Annoncering
sorg

Kirstine har startet en sorggruppe for unge, der har brudt med deres forældre

Kirstine cuttede kontakten til faren, fordi det var det eneste rigtige for hende. Nu har hun lavet et fællesskab for andre i samme situation.

af Renna Rose Agger
16 marts 2018, 5:02pm

Privatfoto af Kirstine.

Det her er Kirstines egen udlægning af de hændelser, der har ført til, at hun har brudt kontakten med sin far.

Kirstine Frida Rysbjerg er 22 år, skriver på sin første bog og har netop stiftet en sorggruppe, hvor unge i samme situation som hende kan mødes og tale om deres tab. Til deres første møde på søndag vil hun formentlig tage ordet som en af de første og fortælle, at hun har mistet sin far. Ikke fordi han er død, men fordi hun har valgt at cutte kontakten til ham. Bagefter vil hun fortælle om de gentagne raserianfald, verbale overfusninger og ydmygende nedgørelser, der har ledt til den beslutning.

Efterfølgende vil hun sige, at hun elsker sin far, og at han elsker hende, men at de ikke kan rumme hinanden som mennesker. At han blev ved at gøre hende ked af det, men at hun også sårede ham. Når hun er færdig, vil en ny tage ordet og fortælle, hvorfor han eller hun ikke længere har kontakt til en eller begge forældre. For alle i Kirstines sorggruppe - eller kærlighedshær, som hun også kalder den - har det til fælles, at de ikke har kontakt til en eller begge deres forældre. At de af den ene eller den anden grund har mistet dem, selvom de stadig er i live.

Om de bliver to eller 50 til mødet, ved Kirstine ikke, men som hun siger: “Kommer der én, er jeg tilfreds.” Men kigger man på den opmærksomhed, hun har fået, siden hun sidste søndag fortalte om initiativet i radioprogrammet Tværs på P3, skal hun ikke bekymre sig om andet, end om lokalet på Nørrebro i København er stort nok. De sidste to uger er det væltet ind med mails, facebookbeskeder og sms'er fra andre unge, der sidder i samme situation som hende, og som støtter projektet:"

“Det blev så tydeligt for mig, at vi var mange, der havde brug for at tale om det her, og det var også den fornemmelse, der gav mig ideen til at starte den her sorggruppe i første omgang," fortæller Kirstine.

Selvom det kan være hårdt at tænke på en fremtid uden min far, er det intet sammenlignet med, hvor hårdt det er at tænke på en fremtid med min far – Kirstine

Kigger man på tallene, har hun ret. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2013 er hver femte dansker i en situation, hvor de enten har brudt eller overvejer at bryde med en eller begge forældre. Og som Kirstine siger:

“Det er det hårdeste i verden at stoppe med at se sine forældre. Det er den største sorg, jeg har mødt i liv.”

Hvis jeg sir noget forkert i dine ører, hvis jeg gør noget galt i dine øjne, slår du ord i mig, jeg ville ønske, jeg ku slå lyden fra, at jeg ku lydmanipulere med dig

Jeg ringer til mine forældre og sir, jeg ik vil se dem mer, du sir det ikke er meningen, vi er en familie, at vi har det bedre hver for sig, mor græder

Tekstuddragene er taget fra en roman, Kirstine skriver på. Det har hun gjort, siden hun første gang forsøgte at bryde kontakten med sin far. Det var i august 2017 og blev udfaldet af en sommerhustur, der kørte af sporet:

“Jeg havde været deroppe sammen med mine forældre, men de skulle hjem før mig og skulle lære mig at slukke for vandet på vandpumpen. Men jeg kom til at ødelægge den, fordi den stang, man skulle lukke med, sad fast, og jeg brugte for mange kræfter. Min far blev rasende og råbte af mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst, og at mig og min mor pressede ham. Jeg sagde, han skulle lade være med at tale så grimt til mig og min mor, og at jeg nok skulle erstatte den. Det var jo ikke med vilje. Men han bliver ved med at råbe ad mig, og på et tidspunkt kigger han på min mor og siger til hende, at der er noget galt med mig. Der løb jeg væk fra grunden og ned på stranden i undertøj. Da jeg kom tilbage, var de kørt. Det næste, jeg hører fra dem, er, at min mor skriver, at mig og hende ikke har været respektfulde over for min far, og at vi skal lade være med at gå over hans grænser. Og der gik min. Altså min grænse. Jeg kunne bare ikke mere.”

Læs også:

Få uger senere brød Kirstine første gang kontakten til sin far.

Jeg vælter en Bodum stempelkande, der slås itu, du hæver stemmen, jeg vælter på cykel, jeg slår mit hoved, du ryster på dit, sir jeg ikke kan passe på mig selv, jeg er 6, jeg vælter i badet, jeg slår mit hoved, du sir, det er min skyld, jeg vælter på cykel, jeg sir det til mor, og får hende til at love, hun ik sir det til dig, det holder hun ik, jeg vælter ned i en skakt, jeg slår mit hoved og trykker seks ribben, jeg sir det ik til nogen

Kirstine fortæller, at episoden i sommerhuset hverken var enkeltstående eller specielt meget værre end de andre verbale overfald, faren har udsat hende for. Hun kan huske at have været bange for ham helt tilbage i børnehavealderen og var blot tre år, første gang hun drømte, han skulle dø:

“Jeg konfronterede ham faktisk med de her ting, mens vi var oppe i sommerhuset, og han kunne godt se, at han havde presset mig, og det ikke er normalt, at en pige på 11 år skal føle sig som et dårligt menneske, fordi hun har fået en dårlig karakter. Han undskyldte og lovede at ændre sig, men jeg havde bare set det hele så mange gange før,” fortæller hun og nævner i flæng:

Kirstine er 11 år cykler Bornholm rundt med sin far. De bor på en campingplads, og han sender hende ned og købe slik. Hun glemmer kvitteringen og får 25 øre for lidt i byttepenge. Faren sender hende tilbage i kiosken, men de kan ikke hjælpe. Da hun kommer tilbage, råber han af hende, mens hun græder. Flere år senere studerer Kirstine i England og får en stalker. Faren fortæller hende, at det er hendes egen skyld, når hun vælger den type mænd.

“Det var jo helt fucked at sige, men han havde ret i, at jeg har haft meget svært ved at vurdere, hvilke mennesker der var gode for mig. For normalen for mig var jo en, der råbte af mig og pressede mig og fortalte mig, hvor forkert jeg var. Og sagde ting i øst og vest. Jeg tænkte jo bare, at kærlighed, det skal gøre ondt.”

Du sir, at kampen besejrer ens dæmoner, at hvis man bliver ved med at kæmpe, kan man holde sig selv i live

Når angsten overtager, forsvinder rummet, og gråd og høje skrig erstatter al tankevirksomhed og rationalitet. Intet kan berolige Kirstine eller få hende ned på jorden, når panikangsten har sat ind. Den type anfald er for alvor kommet, efter hun brød med sin far, men har ifølge hende selv “nok ligget latent,” siden hun var helt lille. Dengang viste den sig mest gennem mareridt – eller som selvhad, når faren skældte hende ud, fortæller hun:

“Han råbte jo altid af mig, mens jeg græd, og stoppede aldrig, selvom jeg bad ham om det. Det eneste, jeg kunne tænke, mens han råbte af mig, var, at det var min skyld. At der var noget galt med mig. At jeg var et dårligt menneske,” fortæller hun.

Og da hun brød med ham, udviklede den latente uro sig til voldsomme anfald af panikangst:

“Han blev jo ved med at kontakte mig, og angsten kom altid i forbindelse med det. Hvis der tikkede noget ind på Facebook, hvis hans navn viste sig på displayet på min telefon, eller hvis han sendte mig en mail. Det er aldrig sket uden at have forbindelse til ham,” fortæller hun.

Læs også:

I sommer gik hun til lægen med sine psykiske problemer, og han gav hende en akuttid hos en psykolog samt en henvisning til psykiatrien med den begrundelse, at faren havde invalideret familien gennem psykisk vold.

Du sir, dine venner godt forstår, hvorfor du blev syg, når du boede i et uroligt hus, hvis du ser uro i mig, er det, fordi jeg ser dig i øjnene, så du ser sig selv og blir bange

Det er nu over en måned siden, Kirstine sidst så sin far, og den her gang er det definitivt, siger hun – for det er det eneste rigtige:

"Jeg er så sindssygt lettet. Selvom det kan være hårdt at tænke på en fremtid uden min far, er det intet sammenlignet med, hvor hårdt det er at tænke på en fremtid med min far. Det er simpelthen så uoverskueligt," siger hun og uddyber:

"Jeg har jo taget tilløb til det her længe, og det, der har holdt mig tilbage, er, at jeg hele tiden har håbet på, han ville ændre sig og blive bedre. Men det er jo håbet om en illusion. Kernefamilien og barndomshelten er bare noget, jeg har fundet på, men ikke noget jeg har oplevet. Og da jeg indså det og gav slip på forestillingen, var der ikke andre muligheder for mig end at stoppe denne her relation. Jeg er færdig med at prøve at hjælpe ham. For det kan jeg ikke. Men til gengæld er det en kæmpe forløsning, at jeg nu kan hjælpe andre gennem denne her sorggruppe."

Jeg græder, ka ik stoppe, er alene, jeg græder, ka ik stoppe, er alene, jeg græder, ka ik stoppe, er alene, alene i lejligheden på Nørrebro
Der er ik sket noget i 8 måneder, jeg har ik fået det bedre i 8 måneder, jeg har prøvet alt selv, må få hjælp
udefra, må ringe til lægen

Ideen til sorggruppen kom, efter Kirstine havde hørt radioprogrammet Tværs på P3. Her fortalte værten, Sara Bovin, om, hvordan hendes far havde brudt kontakten til hende få uger forinden. Udsendelsen gjorde et stort indtryk på Kirstine, der følte sig inspireret til at dele sin egen historie og lavede et opslag i Tværs' facebookgruppe, hvor hun beskrev sine egne oplevelser. Og så gik det amok:

"Der var SÅ mange, der skrev til mig, at de sad i samme situation. Og mange af dem spurgte også, om jeg ville mødes. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men det kunne også bare blive rigtig mange kaffedates, og så tænkte jeg, at der måske var bevæggrund for en bevægelse eller en kærlighedshær, som så blev til denne her sorggruppe. Det er mig, der er initiativtager, men jeg er så heldig, at Sara Bovin fra Tværs kommer til at styre mødet. Hun er næsten uddannet psykoterapeut og har kørt gruppesessions før, så på den måde er der en professionel inde over. Og så tænker jeg, at vi mødes en gang om ugen og snakker om, hvordan man har det, hvornår og hvordan man brød med sine forældre og hvorfor," forklarer hun og tilføjer:

"For det, jeg oplevede ved at dele min historie, var jo, at jeg blev enormt sårbar ved at være så ærlig. Men samtidig følte jeg mig enormt stærk og modig ved at gøre det, og jeg følte, jeg kunne tage kontrol over situationen og bruge det aller sværeste til noget konstruktivt. Og det føltes bare meningsfuldt, og så tænkte jeg bare: 'Hallo, det her det skal alle sgu da opleve - alle, der har brudt med deres familier, skal prøve at have det, sådan som jeg har det nu'. Og så tog jeg initiativet til gruppen."

Første møde finder sted søndag d. 18. marts 18-20 i Boghandlen Nr. 33 på Søllerødgade 33 på Nørrebro i København.