Unge vil have mere undervisning i seksuelle grænser

Måske er det ikke gennem Twitterkampagner som #MeToo, men gennem bedre seksualundervisning i skolen, at kampen mod seksuelle krænkelser skal vindes.

|
okt 18 2017, 9:18am

Endnu engang flyder de sociale medier over med personlige fortællinger om seksuelle overgreb og chikane under #MeToo. Det er langt fra første gang og næppe sidste. De utallige beretninger fortæller en større historie om, at alt for mange har svært ved at aflæse, respektere og navigere i hinandens seksuelle grænser. Men hvordan lærer man egentlig også den slags? Ikke i skolen i hvert fald, siger en flok elever fra Ørestad Gymnasium. Vi har talt med Petrine Eriksen (18 år), Ashcon Hamedi Nejad (19 år), Frida Helvig Harbers Van Bijlevelt (18 år), Josefine Henriques (17 år), og Alexander Geisler (16 år), som har indvilget i en snak om seksuelle grænser.

En velmenende lærer har selvfølgelig formanet dem om, at "de ikke skal gøre noget, de ikke har lyst til". Men hvordan man egentlig undgår at gøre det, og ikke mindst undgår at udsætte andre for noget, de ikke har lyst til, har de aldrig fået at vide.

"Det ville give rigtig god mening, hvis vi fik nogle værktøjer, til at lære vores egne grænser at kende. Så man ikke ender ud i noget, man ikke synes er fedt," fortæller Petrine Eriksen på 18 år. "I idrætstimerne kunne man for eksempel lære om, hvordan man mærker sin krop og sine grænser. Men jeg kan ikke huske nogensinde at have fået bare en snert af sådan noget i seksualundervisningen. Desværre." Petrine går i 2.g på Ørestad Gymnasium. I sine 12 år i skolesystemet, kan hun kun huske at have modtaget seksualundervisning to gange. Og den undervisning har primært fokuseret på de praktiske sider af sex, såsom hvordan babyer bliver til, og hvilke sexsygsomme man kan risikere at pådrage sig i processen.

Og Petrine er ikke alene om den oplevelse. Ashcon Hamedi Nejad, der går i 3.g på Ørestad Gymnasium, mener heller ikke, at de vigtigste aspekter af sex er blevet berørt i skolen. "Jeg tænker, at man kan dele seksualundervisning op i to bokse. Den ene er praktisk sex, sexsygdomme, og hvordan man helt konkret gør, og den andel del er det psykiske aspekt – om lyst og grænser og sådan noget. Hvilket jo er 80 procent af sex. Men den del har jeg aldrig hørt noget om," siger Ashcon.

Petrine Eriksen, 18 år.
Ashcon Hamedi Nejad, 19 år.

De seneste år har der været meget fokus på seksuelle grænser og betydningen af samtykke i sex. Både Information og Politiken har kørt serier med vidnesbyrd om voldtægt og seksuelle overgreb. På sociale medier kommer der hele tiden nye hashtags, hvorunder folk fortæller om seksuelle krænkelser, #jegharoplevet, #YesAllWomen, og nu #MeToo.

Politisk har det store fokus også udmøntet sig i et forslag om at straffe seksuelle handlinger uden samtykke efter voldtægtsparagraffen. Det forslag blev stillet sidste sommer af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre ovenpå en meget omdiskuteret voldtægtssag, hvor en 17-årig pige blev voldtaget af tre jævnaldrende drenge, mens hun var så beruset, at hun hverken var i stand til at sige ja eller nej. Lisbeth Bech Poulsen, folketingsmedlem og daværende retsordfører i SF, sagde til Information, at de med forslaget ville "prøve at signalere, specielt til unge, som måske nogle gange har svært ved at vurdere, hvor grænsen går, at de skal sikre sig samtykke, hvis de er i tvivl." Undervisningsministeriet har også lavet et Etisk Kodeks, som skal lærer de unge, at tænke sig bedre om, inden de deler nøgenbilleder. Og mediernes og politikernes store fokus kan mærkes på Ørestad Gymnasium.

Petrine: Jeg tror, der er mange piger, som er usikre på, hvor deres grænse går, og hvornår det er nok. Det kan være svært, hvis man ikke kender sine grænser og får drukket lidt for meget.
Ashcon: Det simple svar er, at hvis hun ikke er i en tilstand til at svare, så lader du fucking være. Men der er jo så mange variationer af det spørgsmål, som kan være alvorligt svære. Og når du som dreng er forvirret til at starte med, så bliver du yderligere forvirret, når der er så meget fokus på det i medierne.
Alexander: Ja, men hvis man skal forbedre den ignorance, så skal man føre det tilbage til skolen. Skolen er jo ens kilde til rigtig information. Det er der, man skal starte med at gøre folk klar over, at den anden person skal være med på det.

I Danmark er seksualundervisning obligatorisk i folkeskolen. De faglige mål for undervisningen fokuserer blandt andet på fysiske aspekter, såsom de forandringer, der sker med kroppen i puberteten, og hvordan man dyrker sikker sex. Det er den del, som de unge fra Ørestad Gymnasium kan huske at have lært om. Men det er faktisk også et mål, at eleverne allerede omkring 3. klasse "opnår erkendelse af egne grænser og rettigheder samt forståelse for andres". For eleverne skal også lære om personlige grænser, og om venskab, familie, kæresteforhold og seksuelle relationer samt om de rettigheder, de har i forhold til deres køn, krop og i tilfælde af overgreb. Seksuelle grænser nævnes faktisk specifikt i rammerne, men det kan eleverne ikke huske, at have haft om.

Josefine: Vi fik at vide i skolen, at vi skulle være opmærksomme på vores egne grænser, men det var ikke noget, de gik i dybden med.
Frida: Når vi hørte om sex i de mindre klasser, var det meget sådan 'det kan være farligt'.
Josefine: Ja, det blev en skræmmekampagne, fordi det handlede så meget om sexsygdomme.
Frida: Men jeg tror, det er rigtig vigtigt ikke kun at snakke om konsekvenserne i forhold til sygdomme, men også konsekvenserne af, hvis man gør noget, man ikke har lyst til.
Alexander: Jeg havde faktisk en lærer, som var god til at få os til at føle os selvsikre og gøre sex til noget naturligt at snakke om. Hun lærte os, at vi skulle være opmærksomme på vores egne grænser. Men vi lærte ikke om andres.

Josefine Henriques, 17 år.
Alexander Geisler, 16 år.
Frida Helvig Harbers Van Bijlevelt, 18 år.

De mener alle fem, at seksuel dannelse er en del af skolens opgave. For "det er jo der, vi tilbringer det meste af vores tid," som Josefine siger. De så også gerne, at der kom mere seksualundervisning på skoleskemaet. For når man kun har seksualundervisning to gange i løbet af sin skoletid, bliver det ophøjet til noget, som det ikke burde være, mener Petrine.

"Inkluder det i nogle flere fag, i stedet for at der kommer nogen ind udefra og sætter os i en rundkreds for at snakke." Men det allermest fjollede ved seksualundervisningen er ifølge dem, at man ofte er opdelt i drenge og piger, når man modtager den. "Så får du også en forventning om, at du ikke kan snakke med en pige om de her ting," siger Ashcon.

Med undtagelse af nogle enkelte grundforløb på erhvervsuddannelserne er seksualundervisning ikke obligatorisk på ungdomsuddannelserne. Men man kan blandt andet få interesseorganisationen Sex & Samfund til at komme ud og lave undervisning. Ifølge projektleder Morten Emmerik Wøldike, der arbejder med seksualundervisning i forhold til unge i Sex og Samfund, så har seksuelle grænser fyldt en del i deres undervisningsindsatser gennem en årrække.

"Vores oplevelse er, at mange unge synes, det med grænser og at lære at fornemme hinandens signaler kan være svært og komplekst," siger Morten Emmerik Wøldike.

Men det er også en tilsvarende svær størrelse at undervise i. "Seksuelle grænser er ret komplekse at arbejde med, fordi de er subjektive størrelser, som opleves forskelligt af unge. Grænser er jo ikke som streger skåret i sand, så man kan sige 'her er grænsen'. Lyst og ulyst er ikke noget, der enten er der, eller ikke er der. Det svinger måske mere som bølger, og kan være der det ene øjeblik og være væk det næste," siger han.

Men selvom der er meget fokus på grænseoverskridende opførsel blandt unge i disse år, så mener Morten Emmerik Wøldike ikke, at nutidens unge er dårligere til at aflæse hinandens signaler og respektere hinandens grænser, end tidligere generationer. Det har til alle tider været svært, og Sex & Samfunds rådgivningslinje Sexlinien har i mange år modtaget spørgsmål, der starter med: "Var det egentlig okay eller over stregen, at…".

Men der er alligevel nogle forhold, der gør, at det måske er blevet ekstra vigtigt at tale om seksuelle grænser. "Der er nogle samfundsmæssige forandringer, blandt andet i forhold til det digitale og mobilteknologi, der stiller nye spørgsmål i forhold til grænser. Det er et område, hvor der er behov for mere kompetence og fokus i uddannelses- og undervisningssammenhæng," siger Morten Emmerik Wøldike. Og det er eleverne fra Ørestad Gymnasium enige i.

Ashcon: Jeg tror, vi er meget bagud i forhold til det, der sker rundt om os. Vi har fået internet, og det er blevet meget hårdt seksualiseret. Alt handler om sex.
Petrine: Men en film som Fifty Shades of Grey kan også få folk til at tro, at det er sexet at lave sådan noget, der er ret voldsomt.
Ashcon: Lad mig lige gøre det klart, at det er pisse vigtigt at lære om seksuelle grænser, for hvis du som dreng ser en video, der hedder Daughter Gets Raped by Father på nettet, så kan der godt forekomme misforståelser. Og der er for helvede fucking kategorier (på pornohjemmesider, red.), der bare omhandler voldtægt. Men det er feticher, og det er sgu også i orden, men we need to address it.
Alexander: I den tidsalder, vi lever i, er der meget større chance for, at man får misinformation, fordi der er mange ting på nettet, der kan være falske. I modsætning til dengang hvor næsten alt information gik gennem skolen eller egne erfaringer.
Frida: Sex er mere udbredt, og der er mere snak om det, men der er også flere ting at sige nej til. Der er sexlegetøj, og det skal helt tiden være vildere og mere ekstremt, og porno bliver mere og mere aggressivt og dominerende. For begge parter. Så der er mange flere muligheder, end der var dengang, og dermed også mere forvirring, for hvad fanden vil jeg egentlig?

Når man hører de unge snakke, er det bemærkelsesværdigt, at de siger, de aldrig har lært om seksuelle grænser, og alligevel siger de alt det rigtige, og fremstår utrolig kompetente på området. De ved, at man ikke kan gå ud fra, at en person har lyst til sex, bare fordi vedkommende er udfordrende klædt på. Og at man sagtens kan have flirtet og kysset med en person en hel aften, uden at det betyder, at man skal med hjem og have sex. De ved, at sex ikke er som i pornofilm, og at hvis din partner siger "ja", men du stadig er i tvivl, så er det et nej. Men hvis ikke de har lært det i skolen, hvor har de så lært det?

Frida: Personlig erfaring.
Petrine: Ja, personlig erfaring og ved at mærke efter. Jeg er stadig ved at lære mine egne grænser at kende. Det er selvfølgelig en proces.
Ashcon: Hvis der er noget, jeg har lært gennem de sidste par år, så er det, at man aldrig skal være bange for at spørge. Det kan godt være, at der er en pige, der er halvnøgen, men hey, hun er til hunde. Du ved ikke en skid. Folk er pisse forskellige. Ingen har fortalt mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har bare fået det fra at observere og være ude i det sociale liv.
Josefine: Jeg tænker bare stadig, det er vigtigt, at det er noget, vi snakker om i skolen. For jeg har selv en mase super gode veninder og venner, som jeg kan snakke om de her ting med. Men det er jo ikke alle, der er så heldige, derfor er det helt vildt vigtigt, at skolen, som vi alle sammen går i, er et sted, man kan snakke om sådan nogle ting.

Mere VICE
VICE kanaler