Skulle spørge fra en ven

Hvor dårligt for kroppen er det at stikke to fingre i halsen efter en druktur?

"Din ven" påstår, at det er den eneste måde at undgå tømmermænd på.
09 juni 2017, 5:00am
Foto: teekid/Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

Her er situationen: Din ven begyndte aftenen ganske uskyldigt med lidt vin til maden. Bagefter blev det til en øl på en bar, så nogle shots og derefter adskillige cocktails, indtil forløbet af aftenen begyndte at blive sløret. Nu ligger hun derhjemme med maven fuld af væske, hovedet snurrer rundt, og hun er lidt svimmel. Hun sværger, at hun får det bedre, hvis hun tvinger sig selv til at knække sig, så hun stikker to fingre i halsen og brækker alt det, der er tilbage i maven, op. Det gør hun altid efter en druktur. Hun påstår, at det gør hende mindre svimmel, gør hende lidt mere ædru, og forhindrer dødstømmermænd dagen efter.

Her er det værste, der kan ske: At knække sig med vilje er ikke det samme for kroppen, som når der opstår et naturligt behov for at kaste op, efter man har drukket for meget. Alkohol er en gift – og når din krop har fået for meget af den, vil den gerne af med den så hurtigt som muligt. Selvom det ikke er behageligt i øjeblikket (og heller ikke er behageligt for den nabo, som finder bræk i sine buske dagen efter), så er det en naturlig kropslig reaktion, som de fleste af os har været ude for mindst et par gange i løbet af vores liv.

Problemet opstår, hvis folk gør selvforskyldte knækkere til en vane, især hvis det foregår efter lidt for mange bajere. Selv et par gange om måneden kan være skadeligt for gastrointestinalkanalen. "Det, du brækker op, er en blanding af den alkohol, du lige har drukket, plus mavesyre, plus halvfordøjede stykker mad," siger Benjamin H. Levy, der er gastroenterolog ved Mount Sinai and Holy Cross Hospital i Chicago. "Når du brækker dig, skal det hele op gennem spiserøret, så der kan opstå en del betændelse i spiserøret, fordi der er et tilbageløb af mavesyre. Noget af det kan sætte sig fast, hvis der er også er små stykker mad blandet sammen med det."

Det er også potentielt farligere at tvinge sig selv til at brække sig, end når det foregår naturligt, fordi du aktivt forsøger at brække så meget som muligt op, og det udsætter dit spiserør for yderligere pres. Hvis du brækker dig ofte eller meget af gangen, kan det føre til flænger i spiserøret, også kaldet Mallory-Weiss-flænger, og det kan ende med, at du hoster blod op.

Hvis du konstant udsætter dit spiserør for mavesyre og alkohol, øger du også risikoen for spiserørskatar, som er en betændelsestilstand, der kan give varige skader. Det stopper ikke engang der: Kronisk spiserørskatar øger risikoen for at få kræft i spiserøret, selvom det nok er at strække den, hvis man påstår, at man får kræft af at brække sig et par gange om måneden. Man risikerer til gengæld at få lungeaspiration, eller at små madstykker sætter sig fast i luftvejene.

"Lige meget om det er selvforskyldt eller naturligt, så er faren ved at brække alkohol, mavesyre og madrester op, at noget af det, man spiste tidligere, kan ende i lungerne," forklarer Levy. Det kan give lungebetændelse eller i værste fald kvælning.

Her er, hvad der sandsynligvis sker: Udover spiserørskatar, som Levy siger, er en ret almindelig bivirkning ved at brække sig ofte, så kan mavesyre og alkohol også føre til halsbrand. Det er nok det sidste, du har lyst til, hvis du i forvejen kæmper med kvalme og svimmelhed. Du kan også opleve gastroøsofagal refluksygdom (GØRS), hvor indhold fra din mavesæk glider tilbage i spiserøret og irriterer. At kaste op jævnligt smadrer også dine tænder. Alt det mavesyre, der kommer op i munden, nedbryder emaljen og fører til følsomme tænder, karies og tandkødsbetændelse. Tandproblemer er meget normalt blandt folk med bulimi. En undersøgelse fra 2014 viste, at patienter, som tvang sig selv til at brække sig, havde 20 procent større risiko for at få tanderosion end patienter, som holdt sig fra det.

Så er det det værd? Selvom du måske oplever en midlertidig lettelse, fordi din mave bliver tømt, så er den alkohol, du har indtaget, stadig i dit system. Selvfølgelig brækker du det sprut op, som du endnu ikke har nået at indtage, men det kommer ikke til at gøre dig ædru. Du får det sandsynligvis værre på grund af halsbrand og GØRS.

Levy siger, at risikoen forbundet med at tvinge sig selv til at brække sig, især efter en druktur og hvis det foregår jævnligt, simpelthen ikke er det værd. "Jeg anbefaler ikke, at man får sig selv til at brække sig, hvis man betragter det som en modgift til at have drukket for meget, på grund af alkoholsaspiration, forøget mavesyre og risikoen for, at halvfordøjet mad kommer ind i lungerne," siger Levy. "Desuden risikerer man at rive hul på spiserøret, hver gang man knækker sig."

Hvis din ven brækker sig som en refleks efter for meget sprut, så hold hendes hår, og lad hendes krop gøre sin ting. Bagefter skal du sørge for, at hun ligger på siden, når hun sover, så hun ikke bliver kvalt, og hvis du lægger mærke til tegn på alkoholforgiftning, som for eksempel opkast, forvirring, anfald, langsomt åndedræt og bevidstløshed, skal du tage kontakt til en læge med det samme.

Selvfølgelig er første skridt at lade være med at drikke så meget – dødsdruk har sine helt egne komplikationer, lige fra alkoholforgiftning til leverbetændelse. Men hvis din ven har det skidt efter en tur i byen, er det bedre, at hun drikker en masse vand, går i seng og tager ned og træner dagen efter.

Annoncering