Nørrebro

Guldbajere med antikvaren på Elmegade, der har set det gamle Nørrebro blive til det nye Nørrebro

I løbet af et halvt århundrede har Bjørn Larsen set det københavnske arbejderkvarter blive indtaget af forældrekøb, bander og borgerskabet.

af Anders Højberg Kamp; billeder af Hedda Rysstad
19 december 2018, 12:27pm

Om dagen står han i sit lille antikvariat i Elmegade og sælger tegneserier fra 80'erne, brugte bøger og gamle magasiner til de forbipasserende. Om aftenen finder du ham på stamværtshuset Cafe Stadion et par gader derfra. Enten foran eller bag baren.

Han kalder sig selv Nørrebros sidste kriger. Bjørn Larsen er vokset op på Blågårds Plads i et gademiljø. Siden sin fødsel i 1965 har han boet i Rabarberkvarteret, og siden 1979 har han arbejdet i antikvariatet.

Spørger man Bjørn selv, har han været oppe at slås 200 gange, men han er så småt holdt op med at tælle, og han har været med i alle de største demonstrationer mod ordensmagten de sidste fem årtier - fra kampen om Byggeren til rydningen af Ungeren på Jagtvej til klimatopmødet i 2009 – og så er han på fornavn med de fleste på indre Nørrebro, fra gadedrenge til butiksejere.

I 53 år har han set kvarteret ændre sig. Tilbage i 70’erne og 80’erne ejede kommunen blokkevis af lejligheder. Men særligt i 90’erne solgte de dem fra. Og tallene taler for sig selv; i 1992 kostede det i snit omkring 5.500 kroner pr. kvadratmeter lejlighed. 18 år senere, i 2010, kostede en ejerlejlighed ca. 21.500 pr. kvadratmeter. Og i 2018 koster én kvadratmeter i snit 43.489 kroner. En toværelses på 55 kvadratmeter er altså i snit 2,4 millioner værd.

Sådan en udvikling kan ses i gadebilledet, også i Elmegade, der har været gravet op i et halvt år. Først blev brostenene fjernet og siden da gamle sporvognsskinner, inden der blev lagt ny asfalt på. Nu glider trafikken lettere, og fortovet er blevet bredere, så der er plads til større caféborde.

“Altså, det ser alt for pænt ud nu, mand. Det var muligt både at cykle og køre på brostenene, selv om der var hærget. De kunne jo have rettet dem op frem for at omlægge gaden, så det nu ligner en gade i alle andre byer,” siger Bjørn en eftermiddag, da vi står og snakker sammen i antikvariatet.

Antikvaren Bjørn i Elmegade
Bjørn Larsens antikvariat ligger på Elmegade 10.

Du går bare tre trappetrin ned fra gaden og træder ind til tusinder af bøger og lyden fra radioen. Så kommer han ud fra baglokalet og giver gerne en anekdote. Eller bare et godt tilbud.

Det er ikke første gang, jeg besøger ham. Jeg er tit kommet for at hente en tegneserie. En anden gang lagde jeg fire bøger på disken.

“Det bliver 150,” sagde Bjørn.

“Så snyder du dig selv. Det er 200,” svarede jeg.

“Jajajaja, prøv lige at se på den her bog. Den skal du sgu da ikke give 80 kroner for. Er du gal? Den er jo helt smadret, mand,” sagde han og viste mig en bagside, der var revet halvt i stykker.

Og besøger du Bjørn i Elmegade, kan du også være sikker på, at han har en holdning til en tendens i tiden. Sikker på, at du får en god historie om de gamle dage direkte fra lædervesten. For eksempel om dengang ruderne i en Netto sprængte, og alle i gaden løb ind og stjal sprut og smøger, mens politiet så måbende til. Om man så tror på de mange gode historier, er op til en selv.

Antikvaren i Elmade
Over det sidste halve år er der blevet lagt ny asfalt og installeret nye cykelstativer i Elmegade.

I aften møder jeg ham på hans andet arbejde, Nørre Allés eneste brune værtshus, Cafe Stadion. Ved et brunt bord med bajere, cigaretter og senere på aftenen en god omgang rafling med Bjørn og hans faste slæng.

Vi taler mere om kvarterets udvikling i årene, der er gået. Han voksede op med sine forældre på Blågårdsgade, og de bor der såmænd endnu, selv om de for længst har rundet de 90, fortæller han.

Bjørn er den yngste af fire søskende. “Da jeg var lille, var vi seks mennesker i en treværelses lejlighed. Plus en hund og et par katte. Der var gang i den på Blågårdsgade. Det var en handelsgade, og busserne og sporvognene kørte igennem,” begynder Bjørn og tager endnu tår af sin bajer.

Blågårds Plads blev kaldt for ‘grøften’. Det var der, de spillede fodbold, og der boede næsten kun arbejdere. Dengang snakkede alle sammen, siger Bjørn. “Alene på Blågårdsgade lå der seks købmænd. I kvarteret havde vi værtshuse, slagtere og barer, som selv fattige havde råd til at varme sig på. Vi havde også ismejerier, skomagere, petroleumsælgere, marskandisere, antikvarer, isenkræmmere... ” fortsætter Bjørn.

Den her hverdagsaften på Cafe Stadion bliver værtshusenes økonomiske krise udstillet. Udover et stamklientel på fire mand, sidder her kun tre unge studerende og taler. To unge kvinder og en ung mand i en debat, om køn er kulturelt eller biologisk betinget.

Så tomt var det ikke på værtshusene dengang i 70’erne, hvor mændene drak bajere i de brune stuer, mens børnene fik lov til at løbe frit rundt i gaderne.

De var delt op i forskellige grupperinger, der holdt til i hver deres sidegade, fortæller Bjørn. Der var ingen kontrol, ikke fra forældrenes side. Der var selvkontrol. Med faste pladser i gården. Og så var der ungdomsklubben med de hårde drenge, der senere blev HA’ere.

“Jeg kendte dem alle sammen, så jeg var fredet,” siger Bjørn, men indrømmer, at han har været oppe at slås en del. “Det var miljøet. Men altså, kom der nogen udefra, så holdt vi jo sammen. Det var ærlige slåskampe. Jeg gik til karate og taekwondo. Jeg skulle jo lære at forsvare mig selv. Men der var ikke noget med skydevåben,” siger Bjørn, der gik på syv forskellige folkeskoler.“Måske fordi jeg var en ballademager. Ingen af os rødder kom nogensinde i gymnasiet. Jeg gik i skole fire måneder om året.”

Antikvaren Bjørn fra Elmegade

I 1979 kom han som 14-årig i lære i antikvariatet, hvor han stadig står. Som 16-årig flyttede han hjemmefra. Til det besatte Allotria-hus, som politiet endte med at rydde. På det tidspunkt havde han allerede haft sin kamp med politiet i kampen om Byggeren i 1980, hvor gamle arbejderboliger blev revet ned og erstattet af socialt boligbyggeri.

“Med nybyggerierne fjernede de butikkerne. Der er jo ingen butikslokaler længere. Det er fuldstændig sindssygt. Det er bare betonklodser med boliger.” Ikke lige noget for Bjørn, der fortsatte sit liv som BZ’er, gadeaktivist og antikvar op gennem 80’erne.

“På et tidspunkt fandt venstrefløjsere så ud af, at bussen ikke måtte køre igennem Blågårdsgade, og så lukkede halvdelen af butikkerne i løbet af et år. For når man fjerner infrastrukturen, fjerner man butikkerne. Det var noget værre pis, så vi lavede en demonstration for at få bussen tilbage, men nej.”

På samme måde synes Bjørn, det er “vanvittigt”, at en del af Nørrebrogade er lukket. “For cyklisterne er det jo meget fedt, og der er også alt for mange biler i København, men vi mister altså kunderne, og det bliver jo også mere provinsielt. Nå, skal vi ryge?” spørger han og bevæger sig op mod værtshusets rygekabine.

“Nu skal jeg også snart have en rigtig bajer.” Han peger på sin tomme Carlsberg, og to minutter efter sidder han med en Guld Tuborg med en smøg i munden i den lille kabine. “De der 21 genstande ryger sgu let på en aften. Jeg laver en omvendt uge. Jeg drikker i hverdagen og ikke i weekenden. Det har jeg ikke helbred til. Der tager jeg i sommerhus og læser bøger,” siger Bjørn, der retfærdigvis står op hver dag uden tømmermænd og går på arbejde.

“De sagde jo, at jeg ikke ville blive 50, men nu er jeg 53.”

Antikvaren Bjørn på Cafe Stadion 2018
Peder Larsen og Bjørn får sig en sludder over en øl.

Nok ser han sig selv som politisk rød, men han er ikke med på den røde nybølge, som han kalder den. Den, hvor der skal “tusindvis af afgifter på smøger og alkohol, hvor man skal spise økologisk og vegansk og ikke må køre bil.”

“Og nu vil Enhedslisten have, at man betaler 10.000 kroner om året for at parkere sin egen bil. Hvad snakker de om? Hvad har de gang i? De er vanvittige,” siger Bjørn og tager et hvæs af sin smøg.

Rød betyder for ham frisind, retten til at ryge og drikke, at alle skal have råd til at bo og leve i byen, at der er arbejderboliger nok, lærepladser nok og plads til alle. Bortset fra banderne. For Bjørn kan huske dengang i 80’erne, hvor gadedrengene fra hans barndom blev afløst af hårdere grupperinger.

Han fortæller om banderne, og hvem der styrer hvilken del. Han har også haft besøg. “Jeg blev ikke bange. Der kom to unge og en, der var ældre. De ville have 3.000 kroner om måneden. Ellers ville de smadre min butik hver dag. Så sagde jeg: 'Det gør I bare.' Så gik de over til frisøren. Det skulle de ikke have gjort. Hendes mand er politibetjent, så han kom, og de blev knaldet. Siden da har vi ikke haft problemer.”

Bjørn fortæller også om dengang, han blev overfaldet tilfældigt på Nørrebrogade. Og at så var det jo var heldigt, at han havde gået til kampsport. Ellers er han gode venner med “gadeparlamentet”, som han kalder det. Engang blev en kammerats scooter stjålet. Så gik Bjørn lige over til de indflydelsesrige bandemedlemmer på Blågårds Plads, og en halv time efter stod scooteren igen, hvor den skulle.

Han viser mig sit cigaretetui, der også kan tænde smøger. Det har han fået af et bandemedlem.

Men han vender hele tiden tilbage til, at det meste var bedre på Indre Nørrebro, dengang det var et arbejderkvarter. Også selv om Bjørn faktisk hører til dem, der har tjent penge på udviklingen. “Min andel fik jeg for en slik i Blågårdsgade”, siger han

Nærmere bestemt gav han 13.000 for den og solgte den for 85.000. Så købte han en ny lejlighed i Egegade på 98 kvadratmeter for 127.000, som han solgte for 1,3 millioner i 2004, fortæller han.

Han er stadig sur over, at kommunen solgte ud af deres lejeboliger i 90’erne. “Så slap de jo for at investere i renoveringer, men nu kan man se resultatet. Alle er sig selv og deres caffe latte nærmest,” siger han.

Antikvaren Bjørn på Cafe Stadion
Ved siden af sit job som antikvar arbejder Bjørn på Cafe Stadion.

“Men der er blevet bedre valgmuligheder, hvis man har pengene. Det er sjovt at være på Nørrebro, hvis man er rig. Man skal have råd til det,” siger han.

Han indrømmer, at mange af de gamle Nørrebroborgere solgte deres billigt indkøbte andele som forældrekøb for at score kassen. Som ham selv. “Man kan ikke redde Nørrebro. Det er tabt. For vores generation er flyttet. Mange til Amager eller provinsen. De har ikke villet kæmpe for kvarteret. Der er ikke mange arbejdere tilbage på Nørrebro. Det blev også et problem, at erhvervslejemål blev givet fri. Jeg husker isenkræmmeren, der gav 9.000 i husleje. Pludselig skulle han jo lægge 36.000.”

Bjørn spørger, om jeg ikke også vil have en guldbajer. Han går op til dem, der spiller billard, og pludselig sidder vi fire mand og rafler. Et-to-tre minutter, og jeg har tabt den næste runde. “Det kan være farligt at tage i byen med Bjørn,” siger bartenderen.

Jeg betaler en runde skarpe og fortsætter et par spil mere, indtil Cafe Stadion lukker, og vi tager på Kattens, der har natbevilling. Jeg spørger Bjørn, hvor han så bor nu, og han svarer, at han sover hos venner og ekskærester. Men hvor sover han så i nat?

“Det ved jeg ikke, jeg er sofajæger. Man vænner sig til det,” griner han, inden han bestiller et shot til os begge.

Da jeg besøger ham næste dag med dunkende hoved, står han frisk i antikvariatet. Som enhver anden dag på kontoret. Uden tømmermænd.