen," fortæller han. "Der var simpelthen ikke nogen grise."

Før Mubarak slagtede Raafat mellem fire og fem grise dagligt. "Derefter var det måske et eller to om ugen. Det er meget bedre nu, men lige for tiden går det ret trægt. To til tre om dagen. Men det er fordi folk faster i forbindelse med påsken, og så på grund af landets finansielle situation."

En af de største udfordringer, som han stadig kæmper med, er manglen på en officiel certificering fra sundhedsmyndighederne. "Der er nogle kunder, der ikke tør købe kødet, da det ikke har det rette stempel, og derfor ved de ikke, hvordan kvaliteten er. Før 2009 var der læger til at certificere kødet – nu om dage må jeg gøre det selv. Det er ikke noget, der bekymrer folk i lokalområdet, men uden for Skraldebyen er det helt sikkert noget, der får folk til at undgå svinekødet".

Går man en tur i Skraldebyen, virker det lidt som om, at hver anden bygning, man passerer, har et par grise løbende rundt et eller andet sted. Enten i en improviseret svinesti i baggården, på taget eller under en trappe. "Jeg kan huske den første gang de kom (i 2009)," fortæller Bashai. "Jeg gemte to griseunger i et lille rum bagerst i mit hus men var nødt til at aflevere resten af min bestand. Situationen blev først bedre, efter Mubarak blev sat af," fortsætter han med henvisning til statskuppet, der fratog den islamiske præsident magten i sommeren 2013. "Under Mubarak var regeringen hele tiden på udkig efter grise, men nu er der ingen problemer".

Annoncering
pigs-in-a-stairway

Billede: Grise under en trappe i Skraldebyen

For at komme om til bagsiden af Bashais hus, er vi nødt til at vade igennem et hav af flasker, pap og – hvad jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til – mindst to kanyler. Jeg fulgte bare efter ham og gjorde mit bedste for ikke at snuble. Bashais yngste søn hoppede ubesværet forbi mig, og de hjalp mig i fællesskab ind i deres svinesti. "Nu har jeg mere end 60 grise," fortalte han mig en smule utilfreds, mens grisene omringede ham og nippede til hans fødder. "Men jeg håber på, at jeg snart har flere. Fremtiden ser lysere ud."

Pigs-in-shit

Rafaat er enig. Han siger, at den mere afslappede attitude over for svinekød kun kan hjælpe på omsætningen. "Jeg er slet ikke bange for, at der skal komme nogen og arrestere mig, fordi jeg sælger svinekød. Jeg tror faktisk, at slagterierne vil åbne igen snart." Han smiler. "Jeg sælger stadig kylling, hvis det er det, folk vil have. Men de fleste vil bare gerne have barbecue pork."

Denne artikel blev oprindelig bragt i MUNCHIES i april 2014.