Sådan er det at gå til AA-møde på Roskilde Festival
Festival

Sådan er det at gå til AA-møde på Roskilde Festival

Mads har været ædru i fire et halvt år, og han er på Roskilde for at tage sit liv tilbage. Vi sad med i rundkredsen, da anonyme alkoholikere holdt møde på festivalen

Grupper af mennesker vandrer op af vejen med telte, rygsække og ladvogne med rammer af øl langs hegnet ind til Roskilde Festival. Midt i det hele står Mads* og venter på hjørnet af Darupsvej og Maglegaardsvej foran en af åbningerne til pladsen. Klokken er ti minutter i fire, og de første har stillet sig op ved siden af ham. Det er her, man møder op, hvis man er alkoholiker og vil være med til åbent AA-møde på Roskilde Festival.

Annoncering

De nye hilser på dem, de ikke kender, og en kvinde fortæller, at det er hårdt at være på festivalen, fordi fristelserne er alle steder. Årene forinden er hun typisk taget ind til Roskilde by for at deltage i AA-møder under festivalen. Et år tog hun helt ind til Ryesgade i København og deltog i tre AA-møder på én dag, fordi festivalen pressede så meget på trangen til at drikke. I dag er hun dybt taknemmelig for, at mødet bliver holdt her. ”Det redder min røv med de her møder,” siger hun til en anden. ”De redder vores alles røv,” svarer han og smiler.

Før dagens møde på Roskilde Festival fortæller Mads mig, at hvis han skal være optimistisk, så håber han på, at der vil møde ti op, hans mere realistiske bud er, at de vil blive fem. Sådan er det med alkoholikere, siger han og griner. ”Eller måske er det bare sådan med mennesker. Man siger, at man kommer til noget, men så får man sig ikke lige taget sammen.” Da klokken slår 16, står der 14 personer klar. De går sammen lidt væk fra vejen, larmen og alle menneskerne og sætter sig i en rundkreds på en plet udtørret græs lige ude foran festivalpladsen.

Mads fortæller om en mand, han så på Roskilde Festival i går. Manden var så fuld, at han gik baglæns, selvom han forsøgte at komme frem. ”Det var sådan, jeg bedst kunne lide at have det,” fortæller han til rundkredsen af mennesker, der lytter til hans historie. De griner og ryster på hovedet. De forstår præcis, hvad han taler om, for de har været der selv.

Annoncering

Mads er i starten af 30’erne, han har været ædru og clean i fire og et halvt år. Han var primært afhængig af hash, men i dag rører han heller ikke alkohol. ”Jeg er blevet ”ædru” fra hash. Når jeg kommer i AA, så er det fordi, at jeg er klar over, at bare fordi hash er mit primære problem, er alkohol ligeså meget mit problem. Det er rusen, jeg er afhængig af. Flugten fra mig selv.”

Der er flere til AA-mødet, der lige som Mads ikke kun har et problem med alkohol. En ung mand fortæller om at købe for 10.000 kroner coke en aften på Roskilde for et par år siden, en anden fortæller om trangen til at ryge joints, når han dufter røgen fra dem på festivalpladsen. Det er misbrug, der krydser hinanden, og selvom gruppen hedder AA, der står for Anonyme Alkoholikere, er der plads til dem alle. Det er Mads, der har taget initiativ til at holde AA-mødet på årets festival. Festivalen kan nemlig være specielt hård, fordi der er så meget fokus på at være påvirket hele tiden. Det nemmeste havde været helt at blive væk, men for Mads er det en del af at tage sit liv tilbage, at gøre de samme ting, han gjorde før. Nu gør han det bare uden at være påvirket.

”De første år efter jeg blev ædru, turde jeg ikke tage herned. Du bliver konfronteret med rigtig mange ting, der er svære,” forklarer han. For mange øl, for mange joints, for mange konstante påmindelser om det, han ikke længere kan. Ikke længere vil. Og ikke længere skal. Være påvirket.

Annoncering

”Sidste år havde jeg mit første år på Roskilde Festival som ædru. Der havde jeg et ædru-crew, jeg mødtes med et par gange. Der er jo rigtig meget druk her – især ude på festivalpladsen. Der bor jeg stadig ikke. Det er virkelig vigtigt med en mulighed for at stemple ind i et fælleskab i trygge rammer. Jeg ved, at så snart AA-mødet er slut i dag, så har jeg det bedre og er meget mere tryg ved at være her.”

Det hele begyndte præcis, ligesom det gør for mange andre, fortæller Mads. ”Ungdomsliv og de første dråber alkohol, der blev indtaget i folkeskolen. Det var noget magisk, der gjorde mig, en genert dreng, i stand til at tale med pigerne. Lidt efter kom hashen og fik en plads sammen med alkoholen.” Derfra stak det af. Hash i frikvartererne, shots efter skole. Som 17-årig husker han, at han første gang tænkte; ”Hvornår var sidste gang, jeg var ædru?” Men det fik ham ikke til at stoppe. Gymnasietiden var tre år i en tåge af hash og alkohol. Bagefter fulgte tre sabbatår på samme måde.

”Jeg nåede til et punkt, hvor det var svært for mig at ryge med andre, for jeg ville ikke dele. Jeg sad og tænkte over, hvor meget de andre røg, og hvor meget jeg så mistede, når jointen gik videre. Jeg var helt optaget af at ryge, og jeg kunne meget bedre lide at lukke mig inde på mit værelse med noget røg.” Mads begyndte på en uddannelse, men hans misbrug fortsatte. En ferie til Nice med tre venner blev starten på enden. ”Her gik det op for mig, at jeg var den eneste, der ikke vidste, hvor afhængig jeg var.” Mads vidste fra sine rejser, at man altid kan få fat i hash i parker, og ganske rigtigt fandt han en pusher i en park, der leverede til ham og vennerne under hele ferien. Lige indtil den sidste aften. Der var pusheren der ikke længere. Da han for fjerde eller femte gang havde hevet sine venner med ned i parken uden held, var der en af dem, der sagde noget. Mads kan ikke huske, hvad der blev sagt, men nogen sagde noget om misbruget.

Annoncering

”Det gjorde så hulens ondt at være den sidste i verden, der fandt ud af, hvordan folk så på mig. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Derefter besluttede jeg mig for, at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere ville vise, hvem jeg er. Fra da af ville jeg holde det her for mig selv. Det resulterede i, at vi tog hjem fra turen og aldrig snakkede om det. Jeg isolerede mig i tre måneder i min lejlighed. Og der røg jeg videre.”

På det knastørre græs, der lugter lidt af urin, mellem fulde festivalgæster med dåseøl i begge hænder, sidder gruppen i en stor rundkreds tæt nok til at kunne høre hinandens ord. En blandet flok af ældre og unge. Én har været på Roskilde i 25 år (15 af dem som ædru), én er her for første gang på en endagsbillet for at se Eminem, én har været ædru 15 måneder, én i ni år og én i bare tre uger. Fælles for dem er, at de er sammen her for at hjælpe og støtte hinanden i at forblive ædru på en festival fuld af druk.

Dagens møde blev planlagt i 'Young Sober Tribe', en AA-gruppe for unge, som Mads kommer i hver onsdag i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København. Derudover er det blevet annonceret på Facebooksider og med sms’er. En engelsktalende mand er med, fordi han tilfældigt mødte en deltager i går, der fortalte ham om det. De fleste i rundkredsen ligner mig og mine venner, og jeg bliver først opmærksom på og så flov over, at jeg ikke har skænket det mange tanker, at den drukkultur, der er på Roskilde Festival, selvfølgelig ikke er for alle.

Annoncering

En ung mand fortæller, at han bor i medarbejder-camp, og at der faktisk er ok roligt om natten. ”Ude på campingpladsen skal man være fucking stiv for at få bare en smule søvn.” Han har ret. Min promille har for det meste – eller nok nærmere altid – været så høj, når jeg kravlede ned i min sovepose, at jeg ikke kunne mærke bassen og høre technoen. Det er man næsten nødt til at være, tænker jeg.

Mads åbner mødet.

”Jeg hedder Mads, jeg er alkoholiker.” ”Hej, Mads,” lyder det fra resten af rundkredsen. Han er ikke længere bange for at vise, hvem han er, siger han. Det er de andre heller ikke, selvom det tydeligvis er svært for nogle at dem at få ordene ud.

Alle tager runden. Bagefter tager en ung kvinder ordet. Hun fortæller, at det er svært at være her som ædru, når minderne fra Roskilde handler om at være påvirket. Konstant. ”De andre år var min pakkeliste helt anderledes, end den er nu. Der stod: svampe, hash og alkohol på den. Det var det vigtigste.”

Sådan havde Mads det også. Hash var det vigtigste. Vigtigere end mad, venner og familie.
Da han er et par år inde i sin uddannelse, møder han en pige og forelsker sig. Han tror, at det kan ændre ham. Men han tør ikke fortælle hende, at han er dybt afhængig af hash, og i stedet begynder han et dobbeltliv. Han ryger, når hans kæreste sover, når han er til fest, lyver han og siger, at han skal købe øl, i stedet står han og ryger joints nede på gaden, når han kommer op til festen igen, siger han nej tak til de joints, der deles rundt. Ingen ved, hvad der foregår.
Da hans kæreste bliver gravid, går han i panik. ”Jeg er sikker på, at barnet bliver misdannet, for jeg er jo fucking påvirket hele tiden,” husker han. Han siger stadig ikke noget.

Annoncering

En augustdag i 2012 står han ude på Christiania. Hans dobbeltliv gør det svært at få tid til at rulle sine joints, så han køber dem færdigrullede og bruger mellem 200 og 500 kroner om dagen. ”Det er to enorme joints, jeg har købt, og da jeg cykler over Knippelsbro med dem i lommen, ringer min kæreste og siger, at vandet er gået.” Det næste der sker er svært for Mads at beskrive med ord. Når han forsøger, forklarer han, at han på det tidspunkt tror, at han ikke kan fungere normalt uden at være påvirket. ”Jeg var skæv til alting. På arbejde, derhjemme – altid. Det kommer også til at gælde den største dag i mit liv, da min datter bliver født.” Mens hans kæreste går i fødsel, står Mads med tårer i øjnene og ryger de to store joints, før han kører på hospitalet.

To mænd på omkring 60 år går forbi rundkredsen. ”Der bliver satme lige holdt lidt rundkredshygge,” siger den ene, mens han peger med den hånd, der ikke klemmer en dåseøl. ”Er der møde?” lyder det fra den anden. Hende, der har ordet til AA-mødet, smiler og ryster på hovedet. Hun ser ung ud, og hun fortæller, at hun snart har været ædru i otte år. Hun kigger ned i jorden, mens hun fortæller, hvordan AA har ændret hendes liv. Hvordan hun er taknemmelig for mødet i dag. Og hvordan hun fucking glæder sig til Eminem senere. Til at kunne huske det. Der bliver grinet, mens en ny tager ordet. Han har købt en endagsbillet kun for at se Eminem. Han har aldrig været på Roskilde før, og i går inden han skulle sove, gjorde det ondt i maven. Han ville ikke afsted, han ville bare gerne drikke. Heldigvis var der en ven fra hans lokale AA-gruppe som han kunne følges med. Uden sin ven, det her møde og det 'program' han følger, havde han drukket, fortæller han.

Annoncering

Programmet, han taler om, hedder De 12 Trin, og de er beskrevet i bogen Anonyme Alkoholikere. Trinene er fundamentet for den personlige helbredelse i Anonyme Alkoholikere. En kvinde tager ordet med spinkel stemme. Hun er ædru for første gang på Roskilde, og hun passer sine tolv trin nøje. ”Jeg er så taknemlig for det her møde," siger hun. "Jeg er på festivalen alene."

Det var De 12 Trin og AA, der endte med at redde Mads. Efter den dag han bliver far, tænker han hver dag, at det skal være den sidste med røg. Det er bare ikke så nemt. Han kan ikke stoppe. Mads bruger sæbe, creme, tandpasta og tyggegummi for ikke at blive opdaget, og det virker, indtil den dag, det ikke virker mere. Hans kæreste opdager ham. ”Hun går amok. Men så stiller hun mig to spørgsmål. Har du et ønske om at stoppe, og vil du gøre noget?” Efter det kommer Mads i flere forskellige behandlingstilbud, indtil han bliver indlagt på et bosted i otte uger. Da han kommer ud, går han til AA-møder hver dag, men allerede på den femte dag ude ryger han en joint igen. ”Jeg glemmer aldrig den dag. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.” Pludselig bliver det endda nemmere at gemme misbruget, hans kæreste er hjemme med deres datter, han bruger AA-møderne som undskyldning for at komme væk for at ryge, og først da han har brugt alle sine penge, opdager hans kæreste, hvad der foregår. ”Hun har sagt, det ikke er verdens ende med tilbagefald, men at jeg skulle være ærlig. Men jeg havde jo aldrig været ærlig.”

Annoncering

Mads flytter ud. Han bor hos venner og på gaden. Han stjæler fra sine venner, fra sit job og fra butikker. Da hans onkel får ham til at indse, at han må gøre noget ved sit liv, får det ham til at tage på Statsforvaltningen. Han har ikke set sin datter i seks måneder, da han får besked om, at han faktisk har ret til at se hende. Det er efter det, Mads ryger den sidste joint. Den allersidste. Han køber den på klods af sin pusher på Christiania, og efter han har røget, skråler han til himlen, at nu er han færdig, nu har han brug for hjælp. Dagen efter tager han til AA-møde, her møder han en mand, der spørger, om han må hjælpe ham gennem De 12 Trin. ”Alt i mig skreg; Nej! Det er vanvittigt svært at tage imod hjælp. Men til mødet ser jeg en pige, der fejrer et års ædruelighed, og jeg glemmer aldrig hendes øjne og smil. Der tænker jeg; Det her skal jeg nu.”

Mads går i gang med De 12 Trin, han får råd om, at han skal gå til AA-møder hver dag, han skal sige højt, hvor mange dage han har været ædru, og at han skal gå på knæ og bede om endnu en ædru dag. ”Det lyder vildt mærkeligt, men det er helt vildt, hvilken ændring det gjorde for mig. Pludselig begyndte livet at ske.”

Det er den samme historie, der går igen i rundkredsen. AA har reddet deres liv, De 12 Trin bliver fulgt, de kæmper hver dag. Alle sammen. Sammen. De fleste fortæller historier om at være på Roskilde, siden de var 15-16 år gamle. Uden at kunne huske det. Og de fleste har holdt sig væk et par år efter de blev ædru, fordi Roskilde ”fucker dem op”. En ung kvinde fejrer sit tredje ædru år på Roskilde. ”Jeg tog mit liv og min ungdom tilbage ved at komme tilbage til Roskilde,” siger hun. En ung mand tager ordet. Han har sovet tre timer i nat, fordi han har festet. ”To Redbull og så er jeg flyvende,” siger han. Han fortæller, at Roskilde er meget bedre ædru, han kan mærke musikken, og han kan huske, hvad han laver. ”Hvis nogen havde sagt til mig tidligere, at Roskilde kunne være fedt uden at være påvirket, havde jeg aldrig troet dem.” Han har været ædru i 15 måneder. Han forklarer, hvorfor han synes, at det faktisk kan være lettere at være ung og ædru alkoholiker på Roskilde end normalt i nattelivet. Her sover folk på mærkelige tidpunkter, og de er vågne på mærkelige tidspunkter. På alle tider af døgnet er det acceptabelt at sidde med en øl, men også med en flaske vand. ”Hvis man drikker vand, tænker folk enten, at du har tømmermænd, eller at du er på stoffer. Så bliver man fri for at sige, at man ikke drikker.”

Mads tager ordet i rundkredsen. ”Mange bliver meget utilpasse, når jeg siger, at jeg ikke drikker. Måske tænker de, at de aldrig selv ville kunne gøre det. De føler ikke, de kan fyre den af og feste, når jeg ikke drikker. Måske tænker de, at jeg dømmer dem. Men jeg har lavet en masse lort i mit liv, jeg er den sidste, der skal dømme andre.” Det kender de andre godt, en unge kvinde i sommerkjole fortæller, at nu går man ikke lige ned i lejren og fortæller, at man har været til AA-møde. Så hun har forskellige undskyldninger, når de andre i hendes lejr spørger, hvorfor hun ikke drikker. Enten træner hun op til et maraton, måske er hun på penicillin, eller også har hun tømmermænd.

Til sidst er der en mand, der fortæller, at hans søn er her på festivalen, de skal mødes nu og ud og se en koncert. ”Den mand, Mads beskrev i starten. Ham der går baglæns, selvom han vil frem. Den mand var mig,” siger han. Selvom det virker helt vildt, er hans festivaljob at sælge øl på campingområdet. Han fortæller, hvordan han står og sælger bajere til dem, der minder ham om ham selv i fortiden, og så føles det som at give lidt tilbage, siger han. Alle griner. ”Og lige en ting til,” han vender sig og kigger på den kvinde, der fortalte, at hun var alene, "du er ikke alene.”

Mødet er slut. Gruppen aftaler et nyt møde i slutningen af festivalen. ”Lad os gå ind og spise noget mad og høre noget musik sammen,” siger Mads. Han er glad for mødet.

Festivalpladsen er åbnet, og gruppen forsvinder ind i et mylder af mennesker. Jeg køber en sandwich, og før jeg betaler, råber ekspedienten ned til mig: "Skal du have en øl med?” Ikke vand. Ikke sodavand. Ikke bare "noget at drikke". Det er Roskilde Festival, der er øl over alt.

Mads har fået sit liv tilbage. Han har sin datter fem dage hver anden uge, og selvom det stadig kan være svært at holde sig clean, er det indtil videre lykkedes for ham. Også selvom han er på festival. ”Det kan faktisk godt lade sig gøre at have en Roskilde uden druk og stoffer. Men det gør det altså nemmere at gå uden om alle fristelserne efter et møde som det her.”

*Mads og de øvrige medvirkende i artiklen er anonyme alkoholikere. De lever deres liv, uden deres omgangskreds nødvendigvis kender til deres situation. Mads er derfor et opdigtet navn, og redaktionen kender hans identitet.