Som mange andre unge muslimer snydespiser jeg under ramadanen

Jeg har lige fået en kæmpe frokost, men min muslimske familie tror, jeg er lige så sulten, som de er.

|
maj 17 2018, 6:00am

Barmad er et godt bud, hvis du ikke vil støde på andre muslimer. Billede via Flickr-bruger Keith Trice

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det er ramadan, og min mor står i køkkenet og pukler over gryderne, mens hun forbereder det store festmåltid. Selv om hun er 64 år gammel og har sukkersyge, faster hun altid under højtiden. Det kan jeg ikke sige, jeg gør. Tidligere på dagen spiste jeg en ordentlig portion fish n’ chips til frokost – men min muslimske familie tror, jeg faster sammen med dem.

Sådan har det været i årevis.

Under ramadanen, som varer en måned, afholder størstedelen af klodens 1,8 milliarder muslimer sig fra deres laster. Fra solopgang til solnedgang skal alle muslimer – så længe helbredet tillader det – faste. Det vil sige, de ikke må spise, drikke (ikke engang vand), ryge, bande, sladre om andre eller dyrke sex. Ramadanen og fasten er en af islams fem grundpiller, og hvis man ikke overholder den, risikerer man i bedste fald at blive udskammet og i værste fald bøde og fængselsstraf. De fleste muslimer ser hvert år frem til ramadanen, fordi det lidt er ligesom en religiøs kur, der renser sjælen og sindet, så man er klar til et nyt år. Men det gælder selvfølgelig kun, hvis man er rettroende, praktiserende muslim, hvad jeg ikke er. Men det ved min familie og omgangskreds ikke.

Desværre er vi mange, der gruer for ramadanen, fordi det betyder, at vi gennem en hel måned må lyve over for vores nærmeste. Der er mange grunde til, at en person med muslimsk baggrund ikke faster under ramadanen. Man kan sagtens stadig have sin tro uden nødvendigvis at tage det så seriøst som andre. Det kan være, man mere ser sig selv som kulturelt muslimsk og måske mener, at fasten er for de rettroende. En anden grund kan være, at man slet ikke tror på islam, men holder det skjult for familie og venner – det er faktisk noget, mange unge mennesker med muslimsk baggrund kæmper med, og det er netop i det felt, jeg selv befinder mig. Ligesom mange andre unge er jeg ikke religiøs, men jeg tilhører tilfældigvis et trossamfund, der er langt strengere over for frafaldne sammenlignet med mange religioner i Vesten.

Resultatet er en ideologisk generationskløft mellem gamle og unge muslimer, som vi for nylig har set portrætteret i popkulturen – fra baconscenen i Aziz Ansaris Master of None til Kumail Nanjianis The Big Sick, hvor hovedpersonens forældre slår hånden af ham, fordi han vil giftes med en hvid, amerikansk kvinde. Det er et scenarie, som ikke er ualmindeligt i muslimske hjem, hvor mange førstegenerations muslimske millennials har en anden holdning til religion, som går stik i mod islams lære. Det kan godt være at vi kulturelt ser os selv som muslimer, og forholder os kritisk overfor fordomme mod muslimer, men vi praktiserer ikke selv troen. Ramadanen er utroligt svær at navigere for os, fordi den er så central en komponent i islam. I stedet for at ”komme ud af skabet” overfor familie og venner, fokuserer vi på at komme igennem måneden uden at blive afsløret. På den måde har vi købt endnu et år uden at udløse en kæmpe konflikt. Nogle vælger måske at faste bare for at undgå konfrontationen. Andre prøver helt at undgå deres muslimske omgangskreds gennem ramadanen.

Den mest uærlige løsning er at ”fake faste”, som jeg kalder det – man lader, som om man har fastet hele dagen og sætter sig helt ”udsultet” ved middagsbordet efter solnedgang, til trods for at man har ædt cheeseburgere og bællet cola hele dagen. Der er mange, som gør det for at opretholde facaden. Man gør det for at undgå at blive set ned på af andre muslimer, hvilket overhovedet ikke er pointen med ramadanen – husk på, det handler om den sjælelige rejse og om at komme tættere på gud.

I begyndelsen var det svært at holde det skjult, når jeg ikke fastede under ramadanen, men det er en færdighed, jeg siden har udviklet til perfektion. Det hele handler om størrelsen af den by, man bor i, og antallet af muslimer, der bor der – jo mindre byen er, jo større er udfordringen. Hvis man ved, man kommer til at støde på en muslim i ny og næ, ved man også, hvor man ikke skal ses med sin kæmpekaffe fra Starbucks i løbet af dagen. Først kigger de dømmende på en, og så følger skuffelsen i deres blikke. Jeg har prøvet at se mig til begge sider, før jeg nappede en slurk vand, mens jeg kørte rundt i min hjemby midt på dagen. Når jeg går ud til frokost, sørger jeg altid for at spise på restauranter, som muslimer typisk holder sig fra – værtshuse er et godt bud. Man skal selvfølgelig også undgå halalslagteren eller den lokale falafelpusher. Men lad os så sige, det er lykkedes dig at komme igennem dagen med fuld mave uden at blive opdaget. Nu kommer den helt store udfordring. Det er her, skyldfølelsen melder sig. Du sætter dig ned ved middagsbordet sammen med dine udmattede familiemedlemmer, som har fastet hele dagen. Du har lige gjort kål på en kæmpestor skål chili con carne. Der er nogle mennesker, som ved, du ikke har fastet, bare ved at se på dig. Det er sådan en underlig sjette sans, de har, og du må bare håbe på, de ikke siger noget.

Det er en penibel situation. Enten skal jeg og mine ligesindede komme ud af skabet og indrømme, at vi ikke har fastet og tackle konsekvenserne, eller også fortsætter vi med at leve på en løgn en hel måned om året. Men det bliver ikke i dag, jeg træffer den beslutning. Nu vil jeg nyde min skål kyllingekebab med ris.

Mere VICE
VICE kanaler