Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Jeg ved helt præcist, hvornår min hang til at snage via sociale medier gik hen og blev det største problem i mit forhold. For fem år siden sad jeg i en lejlighed, som jeg delte med min daværende kæreste. Jeg var alene med en flaske vin og fire afsnit inde i en Gossip Girl-aften, mens han var i byen med sine venner. Min puls kørte på højtryk, mens jeg scrollede mig gennem billeder, han var tagget i. Jeg forsøgte at danne mig et overblik over festen, de kvinder, der var med, og om han havde været i seng med nogen af dem.
Da der til sidst ikke var flere billeder tilbage fra festen, fortsatte jeg min udforskning af hans fortid, det land han tidligere havde boet i, huset han havde boet i sammen med sin ekskæreste. Jeg havde set billederne før, mange gange faktisk, men alligevel blev jeg ved med at scrolle. Jeg ledte efter det, der gjorde allermest ondt at kigge på. Det var et solskinsoplyst billede, en af deres venner havde taget af dem i Montreal. De smiler begge to og ser smukke og seje ud sammen. Så fandt jeg et billede frem af mig og ham og begyndte at hoppe frem og tilbage mellem de to. Frem og tilbage. Jeg prøvede at vurdere, hvilket billede var bedst, hvilket par så mest lykkelige ud, hvis ansigt var kønnest – hendes eller mit?
Jeg er 27 år gammel og tilhører derfor den generation, der blev introduceret for sociale medier på samme tid, som puberteten ramte. Jeg var 13, da jeg begyndte at skrive på et musikforum, der var domineret af mænd, der altid ville vide, ”Hvor liderlig er du lige nu?” efter vi havde debatteret Korn-sange.
Da jeg var 14 år gammel, blev min skole ramt af MSN-feberen. Vi kunne udleve storslåede kærlighedsaffærere og teenageromance uden overhovedet at forlade vores soveværelser. Det passede mig rigtig godt. Jeg var tyk og ikke helt så køn, som jeg gerne ville være, og en læsehest, der alligevel forsøgte at være cool.
Nogle år senere mistede jeg min mødom til en elektronisk musiker, jeg havde mødt på MySpace.
MSN, Bebo og MySpace gav mig mulighed for at imponere de drenge, jeg var interesseret i ved at name-droppe bands og film. Det var den gammeldags facon – jeg lod simpelthen, som om jeg kunne lide de samme ting som dem. Nogle år senere mistede jeg min mødom til en elektronisk musiker, jeg havde mødt på MySpace. Mit kærlighedsliv som teenager var i høj grad en onlineaffære.
Jeg havde aldrig haft et forhold eller været forelsket før sociale medier. Det faldt mig helt naturligt at stalke dem, jeg var interesseret i, indtil jeg vidste alt om deres smag og havde set samtlige billederne af dem. Det føltes helt normalt dengang, fordi jeg ikke vidste bedre. Det er først nu, jeg forstår, hvor underligt det var at træde ind i en helt ny verden på den måde, hvor spillereglerne endnu ikke var fastlagte. Samtidigt anede jeg ikke, at der var stor forskel på en person, man mødte online, og vedkommendes alterego ude i virkeligheden.
Hvor går grænsen, når man snager i sin kærestes liv online?
Hvor går grænsen, når man snager i sin kærestes liv online? Er det okay at scrolle gennem hele hans Twitter-feed (tweets OG svar, hvorfor skriver hun altid, når han laver jokes)? Hvor mange gange om ugen må man tjekke hans Instagram-feed ud? Tjekker man, hvem der har liket hans selfier (kollegaen, der altid kommenterer med smileyer med hjerteøjne)? Hvad med billeder han er tagget i? Hvad med vennerne, som har taget føromtalte billeder? Er det okay at søge på et hashtag til et bryllup, som han og hans ekskæreste var inviteret til for syv år siden? Er det okay at følge den NGO, hun arbejder for, fordi de sommetider lægger tilfældige billeder ud taget på kontoret? Det er selvfølgelig totalt uhørte og opdigtede eksempler, jeg bare har fundet på for at vise, hvordan nysgerrighed kan udvikle sig til stalking.
Når man leger detektiv på nettet og drager hysteriske konklusioner, fordi ens kæreste har armen om en anden på et billede, så udsætter man ikke alene sig selv for en form for psykisk selvskade, man får også en følelse af at læse en persons dagbog uden tilladelse – man får den der fornemmelse af, at der ikke kommer noget godt ud af det.
Det er selvfølgelig helt naturligt, at man snager lidt. Den første fase af en forelskelse er tit så overvældende, at den sætter dømmekraften ud af funktion. Når jeg er forelsket, glemmer jeg fuldstændig, hvordan personen ser ud. Følelsen er så intens, at når jeg lukker øjnene og forsøger at genkalde vedkommendes ansigtstræk, så flyver det hele rundt. Det er ligesom et Picasso-maleri, og min hjerne kan ikke sætte stykkerne sammen igen. Det kan føles virkelig romantisk og også sjovt, når man sidder der med et fjoget smil i ansigtet og scroller gennem billeder af ens hjertes udkårnes julefrokost med arbejdet for tre år siden. Det er lille dosis dopamin, der kan holde dig kørende indtil den næste date. Det er helt fint, at man beundrer den, man er forelsket i og gerne vil lære vedkommende at kende.
Problemet opstår, når den indledende fascination kammer over og bliver en besættelse af at vide alt om vedkommende, når man bogstaveligt talt vil opsluge personens indre liv, tanker og følelser. Det er det, der sker, når vi forsøger at finde ud af ting om en person, som vedkommende grundlæggende ikke er interesseret i at dele. En fundamental komponent i begær er det mysterium, som den anden person udgør. Vi bliver opsatte på at afsløre, og derved udslette, den ting, som egentlig ophidser os, nemlig det skjulte.
Sociale medier har det med at reducere os til overskuelige overflader i form af billeder, og det er først, når vi glimtvis oplever os selv udefra, at vi ser, hvor mærkeligt det egentlig er – dette jeg, der ligner og taler ligesom dig, men alligevel ikke helt er dig. Jeg kan huske at jeg grinede højlydt, da jeg ved et tilfælde løb på min ekskæreste et par måneder efter, jeg var flyttet til London. ”Jeg har stalket dig på Instagram – du ser så glad ud derovre,” sagde han. Bare tanken om, at han havde fået det indtryk, når jeg i virkeligheden gik rundt og var nedtrykt, var helt vanvittig. Men selvfølgelig havde han fået det indtryk – det var jo det budskab, jeg havde sendt, selv om jeg ikke var bevidst om det.
Jeg får tit lidt af et chok, når jeg ved at tilfælde falder over et billede af en ekskæreste på Instagram. Det er så intimt og så fremmedgørende på samme tid. Her er jeg, siger billedet, og du kender mig faktisk slet ikke. Jeg ved ikke, hvornår jeg vender mig til det, hvornår det holder op med at være underligt. Jeg gad vide, om jeg kan lære at lægge den følelse fra mig, men så kommer jeg i tanke om, at jeg aldrig har kendt andet.