Alle billeder af Edi Cliff

Riverheads hardcorepunk kræver et åbent hjerte og en tandbeskytter

Københavns nye punk-supergruppe blander Halshug, Hatesphere, Kurt Cobain, Amy Winehouse og Sveriges voldeligste liveband.

|
10 juli 2018, 9:41am

Alle billeder af Edi Cliff

"Den perfekte afslutning på et show ville være, hvis vi bare sprang luften," siger trommeslager Mads Richter og griner. I samme øjeblik springer proppen af en champagnelignende flaske obskur, belgisk øl, jeg ikke kan udtale navnet på, som forsanger Jonas Stojiljkovic Pedersen har siddet og mingeleret de sidste 30 sekunder. Øllet eksploderer udover bordet, og kælderstuen i værtshuset Koelschip på Stefansgade i København runger af latter.

Jeg har siddet og snakket med de fire medlemmer af det københavnske hardcoreband Riverhead den sidste times tid, og for et band, der er så drevet af rå, aggressiv energi – live såvel som på deres udgivelser – er eksplosion et passende poetisk crescendo. Om det er i en belgisk ølstue på Nørrebro eller på en scene foran et tændt publikum, er der altid smæk på.

Vi mødtes en time forinden i bandets øvelokale, hvor jeg straks fik stukket en øl i hånden. Herefter brugte jeg ti minutter på at overtale de fire musikere til ikke at crashe den lokale bingoaften, som afholdes i lokalerne under deres øver, hvor de alle sammen syntes, det kunne være fedt at tage bandbilleder til artiklen.

"Kan du ikke smide et eller andet VICE VIP-kort eller sådan noget?" spørger bassist Mixen Lindberg.

Jeg går forsigtigt ind i hallen, hvor hundrede kaffeslubrende pensionister spiller bingo i total tavshed og får fat på arrangøren, som går rundt og skænker kaffe op. Jeg spørger ham forsigtigt, om vi må tage et par billeder af et "rockorkester" derinde til en artikel, men får prompte et nej. "Gider du i øvrigt ikke sige til dem, de skal skrue ned? Det er sgu så højt at væggene ryster hernede, når de spiller," formaner han mig, inden jeg går ud i gården igen, hvor bandet står med smørrede grin på læberne.

Riverhead har eksisteret siden 2015 og består af førnævnet forsanger, trommeslager og bassist samt guitarist Martin Olsen. Sidste år udgav de deres debutalbum, Nothing – en samling rå, men teknisk sofistikerede post-hardcore-sange omkranset af et dystert tekstunivers, som tager afsæt i moderne frustrationer og politisk lede.

Selv om bandet er relativt nyt på den danske scene, så er medlemmerne alle garvede veteraner fra den ekstreme musikundergrund. Svenske Jonas Stojiljkovic Pedersen har tidligere sunget for Black Temple, Mixen Lindberg har svunget bassen for Hatesphere, Martin Olsen leverede tunge riffs til As We Fight, og Mads Richter lægger beatet i Halshug.

Individuelt har medlemmerne af kvartetten haft stor succes inden for punk- og metalverdenen med andre projekter, men jeg fornemmer, at Riverhead har en helt særlig plads i deres hjerter – de fire overtatoverede musikere joker nærmest uafbrudt med hinanden, men når de taler om bandet og det fællesskab, de har fundet igennem det, bliver tonen helt rørstrømsk: "Det er helt vildt være i det her band," siger Mads Richter. "Når vi spiller koncerter, klikker det hver gang. Det er meget mere personligt og intenst, end noget jeg har prøvet før."

1531212978634-Riverhead_-4

Musikken adskiller sig også markant fra det meste af det, de har lavet i andre sammenhænge – Mixen Lindberg er punkrock-ankeret, mens resten af bandet har rødder i en langt tungere og mere metallisk lyd. "Vi har hver vores baggrund, hvert vores take på, hvad det betyder at spille en mere punket lyd. Men netop på grund af vores baggrunde, så lyder det, som det gør," siger Martin Olsen.

Vi har lige fået fire monstrøse flasker med øl på bordet, da tjeneren kommer ind med to platter fyldt med ost og pølse. Jonas beskriver sig selv som "militant veganer" og nægter at optræde på billederne, som fotografen er i gang med at tage, hvis der står kød på bordet. Han sætter sig på knæ på gulvet med foldede hænder som en hardcore messias-skikkelse, mens de andre råber af ham og griner.

Riverhead opstod egentlig ved et tilfælde. Martin Olsen, Mixen Lindberg og Mads Richter blev rekrutteret som backingband for en upcoming kvindelig kunstner og fandt hurtigt ud af, at de helt intuitivt talte det samme musikalske sprog. Som forsangeren Jonas Stojiljkovic Pedersen, der kom med efter et par måneder, udtrykker det: "Jeg har aldrig spillet med tre mennesker, der spiller så godt sammen. Det er de tre mest sammenspillede dudes, jeg kender."

Det er svært at sætte en finger på, hvad Riverhead egentlig er for en størrelse som band. Som musikskribent trækker man tit på den bredere musikhistoriske referenceramme, når man skal beskrive et band. Man starter med en genre og skræller lagene af løget, indtil man når kernen og det unikke udtryk. Jeg kan godt gøre forsøget og sige, at Riverheads musik lyder som nedbarberede, punkede Killed By Death-agtige guitar-riffs filtreret gennem de tidlige 80’eres spirende emo-hardcore scene i form af Rites of Spring med en manisk, følelsesbetændt hardcore vokal, der glimtvis lyder i retning af Refused-frontmand Dennis Lyxzens.

Men sandheden er, at der ikke rigtig er noget af det ovenstående, der rammer helt rigtigt. Der er ikke nogen samlende betegnelse, jeg kan smække på kvartetten, der fortæller dig, hvad bandet egentlig handler om. Med Riverhead bliver man nødt til at starte med kernen og arbejde sig udad, og kernen her er forsanger Jonas Stojiljkovic Pedersen, hvis sceneoptræden allerede har givet Riverhead ry for at levere nogle af de mest intense live-shows i den københavnske undergrund.

Live er Jonas – hvis gamle band Black Temple er blevet kaldt "det voldeligste liveband i Sverige" – et slags animeret ekspressionistisk maleri, et råt primalskrig fra menneskehedens kulsorte underbevidsthed. Han flyver rundt på scenen og ude blandt publikum, krøller sig sammen i fosterstilling på gulvet og er ved at kvæle sig selv med mikrofonledningen, som om han kanaliserer en manisk, selvdestruktiv Kurt Cobain-skikkelse, der krænger sin angst, frustration og vrede udover publikum (sammenligningen er ikke tilfældig: "Både fysisk og psykisk bor der en Kurt Cobain i mig," siger Jonas om sit forhold til den legendariske Nirvana-frontmand).

"Det er et svært og følsomt emne at snakke om," svarer han, da jeg spørger ind til hans måde at optræde på. "Det falder mig meget naturligt. Det er en følelsesmæssig udladning, og det tager super meget ud af mig. Jeg deler mine følelser med en masse mennesker, som jeg ikke kender, og det er fucking hårdt. Det kommer som et slag i maven bagefter. Jeg er helt færdig i 20 minutter efter en koncert."

"Jonas er ikke til stede på scenen, han er alle mulige andre steder," siger Mixen. "Han er her, og så er han her ikke. Han forsvinder ligesom ind i sine følelsers vold. Det er voldsomt og voldeligt og crazy og følelsesmæssigt."

Teksterne til Nothing blev til under en periode, som forsangeren kalder den mørkeste i sit liv. Han vil ikke nærmere ind på omstændighederne. "Amy Winehouse har sagt noget, som er meget rammende for mit eget forhold til at skrive tekster. Når hun sang, gennemlevede hun på ny det, hun havde skrevet om, og sådan har jeg det også. Live går jeg igennem det der sorte hul igen."

Det er slående, hvor åbent Jonas taler om sin proces og sine tanker, imens han sidder med knæene under hagen på en stol i hjørnet, som om han prøver at beskytte den skrøbelighed, der kendetegner ham som musiker. Det er også første gang, jeg har hørt en hardcore-sanger citere Amy Winehouse som inspirationskilde, men det er meget sigende for hans kunstneriske identitet såvel som Riverheads dybt idiosynkratiske og ikonoklastiske tilgang til punkmusikken.

"Vi spiller bare det, vi synes, der er fedt," siger Martin, da jeg spørger ind til bandets forhold til de snævre genrekonventioner og politiske dogmer, der kendetegner punkscenen. "Jeg tror ikke helt, vi passer ind i et bestemt segment. Er vi et rockband eller et hardcoreband? Vi hører lidt til begge steder."

"Vi har ikke en dagsorden. Vi spiller ikke en bestemt type musik eller synger om et bestemt emne. Vi er bare glade for at have det her sammen. Når vi spiller live, er alle helt euforiske. Det er det, der giver mening," tilføjer Mixen.

1531214260826-Riverhead_

I forhold til at promovere bandet og spille store shows har Riverhead heller ikke de samme kvaler, som mange DIY-punkbands, der har det svært med at forlige deres undergrundsetos med den kommercielle del af det at være optrædende kunstner. Selv om de alle er enige om, at shows, hvor bandet er i øjenhøjde med publikum, er de bedste, så har de intet problem med at spille store koncerter. Sidste år i august varmede de op for Bad Religion i en fyldt Amager Bio.

"Vi har alle sammen været på den side, hvor man spillede anarkistiske squats og punkklubber," siger Mads Richter. "Vi har alle sammen gjort fodarbejdet. Vi føler ikke, vi forråder nogen overhovedet. Vi vil bare gerne ud og vise folk, hvad vi kan."

"Jeg har spillet i nogle store bands og optrådt for 40.000 mennesker, og det er vildt, men jeg har aldrig spillet med et band, hvor jeg kan mærke det så meget," siger Mixen om Riverhead. "Jeg får stadig kuldegysninger, fordi det giver så meget mening, og jeg vil hellere spille for 60 mennesker i en kælder på Nørrebro, hvor folk står og taber kæben."

"Til Bad Religion-showet var der fuldt hus i Amager Bio, og vi gjorde vores ting, som vi altid gør. Folk var sådan: 'What the fuck?'" tilføjer Jonas og griner. ”Det spiller ingen rolle, om vi står i Dispensary på Nørrebro og spiller for 50 mennesker eller foran en fyldt Amager Bio. Vi kommer for folk og giver dem det samme show."

Og det show er der fandeme smæk på.

OPDATERING: Grundet uforudsete årsager bliver Noisey Festival i TAP1 den 2. og 3. november desværre ikke gennemført i 2018, og billetter refunderes via Billetlugen.