Det bliver aldrig sikkert at tage narko, tværtimod. Det er faktisk pissefarligt at tage stoffer, som er potente, fulde af kemi og tilmed ulovlige.
Men én ting ligger fast: Stoffer som kokain, lsd og mdma bliver ikke mindre farlige af, at de er ulovlige, og de bliver heller ikke mindre farlige af, at vi lukker øjnene frem for at have en åben og ærlig debat om virkningen af dem.
For stofferne, dem tager vi uanset. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at der er sket en stigning i antallet af unge danskere, der regelmæssigt bruger andre stoffer end hash. Samtidig viser en spørgeundersøgelse, som VICE i Storbritannien har lavet, at et flertal af stofbrugerne er ligeglade med, om et stof er ulovligt. For mange unge briter er det endda lige så nemt at bestille et gram kokain som at ringe efter en pizza. Der er grund til at tro, at det forholder sig på samme vis på vores breddegrader, for sammen med briterne er vi blandt dem, der ligger højest i statistikken over kokainglade lande i Europa.
Vi mener, at narkotikaindsatsen fokuserer for meget på forbud og for lidt på information. Der er behov for at tale åbent om stofferne, kulturen, der omgiver dem, og konsekvenserne. Det skylder vi de tusindvis af danskere, der hver weekend spæder byturen op med en streg coke eller en bombe mdma. Vi ønsker på ingen måde at promovere narkotika, men vi vil gerne bidrage til at sprede saglig viden, så folk, der allerede har besluttet sig for at tage stoffer, kan gøre det på et mere oplyst grundlag. I sidste ende kan det redde liv.
På fagsprog kalder man tilgangen for harm reduction – altså skadesreduktion.
Harm reduction er tiltag som fixerummene på Vesterbro, der giver de mest udsatte stofbrugere en mere værdig tilværelse og forhindrer overdosisdødsfald. Harm reduction er også at give festivalgængere en mulighed for at få testet deres stoffer. Harm reduction er oplysning.
Vi vil bidrage til den udvikling og vise, at der er behov for mere information, så den løftede pegefinger ikke står alene i debatten om narkotika. Temaet har vi kaldt Safe Sesh. Det er britisk slang, som lidt tørt kan oversættes til 'sikker omgang med stoffer'.
Vi spørger de danske politikere, hvor langt de er villige til at gå for at 'lære' de unge om at tage stoffer, vi kigger nærmere på danske musikfestivalers vaklende forhold til drug testing, og vi bringer en dokumentar om Sveriges narkoflygtninge i Danmark, der viser konsekvenserne af den benhårde stofpolitik, der bliver ført i vores naboland.
Vi stiller også de spørgsmål om stoffer, som du ikke tør gå til din læge med. Blandt andet kigger vi på, om man kan ødelægge sin kæbe af at tage kokain, hvad man skal sørge for at spise, når man er til et rave, og undersøger, hvorfor det kan have større konsekvenser for kvinder at tage stoffer.
Vi håber, at du i sidste ende bliver klogere på narkotika, uanset om du tæller med i statistikken. Du kan læse mere her.
