I Frederiksberg Centret spiser man finsk pizza med laks og champagne

Min kollega kigger med et bekymret blik på anretningen foran ham: ”Det er altså virkelig mærkeligt. Det er næsten ikke … pizza.”

Jeg har taget mad med tilbage til kontoret efter en tur i Frederiksberg Centret på den finske restaurant Classic Pizza. De andre stirrer mistroisk på de aparte sammensætninger af ingredienser og tør ikke rigtig smage. Jeg kan egentlig godt forstå dem, for det var også sådan, jeg havde det, da jeg skulle afsted.

Classic Pizzas repertoire lyder som et parallelunivers: Pizza med krebsehaler og chilimayonnaise. Pizza med tun, rejer og kapers. Pizza med grillkylling, bacon og ananas. Og det hele serveres med champagne i glasset. Vi er så langt fra pep med dress, vi kan komme.

Det startede i 1996 i den finske ferieby Hanko, hvor Classic Pizza lagde ud med koldrøget laks som topping. Selvom laks på pizza på ingen måde er et ukendt fænomen, så ved jeg også, hvad du tænker: Her må være contradictio in adjecto, for hverken ”finsk” og ”ferieby” eller ”pizza” og ”koldrøget laks” burde forenes. Men kædens efterfølgende popularitet fortæller en anden historie. Det er blevet til 15 restauranter rundt omkring i Finland, og nu er det blevet danskernes tur.

I første omgang sker det med en restaurant på Vestergade i Aarhus og en på Frederiksberg, og ifølge presseansvarlig Anne Kirstine Cramon vil flere snart følge efter. Danmark er det første land udenfor Finland, der skal omvendes fra slaskede Hawaii til finsk perfektion.

Jeg er som udgangspunkt ret kritisk overfor gourmetpizza. En pizza skal være billig. En pizza skal være en fedtet omgang, som indtages liggende eller svajende, alt efter om den spises efter eller under en druktur.

Classic Pizza er langt fra de første til at servere pizzaer med et trecifret prisskilt, men der er alligevel noget ekstraordinært over at sætte sig til rette i en blød stol i Frederiksberg Centret og dufte de brændte dejkanter i samspil med champagnen, der blev skænket op af vores venlige tjener.

Jeg lægger ud med den førnævnte koldrøgede laks med rødløg, kapers og wasabi/ingefærcreme. På foranledning af Classic Pizza er den specielle anretning udviklet af den spanske kok Dani García i et forsøg på at skabe en pizza, der repræsenterer hans hjemstavn Andalucien. Det smager som en frisk fiskeforret i en tre-retters menu, og den boblende R&L Legras Brut Grand Cru danser kinddans med laksen i min mund. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om rigtig pizza.

Vi nærmer os i højere grad den autentiske pizzaoplevelse, da de næste tre versioner kommer på bordet.

Der er en vegetarisk variant med blåskimmelost, rødbede, rucola, solsikkefrø, honning og sesamsauce. Ved siden af har vi en ”hangover-pizza”, og den rammer ned i noget essentielt. For pizza er tømmermændsmad, og jeg skal helst ikke ind og sidde på en pæn restaurant, når jeg er ramt. Pizzaen består af salsa, salami, bacon, jalapenos og syltede agurker, og det minder mig om de der trafikuheld af en pizza, man kan få i supermarkedet med små stykker hotdog og ristede løg. Men hvis man er tilpas glad for eddike – og rent faktisk har tømmermænd – er det helt sikkert en fin behandling.

Bedre bliver det med Classics flagskibspizza: Rensdyr, multebærsyltetøj, finsk knirkeost (en hård ost, der minder lidt om halloumi) og frosne tranebær til den nette sum af 210 kroner. Hvem har i virkeligheden brug for Napoli, når man kan gå en tur i de sneklædte finske skove omkring Levi?

Inden desserten taler jeg med kokken Umberto Russo. Som ægte napolitaner var han lidt skeptisk, da han blev præsenteret for projektet, men da han smagte de sære kombinationer, var han solgt. Han siger, at det er den napolitanske tradition, der ligger til grund for pizzabundene, men der stopper sammenligningen med hans hjemby også.

Det forklarer måske, hvorfor der er truffet nogle valg, som aldrig var gået hos en konservativ italiensk mamma. Ananas på pizza og Tabasco på bordene er ikke gangbart i støvlelandet, men det er det her. Ligesom champagnen, som jeg bliver stadig mere glad for, efterhånden som måltidet skrider frem.

“Man skal slet ikke forsøge at sammenligne med italiensk pizza, for det her er noget helt andet,” siger Umberto Russo. “Det her er finsk.”

Pizzaerne er udviklet af kokke, som har brugt lang tid på at parre de rette ingredienser, og derfor håber de også, at kunderne accepterer præmissen. ”Når vores kunder spørger, om de må skifte en ingrediens ud med en anden, siger vi altid, at det kan de godt,” forklarer tjeneren Shahram Beyk. ”Men det vil gå udover den designede, kulinariske oplevelse.”

Sådan en kulinarisk oplevelse kan blandt andet være, at man slutter måltidet af med en dessertpizza med Nutella, banan, jordbær og vaniljeis.

For at skabe den fuldendte gourmetoplevelse, skal restaurantens beliggenhed også være den rigtige, fortæller Anne Kirstine Cramon. ”Vi bruger de samme location scouts som Chanel,” siger hun. ”Selvom du har det fedeste koncept i verden, duer det ikke, hvis du ligger i en skummel gyde i Nordvest.”

Nogle vil måske mene, at Frederiksberg Centeret (ligesom alle andre indkøbscentre) er mere Vero Moda end Chanel, men der er en ganske logisk forklaring på placeringen.

”I Finland er de meget glade for at hænge ud i indkøbscentre, fordi det altid er så koldt udenfor,” forklarer Anne Kirstine. I den ånd vil den næste Classic Pizza blandt andet åbne i Magasin.

Kæden vil gerne forankre sig på et lokalt marked ved at lave et samarbejde med en kendiskok, der kan skabe en signaturpizza, som repræsenterer det pågældende land. Så inden længe kan du måske gå på Classic Pizza og få en nummer 9 med karrysild og hårdkogt æg - og Rød Aalborg i stedet for champagne.

Indtil videre må jeg tage til takke med jordbær, laks, multebær og champagne.