Feminisme

Tænk, hvis der blev forsket lige så meget i PMS som i rejsningsproblemer

Er PMS et biologisk eller kulturelt fænomen? Ingen ved det. Måske skyldes det, at der er fem gange så meget forskning i rejsningsproblemer som i PMS.
Foto: Westend61 / Getty

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic USA

I dag begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke havde mere ost i køleskabet, hvilket er et tydeligt tegn på, at min menstruation er på vej.

Der findes mindst 200 klassificerede symptomer på præmenstruel syndrom, bedre kendt som PMS. Der er de fysiske (kramper, oppustethed) og de psykiske varianter (irritabilitet, angst, tristhed). Jeg er sikker på ”ostenedsmeltning” findes et sted på listen.

Annoncering

Spøg til side, så er mine PMS-symptomer relativt ukomplicerede sammenlignet med 22-årige Eden Church fra Toronto. Hun er diagnosticeret med præmenstruelt dysforisk syndrom (PMDD), der sommetider bliver kaldt PMS på steroider. ”Der er dage, hvor jeg vågner op og har det, som om jeg er et andet menneske, end da jeg lagde mig til at sove,” fortæller Eden. ”Det er ligesom at komme hjem til et normalt hjem tre uger om måneden, men den sidste uge hænger alle møblerne fra loftet.”

Edens krop føles fremmed hele ugen op til, at hun får sin menstruation. Hendes depression – som hun har levet med siden 3. g, men holdt op med at tage medicin mod sidste år – tager til, og hun føler sig overvældet af mørke tanker, hvor end hun går. De mindste forhindringer i hverdagen, som ikke normalt går hende på, trigger større følelsesmæssige reaktioner.

Omkring 75 procent af alle kvinder oplever PMS i forbindelse med deres menstruation, mens PMDD kun rammer omkring to til fem procent. Men selv om både PMS og PMDD er dokumenterede lidelser, er der fortsat mange eksperter, som stiller spørgsmålstegn ved validiteten af dem.

Sidste år stillede forfatteren Frank Bures sig tvivlende overfor spørgsmålet om, hvorvidt PMS overhovedet er virkeligt i bogen The Geography of Madness. I uddraget, som Slate har bragt, citerer han forskning, der peger på, at PMS – og den langt skrappere variant PMDD – er kulturelt determineret, mere end det er biologisk. Han anerkender dog, at selv hvis (og det er et stort ”hvis”) noget er socialt konstrueret, betyder det ikke, at det bliver mindre virkeligt for de kvinder, der lider af det. Han krydrer sit argument med eksempler fra forskningsverdenen, der påpeger, at kvinder, som abonnerer på traditionelle kønsrollemønstre, hyppigere oplever ”menstruationsrelaterede psykiske problemer”, hvorefter han kommer ind på, hvordan kvinder fra Vesten og kvinder fra Østen har forskellige anskuelser i forhold til menstruation, inden han konkluderer, at PMS og PMDD kan være ”kulturelt funderede syndromer”.

Annoncering

Jeg får helt ondt i maven af at skulle sige det her, men når man fremfører den påstand, at PMS ikke er en virkelig lidelse, sætter man bare en fed streg under det faktum, at flere forskere ikke har kunne bevise eksistensen af PMS. En gennemgang af PMS-forskning fra 2012 fandt ingen sammenhæng mellem menstruation og humørsvingninger. En undersøgelse foretaget i 2013 blandt en gruppe tilfældigt udvalgte kvinder i alderen 18 til 40 år registrerede humørsvingninger over en periode på seks måneder og konkluderede, at stres og sociale faktorer havde større indflydelse på humøret end menstruationscyklussen.

Forbindelsen mellem kvindens menstruationscyklus og humørsvingninger går helt tilbage til Hippokrates’ tid og teorien om den vandrende livmoder, så flere århundreders tilfældige observationer og undersøgelser kan da umuligt være det rene vrøvl?

Problemet er bare, at der mellem Hippokrates’ tid og vor egen har udspillet sig en lang og ubehagelig historie med sexistiske og problematiske undersøgelsesmetoder, når det kommer til menstruation. På trods af fremskridt indenfor videnskabens verden er det fortsat uklart, om PMS og PMDD skyldes en biologisk reaktion på hormonforandringer, eller om humørsvingningerne bare ligger så dybt forankret i kvinders kollektive psyke, at de oplever en form for masse-hypokondrisk psykose.

Det kommer ikke ligefrem som et chok, men en del af problemet skyldes, at der simpelthen ikke forskes nok i kvinder. ”De fleste problemstillinger, som forskerne er engagerede i at undersøge, handler om universelle lidelser på tværs af kønnene,” siger Gillian Einstein, som er leder af University of Torontos afdeling for studier i kvinders helbred. Hun bekræfter også, at PMS ikke er et felt, der er særlig stor interesse for i forskningsverdenen. ”Jeg tror ikke engang, der er forsket i, hvorfor vi overhovedet menstruerer.” Hun fortæller mig, at det ikke er alle pattedyr, der menstruerer. Nogle dyr genabsorberer blodet fra livmoderslimhinden, hvilket lyder som en meget bedre løsning.

Annoncering

Der findes fem gange så mange undersøgelser om erektil dysfunktion, som der gør om PMS

Når det handler om at behandle den mandlige erektion – eller manglen på samme – er der derimod overvældende interesse fra forskernes side. ResearchGate konkluderer, at der findes fem gange så mange undersøgelser om erektil dysfunktion, som der gør om PMS. Det forklarer blandt andet, hvorfor læger kan behandle erektil dysfunktion, men ikke PMS og PMDD. Den manglende interesse skyldes også i nogen grad, at man ikke ønsker at sætte fokus på et område, der i forvejen er domineret af negative stereotyper om kvinder, siger Hadine Joffe, der er psykiater og leder af Connors Centre for Women’s Health and Women’s Biology.

”Mange kvinder og feminismeaktivister har historisk set været modvilje overfor tanken om at klassificere PMS som en lidelse, fordi man frygtede, at det ville fremstille kvinder som skrøbelige væsener i deres hormoners vold,” siger hun. Det er også grunden til, at det har taget så lang tid, før PMDD blev anerkendt som en officiel lidelse. PMDD dukkede først op i det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem for psykiske forstyrrelser i 2013. Derudover er der heller ikke generel konsensus om, hvad de specifikke symptomer er. Og når der er tale om så bred en vifte af symptomer, kan det være svært at diagnosticere og forske i problemet.

Som om det ikke er nok, så lader meget af den forskning, der eksisterer på området til at være ret halvhjertet udført (læs: fuld af fejl). Gillian Einstein forklarer, at undersøgelserne ofte er baserede på meget begrænsede antal forsøgspersoner. Forsøgspersonerne er som regel kvinder, der i forvejen er indlagt på grund af menstruationsrelaterede problemer. Derudover kæmper man også i mod et bias, der ligger dybt forankret i forsøgspersonerne. De har en tendens til at associere selv de mindste humørsvingninger med menstruationscyklussen – det er trods alt noget, man er meget bevidst om, når man bløder fem dage i træk om måneden.

Annoncering

”Menstruationen er en central komponent i oplevelsen af at være kvinde, og derfor husker folk typisk på ting i forbindelse med menstruationen. Man lægger ligesom to og to sammen inde i hovedet,” forklarer Peter Schmidt, der er leder af National Institute of Mental Healths afdeling for adfærd og endokrinologi.

Men der er også andre faktorer, som komplicerer sagen: Flere undersøgelser følger kun forsøgspersonerne gennem én menstruationscyklus, og når forsøgspersonerne på forhånd ved, at det handler om PMS, har de det allerede i tankerne, inden undersøgelsen begynder. ”En anden grund til, at den her debat bliver ved med at dukke op, er, at der ikke findes solide biologiske markører, som man kan basere en diagnose på,” siger Schmidt.

Til forskel fra endokrine sygdomme og hypothyreose er der hverken for meget eller for lidt af et bestemt hormon, når det handler om PMS og PMDD, siger Schmidt. Når det er sagt, så er forskningsverdenen begyndt at indse, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem biologien og de følelser, kvinder over alt i verden oplever en gang om måneden.

”Der er sket fremskridt,” siger Schmidt. Tidligere på året var han tilknyttet en undersøgelse, der opdagede et gen i kroppen, som er følsomt overfor hormonforandringer i forbindelse med PMDD. Kvinderne i undersøgelsen, som havde PMDD, var mere følsomme overfor hormonforandringer under menstruationen, end kvinder, der ikke havde PMDD.

”[Kvinder med] PMDD reagerede abnormalt i forhold til et helt normalt hormonniveau,” siger Schmidt.

Det er første gang, man med en vis grad af sikkerhed har påvist, at hvis hormonforandringerne holdes hen, forsvinder PMS og PMDD symptomerne. Men Hadine Joffe siger, at teknologiske begrænsninger afholder os fra at finde ud af, hvad der foregår i hjernen. Så selv om videnskaben endelig er på sporet af forklaringen på en århundrede gammel gåde, så mangler vi fortsat svar på nogle helt grundlæggende spørgsmål.

Hvad er for eksempel den biologiske baggrund for PMS og PMDD? Hvorfor oplever nogle kvinder det i højere grad end andre? Hvorfor forsvinder symptomerne, når menstruationen indtræffer? Ville kvinder stadig være i dårligt humør, hvis man fjernede alle de fysiske symptomer ved PMS? Enhver, der er af den opfattelse, at mennesket er et overlegent væsen, skal forklare mig, hvorfor vi så ikke er smarte nok til at have udviklet evnen til at genabsorbere blodet fra livmoderslimhinden. Mine osterelaterede tårer er godt nok de samme, uanset om de skyldes biologi eller socialisering, men PMS er et mysterium, der kræver benhård forskning under alle omstændigheder.