11 grunde til at København er det værste sted nogensinde

Dårlig kokain, forloren street food og elendig koncertlyd – der er en del grunde til at hade hovedstaden.

|
07 august 2017, 5:00am

Foto af Alfred Maddox

For to år siden konstaterede vi, at vores kære København var et prollet, fattigfint lortehul af en by, befængt med hipster-douchebags og scientologer. Hvordan ser det ud i dag? Ikke for godt, desværre. Tværtimod. Hovedstaden anno 2017 er et miskmask af endeløst vejarbejde, støjende metrobyggepladser, halvhjertede madmarkeder og de samme selvhøjtidelige New Nordic-narrøve, der har været på spil i byen i noget tid. Der er stadig masser af grunde til at have nedtur over København, og her er en håndfuld af dem.

Disclaimer: Selvfølgelig knuselsker vi vores hjemby, men den man elsker, tugter man, eller noget, ik? <3

Foto af Alfred Maddox

Overhypet cykelkultur

"København er verdens bedste cykelby," lyder det efterhånden fra store udenlandske aviser på ugentlig basis. Og ja, indrømmet, det er da befriende, at man kan cykle rundt i København på udmærkede cykelstier, men hvad dækker det over? At vi ikke har råd til biler. Jeg ville på sekundet bytte min semistjålne cykel ud med en brugt bil, hvis jeg havde råd til at betale de eksorbitante afgifter, som staten lægger på os.

Men du elsker din cykel, siger du. Ja, på samme måde som du elskede personen, der gav dig dit første knald. Hun/han fik en del point forærende, simpelthen fordi vedkommende var der og var klar. På samme måde er jeg enormt glad for min cykel, når jeg skal fra et brokvarter til et andet - det er sgu federe at cykle end at hoppe på 5C'eren sammen med resten af Københavns rakkerpak. Men bohemecharmen ved egen jernhest forsvinder ret hurtigt, når man glor ud af vinduet og konstaterer, at det er en af de 364 dage om året, hvor det pisser ned. Og som om det ikke var nok, så bliver vi stakkels københavnere, der i sagens natur er ret dygtige cyklister, nødsaget til at dele cykelstier med udlændinge, der vælter rundt på de nye elmotoriserede kommunale dræbermaskiner.

København er fyldt med elendig lyd

Når københavnere har været til koncert, indeholder fortællingen om deres oplevelse for det meste sætningen: 'Men lyden var helt forfærdelig.' En tendens, der faktisk ikke (kun) udspringer af, at hovedstadens indbyggere generelt er uimponerede, lige meget hvad man præsenterer dem for. Lydkvaliteten på de københavnske spillesteder er nemlig til grin.

Hvis man vil høre noget, der hverken er for lavt eller mudret, er man efterhånden nødt til at tage til Dronning Louises Bro for at høre Major Lazer på regnbuemalede, bilbatteridrevne anlæg lavet af fyre, der går i bare tæer på gaden hele sommeren. Og det burde ingen føle sig presset til.

Okay, før du leger djævlens advokat med din store musikviden, er lyden på Vega fin nok. Men det er ét spillested i hele vores hovedstad! For når du bruger 400 kroner på at se din yndlingsrapper fra Atlanta, der sikkert kommer for sent og er for skæv til at spille mere end en halv time, burde du i det mindste kunne høre hans mumlen klart.

Foto af Lars Jellestad

Kihoskh-hjørnet

Der er sådan set ikke noget galt med halvkolde importøl, nussede nichemagasiner og dyrt bagværk, som man skal stå i kø i 13 minutter for at få adgang til, men at Kihoskh er blevet et regulært tilløbsstykke for lokale og turister, der vil opleve "ground zero for hipsterficeringen af København" siger lidt om det stadie, byen befinder sig på. En pimpet aviskiosk og et tilhørende stykke nedtrådt græs, hvor folk æder pizza og hverdagsdrikker i vintersolen, er åbenbart opskriften på succes i en by, der skriger på valide grunde til at opholde sig udendørs.

Okay, vi ved godt, at det her teknisk set er Den Kongelige Livgarde, og ikke musikkorpset. Forestil jer samme kiksede stil, bare med nogle fløjter og lidt slagtøj. Foto af Alfred Maddox.

Livgardens forbandede musikkorps

At opleve Livgardens Musikkorps live er lidt ligesom at se Matador eller besøge Jellingestenen. Det er – omend en smule fesent – dansk kulturkanon. Og første gang, du gør det, føles det på en måde relevant for dig og din kulturarv som københavner eller dansker. Rart og betryggende. Måske endda hyggeligt. Men hvis du er så "heldig" at gå i skole eller på arbejde et sted langs Korpsets daglige rute gennem hovedstaden, kan du i stedet se frem til den helt særlige form for auditive kinesisk vandtortur, der udspiller sig, når en horde fuldvoksne mennesker i fjollede bjørnehatte trænger sig ind i dine ører, infiltrerer din hjerne og gnaver sig videre ind i din sjæl, hvor alt det, der før gjorde dig til et unikt, sympatisk menneske langsomt eroderes og erstattes af munter fløjtemusik og lutter fucking vanvid.

Ved hjælp af verdens tarveligste uniform og en musikgenre, der muligvis aldrig har været sej, har kongehusets slagtøjssvingende svar på Roskilde Festivals rullende-anlæg-Brian-typer formået at skabe den eneste tænkelige situation, hvor en kampklar skare bevæbnet med automatvåben ikke engang er bare den mindste smule badass.

Foto via

Byens klubkultur er et eksistentielt mareridt

I aften skal den fandme ha'. Du har kæmpet dig gennem flere ugers økonomisk depression med ufrivillig askese, men er endelig nået over målstregen. Payday, baby. Du er en konge igen, og fredagen skal fejres med dine medsammensvorne weekendkrigere. I mødes hos dig og rykker den dyre takeaway og naturvin, der hurtigt følges op af booze, babes og 900-kroners poser. Klokken 1 er i klar til at lægge byen ned. Men hvor fuck skal I tage hen? Endnu en klistret aften på Chateau Motels overbefolkede douchebag-dansegulv? Nah. Stå i kø til en +27 B-kendis krystalfest på At Dolores, hvor de gamle leger MDMunge for en aften? Heller ikke. Måske skulle i bare tage en rundtur i Kødbyen, som så mange gange før, og endnu engang indse alvoren af jeres misbrug med de andre KB18-zombier klokken lort næste morgen? Var det noget? Nah. Der er kun lorteklubber i København, og det er på tide du indser det. Hvis I ikke kan finde et seriøst rave i Valby eller Sydhavnen, skylder du dine homies og jeres dyrtbetalte brandert at holde en privatfest. Det er den eneste kur mod pinlige afvisninger i døren, køer til tilpissede toiletter og steroide-blæste dørmænd, der giver festkonger som dig selv på munden.

Inkonsekvent cannabislovgivning

Alle ryger tjald i København. Alle. Der bliver nollet, trillet, ristet, rullet og blammet på gadehjørner, bænke og sofaer fra Kastrup til Husum og Fælledparken til Fristaden. Rullepapirer og Smoker's Choice filtre er fast inventar hos samtlige Elite-købmænd og 7-Elevens i Storkøbenhavn. Og jo skævere vi kollektivt bliver, jo mere Illuminati konspirations-agtigt virker det, at vi i over fire årtier har indrettet vores hovedstads cannabiskultur sådan, at et åbent og frit (men ulovligt) cannabismarked, der stort set kører i døgndrift, hvis eksistens alle erkender, bogstaveligt talt befinder sig en brolængde væk fra den borg, hvorfra landet styres. Det er (naturligvis) ikke engang, fordi vi argumenterer for hverken den ene eller den anden side i cannabisdebatten – vi efterlyser bare en eller anden form for klar linje.

Hvorfor klynger vi os til den her pseudoulovlige politik? Er det god, klassisk, not-in-not-out dansk passivitet? Et Visit Danmark-tiltag? Et trygt, real-life træningsområde til politiskolens grønneste elever? Er det for at give byens allerede-paranoide cannabisrygere et natteløb af et ugentligt adrenalinkick? Er der tale om medlidenhed med samfundets halstatoverede, rygmærkede MC-entusiaster og bandegrupperinger? Eller handler det bare om, at vi ikke ved, hvad der er godt for os? Har vi røget os selv så langt ned i høstakken af skodpot fra Samsø og lommeuldent heroin-hash, at vi ikke kan unde os selv de fordele, der efter al erfaring følger med legalisering? All of the above?

Der må være grænser for tredjeverdenskapitalismen. Vi har som land ikke været på forkant med noget, siden vi lovliggjorde pornografi i 1969 (selvom det var rimelig syg stil, recognize). Kan I huske den der akavede periode, hvor man ikke kunne købe Red Bull herhjemme? Har vi som fuldvoksen storby virkelig lyst til at blive ved med at være den generte dreng i klassen, hvis overbeskyttende mor ikke vil lade ham spise sukker eller se tv eller gå i sko, der ikke er fodformede? FFS, København.

FFS.

Foto via Flickr-brugeren ccsmith85

"Street" food

Der var engang, hvor "street food" var noget, man fik på en rejse til Mumbai, hvor man i en rus af sult og antropologisk forvirring kastede sig over halvråt kylling og slangesaft i en baggård. Resultatet var én på opleveren og episk diarré. Det er street food i ordets bedste og eneste forstand i modsætning til det misfoster, som har overtaget madmarkeder og havnepromenader herhjemme de seneste år. For der er for guds skyld ikke meget street over at betale for sin bulgursalat med MobilePay, mens man sammen med resten af den kultiverede middelklasse går rundt i en teaterkulisse af ombyggede containere, campingvogne, grillrøg og muzak.

Og du skal ikke pudse en lort op ved at kalde det noget på engelsk: Gademad er nemlig det, vi i sagens natur har med at gøre, og det har vi allerede rigeligt af i København. Vi har verdens bedste hotdogs, shawarmabæltet og lune tebirkes fra bagerens bagdør, når du vælter hjem fra byen, og mere behøver vi ikke.

Kødbyen-uniformen

For nogle er Kødbyen en oase midt i København, hvor du hver weekend kan drysse dig ned i tvivlsom kokain blandt turister fra nær og fjern, der alle går skuffede hjem efter en oplevelse, der ikke helt levede op til de forventninger, som guidebøgerne stillede dem i udsigt. Fed urban stemning for unge firstmovers. For andre er det symbolet på lige præcis det, der er galt med København. Kødbyen er det mindst ægte sted i København, hvilket siger ikke så lidt om de gamle slagtehaller på Vesterbros mest mondæne adresse. Alle ikke-turister ligner hinanden i de efterhånden latterlige sort/hvide uniformer, gerne Wood Wood, Ganni, Acne, Soulland eller, for de mindre velbjærgede, Won Hundred og second hand læderjakker. Tilsæt sneakers med luftpuder, og du har Kødbyen-uniformen. Københavnsk mode er blevet en parodi på sig selv. De få, vildfarne turister, der rent faktisk tillader sig at iklæde sig farver må tro, de er vadet ind i en stumfilm og har ingen chance for at glide ind i det kønsløse og farvedrænede look, der i København passerer som stil.

Alle er på lortedrys

Hvis din far var yuppietypen, der hang ud ved Krasnapolskys zinkbardisk i 80'ernes København, så har han – modsat dig – måske haft glæden af at prøve den ægte version af det tarvelige andenrangspulver, du kritikløst skovler op i næsen efter den 6. genstand.

I mellemtiden har kokain nemlig gennemgået det, som forfatteren Henrik List har kaldt for en "proletarisering", hvilket betyder, at du og dine middelmådige homies har fået universel adgang til et billigt og giftigt sekundaprodukt, som er cirka lige så eksklusivt som en shawarma fra Nørrebrogade.

Når cokekvaliteten er styrtdykket, kan det undre, at så mange i Københavns natteliv ikke er i stand til at kigge hinanden i øjnene uden at være bedøvet af noget, der kun med lidt god vilje kan betragtes som narkotika, men det hænger nok sammen med, at prisen er fulgt med ned. Resultatet? En by fuld af næseblødende narkozombier, der hærger rundt i byen med et ulykkeligt blik i øjnene. De udenlandske journalister, der skriver begejstret om den danske hyggekultur, har tydeligvis ikke været på Guldregn klokken 9 om morgenen.

Et akavet hverdagsagtigt forhold til de kendte

Danmark er lillebitte – og i forlængelse deraf er København en ret lille hovedstad. Det er bare et faktum. Det kan godt være, at Mads Mikkelsen både er med i Star Wars og en Bond-film. Og selvfølgelig skal han have lov til at browse hårde hvidevarer på niveau med alle os andre – men det tager bare noget af glansen af at have sin egen kannibalserie, når man jævnligt støder ind i manden i Elgiganten. Held og lykke med at gå en eftermiddagstur langs søerne uden at falde over Westworlds egen svedige Sidse Babett Knudsen i joggingtøj. Og hvor mange gange gider du reelt at stå i frugt- og grøntafdelingen i SuperBrugsen i Borgergade og finde dig i, at Roland Møller stirrer truende tilbage på dig, før du dropper at komme der?

Foto af Alfred Maddox

Småborgerligheden

København er småborgerlighedens tempel. Byens indbyggere lever i en konstant, indre kamp mellem påtaget rummelighed og nedarvet småborgerlighed, mellem storbymentalitet og provinstankegang, storhedsvanvid og mindreværd, you get it.

Selvfølgelig er det fedt, at vi lægger gader til Distortion, men det kan fandme ikke være rigtigt, at der lugter af pis på gaden bagefter. Og sluk lige musikken efter klokken 20, vi er faktisk nogen, der skal fouragere grannåle på Amager Fælled i morgen tidlig. Hver fucking uge er der brok i medierne over folk, der støjer og folk, der brokker sig over dem, der brokker sig.

Når kværulanteriet når et vist niveau, ender det som regel med, at overborgmester Frank Jensen, måske verdens kedeligste mand, skal fortælle os, hvordan man opfører sig som ægte storbyboer. Sandheden er, at vi allesammen er pisseirriterende og pissetrætte af hinanden. Måske København i virkeligheden ville være et bedre sted uden nogen mennesker overhovedet? Fuck det. Vi er ude. Sidste mand slukker lyset.

Mere VICE
VICE kanaler