Interview

Iceage bliver ved med at udforske rockens grænseland

Vi talte med det danske postpunk-band om den svulstige lyd på deres nye album, 'Beyondless', og deres forkærlighed for at spille live.

af Lauren O'Neill
03 maj 2018, 9:28am

Billeder: Steve Gullick via PR

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Det er en mandag i marts i London, hvilket betyder livet er gråt og trist. Jeg sidder uden for en pub i Hackney i rygerområdet, klokken er 15.20, og vejret er køligt på den der måde, som det altid er på den her årstid – ikke vinter mere, ikke helt forår endnu, bare gråt og kedeligt. Jeg sidder og grifler et navn ned i min notesbog til Elias Bender Rønnenfelt, der er min medrejsende gennem den her underlige skærsild af en dag.

Jeg skriver med store tydelige bogstaver: "Wilfred Owen".

Wilfred Owen var engelsk soldat under første verdenskrig, som omkom i en alder af 25. I dag huskes han som en krigstidens helt store kunstnere, og han er især kendt for sin evne til at indramme krigens hæslige virkelighed i et stille, men smukt skær. Hans lette pen fangede uhyrlighederne, hans ord kastede et varmt lys over rædslerne. Elias Bender Rønnenfelt, der er forsanger og tekstforfatter i bandet Iceage, minder mig på sin vis om Wilfred Owen. Han er 26 og har den samme evne til at udstyre præcise beskrivelser med en kunstfærdig pessimisme. Han er en slags åndsfælde til den store engelske krigerdigter.

Jeg nævner Wilfred Owen under vores samtale – der egentlig handler om bandet og det nye album, Beyondless (guitaristen Johan Surrballe Wieth er også til stede) – fordi jeg er ret sikker på, at digteren har inspireret albummets åbningstrack, "Hurrah". Sangen handler om krig, og Elias Bender Rønnenfelts tekst er skåret over den karakteristisk skæve læst (// Heading for last roundup / hardware at hand / I was told to protect and serve / but I'm here to supply a demand //), og den resignerede og nihilistiske tone fremmaner de samme følelser, som Wilfred Owens sonnet "Anthem for Doomed Youth", i hvilken de unge, døde soldater sammenlignes med slagtekvæg.

Da jeg drager parallellen for ham, fortæller han, at han aldrig har læst noget af Wilfred Owen, men han er alligevel interesseret i forbindelsen og beder mig om at skrive navnet ned til ham. Af de mange litterære og kunstneriske referencer, jeg bringer på banen under vores interview, er Wilfred Owen den, forsangeren tager bedst imod. De to musikere er mildest talt ambivalente over for paralleller til deres egen musik – de oplagte indfaldsvinkler, som giver mig en mulig fortolkningsramme eller en nøgle til at forstå deres kunst – og er i stedet, forståeligt nok, mere interesseret i den rastløse, vitale og rå energi, der gennemstrømmer deres musik. Det er det, der får deres musikalske output til at virke så unikt, især når man tager i betragtning, hvor langt de er kommet.

I de ti år, bandet har eksisteret, har Iceage altid modsat sig kategorisering. I bredest mulig forstand kan man klassificere dem som et 'postpunk-band', men derudover giver det ikke mening at forsøge at pådutte dem flere mærkater. Deres udvikling fra de punkede tidlige år til den nærmest countryagtige Plowing Into the Field of Love fra 2014 føles lige så naturlig og organisk som et menneskes opvækst. Og på deres kommende fjerde album, rockpastichen Beyondless, fører Elias Bender Rønnenfelts snerrende fortællerstemme lytteren gennem det, der synes at være den mest fuldendte version af bandet til dato. Som Daniel Stewart fra det australske garagepunk-band Total Control udtrykker det i et essay, der fulgte med mit eksemplar af pladen: "De lever nu endelig op til deres eget ambitionsniveau."

Fordi bandet har gennemgået så mange forandringer i deres lyd, er det faktisk lettere at beskrive Iceage med følelser end med genrebetegnelser. Deres musik er en slags ordløs magi, og live er de rendyrket vild energi – når jeg tænker på de gange, jeg har set dem spille, forestiller jeg mig et tegneserieslagsmål, en sky af arme, ben, sved og raseri. For Iceage er der ikke noget, der hedder stilstand.

"Vi har aldrig været interesseret i stå stille et sted og lave den samme plade om og om igen," siger Johan Surrballe Wieth, da jeg foreslår, at Beyondless kan se som et forsøg på at udvide Iceages musikalske landskab. Elias Bender Rønnenfelt er enig: "Jeg tror aldrig rigtig, vi falder til ro som band," siger han. "Det ville være forfærdeligt, hvis man en dag følte, at man havde lavet sit mesterværk og bare kunne kaste håndklædet i ringen. 'Nu har jeg sagt, det jeg vil sige.' Tingene ændrer sig, og vi bliver forhåbentligt ved med at bevæge os fremad." Det slår mig, at hvis Iceage holdt op med at bevæge sig fremad, ville de ophøre med at eksistere.

Og fremad går det. Beyondless er et gigantisk album, dets soniske storhed knejser højt over bandets tidligere udgivelser, og både forsangeren og guitaristen noterer sig, at bandet, i forhold til teknologi og ressourcer, har været "langt mindre begrænsede" den her gang. Pladeselskabet Matador har givet dem frie tøjler. Elias Bender Rønnenfelt tilføjer, at bandet oplevede "en følelse af stor frihed" kreativt, og det hører man tydeligt på pladen. Den mest bemærkelsesværdige udvikling er den udvidede instrumentering over det sædvanlige setup, især stikker blæserne og strygerne ud og giver pladen sin storslåede lyd (læg mærke til brugen af blæserne på "Pain Killer", der også byder på gæstevokal fra Sky Ferreira herover) og understreger bandets hang til at eksperimentere med tilsyneladende inkongruente arrangementer.

Et af Elias Bender Rønnenfelts kendetegn som lyriker er hans forkærlighed for modsætninger – det abstrakte og det konkrete, skønheden og det ækle. Helt tilbage på bandets første plade, New Brigade, på et track som "Broken Ankle" (// Broken ankle / see the end following you //) bevæger han sig fra en fysisk virkelighed til eksistentiel abstraktion i samme åndedrag. Sangeren siger selv, at han er interesseret i at skabe et rum, ”hvor det grimme og det smukke kan danne et bånd", og jeg overvejer, om de nye instrumentarrangementer på Beyondless har tilladt det bånd at krydse over fra tekstuniverset til musikken, hvor de grandiose blæsere og sukkende strygere kæmper med bandets øvrige komponenter – guitar, bas og trommer – der altid lader til at have en fod solidt plantet i det rene kaos. Elias Bender Rønnenfelt er enig i den vurdering og fortæller, at de musikalske sammenstød "er med til at skabe det rum, som jeg altid har set som kernen i vores musik. Vores band trives bedst i gråzonerne og randområderne, og det kommer tydeligt frem nu."

Det er meget muligt, at den kvalitet er noget, Elias Bender Rønnenfelt tilføjer bandet med sin stemme og sine ord. Sommetider føler han selv, at han er lavet af kontraster. På scenen er han drevet af en vild energi, men foran pubben skælver hans krop i kulden, mens han trækker tweedjakken tættere om sig. Han er en utroligt flot, ung mand med katteagtige træk, som aldrig bryder øjenkontakten, men på samme tid virker han både skrøbelig og betænksom. Det sker flere gange under samtale, at han tager lange pauser midt i en sætning for at finde det helt rigtige ord, som han tavst skanner hele sin hjerne efter det.

Bandets tekster, især på Beyondless, afspejler hans behov for at udtrykke sig klart, selv om det kan virke, som om det handler mindre om et klart budskab, end det gør om at fremmane stemninger og følelser. "Catch It" filosoferer over forgængelighedens natur, mens den slibrige stemning hænger ned af væggene på "toilet stalls" i "Plead the Fifth". Resten kan du selv drømme dig frem til. Det hele ligger i forlængelse af bandets ønske om aldrig at lade sig definere, og Elias Bender Rønnenfelts skriveproces er meget fokuseret på at skabe ny betydning ud af den gamle. "Jeg skriver tit mine tekster baseret på små optegnelser fra oplevelser, jeg har haft over årene," siger han. "Jeg skærer dem op og skaber ikke nødvendigvis ny betydning ud af dem, men jeg klistrer dem sammen, og så lever de af hinanden." Han forklarer videre: "Selv om en sang kan handle om noget, der er sket, så kan man tage virkeligheden og skabe en slags hypervirkelighed ud af det, hvor øjeblikkene leger med hinanden og skaber noget nyt."

Lige siden bandet startede med at spille sammen som teenagere, har Iceage stortrivedes på scenen. De havde tidligere ry for at være modvillige i interviewsituationer – det var, som om de sagde det, de ville sige, på scenen fremfor til journalister bevæbnet med diktafoner. Intrigerne, der har omgærdet bandet og deres reserverede opførsel, blev i nogen grad ansporet af "den mystiske fyr"-trenden i hardcore punk fra slutningen af 00’erne, der blev grundlagt af pladeselskaber som Youth Attack og Sacred Bones samt bands som Sex Vid, Hoax og Cult Ritual.

I begyndelsen passede Iceage godt ind i det selskab musikalsk, selv om de hurtigt voksede ud af det for at blive til det, de er i dag. Og selv om både Elias Bender Rønnenfelt og Johan Surrballe Wieth er mere åbne over for interviews i dag, så udtrykker de sig fortsat bedst i livesituationen. Som Elias Bender Rønnenfelt siger: "Vi elsker at spille live. Jeg elsker de muligheder, man har i den ramme. Det bliver aldrig kedeligt." Johan Surrballe Wieth slipper en sky af cigaretrøg fra munden og nikker bekræftende.

Det giver perfekt mening. Selvfølgelig er Iceage – et band, der skiller sig ud i kraft af sin rå nerve – et band, der kommer til live på scenen. Når han optræder, stavrer Elias Bender Rønnenfelt rundt som en beruset kultleder med en magnetisk tiltrækningskraft, der hele tiden bevæger sig i mellem den her verden og en anden, mens han bjæffer ordrer til publikum på forreste række. Da jeg spørger om, hvad de håber på at opnå live med den nye plade, siger begge, at de ser frem til at afprøve de nye numre og samtidig flette dem ind i en større sammenhæng. "For os er en stor koncertoplevelse en, der transcenderer den almindelige koncerts rammer og skaber en følelse af være sammen i et særligt øjeblik," siger Elias Bender Rønnenfelt. "Jeg kan ikke tale på publikums vegne, men i hvert fald for os i bandet – at dem, vi er, og musikken ophører med at have betydning, men bliver til en umiddelbar oplevelse. Nogle gange kan det fejle, men det skal der også være plads til, så længe det er ærligt, ikke? Hellere fejle end…"

Johan Surrballe Wieth bryder ind: "Spille en gennemsnitllig koncert."

Middelmådighed er det diametralt modsatte af det, bandet søger efter – de vil langt hellere fornedre dem selv end nogensinde blive forudsigelige. "Når jeg forlader scenen, føler jeg, det er lige meget, om det var en positiv eller en negativ oplevelse. I det mindste har vi givet noget af os selv," fortæller Elias Bender Rønnenfelt. "Det føles, som om det var det værd. Det er fedt, når band og publikum ligesom smelter sammen og bliver til en helhed." Han holder en pause mellem sætningerne, mens et smil sniger sig over hans ansigt. "Og sommetider er det bare ligesom et værtshusslagsmål, og det kan også være okay."

Johan Surrballe Wieth smiler også og runder tanken af: "Så længe det ikke bare er endnu en almindelig dag på jobbet."

Det føles ærligt talt helt utænkeligt, at Iceage nogensinde skulle falde i den fælde. De er alt for mobile, for dynamiske, og Beyondless med sin snørklede lyd og sine halve historier, der inviterer lytteren til at udfylde hullerne, er bevis nok i sig selv. Elias Bender Rønnenfelt opsummerer hele bandets evolution i en henkastet bemærkning, mens han endnu engang skutter sig i sin jakke og ligner et rumvæsen i den her kedelige del af Østlondon. "Alt, lige meget om det handler om at indspille eller om at leve sit liv, er en læringsproces. Hver gang man opnår noget, står man på en vippe, som springer videre til det næste fra."

Jeg tror, Iceage aldrig holder på med at springe videre.

Beyondless udkommer fredag den 4. maj.