"Om dagen virker det så åbent og inkluderende. Men om natten føles det bare hårdt og brutalt"

Læs et uddrag fra Nikolaj Tange Langes nye bog "Livet er en fest og så dør man", der skildrer Berlins technomiljø.

|
jan 18 2018, 10:39am

Foto: Florian Hetz

Dette er et uddrag fra Nikolaj Tange Langes debutbog "Livet er en fest og så dør man", som foregår under en perfekt sommer i Berlin, fyldt med narko, liderlighed og kærlighed. I denne scene befinder vi os på technoklubben About Blank i nærheden af Ostkreuz, hvor hovedpersonen Nikolaj har ravet siden i går, og solen er ved at stå op. Læs vores omtale af bogen, samt interview med forfatteren, her.

Nikolaj sætter sig op. De er på sofaen uden for toiletterne. Han prøver at gøre sig klar til at sige noget, men tankerne slår knuder og forsvinder ud i løse ender.
“It feels like something died in my mouth,” siger han endelig.
“I was gonna brush my teeth anyway. I have an extra toothbrush if you want it.” Antoine hiver to tandbørster og en tube tandpasta op af rygsækken. Den ene tandbørste er stadig i pakken. Han rækker den til Nikolaj.
“Thanks. You’re really too perfect to be true.”
De går ud og stiller sig ved håndvasken. Bag dem er der en lang kø til toiletterne. De fleste klemmer sig ind sammen i højtråbende grupper. Andre går omkring og spørger efter stoffer eller prøver at argumentere sig til forspring i køen, fordi de altså virkelig bare skal pisse og ikke andet. Det virker helt vidunderligt at vågne op sammen midt i sådan et kaos og gøre noget så almindeligt og hverdagsagtigt som at stå ved siden af hinanden og børste tænder. Antoine fylder vandflasken igen, og de går sammen ud i haven. Der er stadig lyserøde rester af solopgang på himlen. Men dagen er langsomt ved at tage over. Det er en af den slags helt specielle sommernætter hvor selv den allertidligste morgen starter med en varme der passer perfekt til nøgen hud. Solen er stadig gemt bag huse og hegn. Men strålerne har fået fat i trækronerne, og blad for blad breder lyset sig ned mod haven.

De sætter sig på en bænk. De fleste er indenfor endnu, men omkring dem kommer stadig flere ud for at tage imod dagen. Antoine spørger om han stadig har den ecstasy fra tidligere. Han mærker efter på strømpen – jo, den er der endnu.
“You want to take it now?”
“Seems like a good time. I feel great, but I could use a little something.”
Nikolaj bider pillen midtover. Han mærker et syrligt stik på tungen som han straks skyller væk. Han giver den anden halvdel til Antoine der sluger den hurtigt med en mundfuld vand.
Antoine sætter sig overskrævs på hans skød, lægger armene om hans hals og kysser ham. Det hele føles så perfekt at det næsten må være en drøm. Han føler sig ikke høj længere. Han har heller ikke tømmermænd. Det hele er ganske enkelt bare perfekt. Men han må nok være i hvert fald bare en smule høj endnu. Ellers kan alting umuligt føles så godt.

De finder en madras og lægger sig ned ved siden af hinanden. Sådan ligger de længe mens solen langsomt stiger op bag bygninger og træer. Af og til taler de om tilfældige ting eller kysser hinanden langsomt og forsigtigt. Selv de blideste kærtegn føles overvældende intense. Og så er de stille. I lang tid ligger de bare og kigger hinanden i øjnene eller op mod den samme uendelighed med hinanden i hånden indtil solen endelig rammer deres ansigter.
“We need to find some more drugs,” siger Antoine.
Han nikker. “You know anyone?”
“I will go inside and have a look if you wait here.”
“Okay, don’t be too long.”

Han har lyst til at bøje sig frem og smage på Robins sukkerhår. Eller plukke en tot og lade det smelte på tungen.

Nikolaj sætter sig op og ser sig omkring mens Antoine forsvinder op mod bygningen. Haven er næsten fuld igen. Det kommer helt bag på ham. Folk går rundt og strækker sig i solskinnet. Det er nok snart den tid hvor de begynder at spille musik udenfor igen. Han genkender mange af ansigterne og hilser når de går forbi. Nogle har været der siden i går. Andre er kommet til i løbet af natten. Han overvejer hvad der mon blev af Lasse.

Så ser han Skylar og Robin komme ud i haven. Han bliver altid i godt humør når han ser dem sammen. Robin er lille og spinkel og altid klædt i farvestrålende tøj. Skylar derimod er mindst halvandet hoved højere end ham og så er hun temmelig bred og altid klædt i sort. Det plejer at være Skylar der fører ordet. Men til gengæld har hun en vidunderlig evne til altid at have noget interessant at tale om. Og det er uanset hvor længe festen har kørt og om hun er så høj at hun knap nok kan stå op.

Sidst havde de talt længe om housemusikkens historie. Nikolaj havde brokket sig over at de spillede for meget house. Det var den glatteste og mest overfladiske dansemusik man overhovedet kunne opdrive, syntes han. Det fik Skylar op af sofaen i en fart hvilket ellers havde set ret håbløst ud indtil da. Hun havde selv været teenager i Chicago i firserne, dengang housemusikken voksede ud af undergrunden som en gør-det-selv-kultur. Det havde været en subkultur mest for unge sorte homoseksuelle. “And I was just another young black fag looking for a place to fit in,” grinede hun. DJ’s begyndte at remixe gamle discoplader hjemmefra på kassette- eller spolebåndoptagere, og når de spillede i klubberne blandede de det sammen med trommemaskiner og basgange fra billige synthesizere. Filmcitater og sågar operabidder blev også mixet ind. Det var meget hårdere og mere kantet end den kommercielle house Nikolaj kendte til. Det var måske ikke politisk i traditionel fortstand, men i en tid styret af aids og Reagan var det oprør nok at insistere på at føle sig fri og danse til man helt bogstaveligt ikke kunne længere.

Skylar og Robin vinker og kommer over imod ham. De giver ham et knus og sætter sig ned.
“Hey girl, how are you doing?” spørger Skylar.
Nikolaj svarer at han har det helt fantastisk.
“Good to hear. Who was that beautiful boy we saw you laying with here before?”
Nikolaj griner. Han fortæller dem om Antoine. “He went to find drugs, but should be back any minute.”
“That’s awesome. I’m really happy for you. Also, I have some acid and Robin here has some ketamine in case you’re interested.”
Robin nikker bekræftende.
“How long have you been here?” spørger hun videre. Han svarer at han har været der siden lørdag ved middagstid.
“We must have just missed you then.”
Skylar og Robin havde været der fredag nat, men var taget hjem igen lørdag middag. Nu var de kommet tilbage for at nyde søndagen ude i solen.

“I keep forgetting that I really don’t like it here during the night,” siger Skylar. Det hele går op i sved og hypermaskulinitet. Hun kan nærmest blive bange for at være der. Om dagen virker det så åbent og inkluderende. Men om natten føles det bare hårdt og brutalt. “The queer scene here really has issues with femininity. Sometimes I almost consider dressing up as a man when going
out,” griner hun.

Han får øje på Antoine der kommer gående imod dem. Antoine hæver en knyttet hånd over hovedet og smiler.
“I got it.”
Antoine sætter sig, og Nikolaj præsenterer ham for Skylar og Robin.
“It’s a pleasure to finally meet you,” siger Skylar. “I’ve already heard everything about you while you were off doing your hunting and gathering.”
Antoine ser forvirret på dem.
“Don’t worry, honey, it’s of course all good,” forsikrer hun.
Han smiler genert og siger tak. Så vender han sig mod Nikolaj. Han viser ham diskret de tre lyserøde piller i sin hånd. Han spørger om de skal dele en med det samme. Det er han helt med på. Antoine deler en af pillerne i to og giver ham et stykke der ser ud til at være næsten to tredjedele. Det er okay, siger Antoine. Han er jo også større. De skyller hver deres del ned med en slurk vand. Og så sker det i samme øjeblik med næsten magisk timing at netop som Nikolaj har slugt sin del af pillen, starter musikken fra dansegulvet midt i haven.

Nedenunder starter en syntetisk basgang der sender fløjlsbløde elektriske stød gennem hans muskler og
får kroppen til at gå i et med luften omkring sig.

“Can you feel it?” lyder råbet fra højttalerne igen og igen. Nedenunder starter en syntetisk basgang der sender fløjlsbløde elektriske stød gennem hans muskler og får kroppen til at gå i et med luften omkring sig. Overalt er der folk der rejser sig og begynder at bevæge sig mod dansegulvet. De kommer fra alle hjørner - gående, løbende eller dansende. De mødes alle på midten og begynder langsomt at bevæge sig til musikken. Nikolaj og Antoine stirrer forbavsede mod dansegulvet.
“Wow, those pills were good,” siger Antoine.
“I hate to disappoint you, babe, but I can hear it too,” griner Skylar. “But it’s a really amazing record, I give you that.” Fingers Inc. hedder gruppen. Hvis hun skulle vælge et enkelt nummer til at forklare for et rumvæsen eller en hvid europæer hvad housemusik er for noget, så skulle det nok være den.

Nikolaj synes det er på tide at de får strakt benene lidt så han spørger om de andre vil med ud og danse. Antoine er straks oppe at stå. Skylar og Robin vil hellere blive siddende lidt endnu. De skal først lige have fundet et middel mod fredag nat.
“But have fun, babes. See you later.”

De går ud på dansegulvet. Det er allerede mega hedt. De begynder langsomt at sætte arme og ben i bevægelse til beatet. I starten føles det lidt tungt. Men efterhånden som de kommer ind i rytmen, opstår der en automatik der driver bevægelserne videre helt af sig selv – sådan næsten i hvert fald.

Pludselig står Robin ved siden af dem.
“Hey, I thought I would join you anyway,” råber han over musikken. Han vipper en smule op på tæerne for at komme tættere på Nikolajs øre.
“Of course. You’re welcome,” råber han tilbage.
De former en trekant på dansegulvet. Deres ansigter smiler bredt som blomster der strækker sig og folder sig ud for at fange mest muligt sollys. Robins hår er farvet turkis som candyfloss. Det er virkelig indbydende. Han er cirka på højde med Antoine. Nikolaj føler sig pludselig enormt stor. Det er ellers ikke fordi han normalt er den der rager op så det morer ham lidt pludselig at være en kæmpe over for de to andre. Han har lyst til at bøje sig frem og smage på Robins sukkerhår. Eller plukke en tot og lade det smelte på tungen. Robin siger at han vil gå tilbage til Skylar. Han giver dem et hurtigt kram hver og så er han væk.

“Do you feel the pill?” spørger Antoine.
Han er ikke helt sikker. Han føler sig ikke høj. Men han har det ret fantastisk, og han ville nok ikke have haft det helt så godt uden pillen. Så på den måde virker den jo nok.
“That is good. I think I feel the same,” smiler Antoine. De lægger armene om hinanden og kysser. De presser deres pander mod hinanden, og der opstår en skygge mellem deres ansigter. For et øjeblik føles det som et uendeligt rum. Han har lyst til at tage Antoines hånd og hive ham med derind. Det er en helt ny verden de sammen kan gå på opdagelse i. Så trækker Antoine ansigtet væk, og de er tilbage på dansegulvet. Han føler et sug i maven, som om han lige er blevet løftet højt op i luften, drejet rundt og sat ned igen.

Mere VICE
VICE kanaler