Burgere

Næstveds syriske burgerkonge har aldrig spist en burger i sit hjemland

24-årige Ahmad Haj Abdulkader er på kun fire år gået fra et job som opvasker til jobbet som restaurantchef. Vi mødte ham til en snak om burgere, Danmark og flugten fra Syrien.

af Jeppe Øvig; billeder af Amanda Hjernø
21 juli 2017, 7:59am

Alle billeder af Amanda Hjernø.

Når det meste af verden elsker et produkt, så kan nogle mennesker også finde på at opfinde regler for det rigtige og det fine.

Der findes således også regler for, hvordan en rigtig burger ser ud, og hvis du ikke holder dig til dem, så kan du få burgerzeloterne på nakken: Osten må ikke være fancy, burgeren skal kunne spises i én hånd, at spise en slider er at dyrke en afgud, og hedninge skal have samme tur, som Moses gav dem i biblen (2. Mosebog kap. 32 - den med guldkalven).

Hos Burger Anarchy i Odense følger de ikke reglerne. Her stabler de burgerne høje, så du ikke kan gabe over dem, her kan en burger serveres med en marmelade af marv og løg, og fra tid til anden kan du også prøve burgere med sæsonens råvarer såsom jordbær eller asparges.

LÆS MERE: Mød den syriske kok, der har lært at elske dansk sovs

For nyligt åbnede Burger Anarchy sin anden restaurant i Næstved, og bag disken kan man møde chefen for den nye afdeling. Han hedder Ahmad Haj Abdulkader og er 24 år. Han er flygtet fra Syrien for snart fire år siden.

Ahmad var gået under jorden i sit hjemland, fordi han var modstander af Assads regering. Han havde deltaget i nogle af de første demonstrationer, og senere havde han også en værnepligt, som han flygtede fra. Hans forældre fik besøg af ordensmagten på skæve tidspunkter, og derfor sov Ahmad aldrig hjemme.

Alle billeder af Amanda Hjernø.

I 2013 blev det for meget, og Ahmad og familien blev enige om, at han ville have en bedre chance for en fremtid hos sin faster i Sverige. Så langt nåede han ikke. Efter et ophold i Sandholmlejren blev han sendt til et center udenfor Odense, og fordi han ikke havde lyst til at spilde tiden der, så fik han hjælp til at blive ansat som opvasker hos Burger Anarchy. Dengang kunne han hverken tale dansk eller engelsk, men hans gåpåmod virkede for ham, og han steg i graderne.

Vi tog en snak med Ahmad om burgere, rejsen til Danmark, syrisk mad og integration.

Hej Ahmad. Havde du lyst til at lave mad, da du kom til Danmark?
Ahmad Haj Abdulkader: Jeg har altid lavet mad, men jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle arbejde i et køkken. Nu føler jeg, at det kunne blive mit job for evigt. Det er dejligt, når der kommer en gæst og siger "tak for mad." Det giver en følelse af at gøre mennesker glade.

Det er jo nogle ret vulgære og voldsomme burgere, I laver ...
Det er også derfor, at vi af og til har gæster, der siger: "Øh, har I ikke nogle almindelige burgere, eller hvad?" Så siger vi altid, at man ikke skal være bange for at prøve noget nyt. I begyndelsen var vi altid bekymrede, når vi skulle skifte menu, fordi vi ikke ville ændre for meget i forhold til gæsterne. Men sidst fjernede vi vores eneste almindelige burger, du ved med mayo, tomater og agurker, og sagde, at nu må folk lære at prøve noget nyt.

Hvordan lærte du at lave mad?
Jeg startede for to et halvt år siden som opvasker for Burger Anarchy i Odense. Så var jeg god til at spørge de andre om, hvordan de lavede maden, og min chef var rigtig god til at forklare det til mig. En dag spurgte han mig, om jeg ikke skulle begynde at arbejde i køkkenet, og det sagde jeg ja til.

Hvorfor tror du, at det var dig, der blev forfremmet fra opvasker til at blive chef?
Jeg viste mine chefer, at jeg fortjente det. De kunne godt se, at jeg kom forbi for at sige hej, når jeg havde fri. Jeg kunne ikke lade være, og de var også rigtig søde ved mig. I starten kunne jeg ikke dansk, heller ikke engelsk, men der var ingen, der sagde: "Du kan ikke dansk eller engelsk, så vi kan ikke kommunikere med dig." Jeg var faktisk også den første… hvad skal man kalde det ... flygtning eller indvandrer eller whatever, der arbejdede på Burger Anarchy. De havde ingen fordomme om, at de ikke ville ansætte en muslim for eksempel.

Er der blevet ansat flere flygtninge nu?
Lige nu er der mange. Flest fra Syrien og Eritrea. Jeg tror, vi er syv personer, som er indvandrere eller flygtninge.

Hvilken slags mad lavede du i Syrien?
Jeg lavede mad selv, men aldrig til gæster. Faktisk er der en meget anderledes madkultur. Fastfood er noget helt andet, i Syrien har vi ikke burgere i samme grad. Vi spiser mere ris og kød og ikke så mange grøntsager. I vores køkken hos Burger Anarchy ser vi på, hvilken sæson det er. Sidste måned skulle vi lave mange ting med asparges, og næste måned er det jordbær og hindbær. Det er nok ikke noget, man tænker så meget over i Syrien.

Hvor fik du din første burger?
Den første burger i mit liv? Det var i hvert fald ikke i Syrien - jeg har faktisk aldrig spist burger i Syrien. Selvom vi har Burger King, så synes vi mere om at lave mad selv. Min mor sagde, at den slags var usund mad.

Hvad fik du at spise, da du flygtede fra Syrien?
Det var ikke den bedste mad. Jeg spiste meget sandwich og burgere og det hele. Der var sjældent tid til at lave mad. Man kan sige, at det var på vejen til Europa, at jeg lærte at spise fastfood.

Skete der andet, da du rejste?
I 2013 var der begyndt at komme meget politi i lufthavnene i Grækenland, og jeg ville gerne til Sverige. Så møder jeg én, der siger, at han kan få os om bord på en lastbil, og det ville blive mega luksus. Det ville koste 6.000 euro, men så kunne vi sidde ved siden af chaufføren, og vi ville kun være tre personer. Så sagde vi: "Fedt, det lyder fantastisk!" Han snød os fuldstændigt. Vi måtte ikke få at vide, hvor vi kørte hen, men vi kørte fra Athen klokken 4 om morgen, og vi var 14 mennesker. Vi skulle sidde bag i sammen med lasten, der var på nogle store paller, der kunne dræbe os, hvis de væltede. Der fik vi brød, bananer og dadler. Vi måtte ikke spise så meget, fordi vi jo ikke kunne gå på toilettet.

LÆS MERE: Da Mr. Lee smurte bearnaise på verdens bedste flæskestegssandwich

Det lyder vildt ...
Jeg havde heller ikke lyst til at spise, fordi du er jo bange hele tiden. Når du sidder på mindre end én kvadratmeter, så har du ikke lyst til at spise. Han kørte os til en sydlig del af Italien, tror jeg. Han satte os af, pegede og sagde: "I skal gå den vej og tage toget til Milano." Jeg tror, vi gik i næsten seks timer.

Hvordan kom du så til Danmark?
Da vi kom til Milano, var der ikke flere fly, der gik til Sverige, og jeg ville afsted med det samme. Så sagde de, at der gik et fly til København, og at Malmø ikke var langt derfra. Så jeg tog det første fly. Jeg fik at vide, at nu var jeg indenfor Europa, så der ville ikke være nogen, der ville tjekke mig. Men da jeg kom til København, kunne jeg se, at politiet var der. Så blev jeg nervøs. Vi skulle stå i en lang kø, og så sagde de til mig, at mit pas var falskt. Jeg sagde, at det var ægte, men jeg havde ikke lyst til at være i Danmark, fordi jeg ikke kender nogen. Jeg har en faster i Sverige, men politiet sagde, at jeg ikke ville kunne fortsætte uden et gyldigt pas. Vi talte i mange timer, og jeg blev træt til sidst. Så sagde jeg ok, og så gav jeg dem mit fingeraftryk og påbegyndte (asylprocessen red.).

Der var to virkelig søde betjente, som forklarede mig, at jeg ville kunne læse og arbejde i Danmark ligesom i Sverige. Og så blev jeg i Danmark.

Tror du, at Burger Anarchy kunne åbne i Syrien?
Jeg ville gerne åbne en restaurant i Damaskus eller i Aleppo en dag, så kan vi lære folk at spise burgere. Vi får selvfølgelig et problem, fordi nogle af vores produkter er lavet med grisekød, men så kan vi jo bare bruge okse eller lam.

Hvis skæbnen nu havde været anderledes, og der ikke havde været borgerkrig i Syrien, tror du så, at du var blevet chef for en restaurant i Syrien?
Nej, det tror jeg ikke. Det var meningen, at jeg skulle læse til dyrlæge, så jeg kunne få et arbejde i min fars firma.

LÆS MERE: Mød den københavnske biavler der flygtede fra krigen i Syrien

Hvad med din opholdstilladelse?
Jeg har faktisk kun to år tilbage, og jeg håber, at jeg får det forlænget. Ellers må jeg jo ud af Danmark, og det gider jeg ikke endnu. Når de kan se, at jeg har været medejer af en restaurant, så kommer de ikke til at sige, at jeg er en dårlig mand. Det håber jeg i hvert fald ikke. Når man er i Danmark, skal man være dobbelt så flink som en dansker, fordi man er gæst. Det handler om at vise, at man er høflig. Der er mange, der kommer hertil, som er bange på grund af alle de der stramninger. Så tænker de: "Åh, vi bliver alligevel smidt ud om to eller tre år." Så gider man ikke at arbejde, og det er farligt, at tænke på den måde, og det er spild af tid.

Man skal ikke være bange for samfundet eller for danskerne, man skal lære sproget, og man skal integrere sig.