Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.
Velkommen tilbage til Restaurant Confessionals, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Denne gang har vi snakket med en 35-årig amerikansk restauratør, der er træt af arrogante kunder.
Sandheden på restauranter er en fleksibel størrelse. Hvis et bord for eksempel får en pasta, der er al dente, kan det være, de siger: “Det her er ikke al dente. Det her er ukogt. Jeg har været i Italien, og jeg spiste på alle de bedste restauranter i Rom. Der var pastaen kogt meget mere end det her.”
Jeg svarer dem høfligt – ”okay, jeg er ked af, at du ikke kan lide det" – men i virkeligheden vil jeg gerne sige til dem, at bare fordi de har været i Italien, betyder det ikke, at de ved noget som helst. Sandheden er, at Rom er så turistet, at min mand og jeg var rystet over, hvor dårlig maden var. Frygteligt. Jeg har snakket med andre italienske kokke, som siger: ”Åh gud, spiste du i Rom? Lad være med at spise i Rom. Se seværdighederne i byen, men medbring din egen madpakke. Lad være med at spise pastaen.”
Men jeg siger ikke noget, for jeg gider ikke diskutere. Det ender alligevel bare med, at kunden synes, jeg er en arrogant idiot, som tror, jeg er bedre end dem og narrer dem til at spise alt muligt underligt. Vi er blevet bange for at forklare vores mad og vores fremgangsmåde, fordi vi frygter at få dårlig omtale. Der er en risiko forbundet ved at belære en kunde, og det tør vi desværre ikke længere.
Jeg synes, kunderne glemmer, at når man går ind for at få en ny oplevelse, skal man gøre det med åbent sind. Man skal spise noget, man elsker, men også helst prøve noget nyt. Måske får man en positiv overraskelse.
Jeg ville ønske, folk havde bedre manerer. Den slags skete ikke før i tiden. Man kom ikke bare ind på en restaurant, bandede af tjeneren og sagde ”knep dig selv”, hvis de forklarede, at en ret ikke kunne ændres. Hvad sker der? Folk er for langt ude. Og kunderne synes åbenbart, det er i orden at svine tjeneren til, fordi de er løsarbejdere.
Jeg synes, alle burde arbejde i restaurationsbranchen i mindst et år. Så kan det være, de tænker sig om en ekstra gang, inden de skriger en barista eller en tjener ind i hovedet.
Mindst 95 procent af de mennesker, vi serverer for, er søde. Og hvis der er noget, de ikke kan lide, så gør de en indsats. Det er bare sørgeligt, at de sidste fem procent ødelægger det hele. Det er en lille andel, men de har ufattelig meget magt. De har magten til at ødelægge andre menneskers aften.
De holder sig ikke tilbage og sikrer sig, at det, de siger, gør rigtig ondt.