Danske eks-vegetarer fortæller, hvordan det var at spise kød igen
Illustrationer af Anton Nielsen.
danmark

Danske eks-vegetarer fortæller, hvordan det var at spise kød igen

Der er mange gode grunde til at droppe kødet, men hvordan forsvarer man at vende tilbage til bøfferne?
AN
illustrationer af Anton Nielsen
16.10.17

Flere og flere danskere afsværger i disse år kød i højere eller mindre grad til fordel for plantebaseret mad, og aldrig har det været lettere at leve en tilværelse uden animalske produkter. De danske supermarkeder bugner med veganske og vegetariske alternativer, og flere og flere restauranter slår sig op på grønne serveringer og god samvittighed.

Nogle folk spiser vegetarisk eller vegansk for dyrenes skyld, andre for klimaet eller sundheden, men hvad sker der, når man går tilbage til røde bøffer efter flere år uden? Hvad sker der med vores opfattelse af smag og med vores etiske overvejelser?

Annoncering

Vi tog en snak med tre tidligere vegetarer og bad dem om at fortælle, hvorfor de gik imod strømmen og begyndte at spise kød igen.

Esther, 33, var vegetar i cirka 20 år

Min mor er ærkevegetar og har været det i 45-50 år. Hun er gammel hippie og er vokset op med peace, love, harmony, og med at man skal være god mod alle. Så min bror og jeg blev opfostret som vegetarer. Det var sådan, at når andre børn så Disney Sjov om fredagen, fik vi at vide, hvordan der så ud inde i et slagtehus. Det var hardcore vegetartræning.

Vi fik vegetarmad hver dag og vegetariske madpakker med i skoletasken. Det blev vi drillet med af de andre børn. Det var tilbage i starten af 90'erne, og på det tidspunkt, var det jo helt underligt at leve sådan herhjemme.

Vi fik lov til at spise æg og en sjælden gang imellem fisk, men kød var bandlyst derhjemme. Vi troede jo, det var helt normalt, og vi kunne slet ikke forestille os andet.

Men min far spiste kød, og når min mor var ude og rejse, tilberedte han også kødretter derhjemme – i særlige gryder og serveret på specielle tallerkener til formålet. Min bror begyndte at spise kød allerede som 10-11 årig, men jeg var noget længere om det. Jeg syntes, kød var tabu, og jeg fik dårlig samvittighed overfor min mor, hvis jeg bare tænkte på at spise det. Selvom min far forsøgte at introducere kød til os, når mor var ude, kunne jeg altså slet ikke forlige mig med det.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt i gymnasiet var til fest, og først på natten blev der serveret natmad: sandwiches. Jeg var lidt forbeholden overfor nogle lidt mørke stykker af et eller andet udefinerbart, men min veninde sagde til mig, at jeg ikke skulle være bekymret, da det bare var soltørrede tomater. Det smagte rigtig godt, og jeg holdt mig ikke tilbage. Efterfølgende fik jeg at vide, at det var baconstykker. Selvom jeg godt kunne lide det, var det bestemt ikke en positiv oplevelse for mig, da jeg følte mig snydt til at spise det.

Annoncering

LÆS MERE: Vi talte med den nordjyske veganer, der bytter æg ud med 'fuglemenstruation'

Da jeg var omkring 20 år gammel, tog jeg til Schweiz for at gå på hotelskole, og der var det ikke lige til at få fingrene i de råvarer, jeg var vant til at spise. Så min kost bestod primært af ris, kartofler, pasta og brød. Jeg tog 15 kilo på og var hele tiden meget træt, og da jeg gik til lægen, fik jeg at vide, at jeg manglede jern. Jeg var gået fra min mors dejlige vegetariske madlavning til selv at skulle lave mad, og min kost var slet ikke balanceret. Så jeg begyndte at spise kød, tabte mig og fik mere energi, og pludselig gav det bare mening for mig.

I dag kan jeg godt spise kød, men jeg er vanvittig dårlig til at tilberede det. Jeg har jo aldrig lært det. Når jeg tilbereder kød til min mand, ryster han bare på hovedet. Men jeg laver en killer vegetarsuppe.

Når man vokser op med, at det er forkert at spise "lig," er det meget svært, rent psykisk, at vænne sig til, at det er okay at spise kød. Men det smager jo for fanden bare så godt. Det er dog vigtigt, at kødet, jeg skal spise, ligner det dyr, det engang har været, så lidt som muligt. Jeg vil gerne vide, at koen har været på økogræs, at kyllingen har haft det godt og, at æggene ikke er buræg.

Jeg har ikke selv børn, men når jeg engang får børn, skal de have lov til selv at vælge, om de vil spise kød eller ej. Men det bliver ikke mig, der laver det.

Mads, 28, var vegetar i 6 år

Jeg blev vegetar af politiske årsager. Jeg var lige kommet hjem fra efterskole, var blevet lidt punket og begyndte at komme i det gamle ungdomshus. Der var det lidt sejt at være vegetar. Man skulle i hvert fald have styr på sin argumentation, hvis man skulle kunne forsvare, at man spiste kød. Jeg var periodevis veganer men aldrig i længere tid. Det var et spørgsmål om, at jeg ikke kunne undvære ost.

For mig handlede det om stå i modkultur til et ellers kødfikseret samfund. Jeg syntes aldrig, at det var synd for dyrene – hvis der er noget, der er naturligt, så er det da, at man slår andre dyr ihjel og spiser dem – men den industrielle kødproduktion, syntes jeg helt sikkert, var et problem. Enormt mange vegetarer og veganere spiser køderstatningsprodukter for eksempel lavet på soja. Men det er jo også et problem, fordi sojaindustrien har vokset sig så stor og miljøskadelig.

Annoncering

Min kost bestod hovedsageligt af ost og brød, men jeg spiste også grøntsagslasagne, pastasalater, risretter og postejer med champignon og nødder. Så jeg lærte et andet køkken at kende, end det jeg var vokset op med.

Jeg har aldrig haft et problem med, at andre spiser kød. Det kan blive rigtigt irriterende, hvis andre pudser deres egen glorie og forsøger at presse deres overbevisninger ned over hovedet på en. For mig at se redder man ikke nogen ved at blive vegetar – det er bare et personligt valg, man tager, og man gør kun noget for sig selv. Det var nok også en af grundene til, at jeg begyndte at spise kød igen. Og så fordi jeg savnede det.

LÆS MERE: Undersøgelse påstår, at agressive veganere får folk til at spise kød

Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Jeg begyndte at være træt af tør falafel, når jeg var i byen, og mine venner bestilte, hvad der passede dem, og når jeg var hjemme hos min mormor og morfar til jul, var det bare lettere at takke ja til varm leverpostej og medister, end at skulle forklare dem, hvorfor jeg ikke spiste det mad, der blev serveret. Så kunne jeg slå to fluer med et smæk: Min mormor ville ikke blive såret, og jeg kunne få lov til at spise løs.

Det hændte da også, at vi sad en flok punkere med hanekam en sen aften på McDonald's og syndede kollektivt: "Prøv at hør her drenge. Nu æder vi cheeseburgere, og så glemmer vi alt om det i morgen."

Annoncering

Men det var først endegyldigt slut, da jeg begyndte på en daghøjskole. Der var en hjernedød god madordning. Der var også vegetartilbud, men jeg tog en beslutning om, at jeg var blevet voksen nok til selv at kunne vælge kød fra og til, når jeg havde lyst. Da jeg så mødte nogle gamle venner en dag, der påpegede, at jeg spiste kød, gik det endeligt op for mig, at jeg ikke var vegetar længere.

Hvis man kan finde ud af at balancere og differentiere sit forbrug, behøver man hverken kalde sig vegetar eller kødspiser. Men jeg er glad for, at jeg har været vegetar. Det har lært mig, at et måltid mad ikke nødvendigvis skal handle om kød og tilbehør, og jeg har udviklet en stor kærlighed til en masse grøntsager, jeg hadede, før jeg blev vegetar. Men jeg spiser stadig kød to gange om ugen.

Camila, 31, var vegetar i 18 år

Jeg var omkring 11 år, da jeg holdt op med at spise kød. Jeg så et program i fjernsynet om kødindustrien. Fra den dag af kunne jeg ikke spise kød længere. Hver gang jeg sad foran et stykke kød, kunne jeg ikke lade være med at se dyret, det kom fra, foran mig.

Jeg begyndte at spise kød igen, fordi jeg udviklede nogle fødevareintolerancer. Min kost blev meget begrænset, og til sidst besluttede jeg mig for at begynde at spise kød igen for at få en sundere kost. Det var en helt vildt svær beslutning, da det egentlig ikke var noget, jeg havde lyst til at gøre.

Det var ikke sådan, at jeg bare tog på steakhouse og fik det overstået. Der var lang vej til bøffen. Første gang jeg skulle spise kød igen, købte jeg noget hakket kyllingekød, så jeg kunne lave frikadeller. Jeg kunne lige akkurat spise én, og jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg syntes, det var så ulækkert. Det værste var konsistensen. Jeg syntes, den var helt vildt mærkelig. Og jeg havde rigtig svært ved at synke det. Efter det forsøgte jeg mig med at spise kødsovs og andre retter, hvor jeg kunne maskere kødet lidt, og der gik cirka ét år, før jeg prøvede at smage en bøf.

LÆS MERE: På Nørrebro serveres tofu der gør selv kødædere misundelige

Jeg var i London med nogle venner. Vi skulle ud at spise og vi endte med at tage på en bøfrestaurant. Jeg blev overtalt til, at bestille en bøf, der var mediumstegt. Den første bid var virkelig en underlig oplevelse, og jeg tog højst to bidder af den, så kunne jeg ikke mere. Igen var det konsistensen mere end smagen, jeg ikke kunne holde ud. Jeg tror, det havde været lettere for mig, hvis den havde været gennemstegt, men bare det med at sidde med et helt stykke kød på tallerkenen var svært for mig.

Et halvt år efter jeg begyndte at spise kød igen, rejste jeg et år til Sydamerika. Der kunne jeg ikke tillade mig at være så kræsen. Undervejs spiste jeg en masse senet kød, men også indmad som hjerte og lever. Jeg besøgte også en masse gårde, og jeg tror, det hjalp mig, at jeg var tættere på de dyr, jeg spiste. Det var på den tur, at jeg rigtigt vænnede mig til at spise kød igen.

I dag kan jeg godt lide kød, og jeg spiser det hver eneste dag, men skaldyr har jeg stadig svært ved - det er lidt sværere at se bort fra, at en hel jomfruhummer har været et levende dyr.