Vi fandt den ene person, der går i solarie under den vildeste danske sommer

"Faktisk har jeg ikke skænket det en tanke, at jeg tager sol, når solen skinner."

|
02 august 2018, 10:05am

Kollage af Nicolai Bruun, billeder via Shutterstock.

Ingen siger det højt, men hvert år deltager vi alle sammen ind i en fælles konkurrence om, hvem der kan nå at suge mest farve til sig, inden regnen og kulden vender tilbage. I årets usandsynligt sensationelle, danske sommervarme ligger vi letpåklædte langs kyster og kanaler, på altaner og i parker og venter på at vores maveskind får en mørkere nuance end vores baller. Men for nogen er det ikke nok at stege under vores allesammens gratis sol, og derfor vælger de at putte penge i en automat og ligge under deres helt egen lille blå solarie-sol.

For at få svar på, hvorfor 28 grader og skyfri himmel ikke er nok, hang jeg ud på solcentre i København, indtil jeg mødte et eneste menneske.

Solen skinner alle dage fra 7-22, står der på døren til solcentret på Amagerbrogade. Det løfte kan det danske vejr ikke leve op til året rundt, men lige for tiden har det ikke svært med at følge med. På facaden hænger en pixeleret kvinde, der er lige så gylden som de mennesker, der går forbi hende på gaden. Her lugter af brændt gummi og sødt af Redbull. Solsengene, der ligner en mellemting mellem spillemaskiner og futuristiske ligkister, summer uforstyrret, mens radioen spiller TLC og fortæller, at vejret ude i den virkelige verden bliver 27 grader og høj sol igen i morgen.

”Hvem tager i sol i det her vejr?” spørger en kvinde med blomstertatoveringer over skuldrene sin veninde, da de går forbi. Og det er lige præcis det spørgsmål, jeg vil finde svar på. Findes den person overhovedet? Og hvorfor i alverden vil vedkommende bruge penge på at lægge sig ind i en ophedet solseng, mens alle andre er ude for at købe den sidste ventilator i Silvan?

Jeg hænger på hjørnet og prøver at ligne en, der har aftalt at mødes med en ven ved solcentret, mens jeg holder øje med, om der går nogen ind eller ud. Det er der ingen, der gør. Jeg går hundrede meter længere ned ad Amagerbrogade til Clubtan og venter igen. Jeg venter på Islands Brygge og får lidt ekstra sol på mine ben, indtil der kommer en hund forbi og skider lige der, hvor jeg sidder. Jeg tager forbi Sønder Boulevard, hvor personalet på Boulevardens Solcenter fortæller, at det kan tælles på én hånd, hvor mange der har været forbi den sidste uge. ”Der er få, der stadig gør det, selv om solen skinner. Måske er det for at undgå bikinilinjer,” siger de og kigger filosoferende ud over deres smøger. Jeg tager til Nørrebro. Venter. Cykler til Frederiksberg. Venter. Måske findes personen i virkeligheden ikke. Måske har den danske sommervejr alligevel lagt de københavnske solarier øde.

Men netop som jeg er ved at bukke under for varmen og ventetiden, viser 21-årige Louise sig for mig som en gyldenbrun engel i kridhvid tubetop, miniskørt og store solbriller med genskin.

Broadly: Har du lige været inde og tage sol?
Louise: Ja, det har jeg.

Perfekt! Hvorfor tager du sol, når solen skinner?
Jeg er lige kommet hjem fra to ugers ferie på Sicilien og ved Amalfikysten,­ og så havde jeg bare lyst til det. Jeg gider ikke ligge ude i solen, når det er pisse varmt. Faktisk har jeg ikke skænket det en tanke, at jeg tager sol, når solen skinner. Man bliver bare mere brun i solariet, og det er mere effektivt end at ligge udenfor.

Det er altså lidt mærkeligt...
Ja, jeg kan godt forstå, at nogen synes, det er lidt underligt, men det har jeg ikke en holdning til, for jeg gør det, fordi det er lettere end at ligge herude. Det har jeg ikke tid til.

Hvor lang tid bruger du i solariet?
Jeg tager ti minutter, men folk tager ofte 20 minutter, hvis de ikke går regelmæssigt i boksen. Men jeg er ret brun, og det er jeg altid, så jeg holder bare farven ved lige engang imellem.

Hvor længe ville det tage at blive lige så brun herude under solen som inde i ”boksen”?
I solen ville det tage en time at blive lige så brun, som jeg bliver på ti minutter i boksen. Det er super farligt, og jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det, men jeg tror, det er, fordi alle i min omgangskreds gør det, så bliver jeg revet med af stemningen og glemmer lidt, at det kan have konsekvenser senere i livet.

Vil du være endnu brunere, end du er nu?
Nej, så bliver jeg for brun. Jeg tog kun i boksen i dag, fordi mit ansigt var lidt blegt. Det trækker også i mig, at jeg har et abonnement, men jeg tror snart, jeg stopper.

Hvornår begyndte du?
I vinter, da jeg kom hjem fra en rejse i mit sabbatår. Der var jeg blevet brun, og jeg ville gerne holde det ved lige. Jeg tog derfor sol et par gange om ugen, og så blev det lidt rutine at gøre det før eller efter arbejde. Det er lidt et skønhedsritual for mig, for jeg gør det for at se godt ud. Jeg føler mig også mere tilpas om vinteren, hvor jeg på den måde får den sol, jeg ellers ikke havde fået. Det er super dumt om sommeren, det kan jeg godt se, men altså…

Synes du, at du er blevet flottere brun efter ti minutter i solarie end efter en time på stranden?
Det er meget det samme, men i solen bliver man lidt mere rød, og i boksen får du en mere brun farve. Jeg føler jeg var blegere, da jeg kom hjem fra min sommerferie, end jeg var, da jeg tog afsted, fordi solariet giver en mørkere farve.

Tak Louise.