bøger

"Jeg må virkelig understrege, at mine forældre har været det sværeste ved at være homo"

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman beskriver, hvordan hendes forældre slog hånden af hende, da hun sprang ud som lesbisk.

af Katrine Krøjby; billeder af Amanda Hjernø
08 januar 2018, 9:07am

“Min kvindelige kæreste var - og er, i øvrigt men vi er ikke kærester nu - højtuddannet, blændende smuk, stilfuld og vindende af væsen. Men jeg må sande, at det, at hun er en kvinde, betyder, at en hvilken som helst mand vil være mere acceptabel som min kæreste end hende. Og det alene, fordi han er en mand.”

Ordene stammer fra Leonora Christina Skovs nye bog Den, der lever stille. Her fortæller hun, hvordan hendes forældre slog hånden af hende, da hun som 21-årig sprang ud som lesbisk.

Det var i 1997. Siden da har homoseksuelle fået ret til at adoptere, være juridiske forældre og blive gift i kirken, men nogle forældres måde at reagere på, når deres barn fortæller dem, at de er homoseksuelle, har ikke ændret sig. Det ved jeg, for jeg gjorde det for halvandet år siden. Og det blev ikke modtaget særligt pænt. Det kan du høre i denne radiodokumentar.

Derfor var det også med knugende ondt i maven, at jeg bladrede mig gennem den ene side efter den anden i bogen. Og jeg fik lyst til at sende den til hele min familie, ja, faktisk hele Danmark eller hele verden - for selv om det er fantastisk, at homoseksuelle har fået tilkæmpet sig nogle vigtige rettigheder, så er baglandets støtte stadig meget betydningsfuld.

I sidste ende handler det om, at vi alle sammen gerne vil elskes af vores forældre. Vi vil ikke elskes på særlige betingelser - det er den betingelsesløse kærlighed, vi higer efter.

Men Leonora Christina Skov følte sig ikke elsket af sine forældre. Selvom hendes mor smurte madpakker til hende og sørgede for rent tøj, da hun var barn, så lagde hun senere ikke skjul på foragten for sin datters seksualitet, som hun kaldte "pervers" og sammenlignede med pædofili. Da moderen fik kræft, mente hun endda, at det var datterens skyld.

Og selvom det er meget værre, end hvad jeg nogensinde har oplevet i min egen familie, så kan jeg godt spejle mig i mig i at føle mig “som en forkert datter”, at høre min seksualitet forklaret som “et forsinket pubertetsoprør”, og jeg har også oplevet, at den ene forælder tager mere hensyn til den anden forælder end til deres barn. Det mødtes jeg med den aktuelle forfatter til en snak om.

"Jeg tror, det er almindeligt, at den, der gør noget andet i en familie, bliver straffet," siger Leonora Christina Skov, der mærkede hvordan hendes familie tog afstand til hende på grund af hendes seksualitet.

VICE: Jeg havde fysisk ondt i mit bryst, da jeg læste din roman. Jeg blev nærmest helt dårlig.
Leonora Christina Skov: Det gjorde jeg også, da jeg skrev den. Men jeg har villet skrive den i så mange år. Jeg turde bare ikke. Jeg frygtede, at min mor ville dø på grund af bogen. Det kunne jeg ikke overskue. Når man har en kræftsyg mor, der truer med at dø, så begynder man ikke at skrive sådan en bog. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne leve videre, hvis jeg også fik skylden for hendes død.

Din mormor, som du ellers har et tæt forhold til, sagde "jeg tror, det er bedst, at du ikke siger noget til dine forældre. De kommer ikke til at tage det pænt. Det bliver meget svært for din mor," da du fortæller, at du er blevet kærester med en kvinde. Min søster sagde til mig: 'Du skal ikke fortælle det til far,' og det var næsten værre end min fars reaktion.
Var du skuffet over, at din mormor ikke stod op for dig? For det var jo ikke en uforbeholden støtte, hun gav.

Jeg tror, at jeg tog til takke med rimelig lidt, for det var bedre end resten af familien, der slet ikke ville blandes ind i noget. Min familie støttede mig på den ene side bag om ryggen på mine forældre, men når de var sammen, så lod de som om, at jeg ikke eksisterede. Så jeg opfattede det dengang, som om hun støttede mig.

Min mormor og jeg havde en meget tæt relation, og jeg følte mig meget forbundet med hende. Hun var begavet, og jeg opfattede hende som stærk. Og vi talte meget sammen, indtil hun døde i 2012. Det er klart, at da jeg skrev den her bog, kunne jeg se, at jeg måske havde fået helgenkåret min mormor tidligere. Hun fik jo sagt sådan noget med, at hun ikke forstod, hvordan Ingrid (Leonora Christina Skovs daværende kæreste, red.) kunne være præst, når hun var homo. Plus at hun jo fortalte mig alle de ting, som mine forældre havde sagt om mig. Så hvor meget støttede hun mig egentlig? Jeg havde foretrukket historien om min store frelser og forsoner, den indremissionske kvinde, der rummede mig. Men nu kan jeg jo se, at hun rummede mig med skyld.

Realiteten er jo, at det er halvdelen af Danmark, der har det svært med det. Nogle steder, jeg kommer ud i Jylland, er jeg den første homo, de har mødt.

Var der andet, der gik op for dig under dit arbejde med bogen?
Ja, nogle ting, der handlede om min øvrige familie. Hvordan der blev videreformidlet meget til mig, men ikke den anden vej. Det var først, da min mor og mormor var døde, at min far sagde, de havde troet, at jeg havde en fest i København. Der var ingen, der havde sagt, nu skal I høre her, hvorledes med jeres datter, eller vi er bekymrede for hende. Det var ikke mig, de var bekymrede for, det var min mor. Det var først, da jeg skrev, at jeg forstod det. Jeg tror, det er almindeligt, at den, der gør noget andet i en familie, bliver straffet. Også selvom folk med den ene hånd siger, at de støtter, men det gør de jo ikke en skid.

Hvorfor forsvarede resten af familien dig heller ikke ikke?
Mine forældre flippede fuldstændigt ud, hvis nogen sagde noget, så hensynet til mine forældre vejede tungere. Det har været et studie i at lade, som om jeg ikke eksisterede, og så udtrykke sympati bag mine forældres ryg i alle de år. Nu når bogen er kommet, er min fars lillesøster også sød og støttende, men hun tager det ikke op over for min far, hun spørger ham ikke ind til det. Vi lader, som om der ikke er sket noget, så går det. Sådan har det altid været.

Hvad siger din far til bogen?
Han fik den som en af de sidste. Jeg tænkte, at han måske ville lægge sag an eller slå hånden af mig. Efter en måned havde jeg ikke hørt noget, og det gik mig meget på, at jeg blev mødt med tavshed. Det føltes som en gentagelse. Og så skrev han en i en mail, at han elskede mig og var stolt af mig, og at han syntes godt om Annette, (Leonoras kone, red.) men at han ikke kunne genkende alt det, jeg skrev – dog respekterede han min version af historien. Jeg kunne ikke forholde mig til det.

Og så har jeg set ham siden, han er ret engageret i bogen. Det er klart en lettelse, at jeg ikke skal trækkes med en mand, der er rasende, for det er slemt nok at skulle udgive sådan en bog. Men der er ikke nogen undskyldninger. Der er ikke noget med, det kan jeg godt se, det var noget lort. Han har kun sagt, at han ikke kunne gøre andet, for ellers ville min mor dø, og der var større chance for, at jeg overlevede end hende.

I alle de år har jeg gået og tænkt why? Hvad er der galt med min mor? Hvorfor accepterer hun det ikke bare?

Da jeg selv sprang ud, tænkte jeg meget over, hvorfor min familie mon reagerede, som de gjorde. Hvad handlede det om? Har du tænkt over, hvad der egenlig ligger bag dine forældres reaktion?
Det er klart, jeg selv har tænkt over det. Var min mor selv homo? Jeg aner det ikke. Jeg tror måske grundlæggende, at hun ikke ønskede, at hendes datter blev voksen. Det var, som om at det eneste, hun havde at give mig, var varm mad og tøj på kroppen, og når jeg så blev voksen, hvad så? Og så tror jeg, der var misundelse inde over. Jeg gjorde nogle ting, hun gerne ville. Man har ikke lyst til at tænke, at ens mor har været jaloux på én. Men det hele er spekulationer. I alle de år har jeg gået og tænkt why? Hvad er der galt med hende? Hvorfor accepterer hun det ikke bare? På en måde er det skønt at lægge det ud til læseren, nu er det op til jer at tolke på det.

Har du nogensinde spurgt din mor?
Nej, jeg var så bange, jeg turde ikke nærme mig noget, der kunne få hende til at græde og måske dø. Det er så mærkeligt at have en mor, der har taget alle sine hemmeligheder med i graven, man får aldrig svar. Efter hun døde, har jeg tænkt, at ens forældre ikke har mere magt, end man giver dem. Jeg tillagde hendes mening så stor vægt. Det fik jo kun lov at fylde, fordi jeg syntes, hendes mening var vigtig. Jeg havde så meget skyldfølelse over, at hun syntes, jeg havde givet hende brystkræft.

Homoseksuelle har jo fået mange flere rettigheder, men tror du egentlig, at nogle forældre altid vil reagere sådan, hvis der børn springer ud?
Det er, som om at dem, der ville tage det pænt, tror, at hele Danmark er tolerant. Og så er der en feel good-faktor blandt de mennesker. Mens de selv fortæller, hvor tolerante de er, kan man mærke, hvor godt de får det. Men man bliver træt af at være deres feel good-person. For realiteten er jo, at det er halvdelen af Danmark, der har det svært med det. Nogle steder, jeg kommer ud i Jylland, er jeg den første homo, de har mødt. Og så er der den der latterlige med, at forældre ikke vil have, at deres barn skal få det svært i tilværelsen, for det får man jo, forstås, når man er homo. Men jeg må virkelig understrege at mine forældre har været det sværeste ved at være homo.

Hvis man tror, at man får det sådan med sine børn, hvis de en dag kommer og fortæller, at de er homo, så skal man ikke få børn.

Sådan sagde min far også. Det var jo mere besværligt for mig, og han ville mig bare det bedste. Det er verdens dårligste undskyldning for at reagere så nederen, som han gjorde.
Ja, det handler også om, at de er bange for, hvad naboen tænker. Hvis man tror, at man får det sådan med sine børn, hvis de en dag kommer og fortæller, at de er homo, så skal man ikke få børn. Ellers skal man i hvert fald arbejde med det inden.

Lagde du nogensinde dine forældres reaktion på hylden, efter du sprang ud?
Mine forældre har fyldt hele vejen igennem. Så er der kommet en stikpille, så var der 2. juledag, hvor Annette og jeg ikke var inviteret. De gad ikke komme til vores bryllup og receptioner.
Men mest har det fyldt i forhold til forholdet til andre.

Jeg får ret hurtigt indarbejdet sådan noget med, at jeg møder folk, som egentlig ikke bryder sig særlig meget om mig, men som jeg skal forsøge at omvende. Det er først i løbet af de sidste fem år, at der sket noget. Jeg kan ikke rende rundt med serveringsbakker og få folk til at kunne lide mig. Det har været angtsprovokerende for mig. Efter min mormor døde, vidste jeg, at jeg måtte gå i terapi, jeg kunne se, at jeg havde for mange dårlige relationer.

"Jeg betalte en pris ved at have skyldfølelse for at leve mit liv alle årene. Men det ville jeg hellere, end jeg ville blive og leve, som mine forældre kunne tænke sig."

På trods af særligt din mors reaktion vil du alligevel ikke negligere hendes indsats som forælder, skriver du i bogen. Så du nævner det her med, at hun smurte madpakker til dig og lagde tøj frem. Når jeg fortæller min historie, siger jeg også ofte, at min far så alle mine fodboldkampe og hentede mig fra fest om natten. Som om jeg alligevel vil beskytte ham lidt, selvom han har såret mig. Har du skånet nogen, da du skrev romanen?
De passager, hvor jeg har skånet nogen, har jeg slettet. Da jeg skrev, syntes jeg, det var vigtigt, at det skulle med. Jeg kom her og tegnede et rædselsfuldt billede af min mor, men hun var jo mere end det. Hvis jeg var blevet voldtaget, tævet og tvangsanbragt, havde det været en helt anden snak, men jeg kommer fra en pæn familie – så er det svært at sige, at det hele var noget lort... Der er ikke rigtigt andre til at bevise den historie, og der er jo den overflade, hvor det hele ser pænt ud. Men jeg har haft det sådan lidt, at hvis det her skulle være, så skulle det også bare være.

Selvom dine forældre reagerer voldsomt, så skriver du alligevel, at du godt ved, at der ikke er noget galt med dig. Det beundrer jeg virkelig. Min families reaktion fik mig til at føle mig meget forkert. Hvordan fik du styrken til at tænke sådan?
Der er meget få steder, hvor jeg føler mig ret sikker. Et af dem er, at der ikke er noget galt med, at jeg er til kvinder. Et andet sted er, at jeg ved, at jeg kan skrive. Og så har jeg haft mit temperament med mig. Jeg er ikke så skrøbelig. Godt nok troede min forældre, at jeg var psykisk syg, men jeg er ret robust.

Men selvom man er robust, så kan der vel stadig være områder, hvor man ikke er så stærk?
Jeg betalte en pris ved at have skyldfølelse for at leve mit liv alle årene. Men det ville jeg hellere, end jeg ville blive og leve, som mine forældre kunne tænke sig. Jeg havde en utrolig stærk drivkraft – jeg har skrevet flere tusinde siders dagbog, fra jeg var syv år til i dag, og jeg kan se, hvordan jeg gang på gang skrev om det liv, jeg ville have. Det er det liv, jeg har nu.

Den, der lever stille udkommer den 11. januar og er Leonora Christina Skovs sjette roman. Foruden at være forfatter er Leonora Christina Skov litteraturkritiker ved Weekendavisen.