skæg

Mit sørgelige forsøg på at få skæg

"Mit skæg er lort, og jeg er lort."

af Sam Weiner
18 januar 2018, 7:45am

Foto af Carlos Jaramillo

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Hvis man kan få skæg, er det lidt som at have superkræfter - man tager det ansigt, ens forældre har givet en, og laver det helt om. Et skæg kan gøre dig til en akademisk autoritet eller en cool hipster. Det kan få dig til at ligne en tosset hjemløs eller en ophøjet troldmand. Det kan få dig til at ligne lige det, du vil have - men mere end noget andet, viser et skæg, at du selv har valgt at se sådan ud. Selvom det ikke længere er sejt at have skæg, er mænd med skæg stadig mere eftertragtede og bliver betragtet som mere virile. Skæg er maskulinitet. Og jeg har ikke noget.

Efter et par dage, hvor jeg ikke har barberet mig, får jeg kun et par enkelte totter, mest på halsen. Min ansigtsbehåring er underligt nok både knortet og ynkelig på samme tid, så jeg ligner en mellemting mellem en deprimeret teenager og en forvirret laborant. Jeg synes ikke engang, skæg er pænt, men jeg hader, at jeg ikke har et! Hvorfor fanden har jeg ikke samme follikulære muligheder som så mange andre?

Så jeg besluttede mig for at holde op med at barbere mig, indtil jeg havde fuldskæg. Lige meget hvor lang tid det ville tage. Jeg holdt ud i lidt over en måned. Her er hvordan det gik.

DAG 3

Der er ingen grund til at holde sig tilbage - mit ansigt ser skidt ud. I stedet for sexede skægstube har jeg fået nogle få krøllede, sorte hår, der stikker ud af mit ansigt i de mærkeligste vinkler. Det ligner, at jeg bare har givet op.

DAG 4

Man går normalt ikke ud af døren, hvis man har en stor, tydelig plet på sin trøje, men det er sådan mit ansigt føles. Jeg er flov over, hvis folk ser mig, så jeg bliver indenfor hele dagen og går i seng klokken 18.

DAG 5

Jeg bliver igen indenfor hele dagen og går i seng klokken 19.

Forfatteren på dag seks. Foto af Sam Weiner.

DAG 6

Jeg bliver indenfor igen og går i seng klokken 17.

DAG 7

Jeg er ikke længere bange for at være udenfor. Skægget ligner ikke længere en fejl. Det er grimt, men det ligner, det er med vilje. Man ville nok bruge ordet "ujævn" til at beskrive min skægvækst, men det betyder normalt, at der er hår nogle steder. Ikke på mig. Min venstre kind er som en hvid sandstrand med nogle ganske få palmetræer, der er ramt af lynet.

DAG 11

Jeg har hageskæg.

Forfatteren er nu nået til dag 11.

Igen får min mangel på skæg mig til at blive deprimeret, og den eneste, jeg kan være sur på, er mig selv. Opvasken vokser, og der ligner lort i min lejlighed. I stedet for at købe ind, bliver jeg indendøre og overlever på kakaomælk, som jeg havde i forvejen. Det får mig kun til at blive mere deprimeret. Jeg læser ikke eller ser fjernsyn. Jeg ligger bare i sengen og stirrer på min telefon time efter time og opdaterer de samme apps hvert andet sekund.

DAG 14

Dag 14. Billede af forfatteren.

Dag 15

Hver dag, når jeg vågner, tænker jeg: "Det klør heldigvis lidt mere i dag end i går!" Jeg vidste ikke engang, at skæg kløede! Jeg troede, det ville være blødt! Mit ansigt føles, som om nogen har knust en bunke kiks og limet dem fast til min hals, mens jeg sov. Men det går fremad. Jeg sletter de der apps fra min telefon og tvinger mig selv til at gå ud ad døren. Nu kører det!

DAG 20

Skægget på hagen og på overlæben er stadig ikke forbundet. Mine kinder er overstrøet med noget, der ligner 36 stride hår til deling. Det ligner, at skægget er holdt helt op med at gro. Det er, som om mine hormoner kan mærke, at jeg gerne vil ligne en huleboer, men for at drille mig er de stoppet ved rådden gris.

Jeg starter hver eneste samtale med at nedgøre mig selv og forklare, hvorfor mit ansigt ser så frygteligt ud, men det virker ikke, som om folk hverken lægger mærke til det eller er interesserede.

DAG 22

Ærlig talt så forventede jeg, at tjenere, folk i metroen, bekendte og så videre ville kigge underligt på mig. Jeg havde regnet med, at jeg kunne skrive pinlige og hysterisk morsomme anekdoter, om lækre piger på barer, som elskede min urbane humor, men hadede min klamme ansigtsbehåring. Men det skete overhovedet ikke. Det er næsten, som om verden er pisse ligeglad med mig! Kan fremmede slet ikke fatte, at jeg altså ikke er typen, der ville have så grimt et skæg frivilligt? De kunne i det mindste godt være bevidste om, at jeg er den slags menneske, der kun ville få et rigtig dårligt skæg for at være morsom. Men de fatter det ikke. Mit skæg er lort, og jeg er lort.

DAG 23

Det er smertefuldt at kigge sig selv i spejlet og tænke, "jeg har aldrig set værre ud end lige nu." Jeg kan ikke lade være med at tænke, om de hår, som ikke gider komme ud af mit ansigt, i stedet vokser inde i mit hoved, kravler som slyngplanter op gennem min hjerne, inden de snor sig omkring mine øjenæbler, så jeg til sidst er en blind zombie, der skriger forgæves i håbet om, at en barmhjertig nabo vil komme og slå mig ihjel.

Vi er ved at være ved vejs ende. Det bliver ikke bedre end det her. Foto af Carlos Jaramillo.

DAG 24

Hvorfor fanden gør jeg det her? Hvordan overbeviste jeg mig selv om, at det var en god idé? Hvorfor ville jeg overhovedet have et skæg til at starte med? Handlede det om maskulinitet? Det tror jeg faktisk ærlig talt ikke. Der er uendeligt mange bittesmå ting, og problemer vi selv har fundet på, som kan gøre vores liv til et helvede, men heldigvis er min maskulinitet (eller mangel på samme) ikke noget, der går mig på. Jeg går mere op i åndssvage ting, som hvor tit man kan tillade sig at gå med butterfly, eller om livet giver mening at leve i et meningsløst univers, hvor ondskab bliver belønnet. Jeg har præcis nul gange bekymret mig om, hvor mandig jeg er, nok fordi svaret er “overhovedet ikke”. Det virker ærlig talt ret gammeldags at gå op i, hvor maskulin man er.

Men min manglende evne til at få noget, der bare ligner et skæg, har alligevel knækket mig mentalt. Eksperimentet har knust mig. Jeg piner mig selv, og jeg kan ikke finde en eneste grund til hvorfor.

DAG 25

Det er jul!

Det grimme skæg fra forskellige vinkler. Dag 26.

DAG 31

Jeg går udenfor. Vinden kilder de små totter på mine kinder, der minder om knurhår. “Det må være sådan, det føles at være en hund,” tænker jeg. Jeg har ikke haft det så godt i ugevis.

DAG 34

Håret er dobbelt så tykt på min højre kind end på den venstre. Men det tæller ikke rigtig som skæg på nogle af siderne. Min ven siger noget, der gør virkelig ondt: “Hvis du røvede en bank lige nu i fuldt dagslys uden maskering, ville vidnerne ikke beskrive gerningsmanden som beskægget.”

DAG 35

En hel dags fred. Ja, skægget ser frygteligt ud, og det får mig til at have det af helvede til. Men jeg er glad for, at jeg virkelig har prøvet, om jeg kunne få et! Jeg er glad for, at jeg skriver om det! Er hele formålet med det skrevne sprog ikke at formidle de mange facetter af livet som menneske? Måske kan mig og skægget alligevel få et godt forhold til hinanden.

DAG 36

Nej, fuck det her. Jeg hiver i mit hageskæg, mens jeg venter på en film skal starte, og jeg får kvalme. Hårene føles som en ondsindet parasit med ulækre sorte tentakler, der kravler ud af min hud. Det skal væk.

DAG 37

Jeg tager forbi Gasper Como, som er en ægte, italiensk mafia-barber i Brooklyn. Han rager hårene af med et barberblad på ti minutter, og straks føler jeg mig mere som mig selv. Jeg har det allerede bedre.

T
Eksperimentet er endelig slut. Foto af Carolos Jaramillo.
Farvel klamme skæg. Foto af Carlos Jaramillo.

Hvad har jeg så lært? Ikke en skid. Jeg vil ikke lade, som om jeg har. Jeg håbede, at jeg ville få en åbenbaring om, at dit udseende er mindre vigtigt, end hvordan du har det indeni eller en anden vag floskel. Men tankerne om mit udseende, styrede mig og mine følelser i alle fem uger. Resultatet var, at jeg bare sad og havde ondt af mig selv hele tiden. Mit knap så gode humør opstod, fordi jeg ikke så godt ud. Men til sidst var det, fordi jeg forsøgte at opnå noget, der var umuligt for mig. Og man kunne bogstaveligt talt se skuffelsen malet i mit ansigt. Jeg kunne ikke løbe fra det.

Men jeg er stadig glad for, at jeg forsøgte. Jeg er mere bevidst om mine egne evner og begrænsninger. Eller i hvert fald mine hårsækkes begrænsninger. Det var uden sammenligning de længste 36 dage i mit liv, og jeg er glad for, at det er overstået. Det er dejligt, at kunne se folk i øjnene igen.

Grimt skæg eller nybarberet? Hver sin smag. Foto af Carlos Jaramillo.