Noisey 2017

The ting goes skrrrah: Sådan vandt parodirap 2017

Vi stener over, hvordan en jokerapper ved navn Big Shaq blev årets største navn.

af Niloufar Haidari
20 december 2017, 10:11am

Denne artikel er oprindeligt udgivet Noisey UK

Helt objektivt set har 2017 været et blæst år. Donald Trump er på en eller anden måde blevet leder af den vestlige verden, selv om han bruger det meste af sin tid på at spille golf og svine sine fjender til på Twitter. Briterne har lige fundet ud af, at Brexit kommer til at koste dem en helt masse penge, og de har heller ingen anelse om, hvad der skal ske på den anden side af EU-udmeldingen. Og nåh ja, så er en parodisk rapsang om en jakke, skrevet af en komiker fra London-forstaden Croydon, blevet så stort et hit, at den er udkommet på Island Records og har ligget nummer fem på hitlisten i Storbritannien uden udsigt til nogen foreløbig ende på sejrsgangen.

Det har været et år, hvor virkeligheden i stigende grad begynder at ligne noget, der er løgn, og derfor giver det meget god mening, at jokerap har taget en musikalsk førertrøje. En af de største stjerner lige nu inden for den genre er komikeren og rapperen Big Shaq også kendt som Michael Dapaah, som er manden bag monsterhittet "Man’s Not Hot". Big Shaq har for nylig skrevet historie, da han blev årets højest rangerede debutkunstner i Storbritannien – og det var vel at bemærke, før han overhovedet havde lavet en video. Hvis man skal pege på en samlet tendens, der opsummerer 2017, så er det, at det var året, hvor de mest succesfulde kunstnere var dem, der tog pis på alt og alle. Men når man ser bort fra den groteske politiske kontekst – bedre kendt som *dumpster_on_fire.gif* – hvordan er en joker som Big Shaq så blevet et mainstreamfænomen?

For det første skal man huske på, at Big Shaq er vanvittigt dygtig, til det han gør. Det er noget, han har arbejdet på i årevis. Grunden til, at hans parodi virker, er, at den er oprigtig og baseret på en kærlighed til de folk, han parodierer. Han er ikke bare en døgnflue, der hopper med på en trend. Parodi og komik har selvfølgelig været to af britisk kulturlivs grundpiller i mange år, men til forskel fra så mange andre, så er Big Shaqs succes solidt funderet i hans kreative geni. Og vigtigst af alt, så er de karakterer, han arbejder med, ikke vildt forskellige fra den person, han selv er.

Michael Dapaah er opvokset i Croydon, og hans Shaq-karakter er baseret på folk, han kender derfra. Figuren så første gang dagens lys i en mockumentary, nemlig Dapaahs #SWIL (Somewhere in London), der var udformet som en YouTube-serie. I serien følger man en række forskellige figurer – der alle er spillet af Dapaah – mens de hutler sig gennem livet i de knuste drømmes by. Dapaah har længe været aktiv som komiker og komedieforfatter bag kulisserne, men det var hans freestyle i rollen som Big Shaq på Charlie Sloths Fire In The Booth i august, der for alvor skubbede ham ind i rampelyset. Det er interessant at bemærke, at Dapaah selv havde satset på at blive kendt med sangen ”Balance” – som et andet af hans alteregoer, rap-digteren MC Quakez fremfører – men det var ”Man’s Not Hot”, et track, der har vist sig at være særdeles sødygtigt i forhold til at generere memes, som skulle blive hans helt store gennembrud. Henover de sidste par måneder er ”Man’s Not Hot” blevet et af årets største hits, og det har gjort Dapaah til en stjerne af format.

Ovenpå succesen med sangen kan Croydon-komikeren nu prale af at have produceret og selvudgivet en musikvideo optaget i Miami, der byder på gæsteoptrædener fra blandt andet Waka Flocka, Lil Yachty og DJ Khaled, optrådt til årets MOBO Awards og samlet en fanbase på en million følgere på Instagram. Dapaahs succes er grundlagt på en oprigtig kærlighed til og værdsættelse af den kultur, han kommer fra. Det kan godt være, han lever af at parodiere folk, men han gør det med respekt for sit materiale, og det er noget helt nyt. Det er selvfølgelig ikke en nyhed, at britiske komikere også figurerer på musikhitlisterne. Ali G og Shaggys fængende, men objektivt set forfærdelige sang ”Me Julie” – med den mindeværdige sætning ”It ain’t crap to have a 12-inch” – nåede hele vejen op til en andenplads på den britiske hitliste, da den udkom i 2002. Men det er svært at forestille sig Sacha Baron Cohen have succes med noget lignende i dag – fordi kulturparodien er blevet en mere nuanceret størrelse, men også fordi han som person ligger så langt fra sine figurer, som man overhovedet kan.

Det er selvfølgelig vigtigt at kunne synke ned i fiktionens verden og glemme virkeligheden – især når man tager i betragtning, at vi lever i et veritabelt mareridt af en verden – men der findes for eksempel ikke rigtig en scene for politisk satire i det britiske medielandskab i dag. Det er blandt andet noget af det, skaberen af serien Thick Of It, Armando Iannucci, taler om her. Der er nemlig ikke noget, der er for sindssygt til at være virkeligt længere. Michael Dapaahs figurer er ikke udtryk for en specifik politisk dagsorden, men de repræsenterer en anden virkelighed i Storbritannien, end den der typisk portrætteres i underholdningen. I et interview med VICE sidste år sagde komiker og skuespiller Asim Chaudhry, manden satireprogrammet People Just Do Nothing: ”Det er også en kunst at gøre noget virkelig dårligt godt,” og det er kunstnere, der arbejder ud fra den grundpræmis, der har klaret sig allerbedst i 2017. Skidiki pap pap!