Danske 'curlingbørn' afslører, hvor meget hjælp de får af deres forældre

Jeg ved faktisk ikke, hvor mange penge jeg bruger på at køre i tog og sende sms’er. Mine forældre betaler nemlig stadig mit rejsekort og min mobilregning, selvom jeg er fyldt 21 og for længst er flyttet hjemmefra. Og nu vi er ved indrømmelserne, så smurte min far madpakke til mig, indtil jeg fik huen på. Det er lidt pinligt at indrømme, fordi det ikke helt stemmer overens med det billede, jeg har af mig selv som værende en ung og selvstændig kvinde. Egentlig er jeg er jo nok det, man vil kalde et curlingbarn, hvis man er altså er typen, der følger lidt for meget med i den offentlige debat.

Ordet ‘curlingbarn’ dukkede første gang op i 1999, og i ordbogen står der, at et curlingbarn er “forkælet barn, der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav.” Det er med andre ord ikke en særlig flatterende titel. Det betyder, at selvom det er dejligt med forældrekøbte lejligheder og smurte madpakker, så er det de færreste, der vil kaldes curlingbarn. Men måske er det slet ikke så dårligt at blive curlet endda. En analyse, foretaget af Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser at “de børn, får meget hjælp af deres forældre og selv hjælper til derhjemme, også er dem, der klarer sig bedst, men lige efter dem kommer curlingbørnene".

Men selv om meget forældrehjælp, ifølge undersøgelsen, er en helt okay ting, kommer vi ikke uden om, at ‘curlingbarn’ er et nedladende begreb, der indikerer, at børn og unge er dovne, og at deres forældre er pylrede. På den anden side kan der også argumenteres for, at forældrenes hjælp hænge sammen med, at unge i dag er pressede og stressede, og at samfundet kræver et højt præstationsniveau af de unge.

For at blive klogere på det curling-begreb har vi talt med fem unge danskere om, hvor meget hjælp de får af deres forældre, og om de opfatter sig selv som curlingbørn.

Sandy Mahdi 28 år:

Hvis jeg ved, at jeg skal i byen en aften, kan jeg godt finde på at køre min bil hjem til mine forældre inden. Så kommer min far og henter mig, når jeg gerne vil hjem – også selvom det er klokken fire om morgenen. Jeg ved godt, at jeg er virkelig privilegeret, men jeg har ikke nogen cykel lige nu, og så kan mine forældre også låne bilen engang imellem. På den måde får alle noget ud af det. Men mine forældre hentede mig også dengang, jeg ikke havde en bil, de kunne låne. Sådan har det bare altid været.
Det ligger nok lidt i vores kultur. Mine forældre er fra Irak, og vi har altid passet meget på hinanden og gjort mange ting for hinanden i min familie. Mine forældre er ret bløde over for mig og min søster. Jeg kan godt mærke på mine venner, at de synes, det er lidt sindssygt, at min far gider hente mig sent om natten eller tidligt om morgen, men de synes også jeg er heldig, at jeg har forældre, der ikke bare er ligeglade med mig.
Jeg tror også, at min far faktisk synes, det er lidt hyggeligt. Hvis min søster også er i byen, kan vi skrive sammen og koordinere det sådan, at han henter os begge, og så kører vi sammen på McDrive. Jeg tror også, min far synes det er okay at hente mig, fordi jeg også hjælper ham og min mor meget.
Ordet curling er meget negativt ladet. For mig handler det om at finde en balance. Måske er det sindssygt, at min far stadig henter mig, når jeg har været i byen, men jeg mener også, jeg har gjort mig fortjent til det. Jeg vil også gøre det for mine egne børn engang. Så ved jeg, at de er trygge og kommer godt hjem, og så er det hyggeligt at høre lidt om den fest, de har været til.

Johan Poulsen 25 år:

På nogle måder er jeg nok et curlingbarn. Jeg får ikke så meget økonomisk hjælp fra mine forældre længere, men de har hjulpet mig med at finde et sted at bo, og de hjælper mig med at læse opgaver igennem. Det vildeste var nok dengang, de valgte at bidrage med 200.000 kroner til, at jeg kunne købe en andel. Jeg lagde 100.000 kroner selv, så på den måde har vi delt omkostningerne. Det er selvfølgelig et lån, men jeg sætter alligevel meget pris på hjælpen.
Nå jeg hører om, hvad andre får, så synes jeg egentlig, det, jeg har fået af mine forældre, er meget rimeligt. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, og jeg synes ikke, det er pinligt at fortælle om. Mine forældre har hjulpet mig med en bolig, fordi de havde pengene til det og gerne ville hjælpe mig. Jeg vil helt sikkert også hjælpe mine egne børn engang, hvis jeg får muligheden.
Det er selvfølgelig forskelligt, hvor meget man kan hjælpe, men bare det, at man gør noget, synes jeg er vigtigt. Ordet curlingbarn har nogle lidt negative konnotationer, men omvendt synes jeg også, det meget fint indfanger det, som det beskriver. Måske kunne det være en ide at finde på et nyt ord, fordi de fleste børn i dag nok er curlingbørn i et eller andet omfang. Så i stedet for at gøre det til noget negativt, så lad det beskrive en hjælp, som de fleste oplever.

Emma Veng 22 år:

Selvom jeg er flyttet hjemmefra, får jeg stadig lommepenge, og mine forældre betaler for fitness, mobilabonnement og min forsikring. Jeg bliver altid hentet i lufthavnen og kunne nok også overtale mine forældre til at køre mig til Roskilde, hvis jeg skulle på festival. I det hele taget ved jeg bare, at hvis der er noget, der går mig imod, så er mine forældre – og især min mor - der og opfører sig som en høne, så slaget ikke bliver for hårdt. Jeg har for eksempel lige været på rejse i Sydamerika, hvor jeg skulle mellemlande i Canada på vejen derover. Det viste sig, at man skal have et visum for at lande i Canada, men det vidste jeg ikke, så jeg kom ikke med flyet fra Kastrup. Da jeg skrev til min mor og orienterede hende om situationen, gik der ikke lang tid, før hun skrev og spurgte, om hun skulle hente mig, selvom hun sikkert havde andre ting at bruge sin tid på. Det vildeste curling jeg nogensinde har prøvet, må alligevel være dengang jeg gik i 8. klasse, og mine forældre hentede mig efter en lejrskole i Berlin og kørte mig yderligere fem timer sydpå, for at jeg kunne nå at deltage i en cheerleading-konkurrence. Jeg tror, at de gjorde det, fordi de havde muligheden, og selvom det var besværligt for dem, så gjorde de samtidig deres barn meget glad. Måske synes de også, at det var deres ansvar, at jeg nåede konkurrencen, når nu de havde opfordret mig til at gå op i min sport.
Jeg synes ikke nødvendigvis, at det var for meget, men når jeg tænker på det i dag, kan jeg godt se, at det var en vild ting at gøre for mig. Jeg har det blandet med de ting, som mine forældre hjælper mig med i dag. På den ene side synes jeg jo, det er dejligt, men jeg kan nogle gange også overveje, om jeg nogensinde lærer at stå på egne ben. Jeg har heldigvis mange år endnu til at lære det. Det er heller ikke fordi, der er noget nyt i det. Sådan har det bare altid været, og hvis de ikke spørger, om jeg snart betaler min telefon selv, så vil jeg hellere ikke bringe det på banen.
Det er ikke fordi, jeg synes det er pinligt at tale med mine venner om, hvilken hjælp jeg får af mine forældre, men det er ikke noget, vi taler så meget. Det ville være mærkeligt at blære sig med. Hvis jeg selv har nok penge og overskud, når jeg engang får børn, så vil jeg gøre det samme for dem, for jeg synes ikke, at jeg er blevet sådan en, der kun tænker på mig selv og smider om mig med penge, selvom jeg er blevet curlet.

Claus Andersen Randberg 26 år og Jon Fabech Hjort-Jørgensen 25 år:

Claus: Der har været situationer, hvor jeg har fået ting af mine forældre, som jeg strengt taget ikke havde brug for. For eksempel fik jeg et tilskud til min computer, der var lidt dyrere, fordi den ikke kun skulle bruges til studiet, men også til at lave musik, og der støttede de mit køb.

Jon: Det går begge veje. Jeg har også malet hjemme hos mine forældre, for man hjælper jo hinanden i en familie så godt, man nu kan. Mens jeg studerer, har jeg ikke så mange penge, så jeg har lånt af mine forældre, men så hjælper jeg jo den anden vej.

Claus: Jeg tror, mine forældre hjælper mig, fordi de vil mig det godt. Jeg var på et udlandsophold i Paris, der er en meget dyr by, og jeg fik ret mange legater, men fordi jeg gerne ville have et ret fedt ophold, hvor jeg ikke skulle vende hver en krone, fik jeg ekstra støtte fra mine forældre. Der gav mig en ro og en mere fuldendt udvekslingsoplevelse, selvom det var penge, som jeg ikke behøvede for at studere. De tænkte nok, at de hjalp mig med at få en oplevelse, der var med til at forme mit liv og mig som person. At tage på udveksling handler i min optik nemlig ikke kun om at gå i skole, men også at leve et kulturliv, og det tror jeg gerne, mine forældre ville investere i.

Jon: Jeg tror også, at det kan være svært for forældrene at udfylde forældrerollen, når man er flyttet hjemmefra og ved at hjælpe med et udlandsophold, kan de stadig holde fast i forældrerollen.

Claus: Jeg synes ikke, det er for meget, når jeg tænker på, hvad jeg ville gøre for mine egne børn engang.

Jon: Det kan godt være svært at sige højt, at man får hjælp, fordi man gerne vil være stor og voksen og uafhængig, men det er jo egentlig kun pinligt, indtil man finder ud af, at alle de andre også får hjælp til alt muligt.

Claus: Men man glemmer måske, at det faktisk ikke er alle. Der findes jo nogen, der ikke får så meget hjælp, og så er det ikke fedt at stå frem som den, der har fået det hele. Måske er det også en dansk ting, at man ikke vil vise sig frem.

Jon: Jeg synes, begrebet er en anelse unuanceret, for man kan jo sagtens få hjælp af sine forældre uden at blive båret frem på hænder og fødder.

Claus: Man gør jo sine børn en bjørnetjeneste, hvis man hjælper dem for meget, for de skal kunne stå på egne ben på et tidspunkt, men det synes jeg også, mine forældre har været gode til. De har jo ikke betalt for, at jeg fik lektiehjælp eller andre ting, der er mere ekstreme end støtte til udveksling, computer og studiebøger.

Gabrielle Gallagher 18 år:

Jeg arbejder på Dyrehavsbakken cirka en gang om ugen hen over sommersæsonen.
Allerede da jeg skulle til jobsamtale tilbød mine forældre at køre mig derud og tilbage igen. Vi bor på Frederiksberg, så turen ville tage omkring en time med offentlig transport, men turen tager kun omkring 30-40 minutter i bil. Jeg har ikke selv kørekort, så det er mine forældre, der kører mig på arbejde og henter mig igen, når jeg har fri omkring midnat.
Jeg tror, mine forældre tilbyder at køre mig, både for at jeg kan spare tid, men også for at vi så kan bruge lidt tid sammen, fordi vi ikke ses så tit.
Jeg synes egentlig ikke, at det er for meget, at de kører mig. Jeg synes bare, det er rart. Et par af mine venner har sagt, at de synes det er lidt vildt, at jeg bliver bragt og hentet hver gang, men det betyder nu ikke, at jeg synes, det er pinligt at fortælle det til folk. Mine kollegaer synes bare, jeg er heldig.
Jeg synes, at ordet 'curlingbarn' har en ret negativ klang. Det er vel, når man bliver så overbeskyttet, at man ikke ved, hvordan man står på egne ben. Jeg synes, at ordet ofte bruges om folk, der egentlig ikke er curlingbørn generelt, men derimod for en, der måske en gang imellem forkæles - og det synes jeg er i orden, at man bliver, så længe at man er taknemmelig.