Begrebet "kvindelitteratur" er hermed afskaffet. Og hurra for det!

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Begrebet "kvindelitteratur" er hermed afskaffet. Og hurra for det!

Vi har undersøgt, om kvindelige forfattere har momentum i Danmark disse år – om de er in. Det havde vi nemlig på fornemmelsen. Og vi fik ret. Sådan næsten da.

Den afdøde, amerikanske forfatter Sylvia Plath har gode danske år. I 2016 blev Glasklokken (1963) oversat til dansk. I år er hendes digtsamling Ariel blevet oversat. En anden amerikansk forfatterinde oplever samme aktualitet. Chris Kraus’ romans I Love Dick (1997) udkom på dansk i starten af året. Bogomslaget er spædt forårslysegrønt, og lyserøde og hvide bogstaver nærmest råber titlen, der i forvejen vækker nysgerrighed.

Annoncering

Både på grund af bogens titel (der i øvrigt henviser til en fyrs kælenavn, Dick, og ikke en decideret pik), det flotte, flabede cover og bogens efterhånden etablerede status som feministisk klassiker, blev den i en overgang delt ivrigt på Instagram. Det virkede faktisk, som om der fandt en konkurrence sted: Hvem læser bogen det mest offentlige sted? I Love Dick er ikke kun blevet genaktualiseret for det danske publikum. I sommer blev bogen filmatiseret og udkom som en serie i otte dele på Amazon Original (og er helt klart anbefalelsesværdig).

Vi hiver også danske kvindelige klassikere frem. Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år i sidste uge, og hun blev naturligvis celebreret. Der blev skrevet spalte op og spalte ned. Ja, Gyldendal udgav endda en bog med et udvalg af hendes digte. Ser man på tiden før Toves 100 års fødselsdag, havde hun faktisk allerede vind i sejlene. Flere af hendes bøger er blevet genudgivet og ikke nok med det, så har teaterforestillingen Tove! Tove! Tove! haft gigantisk succes og kører pt. på tredje genvisning – og udsolgt til alle visningerne.

Det kører altså meget godt for Tove Ditlevsens efterdømme, der (endelig) er ved at manifestere sig som andet end en uskyldig ”pigesind”-digter. Man kan næsten tale om en renæssance. De tre nævnte forfatterinder bruger alle deres egne erindringer, deres bøger er konstant inde at røre ved skellet mellem biografi og fiktion, og så handler de om depression, narko, selvmord, begær. You name it, it’s in there.

Annoncering

På Broadly er vi ret overbeviste om, at denne type bøger og de her kvindelige forfattere er oppe i tiden. At vi vil dem, og at vi vil have flere af dem. Men vi er også klar over, at vi lever i en boble af Instagram-feeds, hvor seje kvinder læser seje kvinder. Så vi har sat os for at undersøge sagen.

Litteraturfestivalen Louisiana Literature, der blev afholdt i august, bekræfter tesen. På festivalens program sprang den ene store kvindelige forfatter i øjnene efter den anden: Nobelprismodtager i litteratur (2015) Svetlana Aleksijevitj, Siri Hustvedt, Zadie Smith, Eileen Myles, Chris Kraus, Linda Bostrøm Knausgård.

Og så er der de danske: Naja Marie Aidt, Josephine Klougart, Suzanne Brøgger, Lone Aburas, Caroline Albertine Minor, Amalie Smith og så videre og så videre.

Ved en nærmere eftertælling fremgår det, at der på festivalen deltager flere kvindelige forfattere end mandlige. Faktisk var 55 procent af de deltagende forfattere i år kvinder. I 2016 var tallet 45 procent, i 2015 46 procent kvinder, og tilbage i 2011 var tallet nede under 42 procent.

"Det er ingen tvivl om, at det er mænd, der har skrevet kunstens og litteraturens historie, hvilket har betydet at kvinderne historisk stort set har været holdt ude i mange sammenhænge"

Christian Lund, der er festivalleder for litteraturfestivalen Louisiana Literature, fortæller, at de mange kvindelige forfattere ikke har været specielt strategisk proces.

Annoncering

"Vi har valgt den litteratur og de forfattere, der begejstrer os, og dem, vi mener, er vigtige lige nu. Svetlana Aleksijevitj er et godt eksempel, hun har skrevet Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, der handler om de kvindelige sovjetiske soldater, der kæmpede under Anden Verdenskrig. Hun taler med en uhyggeligt stærk stemme og videregiver nogle meget vigtige erfaringer, der ikke er til at komme udenom," fortæller han.

"Det er ingen tvivl om, at det er mænd, der har skrevet kunstens og litteraturens historie, hvilket har betydet at kvinderne historisk stort set har været holdt ude i mange sammenhænge. Nu er kvinderne heldigvis begyndt at komme med, og der er mange reaktioner i kølvandet på det. Forfatteren Chris Kraus’ roman I Love Dick handler om en kvindelig antihelt, der udlever sit begær. Den udkom første gang i 1997, hvor ingen interesserede sig for den. Men i dag har tiden ændret sig, og den har været genstand for en enorm interesse inden for de senere år, hvorfor hun også var med på vores festival. Hun skriver netop om kvindelige kunstnere i kunsthistorien, som blev overset, fordi de var kvinder, og dermed blev skrevet ud af kunsthistorien. Så der er også noget i tiden, hvor man revurderer tidligere måder at skrive historien på og gør en masse opdagelser. Det er meget opløftende," siger Christian Lund.

En anden opløftende historie handler om Nordisk Råds litteraturpris. Prisen er nemlig de seneste 10 år gået til seks kvinder, og tager man et lidt større overblik og ser på de seneste 20 år, så har der været 10 kvindelige vindere. Pæne tal i forhold til, at årtiet forinden kun bød på tre kvindelige vindere. Ja, der er sket lidt.

Annoncering

Forfatter Kirsten Thorup vandt i år Nordisk Råds litteraturpris for romanen Erindring om kærligheden (2016). Hun debuterede med digtsamlingen Indeni – Udenfor i 1967 og har således 50 års jubilæum i år. Hun kender branchen og er enig i, at kvindelige forfattere har en art momentum, "men det er ikke sådan noget, der bare lige er sket. Det har taget tid," fortæller hun og påpeger, at det, vi ser nu, kræver et stort antal af stærke og dygtige kvindelige forfattere, der skriver af højeste kvalitet.

"Da jeg debuterede som forfatter i slutningen af 60’erne, var der meget få kvinder på den litterære scene. Der var navne som Dorrit Willumsen, Inger Christensen, og i generationen før Tove Ditlevsen. Senere i 70’erne med den nye kvinde bevægelse kom mange flere kvinder til, og det udvidede det litterære rum, fordi de begyndte at skrive fra og om nye områder i kvinde- og samfundslivet, og det påvirkede også den litterære form," fortæller hun.

Giver det mening i dag at tale om kvindelitteratur? Og hvad vil du sige, at ordet kvindelitteratur betyder? … Bliver vi nogensinde fri fra begrebet?

"I 70’erne begyndte man at tale om kvindelitteratur eller endnu værre ”bekendelseslitteratur”. Det var meget nedsættende. Det var, som om det ikke var rigtig litteratur. Man sagde, den var for privat, handlede om opvask og bleskift, man opfattede ikke den litteratur som almenmenneskelig eller som universel, men derimod som kvindelig. Litteratur med stort L var skrevet af mænd, undergenren var skrevet af kvinder. Og der, hvor jeg virkelig mener, at der er sket noget positivt, det er, at man ikke længere taler om kvindelitteratur. De store kvindelige forfattere, vi har i dag, de bliver ikke kategoriseret under kvindelitteratur. Så i den henseende kan man sige, at begrebet er afskaffet. Man degraderer ikke længere kvindelige forfattere," lyder det fra Kirsten Thorup.

Annoncering

"I 70’erne blev der stillet spørgsmålstegn ved, om kvinder i det hele taget kunne skrive, og om kvinder havde ret til det"

For at afprøve tesen, at kvindelige forfattere er in, i hårde tal, har jeg talt optaget af kvinder på forfatterskolen. Det viser sig, at optaget af kvinder ligger på 54 procent, hvis man ser på de seneste 10 år. Jeg har også kontaktet en række forlag for at få tal på andelen af udgivne kvinder. De holder ikke tal på den slags med mænd og kvinder, men efter en gennemgang af listerne, danner der sig et andet billede end tesens udgangspunkt, det vi havde regnet med.

Gyldendal har i 2017 udgivet 91 forskellige skønlitterære forfattere, kun 37 procent var kvindelige forfattere. Lindhardt og Ringhof har i 2017 udgivet 27 skønlitterære forfattere. Også her er tallet 37 procent. Ser man derimod på det lille forlag Gladiator, har de i 2017 udgivet 20 skønlitterære bøger, hvor 55 procent er skrevet af kvindelige forfattere.

Af de forlag, jeg har været i kontakt med, svarer den samlede andel af kvindelige forfattere til 40 procent. Hmm. Ikke så fedt. Tesen vakler. Kvindelige forfattere har altså ikke så meget momentum, at man kan tale om reel ligestilling, når det kommer til antal udgivelser. Og lad det for en god ordens skyld stå klart, at havde vi undersøgt genren faglitteratur, så det meget værre ud…

Birte Kont har arbejdet med den slags kønsproblemstillinger i mange år. Hun er kontaktperson i gruppen for kvindelige forfattere i Dansk Forfatterforening og har været med i gruppen siden 1989. Hun arrangerer litterære events og møder, der handler om, hvordan det er at være kvinde og forfatter, hvilke udfordringer man støder på. Ligesom Kirsten Thorup fortæller hun, at mange ting har forandret sig, siden gruppen blev stiftet.

Annoncering

"I 70’erne blev der stillet spørgsmålstegn ved, om kvinder i det hele taget kunne skrive, og om kvinder havde ret til det. Sådan er det jo ikke i dag," siger hun, men når det er sagt, mener hun endnu ikke, at der er ligestilling. "Bare tag mænds anmeldelser af kvinders bøger. De kan stadig handle om, hvordan kvinder ser ud, om deres øjne og ben. Det vil man jo aldrig skrive om en mandlig forfatter," siger Birte Kont, der desuden har udgivet romanen En by i Rusland.

Dykker man ned i undersøgelsen Danske forfatteres og oversætteres levevilkår (2016) står der også, sort på hvidt, at kvindelige forfatteres gennemsnitsløn er lavere end mænds. Undersøgelsen har ikke specifikt beskæftiget sig med den problematik, og derfor er det svært at svare på hvorfor, forklarer Trine Bille, der er ansvarlig for undersøgelsen. Hun peger dog på, at der er flere mænd, der skriver videnskabelig litteratur, og da det er den gruppe af forfattere, der har den højeste gennemsnitlige løn, kan det være en af forklaringerne.

Mette Moestrup debatterer også gerne emnet kvindelige forfattere. Hun er selv digter og har blandt andet udgivet DØ, LØGN, DØ (2013), Kingsize (2006) og Golden Delicious (2002). Derudover er hun cand.phil i litteraturhistorie. Hun er enig i, at det sker et eller andet, og hun vil gå så vidt som at kalde det et momentum, så længe man ikke sidestiller momentum med ligestilling. For det mener hun langt fra, at der er i dag.

Annoncering

"Jeg er 48 år i dag, og jeg har kæmpet den her kamp, siden jeg var ung og studerede litteraturhistorie," fortæller hun over telefonen, mens hun går rundt et sted på Nørrebro. Hun er faret lidt vild, men emnet, vi taler om, farer hun ikke vild i. "De forfattere, der bliver fokuseret på nu, det er dem, vi har manglet. Men ser vi på skolernes pensum – både folkeskolerne, gymnasierne og universiteterne – så er det en mandsdomineret kanon, vi er vidne til," fortæller hun. "Der er lang vej til, at vi kanon-mæssigt har et ståsted, der er ligestillet," konkluderer hun.

Som eksempel på, hvor svært det er at ændre på den kanon-gjorte litteratur og indvirke på det danske litterære miljø, der er "dybt konservativt", fortæller Mette Moestrup, at det har taget cirka 15 år at få introduceret og etableret den tyske forfatter Unica Zürn i den danske litteratur.

Bliver man ikke lidt træt af at vente så lang tid på forandring?

"Nej, jeg er ikke træt, jeg er glad, for endelig sker mange af de ting, som jeg har gået og ventet på," siger hun. Samtidig mener hun, at der er lang vej igen og bemærker, at det ikke kun er mænd, men også mange kvinder, der kun har mandlige forfattere på deres favoritlister – som ikke er bevidste om det, og som ikke ser det som et strukturelt problem. Det er også en af grundene til, at Mette Moestrup har besluttet sig for ikke at læse flere mandlige forfattere.

"Dem har jeg brugt rigeligt med tid på, flere årtier, så det gider jeg ikke mere. Jo, jeg gider godt læse nogle af mine nulevende mandlige kollegaer, men ellers vil jeg kun læse kvinder."

Point taken, Mette Moestrup!