"Tidligere tænkte jeg meget over, hvad jeg gerne ville have opnået som 30-årig"

Kort efter Monica Wiese Christensen havde indrettet sig på sit nye specialekontor og var sprunget ud i det kulminerende sidste halve år af økonomistudiet, ændrede hendes liv sig drastisk. Det var midt om natten og midt på Nørrebrogade i København. En fuld mands ærgrelse over ikke at kunne score Monicas veninde den aften resulterede i, at Monica efter 16 måneder stadig døjer med en hjernerystelse, der i den grad har vendt op og ned på hendes liv.

I denne artikel kan du læse om, hvordan Monica lever med hjernerystelsen og om hendes forsøg på at få en helt ny og ukendt tilværelse til at give mening. Monica er for nylig begyndt at bruge sit specialekontor igen. Én enkelt time om dagen. Det er, hvad der er energi til. Dette er Monicas historie som fortalt til Amalie Himmelstrup.

Det er pinligt at fortælle om hjernerystelsen til folk, som jeg ikke er så tæt med. De kan ikke se på mig, at der er noget galt, og derfor er jeg bange for, at de tror, at jeg er hypokonder, eller at jeg er psykisk ustabil. Jeg ville hellere fejle noget, som folk kunne se på mig. Et brækket ben er nemmere at vise frem uden at få alle mulige spørgsmål.

I november 2016 var jeg i byen med en veninde. Vi endte på en bar, hvor man kan drikke øl og spille pool til klokken fem om morgenen. På baren var der en mand, som lagde an på min veninde, men hun var ikke interesseret. Da vi skulle hjem, fulgte manden efter os ud på gaden, hvor han sagde, at han ville have et kram af min veninde, inden hun tog hjem. Det, syntes hun, var mærkeligt, da de slet ikke kendte hinanden, så hun sagde nej. De endte med at stå og diskutere lidt. Jeg stod ved siden af og rodede efter mine nøgler. Pludselig var der én, som tog hårdt fat om mit baghoved. Før jeg kunne nå at reagere, svingede manden mit hoved ind i min venindes hoved, og vi faldt begge to ned over nogle cykler på gaden. Der blev ringet efter politiet, men manden nåede at forsvinde, før de kom. Vi tog på hospitalet, hvor vi blev spurgt, om vi følte, at vi kunne have fået en hjernerystelse efter sammenstødet. Det syntes vi ikke. Vi havde jo også drukket, så vi tænkte, at det nok bare var de begyndende tømmermænd, vi kunne mærke. Vi tog begge hjem og sov.

Næste dag var jeg svimmel, og jeg kunne ikke fokusere på noget med mine øjne. Alt var sløret i noget tid, men efterhånden som jeg fik slappet lidt af, begyndte jeg at se nogle punkter i mit synsfelt lidt mere klart igen. Jeg overbeviste mig selv om, at det var tømmermændene, som var årsagen til svimmelheden. Jeg havde jo kun slået mit hoved lidt, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at det var en hjernerystelse.

Jeg løb en tur om eftermiddagen, og det gik ok, selvom jeg var lidt svimmel. Efter weekenden tog jeg hen på mit specialekontor for at arbejde, men jeg var der kun en halv time, før jeg fik det dårligt og måtte tage hjem igen. Efter det tog jeg det lidt mere alvorligt, og jeg valgte at blive hjemme de næste par dage for at hvile mig. Efter tre dage tog jeg i svømmehallen, hvor jeg også gik i sauna. Jeg besvimede i saunaen og blev kørt til hospitalet. Her fik jeg at vide, at det var på grund af en hjernerystelse. Fra den dag har jeg taget det roligt og fokuseret på at genoptræne min hjerne.

Efter halvanden måned gik det op for mig, at jeg nok ikke ville blive frisk igen efter kort tid. Jeg havde ellers haft en idé om, at jeg til nytårsaften 2017 ville være rask, men jeg måtte indse, at jeg ikke kom til at starte det nye år med at vende tilbage til mit gamle liv. To timer inde i nytårsfesten fik jeg det dårligt og blev nødt til at tage hjem. Specialet måtte jeg stille på hylden, og på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg måtte øve mig i at være tålmodig. Det er først for et par måneder siden, at det virkeligt er gået op for mig, at det tager så lang tid for mig at komme mig over den her hjernerystelse. Jeg har arbejdet med at indstille mig mentalt på, at jeg ikke kan planlægge og kontrollere mig ud af det. Jeg er stoppet med at presse mig selv til at gøre ting, som jeg ikke har energi til, og jeg er begyndt at tage den mere med ro. Nogle gange, hvis jeg har en god dag, kan jeg godt tro, at jeg er helt rask igen, men så kommer der typisk et kraftigt tilbagefald dagen efter, og så må jeg igen værne mig med tålmodighed.

Det er lort at være på de sociale medier for tiden.

Jeg føler, at mit liv er gået i stå, og at mine venner derimod har udviklet sig meget. Den følelse forstærker de sociale medier i den grad. Jeg tænkte meget over det, da jeg så billeder fra mine venners skiture i vinterferien. Det var hårdt. Jeg kom til at tænke, at mit liv var kedeligt, og jeg kom til at frygte, at jeg aldrig kommer til at kunne de samme ting, som de kan, og som jeg har kunnet tidligere.

I den første periode med hjernerystelsen sov jeg rigtig meget. Jeg kunne sove op til 18 timer om dagen, og nogle dage stod jeg op bare for at spise og så gå i seng igen. Jeg sover stadig en del, og jeg er nødt til at tage hensyn til, at min hjerne skal hvile sig.

Yoga er godt for mig i den her situation, og jeg troede på et tidspunkt, at jeg havde fundet en kærlighed til det, men det har jeg ikke. Jeg synes simpelthen, at det er så kedeligt. Til gengæld er jeg blevet mere smidig.

Jeg er blevet anbefalet at meditere, da det er godt for hjernen at slappe af, så det gør jeg hver dag. Det er rigtig dejligt. Jeg bruger en app, som tilbyder forskellige guidede meditationer.

Jeg kan kun læse fem minutter ad gangen, og det er svært for mine øjne at fokusere på en skærm, som er for tæt på, fordi jeg har haft samsynsproblemer, efter jeg fik hjernerystelsen. De muskler, som sørger for, at synet fra begge øjne kan mødes, fokusere på ting og se klart, er blevet svækket, og det er de muskler, som jeg har genoptrænet med uendeligt mange øjenøvelser de sidste 14 måneder.

Jeg benytter mig også af et oplæsningsprogram, hvor en computerstemme, der lyder som Siri på en iPhone, læser tekster op fra min skærm. Det har taget mig lang tid at vænne mig til den stemme. I næste uge skal jeg have sat en computerskærm op, som er to-tre meter væk fra tastaturet. Så kan jeg begynde at skrive på mit speciale igen.

For en uge siden vendte jeg tilbage til mit specialekontor. Jeg tager derhen én time hver formiddag. Mere kan jeg ikke klare i øjeblikket. Jeg hører en lydfil om noget økonomi- eller klimarelevant i 20 minutter, hvorefter jeg mediterer i 20 minutter, og så slutter jeg af med endnu 20 minutters lydfil. Derefter tager jeg hjem og hviler mig i halvanden time. Om eftermiddagen veksler jeg imellem at gå en tur, dyrke yoga eller løbe 400 meter til et træningscenter, hvor jeg styrketræner lidt, og så løber jeg de 400 meter hjem igen. Sociale aftaler har jeg et par gange om ugen, hvor vi går ture eller spiser aftensmad sammen. Jeg ser nyhederne hver aften klokken 19.00-19.30, og så går jeg i seng omkring klokken 21.30. Fem gange om dagen laver jeg øjenøvelser, som kræver, at jeg skal meditere et kvarter efterfølgende for at give min hjerne ro. Mine dage er rutineprægede, hvilket hjælper mig til at føle, at jeg får noget ud af dem, inden jeg går i seng igen. Jeg har sat mig for fra starten af, at den her hjernerystelse ikke skal gøre mig dummere. Udover nyhederne hører jeg en masse forskellige podcasts om samfundsfaglige emner.

Nogle gange kan jeg godt føle mig som en olding. Hvem ser nyhederne hver aften klokken syv? Det er kun pensionister, som har tid til det. Og så mig.

Det er svært for mig at lave faste aftaler. Op til en time før en date eller en anden aftale kan jeg ikke vide, om det bliver til noget. Jeg kan ikke planlægge noget og være sikker på, at jeg kan dukke op. Jeg har en håndfuld gode veninder, som ved, hvordan jeg har det, og de accepterer, hvis jeg aflyser. Før havde jeg tyve gode veninder. Nu kan jeg ikke overskue at se så mange mennesker. Jeg har det også lidt svært med at se folk, som jeg ikke har set i lang tid, fordi jeg bliver mindet om, at jeg er begrænset i mit liv, når de spørger ind til, hvordan jeg har det. Jeg har ikke lyst til at gå ind i det så tit.

Det er ikke fedt at skulle fortælle folk, at jeg ikke rigtig laver så meget.

Jeg føler mig nederst på rangstien i samfundet, men det hjælper mig, at der er kommet mere fokus på hjernerystelser i medierne, for så ved jeg, at jeg ikke er den eneste, og andre ved det også.

Jeg har oplevet nogle ubehagelige reaktioner fra folk, umiddelbart efter jeg fik hjernerystelse. Jeg har følt, at nogle har hentydet til, at “nu skulle jeg bare igang igen”, og det prøvede jeg jo, men det gik galt hver gang. Jeg fik kraftige tilbagefald, hver gang jeg pressede mig selv for hårdt, og grunden til, at jeg gjorde det, var jo, at jeg også beskyldte mig selv for ikke at komme hurtigt nok igang. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen. Ingen troede, at det ville tage så lang tid, som det har gjort, og jeg er ikke engang rask endnu.

Det har ikke hjulpet mig så meget at læse om andre i samme situation, da jeg bliver påvirket negativt af deres historier. På en eller anden måde kommer jeg til at overidentificere mig med de andres problemer, og jeg kan ikke skelne mellem reaktioner, som skyldes hjernerystelsen, og reaktioner, som enhvert andet menneske også mærker en gang imellem. Det får mig til at føle mig mere syg, og jeg fik på et tidspunkt lidt deprimerende tanker, fordi jeg også kom til at læse om hjernerystelser, som aldrig er blevet bedre.

Hjernerystelsen har lært mig at være alene i mit eget selskab. Jeg har tidligere følt et behov for at være igang hele tiden, og jeg har haft svært ved at lave ingenting og bare kede mig lidt.

Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Jeg mærker min krop meget bedre end tidligere, og nu ved jeg virkelig, hvornår jeg må sige fra for ikke at overbelaste den. Min hjernerystelse har lært mig ikke at planlægge fremtiden. Jeg kan ikke lægge planer om noget som helst lige i øjeblikket, og jeg bliver nødt til at tage én dag ad gangen. Det har faktisk vist sig at være rart. Jeg planlægger ikke, hvor jeg skal bo med en kæreste, eller hvornår jeg skal have børn, eller hvor jeg skal arbejde efter specialet, eller om jeg skal til udlandet eller ej. Jeg planlægger ikke noget som helst tidsmæssigt.

Tidligere tænkte jeg meget over, hvad jeg gerne ville have opnået som 30-årig, og det har nok stresset mig unødvendigt, for hvad kan man egentligt planlægge her i livet?

Jeg har fundet ud af, at det kan medføre en masse unødvendige skuffelser, hvis man planlægger og forventer, at tingene går efter planerne.

Det er meget forskellligt, hvordan folk reagerer på slag mod hovedet. Nogle kan ligge med en hjernerystelse et år efter at have slået hovedet mod en skabslåge, hvorimod andre kan ligge en uge eller slet ikke blive påvirket efter et kraniebrud forårsaget af en trafikulykke. Du kan ikke vide, hvordan netop din hjerne vil reagere. Jeg vil råde andre, som kommer ud for at slå hovedet, til først og fremmest at acceptere, at de har slået hovedet. Det er vigtigt at tage seriøst, for ellers kan det udvikle sig til at blive værre, end det behøver.

Læg dig i det der mørke rum, som alle snakker om, og bliv liggende, til du er sikker på, at du har det bedre. Lige meget hvor dårlig, du føler dig lige efter slaget, så sørg for at hvile dit hoved. Den første måned kan din hjerne bliver mere skadet af ikke at forholde sig i ro.

Politiet har prøvet at finde frem til ham, som slog vores hoveder sammen, men efter ti måneder lukkede de sagen, desværre. Jeg har givet slip på det nu, men det tog noget tid.