Quantcast
Fotos: Emma Bork

Mayamin gør alt det forbudte – men på den smukkeste måde

AfLise Coermann Nygaard & Ida Pedersenbilleder af Emma Bork

Iranske Mayamin Abedi er 19 år, kører BMX, har pink hår og trodser tørklæde-påbuddet. Vi mødte hende i en skatepark i Teheran.

Fotos: Emma Bork

Half–pipen summer af liv. Folk på cykler, rulleskøjter og skateboards suser rundt på asfalten, endnu flere hænger bare ud og hører musik. Én ting fanger vores blik: En ung kvinde, der flyver rundt på sin neonpink BMX-cykel, så de lange, lyserøde lokker under hendes kasket bliver kastet rundt. Hun hedder Mayamin Abedi, og hun er den eneste kvinde på rampen.

Vi er i Abo Atash-parken i Irans hovedstad, Teheran – omringet af bjerge på den ene side og motorvejen på den anden. Det er sted, som få danskere ville forbinde med Iran: Synet, der møder os, kunne stamme fra en park i en hvilken som helst vestlig storby – men vi er i hjertet af det iranske præstestyre, og der er mere på spil for Mayamin Abedi og hendes venner, end hvis de havde skatet i Fælledparken. Specielt for Mayamin, der med sin "provokerende" påklædning ikke lever op til det religiøse ideal.

Hun håber derfor på en fremtid i Vesten – helst i England, hvor BMX-sporten er stor.

"Jeg drømmer om to ting; for det første at vinde en medalje i BMX, og for det andet at stikke af herfra. Man kan ikke udvikle sig hurtigt nok her," siger Mayamin Abedi, mens hun kigger ud over rampen og forbereder sit næste BMX-træk.

"Mine forældre og bedsteforældre er meget troende. De er ikke glade for, at jeg ser ud, som jeg gør."

Cykelhjulets eger lyser i regnbuefarver, og hendes hår er farvet lyserødt. Hun triller hen mod rampens kant og kaster sig ud. Der kommer mere og mere fart på. Hun svinger sig rundt i rampens hjørner. Elegant og velafbalanceret lander hun igen tilbage på det flade startstykke.

Den 19-årige kvinde er opvokset i Teheran og bor med sine bedsteforældre. På et lidt gebrokkent engelsk fortæller hun, at hun er opdraget i et stærkt religiøst hjem. Som hun står dér med sit farvede hår, de grønne og blå dreadlocks og øreringe med marihuanablade, er det svært at placere hende i den kontekst.

"Mine forældre og bedsteforældre er meget troende. De er ikke glade for, at jeg ser ud, som jeg gør," siger hun og afviser, at det er noget, som går hende på.

"Jeg har ikke noget imod, at de ikke er fans af min stil. Så længe de ikke går ind og forsøger at ændre mig, er jeg glad."

"Burkadamerne kan godt finde på at bande over mig, og jeg er blevet spurgt: 'Er du en lille dreng?'. Man vænner sig til det."

Hendes mor går i burka, og det kunne Mayamin ikke drømme om. For at omgå tørklæde-påbuddet går hun med kasket, selvom det reelt er ulovligt. Som kvindelige turister forstår vi godt, hvorfor hun ikke gider den konstante hovedbeklædning – vi har været her i otte dage, hele tiden med tørklæde, og vi er ved at gå ud af vores gode skind. Vi har sværere ved at høre folk, vi sveder konstant i de næsten 30 grader og vi skal konstant sikre os, at tørklædet sidder, som det skal.

Kasket-løsningen har givet Mayamin problemer. Hun fortæller, at det er hverdag for hende at få onde blikke og grimme kommentarer på gaden.

"Burkadamerne kan godt finde på at bande over mig, og jeg er blevet spurgt: 'Er du en lille dreng?'. Man vænner sig til det."

'Burkadamerne' er et udtryk, hun bruger igen og igen om de ældre, tilslørede damer, der kan finde på at fortælle hende, hvad hun må og ikke må. Det er tydeligt, at hun ikke finder sig i det.

"Jeg er stolt, og jeg står ved mig selv. Jeg går ikke mod strømmen, jeg er bare mig selv," slår hun fast.

Siden den islamiske revolution i 1979 har det været lov i Iran, at kvinder skal bære tørklæde i offentligheden. Mayamin Abedi har derfor også oplevet at blive stoppet af politiet. En gang blev hun arresteret og taget med på politistationen, hvor de tog billeder af hende. Hun fik besked om at tage mere tøj på og på at bære tørklæde. Det krav kunne hun straks opfylde – hun havde det med i rygsækken, bare som en sikkerhedsforanstaltning. Ti minutter efter hun var blevet sat fri, tog hun dog det ekstra tøj og tørklædet af igen, fortæller Mayamin, som kalder skateparken for et refugium, hvor hun "føler sig i live".

"Men fri? Ikke rigtigt. Som kvinde skal jeg dække hovedet under vores træninger. Det gør det sværere at bevæge sig. Alle tricks bliver sværere at lave, og der er specifikke tricks, kvinder ikke kan lave på grund af hovedbeklædningen," siger hun.

Abo Atash-parken i Irans hovedstad, Teheran. I BMX-sporten konkurrerer kvinder og mænd på lige fod, modsat mange andre sportsgrene i Iran, hvor både atleter og tilskuere er kønsopdelte.

I BMX-sporten konkurrerer kvinder og mænd på lige fod, modsat mange andre sportsgrene i Iran, hvor både atleter og tilskuere er kønsopdelte. Enten har præstestyret ikke fået øjnene op for BMX, eller også er de bare ligeglade. Under alle omstændigheder får Mayamin og vennerne lov til at passe sig selv i parken. Hun siger, at de er "blevet som en familie for hinanden."

Mayamin og drengene samles om bowlen i midten. En dreng, der præsenterer sig som "den bedste BMX-kører", skal forsøge at lave en baglæns salto. Vennerne står klar med mobilerne for at filme ham. Han kører frem og tilbage et par gange, inden han får nok fart på til at blive skudt op af rampen. Han læner sig bagover, slår en kolbøtte i luften og lander sikkert på hjulene. Vennerne klapper og griber kort efter deres BMX-cykler for at træne videre.

Mayamin skimter ud over skateparken og solnedgangen, som bader omgivelserne i et orange lys. Mørket er på vej, men hun og vennerne skal ingen steder. Så længe de har deres BMX-cykler og hinanden, er drømmen om et bedre liv ikke så langt væk.