Festival

Folk på Roskilde viser os det sidste billede, de har taget på deres telefon

Din iPhone er trods alt dit vigtigste livsvidne, også når det gælder din bizarre festivalopførsel. ​
3.7.18

Der var engang, hvor vores forældre var lige så unge og dumme som os, når de tog på Roskilde Festival, men til deres – og måske vores – (u)held havde de ikke smartphones til at dokumentere og lagre alt det lort, de lavede. For selvom det kan føles som verdens fedeste idé, mens man knipser løs og føler sig som kongen af *indsæt socialt medies story-funktion*, er det typisk ikke helt den følelse, man sidder med, når man næste morgen kigger på sin telefon og opdager, at man har taget en kæk selfie med bræk ned af hagen og shotglas i øjnene og måske kom til at dele den med hele cyberspace. Ikke just influencer-materiale – men kamerarullen på din iPhone er trods alt dit vigtigste livsvidne, også når det gælder din bizarre festivalopførsel.

Annoncering

Vi har allesammen været der, og derfor var det heller ikke svært at finde (u)værdige kandidater, da vi gik en tur på campingområdet og spurgte, om folk ville dele det sidste billede, de har taget på deres telefon med os og, ja, resten af internettet.

Freja Clausen, 17 år

Vice: Hvad foregår der på det billede?
Freja: Gaffatapen var begyndelsen på et ølsværd, som er en ret sjov leg, hvor man taper øl fast på hånden og ovenpå hinanden i takt med, man drikker dem.

Det lyder som opskriften på en ret voldsom brandert.
Jamen altså, jeg blev alt for fuld og gik kold klokken 23. Tror jeg var oppe på et tocifret antal øl. Men jeg vågnede klokken to og stod op igen.

Har du ikke tømmermænd?
Heldigvis ikke. Nu skal jeg bare lige spise denne her, og så kører det (holder en hvidløgsost med en ske i frem for kameraet, red.)!

Føles gaffatape stadig som en fed idé?
Ja, det var sjovt.

Daniel Rindholm, 20 år

VICE: Hvad sker der på det her billede?
Daniel: Det er en af mine venner i køen til Roskilde. Vi havde haft planer om at være vågne hele natten og bare være stive, men det gik selvfølgelig helt galt. Så ved tre-tiden gik han kold som den første ovenpå alt bevismaterialet.

Det ser koldt ud.
Det var fucking koldt. Vi havde ikke taget liggeunderlag eller noget som helst med, så det er også derfor, han brugte en kasse bajere som hovedpude. Det er næsten ærgerligt, han ikke ligger på ryggen, så I kunne se hans pikkemand-kostume.

Annoncering

Han havde dillerkostume på?
Ja, det var ret fucked.

Hvad tænker du, når du genser billedet nu?
Vi overvurderede jo vores bajerkræfter og gik døde. Planen havde jo været, vi skulle holde os vågne. Set i bakspejlet var det nok en ret dårlig ide.

Maja Dahlberg, 19 år

VICE: Hvad sker der på det her billede?
Maja: Jamen altså, jeg havde glemt min dyne og sovepose derhjemme og kom først i tanke om, da klokken var fire i morges. Så er det ligesom ikke så meget at gøre. Og det skulle selvfølgelig dokumenteres.

Det er jo ret koldt om natten, men du kunne måske ikke overskue at gøre noget ved det?
Nej, vi havde drukket vin blandet med Fanta i en ølbong, så det var lidt hårdt. Men det var fucking koldt. Frøs så meget og fik næsten ikke sovet, fordi det så lige pludselig blev vildt varmt.

Men du ser frisk ud nu.
Ja! Det er jeg underligt nok også.

Hvordan var det at gense billedet i dag?
Herre sjovt, men jeg skal helt sikkert have en dyne!!!!

Nicklas Lørval, 19 år

VICE: Hvad laver du her?
Niclas: Jeg blander en drink af kakao og øl. Jeg havde lidt kakaorester fra om morgenen, og det var tid til at komme i gang med at drikke.

Det lyder klamt. Drak du det hele?
Ja, det smagte faktisk overraskende godt. Og jeg var ikke engang fuld endnu. Eller måske lidt fuld — havde vist taget et par ølbong, men det var ikke så voldsomt endnu.

Kunne du drikke det igen?
Sagtens!

Christian Sørensen

VICE: Har du nogle gode billeder?
Christian: Åh, jeg bliver sguda bange for, hvad der gemmer sig på den telefon. Tør nærmest ikke kigge.

Annoncering

Det lyder spændende. Har du fundet noget?
Det er en video, hvor jeg bare sidder og sviner min ven til og prikker ham i ansigtet. Jeg kan slet ikke huske det. Vi sidder bare der og har drukket os så stive, og så siger jeg alt muligt lort. Hvad fanden skete der?

Kan du ikke huske det?
Overhovedet ikke.

Hvad tænker du om det nu?
Det er næsten ikke engang sjovt. Samtidig med, det er ret sjovt. For helvede altså.

Bashaar Abid, 17 år

VICE: Fortæl lidt om, hvad der sker på det der billede?

Bashaar: Det er fra køen og taget 09.24 om morgenen, hvor jeg kun havde sovet et kvarter hele natten, fordi dem ved siden af os spillede så høj musik. De slukkede hen af morgenen, og så tænkte jeg, det var på tide at sende en morgensnap, men da jeg gik ind på snapchat, stod der bare "Good Night," – som om min telefon vidste, jeg ikke havde sovet.

Hvordan har du det med situationen, nu da den er lidt på afstand?
Jeg synes, det er fedt at se billedet igen, fordi det var en ret sjov situation. Men jeg var nok ikke helt på toppen, fordi jeg havde sovet så lidt. Men sjovt, at Snapchat bare vidste, jeg skulle i seng.

Har du mistet din værdighed? Eller din festivalstol? Vi har taget Vice-telefonen med på Roskilde Festival. Læg en besked på vores telefonsvarer, og giv en update på din festivalsituation!